Man kunne nok have forestillet sig, at den nuværende ledelse af Labour havde set ham som et stort aktiv for bevægelsen. Tværtimod, han er blevet offer for den nådesløse heksejagt på venstrefløjsaktivister.

af Dave Kellaway

Foto: Ken Loach, filminstruktør og aktivist

 

Bureaukrater og heksejægere har tit meget svært ved at se ironien i det, de laver. Labour under Keir Starmer har været kastet ud i utallige diskussioner, rapporter og fokusgrupper, om hvordan de kan vinde den traditionelle industriarbejderklasse tilbage, især i de såkaldte ’den røde mur’-valgkredse i det centrale England og mod nord. Ken Loach har i sit tv- og filmarbejde gravet dybt for at indkredse de livserfaringer, som mennesker fra arbejderklassen gør sig, og der er næppe nogen, der har givet så autentisk udtryk for dem, som han har.

 

Labour har for nylig rettet søgelyset imod, hvordan eksamensresultater illustrerer den enorme sociale ulighed. Loachs film ’Kes’ viser tydeligt, hvordan skolerne svigter studerende fra arbejderklassen. Nul timers-kontrakter og freelance-økonomien skal være under ordentlige forhold, siger Labour, Loach viste den barske virkelighed i ’Sorry we missed you’. Labour har sagt, at der skal reformer til inden for velfærdssystemet, Loach går i ’I, Daniel Blake’ til angreb på den afskyelige krig, som systemet fører mod mennesker, der ’står til rådighed for arbejdsmarkedet’. Labour snakker meget om behovet for mere socialt boligbyggeri, Loach skabte med ’Cathy, Come Home’ den ultimative tv-film om hjemløshed, der førte til dannelsen af ’Shelter’, et fremstød for etablering af alternative boligmuligheder.

 

Ken Loach har også for egen regning medvirket til nogle virkningsfulde radioudsendelser under valgkampen, da Corbyn stod i spidsen for Labour. Han har et velfortjent ry, nationalt og internationalt.

 

Man kunne nok have forestillet sig, at den nuværende ledelse af Labour havde set ham som et stort aktiv for bevægelsen. Tværtimod, han er blevet offer for den nådesløse heksejagt på venstrefløjsaktivister.

 

Ken Loach har selv kommenteret det sådan: ’Labour-hovedkvarteret har besluttet, at jeg ikke er egnet til at være medlem af deres parti, fordi jeg ikke vil slå hånden af dem, der allerede er blevet ekskluderet. Nå…’, og videre: ’’Jeg er stolt af at stå skulder ved skulder med de gode venner og kammerater, der er blevet gjort til syndebukke under udrensningen. Det er en heksejagt, simpelthen… Starmer og hans klike kommer aldrig til at stå i spidsen for et parti, der er på folkets side. Vi er mange, de er få. Solidaritet.’

 

Loach har ved en tidligere lejlighed meldt sig ud af Labour. Det var i 90’erne, efter forlydende på grund af væmmelse over Tony Blair, efter at have været medlem i tre årtier. Han har også været aktiv i andre politiske partier som f.eks. Respect og Left Unity, der fremtrådte i offentligheden som venstreorienterede alternativer til Labour. Han meldte sig ind igen, da Corbyn blev valgt som leder af partiet.

 

Den tidligere skygge-finansminister, John McDonnell, har også givet udtryk for sin støtte: ’At ekskludere en ægte socialist som ham, der har gjort så meget for socialismens sag, er en skændsel. Kens film har bragt ulighederne i vores samfund frem i dagens lys, han har giver os håb om, at det hele kan blive anderledes, og inspiration til at slå igen. Et håndslag om solidaritet til min ven og kammerat.’

 

Der er 20 Labour-medlemmer af Underhuset og en håndfuld fra Overhuset, alle fra ’Socialist Campaign Group’ (1), der står sammen om en opfordring til øjeblikkeligt at genoptage Ken Loach som medlem af partiet: ’Ken er en forbilledlig socialist og en indædt modstander af diskrimination, lige meget i hvilken skikkelse den fremtræder, og han har gjort mere end nogen anden for at rette projektørerne mod uretfærdighed og undertrykkelse… De værdier, der er indlejret i hans film – solidaritet, medlidenhed, lighed – burde være de værdier, som vores parti stod som stolte forkæmpere for.’

 

Det er positivt, at ’Socialist Campaign Group’ går i brechen for Ken Loach, men som Pete Fermin , en anden ledende aktivist, der også er blevet ekskluderet, har kommenteret det på ’Jewish for Labour’s hjemmeside, så skal modstanden rettes mod heksejagten generelt: ’Jeg byder parlamentsmedlemmernes erklæring velkommen, men det skal ikke bare handle om Ken Loach. Han er blevet ekskluderet for sin forbindelse med en af de organisationer, der er blevet fordømt for nylig. Jeg ville ønske, at parlamentsmedlemmerne ville træde frem og tage klart afstand fra disse bandlysninger og de medfølgende automatiske eksklusioner’.

 

Da Labour-hovedkvarteret blev bedt om en kommentar, lød svaret, at de ikke kommenterede individuelle tilfælde. Det er nu at holde meget igen på sandheden, da der har været mange kommentarer, der refererede direkte til suspensionen af Jeremy Corbyn fra Labours gruppe i Underhuset.

 

Derfor skal vi gøre så stort et nummer ud af eksklusionen!

Der var en god kammerat, der spurgte mig, om hvorfor vi skulle gøre så stort et nummer ud af endnu en eksklusion fra Labour. Blev vi ikke alle nødt til at komme videre uden for Labour. Jeg er ikke enig.

 

For det første: Ken er meget velkendt i offentligheden, så det kunne være en stor hjælp for alle dem, der var blevet ekskluderet. Hans tilfælde er blevet udførligt beskrevet i den britiske presse og vidt udbredt. Hans internationale position afspejler sig i de store aviser i den spanske stat, Italien og Frankrig.

 

For det andet: Det er et almindeligt gældende princip, der er i spil. Lige meget hvilken stilling, man indtager med hensyn til om man som socialist arbejder inden for Labour, så forsvarer vi det interne demokrati i fagbevægelsen og arbejderbevægelsen helt generelt. Det er et uundværligt element i vores vision af, hvor vi får skabt et socialistisk alternativ, og et ledende princip for ethvert socialistisk samfund. Der er ikke noget som helst belæg for, at Ken Loach skulle have antisemitiske synspunkter.

 

Han er blevet ekskluderet for at være skyldig i at have været i forbindelse med en gruppe, ’Labour imod heksejagten’, som Labour-apparatet og Starmer-bureaukratiet har betegnet som antisemitisk. Der er ikke fremkommet noget om, hvad Ken skulle have sagt eller gjort, der kan pege i retning af, at han skulle være antisemit, ud over hans solidaritet med sådanne grupper. Hvornår kan det at underskrive en appel gøre dig til et medlem af den gruppe, der fremkommer med appellen? Og det er alt sammen noget, der knytter an til, hvad der er sket i fortiden og strider imod almindelig retfærdighedssans, fordi Ken havde givet udtryk for støtte til den slags kampagner lang tid før, de blev bandlyst.

 

For det tredje: Spillet er ikke forbi inden for Labour. Venstrefløjen er blevet meget alvorligt svækket, tusinder af aktivister har forladt partiet, men venstrefløjen er stadigvæk en magtfaktor. Afstemninger for nylig om tillidsposter inden for forskellige Labour-organer, herunder inden for ungdomsorganisationen, er, med en enkelt undtagelse, faldet ud til fordel for kandidater, der blev støttet af Momentum. Momentum selv er meget større end venstrefløjsgrupperingerne uden for Labour, og har åbnet op for at ville føre valgkamp sammen med folk, der ikke er medlemmer af Labour. Det er ikke alle landvindinger fra Corbyn-projektet, der er blevet ødelagt – ikke endnu, i hvert fald.

 

Og så, til sidst: Der er et mere vidtrækkende argument, der går på, hvordan en sådan udemokratisk adfærd fra Labours side i meget alvorlig grad kan skade troen på, at en regering, som partiet står i spidsen for, vil være særligt inkluderende. Eftersom det valg, som socialister står overfor, med overvejende sandsynlighed vil være enten en konservativ eller en Labour-regering, så bliver det ved med at være en vigtig overvejelse. Leah Levane – endnu en aktivist, der er blevet ekskluderet – har fremsat dette synspunkt: ’Jeg har ét spørgsmål til Labours ledelse – hvordan kan I forvente, at folk i dette land skal få tillid til et parti, der behandler deres egne hårdtarbejdende, engagerede, frivillige medlemmer så respektløst?’

 

Ikke den rigtige slags jøder

Der er også en anden ironi i den nuværende situation, og det er, at selvom fokus hovedsageligt er på at bruge beskyldninger for antisemitisme som grundlag for at ekskludere folk, så er de vigtigste aktivister, som ledelsen vil ekskludere, rent faktisk jødiske kammerater, der altid har kæmpet imod alle former for racisme, herunder antisemitisme. Det er, med andre ord, Leah Levane, Roger Silverman og Graham Bash, der bliver betragtet som den forkerte slags jøder af Labour-ledelsen, der tilsyneladende i et og alt retter ind efter ’Jewish Board of Deputies’ (2), når det gælder definitioner i denne sag. Men hvis det er asylansøgere, man går til angreb på, så er der frit slag i partiet, som Pete Firmin skriver i sit svar på eksklusionsbrevet: ’Socialister bliver fjernet fra partiet, samtidig med at lederen af Labour-gruppen i Ashford kan forblive på sin post efter at have opfordret hjemmeværnet til at smide asylansøgere ud’.

 

Hvorfor vil Starmer ekskludere så mange aktivister?

Ligesom Blair, så ved han, at han ikke har brug for et parti med en halv million medlemmer for at vinde parlamentsvalg, især fordi flertallet af dem hælder mod venstre. Det er et farligt argument for venstreorienterede aktivister, der er med i Labour, at gå ud fra, at eksklusion af venstrefløjen vil betyde, at Labour ikke kan vinde et valg. Det er måske opløftende for venstreorienterede, der føler sig forpligtede til at arbejde inden for Labour, men det er ikke sandt, at Labour kun kan vinde, hvis der er er masser af venstreorienterede til at stemme dørklokker.

 

Starmer tror, at Labour kan vinde igen, hvis partiet kan få folk til at tro på, at det kan styre økonomien uden at udfordre kapitalen. Alle de synspunkter, der er kommet til udtryk ved Kabuls fald, tjener til at forsikre det britiske establishment om, at Labour ikke på nogen måde vil true Storbritanniens imperialistiske rolle. Labour forsvarer 20 års fejlslagen intervention i Afghanistan og bakker op om den formodentligt gunstige logik i at opbygge en nation og støtte kampen for kvinders rettigheder fra et geværløb. Det har jo nu vist sig, at Corbyn og hans tilhængere havde 100 procent ret, hvad angår beslutningen om intervenere side om side med USA i Afghanistan.

 

Et nyt bredt parti på venstrefløjen?

Der er nogen på venstrefløjen, der siger: Hvorfor går Ken ikke bare sammen med Corbyn om en opfordring til at danne et nyt parti uden for Labour? Det kan se tiltrækkende ud på papiret. Sådan en opfordring vil gælde meget mere end at samle alle grupperingerne på venstrefløjen (selv om det ville være muligt, hvad der er mere end tvivlsomt). Det er indlysende, at opbygningen af et nyt parti til venstre for Labour vil kræve, at et meget bredt udsnit af venstrefløjen i Labour og fagbevægelsen er med på et brud med Labour. Det er særligt vanskeligt i et land med et udemokratisk valgsystem med valg i enkeltmandskredse. Men det er ikke nødvendigvis en afgørende forhindring. Vi har været vidne til en bemærkelsesværdig succes for politiske kræfter uden for mainstream-partierne i de senere år – f.eks. SNP, de Grønne, og endda UKIP.

 

Det store problem er, at Jeremy Corbyn er en hård nød at knække. Labour er skrevet med flammeskrift fra top til tå i hans krop og sjæl. Med mindre han bliver ekskluderet. Det kan tænkes, hvis han igen stiller op i Islington North og ikke bliver genoptaget i Labours gruppe i Underhuset. Så vil han reelt være ekskluderet. Men selv i det tilfælde er det uvist, om han vil være villig til at splitte partiet lokalt eller nationalt. Hvem fra ’Socialist Campaign Group’ vil følge ham under alle omstændigheder – der er noget, der tyder på, at denne gruppe rummer både en hård og en blød fløj.

 

Det er ikke desto mindre vigtigt at finde måder at holde sammen på alle dem, der har forladt partiet, og alle dem, der vil blive ved med at holde sammen i et vedvarende, fælles partiarbejde og i valgkampe. Der er en række strømninger og også nogle fagforbund, der er kommet med opfordringer til at opbygge et netværk og har indkaldt til et møde i forbindelse med Labours partikonference. På dette stadium inkluderer det ikke Momentum eller andre markante strømninger.

 

Jo stærkere et sådant netværk er, desto større og bedre grundlag vil der være for et nyt parti, uanset de splittelser, der altid vil være i Labours parlamentsgruppe eller inden for forbundene. Et tættere samarbejde mellem revolutionære grupperinger, der deler en ikke-sekterisk, åben tilgang til folk både inden for Labour og udenfor, kan bidrage til denne proces. Anti Capitalist Restistance går fuldt og helt ind for dette projekt.

 

I en af Ken Loach’s bedste film, ’Land and Freedom’, om den spanske borgerkrig i slutningen af 30’erne, er der en fremragende scene, filmet i ét take, der viser en diskussion mellem republikanske, antifascistiske deltagere i borgerkrigen.

 

Det drejer sig alt sammen om, hvordan man skal holde kampen i gang, om man skal radikalisere den, uden videre fordele godsejernes jord og andre progressive tiltag, eller holde fast i en alliance for enhver pris med mere moderate sektorer. De, der var forbundet det spanske kommunistparti, der fulgte Moskvas linje, gik ind for det sidste, og POUM-tilhængerne (en mere venstreorienteret gruppering) argumenterede for den radikale linje.

 

På en måde er al den snak om antisemitisme og Ken Loach et dække over den virkelige diskussion om vejen fremad for dem, der er med i Labour – at være moderat og skrotte alt, hvad der er tilbage af Corbyns projekt, eller engagere sig i det igen, og kæmpe konsekvent for de mange, ikke for de få.

 

23. augyst 2021

 

NOTER:

(1)  ’Socialist Campaign Group’, der består af venstreorienterede medlemmer af parlamentets to kamre, blev dannet i 1981 i forbindelse med valget af Neil Kinnock som formand for Labour, og det var på et møde i denne gruppe i 2015, at beslutningen blev taget om, at Jeremy Corbyn skulle stille op til den samme post. (O.a.)

(2)  ’Jewish Board of Deputies’ er en paraplyorganisation for en række jødiske organisationer, og den har siden slutningen af 30’erne været af klar zionistisk observans. (O.a.)

 

 

 

Dave Kellaway er med i redaktionen af Anti*Capitalist Resistance, medlem af Socialist Resistance og Labour Party i London-valgkredsen Hockney and Newington, og bidragyder til International Viewpoint og Europe Solidaire Sans Frontieres.

 

Oversat fra Anticapitalist Resistance af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com