Sharon Graham blev valgt til generalsekretær i fagforbundet Unite i august 2021 som den første kvinde. Unite er det største fagforbund i Storbritannien for ansatte i den private sektor (fagforbundet Unison for offentligt ansatte har lidt flere medlemmer, o.a.).
Det er kun et par måneder siden, at jeg blev valgt til generalsekretær i Unite. I den tid er den forandring, jeg lovede, begyndt.
Unite er involveret i flere faglige konflikter end på noget andet tidspunkt i forbundets historie. Jeg har stået mere sammen med arbejdere end med partiledere. Jeg har samlet tillidsfolk på tværs af brancher, f.eks. transportområdet, hvor de udviklede praktiske planer for, hvordan vi kæmper. Vores advokater er begyndt at rejse sager på vegne af Unites tillidsrepræsentanter, uanset om vi er sikre på at vinde eller ej. Vi har nu en konfliktafdeling, som hjælper med at samle de kompetencer, der er brug for til støttearbejde for aktioner.
Men det er også sandt, at i min korte tid i spidsen for Unite, er omfanget af krisen i fagbevægelsen og på venstrefløjen bredt set blevet endnu tydeligere.
Fagbevægelsen står i en kritisk situation. Flammen brænder, men vi kan ikke flygte fra virkeligheden. Fagforeningerne er ikke til stede i den private servicesektor, og i nogle tilfælde er den låst i forældede strukturer, som kun gavner arbejdsgiverne. Uden for arbejdspladserne er mange kammerater ensidigt fokuserede på genopbygningen af et politisk projekt, som ikke har nogen realistisk mulighed for at genopstå.
For at sige det lige ud: Det er på tide, at vi ser kendsgerningerne i øjnene. Der kommer ikke nogen helt fra Westminster (det britiske parlament o.a.) og redder os. Vi må gøre det selv, før det er for sent. Helt konkret må vi opbygge folkelig arbejderklassemagt.
Hvis vi skal gøre det, er det vigtigt, at vi husker, at den progressive venstrefløj er andet og mere end parlamentet og mere end ledelsen af ét parti. Det kan nogle gange se ud, som om vi har glemt den kendsgerning – glemt, at der var en tid før Corbyn, og at den parlamentariske vej også har sine begrænsninger; glemt, at selv om statsmagten i ét land er meget vigtig i sig selv, så er den også ekstremt utilstrækkelig i en global verden, der står over for en klimakatastrofe.
Tiderne har forandret sig. Venstrefløjen må igen erkende, at magten bevæger sig ad et virvar af veje i et globalt økonomisk system. Både staten og kommunerne er betydningsfulde, men der er også det internationale, og der er arbejdspladsen. Og der er arbejderklassen.
Lad os aldrig glemme det. Vi må være modige nok til at turde stå uden for det åbenlyse og selv tænke, fordi de afgørende spørgsmål står stadig tilbage. Hvad prøver vi at opnå? Hvad står vi overfor? Og hvad må vi gøre for at skabe forandring?
Det, jeg vil tilbyde, er en mulighed for at reflektere og begynde forfra ad en ny vej. Først og fremmest synes jeg, at vi skal begynde at definere en ny strategi, som svarer til de udfordringer, vi står overfor: den globale klimakatastrofe, masseautomatisering af jobs, nye bølger af nedskæringspolitik og mega-arbejdsgivere fulde af selvtillid. Så, hvor begynder vi?
Som fagforeninger må vores hovedprioritering være at vende tilbage til arbejdspladserne og opbygge vores styrke der. Uden det fundament vil den politiske dialog i fagbevægelsen aldrig blive andet end netop det: snak. Så, lad os se på situationen i Storbritannien. Med stigende inflation og et hårdere arbejdsmarked står vi midt i en ny krise.
I mit eget forbund er vi nu involverede i konflikter på masser af arbejdspladser. Jeg har stået strejkevagt med medlemmerne, og der er nu et virkeligt ønske om at opnå forandring. Vi må bygge på den tillid og vise, at vi, som ledere, står på deres side – ikke sammen med arbejdsgiverne og politikerne.
På nogle områder skaffer Unite i øjeblikket reallønforhøjelser efter mange år med stagnation. Alle i forbundet ved, hvad vores fokus er. Det er en ressource i sig selv.
I virksomheden Stagecoach (transport) har vi vist, at selv om der ikke er landsdækkende overenskomstforhandlinger, er det muligt at koordinere lokale strejker på tværs af arbejdspladser. Det gjorde os i stand til at optimere vores styrke og levere bedre aftaler, end det ellers havde været muligt. Er det perfekt? Nej. Et skridt fremad? Helt bestemt.
I den offentlige sektor har medlemmerne mange steder inden for de højere uddannelser stemt for konflikt. Nu begynder der at ske noget inden for kommunerne og måske også på hospitalerne.
I skal ikke være i tvivl om, at overalt, hvor Unites fagforeningsfolk har mulighed for at iværksætte konflikt, dér vil det ske. Overalt, hvor koordinering med andre forbund er nødvendig, vil jeg tage kontakt og sørge for, at det sker.
Der er et grundlag at bygge på, ikke bare i år og næste år, men på lang sigt, ikke bare tilfældigt, men systematisk.
For mig er det, hvad virkelig forandring i fagforeningerne skal være: at opbygge styrken til at gå i konflikt, igen og igen. Det er virkelig kampstrategi. Det er derfor, at vi på samme tid må reformere os selv indefra og tage kampen i hverdagen.
I mange forbund, og helt bestemt i Unite, blev strukturerne skabt for hundrede år siden i en helt anden tid og med en helt anden økonomi. I nogle tilfælde duer de strukturer simpelthen ikke længere. Ofte skaber vi barrierer for at kunne bekæmpe dårlige arbejdsgivere.
For at gøre noget ved det, udvikler jeg også samarbejdsfora, som bringer fagforeningsfolk og tillidsrepræsentanter på tværs af virksomheder og brancher sammen. Hvis din fagforening repræsenterer arbejdere på mange forskellige arbejdspladser med lokale forhandlinger, men med samme arbejdsgiver og forsyningslinjer, så kan man alligevel godt handle i fællesskab.
Det betyder også, at vi skal arbejde internationalt, samle tillidsfolk fra hele verden, der arbejder for samme firma. For når det kommer til stykket, hvem har så magten, afdelingslederen i Lincolnshire eller topdirektøren i Detroit? Kun hvis vi samler arbejderne og konfronterer arbejdsgiveren på lige fod, har vi en chance for at vinde. Det kan vi kun gøre med internationalt fagforeningssamarbejde og med international kamp.
I valgkampen (valget til generalsekretær o.a.) talte jeg ofte om behovet for at flytte fagforeningen tilbage på arbejdspladserne. For dem, der ikke kan se skoven for bare træer, betød det en afpolitisering.
Jeg vil sige helt tydeligt: Det er ikke tilfældet. Men sandheden er, at politik ikke kun foregår i Westminster og i ét partis interne intriger i et enkelt land. Venstrefløjen kan ikke være et ensidigt projekt. Den må følge alle spor. Jeg kunne også have brugt udtrykket ”tilbage til folket”.
Selv om arbejdspladsen, for mig, altid vil komme først, så må vi også være rodfæstede i lokalsamfundene, hvis vil skabe bæredygtig forandring. Hvis vil have folk til at opfatte venstrefløjen som svaret, så må vi gå i gang med det omhyggeligt og med et grundigt organiseringsarbejde, ikke gennem symbolske handlinger, men gennem hverdagsaktiviteten.
Hvad mener jeg med det? Jeg tænker på Unity Shop i Hull, som blev startet af den lokale faglige fællesorganisation, og som nu er rodfæstet i lokalsamfundet og leverer fødevarer til dem, der har behov for det. Den bygger på solidaritet, ikke velgørenhed.
Det er et eksempel på fagforeninger, som gør en praktisk indsats uden for arbejdspladsen – en indsats, som folk kan se og føle. Det er ikke bare valgkampagne for en kandidat. Det er den slags, som skaber tillid.
Jeg vil mere end gensidig hjælp. Jeg ser potentialet for agitation, for kamp, for kampagner, som organiserer lokalsamfundene. Ofte bliver det ledet af mennesker, som ikke selv opfatter sig som venstreorienterede. Det er der, vores stille arbejde foregår – ikke i stedet for Westminster politik, men lige så vigtigt som det, ikke i stedet for fagligt arbejde, men ved siden af det.
Endelig tror jeg, at det er på tide at bygge en bevægelse og at handle i nuet. Det er på tide at komme tilbage til arbejdspladserne og til folket, at tænke lokalt og globalt. Det er tid for forandring.
30. december 2021
Oversat fra Tribune af Leif Mikkelsen
