Læsetid: 8 minutter

 

For bedre at kunne forstå hvordan religiøs fundamentalisme påvirker pakistanske kvinders tilværelse, har Capire interviewet Bushra Khaliq leder af Women in Struggle for Empowerment (WISE), og medlem af den internationale komite World March of Women,

 

I 1977 tog den pakistanske general Zia ul-Haq magten ved et militærkup og afsatte den folke-valgte, verdslige og populære ministerpræsident, Zulfikar Ali Bhutto. Forfatningen og lovene blev bragt i overensstemmelse med Koranen og Sharia(1), og landet blev omdøbt til den Pakistanske islamiske republik.

 

Religion er langt mere end et personligt anliggende. Det er statens og dets institutioners ideologi. Der vedtages love, der indeholder utallige forhindringer for såvel kvinders tilværelse og autonomi som for de religiøse mindretal. Kriminalisering og institutionaliserede straffe håndhæves under påskud af, at der er tale om “blasfemi” og er en del af statens kontrol over kvinder, samt en udfordring for kvinders græsrodsorganisering.

 

Interview med Bushra Khaliq. Kvindernes Verdensmarch d. 6. april 2021.

 

De pakistanske kvinder står overfor mange udfordringer. Vold er dybt rodfæstet i samfundet og sociale og feministbevægelser har et stort arbejde foran sig. I de senere år, har fundamentalistiske religiøse bevægelser vundet udbredelse. Kan du sætte den religiøse og politiske situation ind i en større sammenhæng, samt gøre rede for hvordan den tredje bølge af religiøs fundamentalisme har påvirket kvinders tilværelse?

 

Systematisk diskrimination

Bushra Khaliq (BK): Kvinders rettigheder, deres bevægelsesfrihed, beslutninger om ægteskab, fremtræden og sexualitet – kontrolleres af det patriarkalske system, der er besat af religiøsitet. I Pakistan er giftealderen for piger 16 år og 18 år for drenge, men vi kan hverken få udstedt et identitetskort eller skrive under på noget som helst, før vi er 18. Den lave alder for piger betyder, at de religiøse autoriteter siger, at når en pige når puberteten, så kan hun blive gift, selvom hun ikke anses for at være myndig.

 

Over hele landet kræver kvinder aldersgrænsen sættes op til 18, men her er loven streng og udformet i overensstemmelse med Sharia og den religiøse tankegang. Parlamentarikerne og andre religiøse lærde holder altid sammen om at modstå vore krav. Det betyder, at mange piger og unge kvinder tvinges ind i et ofte voldeligt ægteskab. Vi har en institution – Rådet for Islamisk Ideologi – en komité der domineres af mænd, og som beslutter, hvordan lovene skal fortolkes. Når vi kommer med emner og klager, der vedrører kvinder, så møder vi en masse modstand og afvises gang på gang. Rådet påstår, at vore krav er ikke-islamiske, og at vi under indflydelse af vestlige agendaer.

 

Knap 3 pct. af befolkninger tilhører religiøse mindretal, resten er muslimer. Forfatningen sikrer, at alle er lige og nyder lige rettigheder, men i praksis er det anderledes. Regelmæssigt sker det, at kvinder fra mindretallene fx kristne eller hinduer tvinges til at konvertere til islam, for derefter at blive gift med en muslim. De kan intet gøre. Henvender de sig til politiet for at få hjælp, afvises de.

 

I Pakistan kan enhver debat kvinders emancipation og enhver form for progressiv tænkning, kan udvikle sig til en trussel mod den pågældendes sikkerhed. Hvordan relaterer den religiøse og politiske situation til den økonomiske politik?

 

BK: Når det kommer til forbindelsen mellem den religiøse tankegang og kvinders økonomiske status og muligheder, da står vi nederst. Vores deltagelse på arbejdsmarkedet er 23 pct. Da mænd tager dette for givet, så ser de det som naturligt, at det udelukkende er kvinder, der tager sig af hjemmet og børnene. Kvinder, der færdes alene udenfor, bliver der set ned på.

 

Kvinders kroppe, deres valg og deres selvopfattelse og syn på samfundsudviklingen kontrolleres af mændene i familien. Patriarkatet regulerer vores tilværelse. Vores bevægelsesfrihed er begrænset, og i de fleste situationer er vi usikre, når vi færdes alene, fordi vi kan blive generet, ydmyget, vold-taget eller ikke blive respekteret.

 

Kvinders økonomiske og sociale status er påvirket af den religiøse tankegang, og det gælder fx arvelovene. Sønner arver det dobbelte af døtre. Her er ellers en situation, hvor kvinder kunne blive løftet økonomisk, men faderen, familiens overhoved eller brødrene afgør, hvor meget familiens kvindelige medlemmer kan arve.

 

Kun få kvinder arbejder og deltager i det offentlige liv. Der er gode eksempler på kvinder, der bliver selvstændige, søge nye professioner osv. Men stadig tvinges flertallet af kvinder til at blive hjemme og tage sig det ubetalte arbejde i familien, og alt dette gør os sårbare og mindre økonomisk aktive.

 

Kvinder i Sydasien kæmper den samme kamp

Kvinder arbejder i landbrug, fisker, de er fabriksarbejdere osv., men kapitalismen, patriarkatet og først og fremmest, den religiøse tankegang er strukturelle og systemiske barrierer for kvinders økonomiske selvstændighed. Hvordan står det til i andre Sydasiatiske lande? Er der fællestræk?

 

BK: Alle landene i regionen – Pakistan, Afghanistan, Indien, og Bangladesh – har flere problemer til fælles. Alle er patriarkalske samfund, men de er, på den anden side også stater, der har skilt sig fra religionen. I alle landene sker der i disse år en enorm mobilisering af kvinder, de bryder barrierer og tavsheden. Bønderne modsætter sig love, der fremmer landbrugsindustriens inter-esser. I starten var det millioner af bønder der protesterede, men med tiden kom også kvindelige bønder til og har dermed skabt en ny modstandshistorie. På trods af alle givne betingelser er kvinderne modige, når de kæmper mod det religiøse og patriarkalske tankesæt.

 

I Afghanistan har kvinder lidt i de sidste 40 år som følge af først den russiske og siden USA’s og NATO’s dominerende indblanding, der skete som “udvikling,” men også af Jihad 2) og krigen mod terror. Her er kvinderettigheder ikke noget, der prioriteres. Overalt udsættes kvinder for vold, i hjemmet og på gaden, ja, selv i parlamentet. Ét er terrorisme og ekstremisme, men hvordan kvinders tilværelse ødelægges er også et stort emne og en udfordring.

 

På samme måde har religion i Bangladesh en betydelig indflydelse på folks tilværelse. I det sidste årti er der sket betydelige fremskridt i landet. Der er fx blevet fremsat progressive love, og kvinder udgør i stigende grad en del af samfundets økonomiske aktiviteter og det offentlige liv, selvom de fortsat er undertrykte, og fattigdom samt andre sociale emner stadig fylder meget i tilværelsen.

 

Ser man anderledes på den slags ting, da er man udsat og sårbar. Kvinder står overfor utallige lag af patriarkatets, religionens og kapitalismens værste sider – men samtidig ser vi hvordan kvinde-bevægelserne på fornemste vis udvikler sig. Det giver os styrke og håb om et liv i værdighed, med grundlæggende rettigheder, retten til selv af bestemme over eget liv, sexualitet, krop.

 

Hvilken strategi har kvinder for at beskytte sig mod religiøs fundamentalisme?

 

BK: Jeg sympatiserer med den nuværende feministiske bølge i Pakistan, den er langt mere inklu-derende når det gælder kvinders hverdag og livssituation, De emner, vi taler om her, har aldrig været drøftet i offentligheden tidligere.

 

Feminismens fire bølger Feminismens første bølge kom for 60-70 år siden, da kvinder kæmpede for deltagelse i det offentlige liv og blive involveret i omsorgs- og velgørende arbejde. Det var kvinder fra store og rige familier, der havde en politisk baggrund (i kampen mod det engelske kolonistyre, der endte i 1947).

 

Den islamisering, som militærstyret påbegyndte i 1977, har mødt betydelig modstand fra progres-sive kvinder (og mænd), og vi kan her tale om feminismens anden bølge. De udfordrede de islamiske love, der var negative overfor kvinders rettigheder, og som greb ind i deres politiske, sociale og økonomiske liv. Den enorme modstandsbevægelse udfordrede militærdiktaturets og patriarkatets negative og institutionaliserede love, praksisser og begreber.

 

Den tredje bølge vender sig imod social undertrykkelse, patriarkatet, kapitalismen og vold mod kvinder. Studenter, akademikere, transkønnede, ngo’ere m.fl. sluttede sig til bevægelsen, med-bragte egne agendaer om deres økonomiske forhold. Det kapitalistiske system blev udfordret, debatter om lighed blev stedse hyppigere, og det er derfor, at der i dag lyder så mange stemmer fra så forskellige områder af samfundet.

 

I de sidste fem år har transkønnede, kvinder med handicap, lav eller ingen uddannelse, bønder, fabriksarbejdere, husmødre, intellektuelle m.fl. deltaget i “Aurat” (urdu for “kvinder på march”). Vi afviser voldtægtskulturen, mændenes dominans i hjemmene, på gaden og arbejdspladserne. Vi kræver respekt og værdighed for alle

 

Alt dette kan vi stadig ikke sige i det offentlige rum, men i det kollektiv som kvinder udgør sammen, er det muligt. Denne enhed er den bedste strategi, hvormed vi kan afvise volden og trænge disse kræfter tilbage.

 

Hvert år på d. 8. marts på kvindernes internationale kampdag, da larmer fanatikerne og de religiøse ekstremister op og angriber kvinder og piger. Alligevel fortsætter vi.

 

I år blev der stemt om blasfemiloven, og det gav mening for de pakistanske kvinder. De bringer følsomme emner som fx overgreb, voldtægt, forplantningsspørgsmål og prævention, tvungen religion, der aldrig tidligere har været diskuteret, ind i debatten – og anklages for at overtræde blasfemilovene. Det er således tydeligt, at religionen misbruges til at gøre kvinderne tavse.

 

Capire. 04/06/2021

 

1) Sharia er den islamiske lov, de basører sig på Koranen og haditterne (beretning om Muham-meds liv og virke). Den bruges i flere lande med en overvejende muslimsk befolkning, og fortolkes ret forskelligt fra land ti land. Det er derfor mere korrekt, at tale om islamiske love..

 

2) Jihad (arabisk) og betyder kamp, stræben eller indsats. Det er også et begreb, der omfatter religiøse pligter, og at udbrede troen. Begrebet bruges ofte af ekstremistiske grupper og referer her til væbnet og religiøs kamp mod de vantro eller mod ikke-muslimer.