Læsetid: 6 minutterFoto: Afghanske kvinder demonstrerer i Kabul den 10. oktober for retten til arbejde, uddannelse og frihed.
Afghanistans politiske landskab ændrede sig, da Sovjetunionen invaderede landet. En blodig krig begyndte og førte til, at Mujahedin fik magten fra 1992 til 1996. Denne periode blev hærget ikke bare af civile ofre, men også af afskyelige krigsforbrydelser. Kabul og andre større byer blev forvandlet til murbrokker.
Herefter kom perioden fra 1996 til 2001, hvor Taleban var ved magten. Afghanistan blev sendt endnu længere tilbage mod stenalderen. Kabul og andre større byer blev totalt ødelagt. Al form for regering blev lukket ned. Det eneste, Taleban gjorde, var at terrorisere den afghanske befolkning ved at genindføre den brutale ”sharia-lovgivning”, som var påbegyndt under Mujahedins styre. Oveni i det indførte Taleban flere begrænsninger for kvinder og forbød musik. Det mest barbariske var imidlertid de offentlige henrettelser og håndsafhugninger.
I denne periode valgte mange uddannede afghanske kvinder enten at forlade Afghanistan eller gå under jorden for at fortsætte kampen. Under disse betingelser fortsatte kampen. USA’s invasion betød paradoksalt nok en vis lettelse, eftersom Taleban forsvandt.
Imidlertid genindsatte USA og dets allerede krigsherrerne (mest tidligere Mujahediner) som herskere over afghanerne. På trods af sådanne tilbageskridt nød afghanske kvinder godt af de begrænsede muligheder, den nye situation gav. Afghanistans nye forfatning gav dem ret til uddannelse, arbejde samt borgerrettigheder. De fik næsten lige rettigheder, selv om det mest var på papiret.
Et flertal af afghanske kvinder i de større byer ønskede at bruge disse rettigheder. Derfor arbejdede de videre de følgende 20 år, og en ny generation af stærke kvinder trådte frem på scenen. USA og dets allierede forærede ikke rettighederne til de afghanske kvinder på et sølvfad. Det var de afghanske kvinder, der på trods af al modgang kæmpede for deres rettigheder.
Og så på et øjeblik har de afghanske kvinder tabt alle deres rettigheder. Og værre endnu: Taleban jagter kvinderets-aktivisterne. Det følgende er en beretning fra en ven, én af disse aktivister Hun arbejdede for kvinders rettigheder, nu er hun under jorden. Hendes identitet og opholdssted er anonymiseret.
”Sha” fortæller sin historie med lav stemme af frygt for at blive opdaget. Hun fortæller mig:
”En aften kom otte Talebanere til den etageejendom, vi boede i. Larmen nedefra advarede mig. Så snart jeg hørte lydene nedefra, slukkede jeg lyset. Talebanere kom direkte op til vores lejlighed og begyndte at sparke på døren. I stedet for at ringe på, sparkede de på døren, som om de havde fundet en kriminel morders opholdssted. De virkede meget ivrige efter at arrestere mig. Jeg forhindrede min mand i at åbne døren, for jeg vidste, at hvis han åbnede døren, var vi alle fortabte. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede.”
Hun erindrer, hvordan hendes familie under det tidligere Taleban styre oplevede en lignende situation med en mere tragisk udgang:
”For 20 år siden, da jeg var 10 år gammel, bankede Talebanere en dag på min bedstefars dør. De ledte efter min far og onkler, som ikke var hjemme. Så tog Talebanerne to af mine små slægtninge på 14 og 16 år med sig, efter at de havde gennembanket min bedstefar.”
Hun kan ikke længere få ordene frem, mens hun forsøger at lade være med at hulke. Jeg lader hende græde. Lidt efter samler hun sig sammen og fortsætter:
”Ingen ved, hvad der skete med disse slægtninge, om de er levende eller døde. Vi mistede også vores frugthaver. Taleban satte ild til dem og vi flygtede midt om natten.”
Hun erindrer de seneste begivenheder og siger:
”De blev ved døren nogle minutter. Det var de længste minutter i mit liv. Jeg vidste ikke, hvad der ville komme til at ske med os.”
Heldigvis fortalte en af Shas naboer Talebanerne, at familien allerede havde forladt lejligheden. Da de var væk, og alt tilsyneladende var roligt, kom ejendommens sikkerhedsvagt og fortalte Shas familie, at Taleban havde givet ham besked på at kontakte dem, hvis nogen blev set i lejligheden de følgende dage. Vagten rådede Shas mand til at forlade lejligheden, ellers ville Taleban komme tilbage, og andres liv ville være i fare. De flyttede til et andet sted ud på de små timer næste morgen. Hun fortæller:
”Vi lever alle i frygt. Bare fordi du er en uddannet kvinde, der har været aktiv for andres rettigheder og arbejdet utrætteligt for en bedre fremtid for alle afghanere, kan du ikke leve sikkert. Mit Kabul og mit folk er i lommen på barbarer. Jeg er allerede spærret inde, og lever i konstant frygt for, at Taleban vil opdage mig og dræbe mig på grund af min kærlighed til frihed. Jeg ved ikke, hvor længe jeg vil være i stand til at flygte fra dem for at beskytte mig selv og min familie.”
Der er reporter om husundersøgelser, bortførelser og målrettede nedskydninger. Persisk BBC rapporterede for nylig om Alja Azizi, tidligere direktør for kvindefængslet i Herat. Da Taleban vendte tilbage til magten, bad Taleban hende vende tilbage til sit arbejde. Ifølge sin bror har hun været forsvundet lige siden.
For et par uger siden blev en gravid politikvinde dræbt i Ferozkah. Ifølge BBC blev Banu Negar banket og derefter dræbt for øjnene af sin mand og børn, der var bundet. Der er også rygter om, at Taleban har lavet lister og går fra hus til hus for at lede efter folk på disse lister. Det er svært at vide, om det er sandt, at der findes sådanne lister, men der er hele tiden rapporter om bortførelser, som Taleban får skylden for. De bortførte vender næsten aldrig tilbage. I nogle tilfælde bliver deres døde kroppe fundet.
Situationen får mig til at tænke på Ahmed Shamlus berømte digt ”Blindgyde”:
”De lugter til din mund
Bed til at du ikke har sagt jeg elsker dig.
De lugter dit hjerte.
Det er mærkelige tider, du kære
Og kærligheden
pisker de
ved vejspærringens bom
Man bør skjule kærligheden i hjemmets bagerste rum
I kuldens snævre blindgyde
holder de ilden i live
med brændsel af hymner og digte.
Vov ikke at tænke.
Det er mærkelige tider, du kære
Den som banker på døren om natten
er kommet for at slå lampen ihjel.
Man bør skjule lyset i hjemmets bagerste rum
Henne i gaden
har slagteren stillet sig op
med blokke og blodige knive.
Det er mærkelige tider, du kære
De opererer smilet væk fra læberne
Og sangen ud af munden.
Man bør skjule glæden i hjemmets bagerste rum
Kanariefuglesteg
over lilje- og jasminild.
Det er mærkelige tider, du kære
I sejrsrus sidder Satan med ved bordet
Og fejrer vores sorg med fest.
Man bør skjule Gud i hjemmets bagerste rum” (se note)
(Digtet er gengivet efter oversættelen i ”Persisk A=V=A=N=T=G=A=R=D=E poesi 1930-2015” af Shekufe Tadayoni Heiberg)
12. oktober 2021. Oversat fra Green Left nr. 1321 af Bodil Rasmussen
Dagbogsoptegnelserne udgives af den venstreorienterede pakistanske online avis Jeddojehad (Kamp på urdu). Navnet Yasmeen Afghan er ikke forfatterens rigtige navn. Hun rapporterer fra Kabul ofte med historier, der ikke dækkes af mainstream medierne.
Læs de andre afsnit af dagbogen på engelsk her.