Udrensningen af Corbyn-fløjen i Labour fortsætter med uformindsket styrke. Partiledelsen bruger kræfterne på interne rivaliseringer i stedet for at bekæmpe Boris Johnson.

af Thierry Labica

Labour-leder Keir Starmer. Foto: Chris McAndres, Wikimedia. CC BY-3.0

 

Labours årskongres den 25.-29. september skulle legitimere og stadfæste partiets ledelse siden april 2020. Forsinkelsen skyldtes, at coronaen havde forstyrret de normale procedurer. Kongressen skulle godkende partileder Keir Starmers politiske kurs. Et centralt punkt var udnævnelsen af David Evans – håndplukket af Starmer – til generalsekretær.

 

Omstændighederne og motiverne bag til bl.a. eksklusionen af filminstruktøren Ken Loach fortæller meget om de aktuelle politiske forhold i Labour. Loach blev smidt ud som følge af, hvad der i Labours bureaukratsprog hedder “selvudelukkelse.” Ifølge vedtægterne vil et medlem, der tilslutter sig, eller støtter andre kandidater eller organisationer end Labours, eller stiller op mod en Labour-kandidat, automatisk miste retten til at være medlem af partiet. I modsætning til andre disciplinære sager, så går “selvudmeldelse” ikke gennem partiets interne procedurer, er ikke genstand for nogen form for rådgivning eller samtale, og kan ikke ankes.

 

Loachs “forbrydelse” bestod i, at han på de sociale medier havde støttet fire mindre organisationer, der var blevet ekskluderet og fordømt som “giftige.” Én af grupperne rejste tvivl om beskyldningen om antisemitisme i Labour, en anden gruppe havde optaget ekskluderede Labour-medlemmer, andre på grund af deres tilknytning til socialisme og marxisme. Partiets ledelse afstår dog helt fra på hyklerisk vis at foregive, at der en åben og mangfoldig debat i partiet. Dermed beskytter ledelsen sig mod beskyldninger om at være højredrejede og sekteriske fraktionsmagere.

 

Åben krig

Suspensionen af Corbyn fra parlamentsgruppen sidste år på basis af løgnagtige anklager åbnede krigen. Loachs eksklusion fortæller, hvordan krigen foregår, samt omfanget af den – også selv om det betyder, at ledelsen åbenlyst tramper på vedtægterne, krænker anbefalingerne i en rapport fra den engelske kommission for lighed og menneskerettigheder (EHRC), og selv om det betyder, at man begiver sig ud i latterlige kaotiske tilstande. Eksemplerne er talrige og groteske.

 

Jess Barnard, leder af ungdomsorganisationen, fik en mail midt om natten, fra Labours forretningsudvalg, der meddelte, at hun var genstand for en undersøgelse. Hun skulle angiveligt have fremsat transfobiske kommentarer på nettet. Få dage senere skete det samme for parlamentsmedlem Kate Osborne fra partiets venstrefløj. Hendes brøde bestod i at have udtrykt solidaritet med en kvindelig kollega fra Corbyn-fløjen, der var blevet ekskluderet, da hun, ifølge Starmer opmuntrede til antisemitiske konspirationsteorier (sammenlignede George Floyds død med de metoder, israelsk politi anvender). Den virkelig årsag var hendes modstand mod Boris Johnsons undervisningspolitik under coronakrisen.

 

Barnard og Osborne tog til genmæle, og straks blev anklagerne annulleret. Der var sket en “fejl,” hed det. Når ansatte i partiet sender disciplinære noter om natten, så er det ikke en “fejltagelse.”

 

Mobningen og intimideringen af almindelige aktivister, der har fundet sted siden midten af 2016, er uforklarlig. Anklagende tweets blev sendt til titusinder af nye partimedlemmer for at forhindre dem i at deltage i afstemningerne om lederskabet af partiet, efter at Corbyn blev smidt ud af parlamentsgruppen.

 

Det menige medlem Graham Durham blev ekskluderet, fordi han foreslog opstillingen af en alternativ kandidat til Starmer. Et lignende forslag var for et par år siden blevet fremsat af Labour-parlamentarikere, der ville af med Corbyn. Et andet medlem blev “undersøgt, fordi han bragte partiets enhed i fare,” da han kritiserede valgprogrammet forud for parlamentsvalget i 2019.

 

En aktivist kom galt af sted, da han viste interesse for kommunistpartiets program, “Britain’s road to Socialism,” delte et opslag fra det skotske nationalistparti, der tog afstand fra Boris Johnsons besøg i Skotland, og fordi Socialist Workers Partys logo var synligt på et delt billede fra en demonstration (hvor der altid er mange af den slags).

 

I den senere tid har regionalt ansatte blandet sig i lokalafdelingerne, for at alle demokratiske aktiviteter, generalforsamlinger aflyses vilkårligt, ikke-medlemmer afskæres fra online-deltagelse, faglige grupper udelukkes kollektivt, dagsordener ændres, og der er forbud mod beslutningsforslag, der støtter Corbyn, ligesom der er forbudt at diskutere EHCR-rapporten om antisemitisme

 

Listen er lang over suspensioner, undersøgelser, og “selvudelukkelse”, når det gælder jødiske aktivister fra partiets venstrefløj, der anklages for antisemitisme. Angrebene begyndte under Corbyn og fortsætter med forøget styrke. Den socialistiske gruppe Jewish Voice for Labour udsættes for tilbagevendende angreb. Ikke overraskende så har ingen af de større medier afvist de systematiske angreb på jødiske aktivister, der både er socialister, anti-imperialister, og som har erklæret deres solidaritet med palæstinenserne.

 

Labours partiapparat bevarer kontrollen

Konsekvenser af den systematiske obstruktion har været, at lokalafdelingerne ikke kunne udpege delegerede til partikongressen, og at forslag eller ændringer i partiets forretningsorden ikke kom til diskussion..

 

Partiets venstrefløj fastholdt tre prioriteter på kongressen: Få generalsekretæren ud på et sidespor (fordi han blandt andet havde givet udtryk for, “at det repræsentative demokrati så vidt muligt afskaffes i Labour,”) fastholde lokalafdelingernes ret til på demokratisk vis selv at vælge egne parlaments-kandidater, samt gøre parlamentsgruppen ansvarlig overfor kongressen.

 

Fjendtligheden mod Ken Loach er ikke ny, den har stået på i årevis: Anklager for antisemitisme, Holocaust-benægtelse, og opfordring til, at Bruxelles’ Frie Universitet ikke udnævnte Loach til æres-doktor. Da filmene om englændernes forbrydelser mod det irske folk kom frem, skrev Times og Daily Telegraph, at Loach var værre end Hitlers propagandainstruktør, Leni Riefensthal.

 

Sådanne episoder er lige så gamle som Labour. Partiet er en samling af modstridende kræfter – politiske og fagforeninger, der er forenet i en ånd af kompromisser og gensidig tolerance. Som tillige opretholder en skrøbelig tilpasning til et valgsystem, hvor der kun er ringe muligheder for kræfter, der ikke er integreret i de to dominerende politiske systemer.

 

Forud for den vrede, der blev rettet mod Corbyn, gik et lignende raseri mod Tony Benn og Nye Bevan i 70’erne og 80’erne. Corbyn adskilte sig fra de to andre ved, at han var den første fra den socialistiske venstrefløj, der opnåede at blive leder af partiet, og dermed var i en position, hvor han kunne blive premierminister..

 

Starmer og Evans vil ikke kun genoplive Tony Blairs rådne arv. De er en del af den atlantiske arbejderkonformisme: Glødende anti-kommunister og imperialistiske høge. Eksklusionen af Loach signalerer, at lederskabet har sat sig ét eneste politisk mål: At eliminere partiets venstrefløj – uanset om det så strider mod vedtægterne. Skyggeudenrigsministeren erklærede sig endda rede til at føre kampagne i Corbyns valgkreds for at få ham ud af parlamentet.

 

Ovenpå 150.000 corona-dødsfald, så er de partinterne stridigheder næppe noget, der kan give englænderne håb, og der er millioner af englændere, der ikke længere kan se sig selv i partiets og dets lederes politik.

 

Det en gang så vidtfavnende parti er væk. Starmer-Evans-fløjen har ikke alene ekskluderet et forbillede med international berømmelse, de har også indsat hele den reaktionære engelske tværpolitiske norm.

 

Labours interne stridigheder gavner Johnson

Tiden vil vise, hvad ledelsens manøvrer vil føre til, og hvorfor Johnsons kyniske klientilisme i håndteringen af sundhedskrisen, de forfærdende angreb på arbejdere, den stigende ulighed i alle dets former, fortvivlelse og social isolation overalt i det engelske samfund, ikke anses for at være væsentlig nok til at angribe. Blairs sejre viser, at vi ikke kan klare os uden et bredtfavnende parti, der udvikler sociale bevægelser og er i stand til at forsvare nye demokratiske fremskridt.

 

Tingene ser ud til at gå galt for partiledelsen. Eksklusionen af 120.000 medlemmer og fraværet af rige donorer har givet alvorlige finansielle problemer. Midt i ferietiden blev en fjerdedel af de partiansatte fyret, hvilket udløste en strejke.

 

Hullet i partikassen vokser, nu hvor flere fagforeninger overvejer deres bidrag til Labour, hvis de ikke da melder sig ud, sådan som bagernes fagforbund, der har været knyttet til Labour siden 1902, har gjort. Forbundssekretær Ian Hodson, blev truet med “selvudmeldelse” da han linkede til én af fire af de organisationer, der var blevet smidt ud af Labour.

 

Oveni i disse selvpåførte skader kom de ydmygende nederlag i tidligere Labour-højborge ved sidste års suppleringsvalg. De politiske prioriteter i det største “oppositionsparti” er, for selv den mest venligt stemte kommentator, et mysterium. I et tv-program sagde skyggesundhedsminister, Jon Ashworth, at diskussionerne i skyggekabinettet ikke kunne deles med offentligheden; der var tale om “fortrolige møder”.

 

Starmer-Evans-fløjen vil være en konstruktiv og ansvarlig “opposition,” der ikke viger tilbage for at støtte Johnsons seneste militaristiske og ny-imperialistiske eventyr i det Sydkinesiske Hav.

 

Tiden må vise, hvorvidt et sådant parti kan komme til magten med sin intolerance, dets foragt for egne vedtægter og for de menige medlemmer. Muligheden virker mere fjern end nogensinde. Håbet om, at den engelske venstrefløj skal genvinde varige organisatoriske sejre, skal holdes i live. Nogle af de opnåede resultater på partikongressen kan, trods stærk modvind, være et positivt signal.

 

6. november 2021

 

Oversat fra International Viewpoint af Arne Lund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com