Demonstration mod angrebet på de kurdiske kvarterer i Aleppo. Foto: Kongra Star

Vi bringer her et uddrag af den skotske forfatter og aktivist Sarah Glynns ugentlige opdatering om situationen i Kurdistan.

Aleppo

Folkerådet i Sheikh Maqsoud og Ashrafiyeh havde erklæret deres beslutsomhed om at fortsætte forsvaret af deres autonome kvarter i Aleppo til det sidste. De havde truffet denne beslutning på trods af deres isolation fra resten af ​​ Den Autonome Administration i Nord- og Øst-Syrien (AANES) og det faktum, at administrationens Syriske Demokratiske Styrker (SDF) havde forladt kvartererne i overensstemmelse med en aftale med den syriske overgangsregering i april.

Det eneste, som stod mellem befolkningen i de autonome kvarterer og den syriske hær, var derfor let bevæbnede interne sikkerhedsstyrker. Disse kæmpede en heroisk kamp, ​​men havde ingen chance mod de styrker, der var opstillet imod dem, som blev støttet af Tyrkiet og forsynet med tyrkiske kampvogne, droner og efterretningsstøtte.

Tidligt søndag morgen (11. januar) blev der med hjælp fra amerikansk mægling etableret en våbenhvile. De tilbageværende kurdiske sikkerhedsstyrker indvilligede i at forlade byen, og de døde og sårede blev evakueret.

Mange af styrkerne fra den syriske regering havde været involveret i tidligere grusomheder mod alawitter og drusere eller mod kurderne i Afrin, og rapporterne om sadistiske angreb og massebortførelser er desværre ikke overraskende. Jeg har tidligere beskrevet angrebene på civile områder og hospitaler. Nu ser vi videoer af grupper af unge mænd og drenge, der bliver bragt sammen for at blive ydmyget. Næsten 300 navngivne personer er forsvundet. Det er oveni snesevis af dødsfald og et stort antal sårede, hvor de foreløbige tal sandsynligvis er undervurderede. Omkring 150.000 mennesker er blevet fordrevet – nogle for mindst anden gang – og det bevidste angreb på civile er blevet beskrevet som etnisk udrensning. Regeringskæmpere har marcheret i gaderne og råbt efter mere kurdisk blod.

Tirsdag udsendte den autonome administration en beretning om begivenhederne, underskrevet af medformanden for udenrigsrelationer, Ilhan Ahmed, som selv mistede syv familiemedlemmer, da deres bus blev ramt af en drone. Denne beretning bemærker, at “på trods af våbenhvilen er kurdiske kvarterer fortsat under en effektiv belejring. Vilkårlige anholdelser, tvungne forsvindinger, chikane og restriktioner på bevægelsesfrihed fortsætter uformindsket. Humanitær adgang er fortsat stærkt begrænset, og tilstedeværelsen af ​​ekstremistiske militser integreret i statens sikkerhedsstrukturer udgør en vedvarende trussel mod civilbefolkningens sikkerhed.”

Som i al krig foregår der samtidig en parallel kamp i medierne, og her drager den syriske stat fordel af dækningen fra andre statslige medier i regionen og den internationale anerkendelse af myndighederne, selv når disse har rødder i al-Qaeda og pumper gennemskuelig propaganda ud. Alle parter fortsætter med at kræve implementering af aftalen fra 10. marts mellem SDF og den syriske regering, men med vidt forskellige fortolkninger af, hvad det betyder.

Deir Hafir og Maskanah

Også tirsdag erklærede den syriske regering yderligere to regioner i den autonome administration, Deir Hafir og Maskanah, for “lukkede militærzoner” og markerede dem som mål for deres næste angreb. Disse områder i den østlige Aleppo-region ligger også vest for Eufrat, men – i modsætning til Aleppo-kvartererne – grænser de op til resten af ​​Nord- og Østsyrien. Der har allerede været begrænsede regeringsangreb her – ligesom i nærheden af ​​Tishreen-dæmningen over Eufrat. Der sker en enorm militær opbygning, og tyrkiske droner overvåger og udfører luftangreb. Elektriciteten er blevet afbrudt, og Deir Hafirs centralbageri er blevet ødelagt.

Tyrkiet og al-Sharaa

Vigtige detaljer er dukket op om sammenbruddet i samtalerne mellem SDF og den syriske regering, der blev afholdt den 4. januar, to dage før regeringens angreb på Aleppo. Sipan Hemo, et medlem af SDF’s generalkommando, fortalte Ronahi TV: “Det var et meget positivt møde, fordi begge sider var enige om punkterne. Faktisk ønskede internationale kræfter, at denne udvikling skulle offentliggøres. Netop da vi diskuterede disse spørgsmål, kom en embedsmand fra en anden stat [ifølge andre var det den syriske udenrigsminister, der er meget tæt på Tyrkiet] ind i rummet. Da han så, at mødet gik positivt, tog han efterretningschefen og forsvarsministeren til side og gik ud. Da de vendte tilbage, sagde de: ‘På nuværende tidspunkt vil vi ikke komme med nogen udtalelser. Lad os vente til den 7. eller 8. denne måned.'” Denne beretning stemmer overens med kommentaren fra den amerikanske ambassadør Tom Barrack om, at en aftale var tæt på.

Tyrkiets rolle er central, men – hvad enten det er ud fra egen overbevisning eller som reaktion på internt og eksternt pres –den syriske præsident Ahmed al-Sharaa har også demonstreret sin egen uvilje mod SDF. Han anmodede om, og fik, et interview med Shams TV, der har til huse i [irakisk-kurdiske] Erbil – og som har forbindelse til formanden for Kurdistans Demokratiske Parti, Masoud Barzani – ud fra den forudsætning, at dette kunne berolige situationen. TV-stationen besluttede dog ikke at sende interviewet med den begrundelse, at Ahmed al-Sharaas aggressive sprog og angreb på SDF ville forværre tingene.

“Fredsprocessen”

Tyrkiets handlinger i Syrien er tæt forbundet med landets inderigspolitik og især med den igangværende “fredsproces” med det (officielt opløste) Kurdistans Arbejderparti (PKK). KCK (Unionen af Kurdiske Samfund – paraplyorganisationen, der inkluderer PKK), har udtalt, at angrebene på Sheikh Maqsoud og Ashrafieh og forberedelserne til yderligere angreb “sætter spørgsmålstegn ved våbenhvilen mellem vores bevægelse og Tyrkiet og den igangværende proces for ‘Fred- og Demokrati’, som bygger på våbenhvilen.” De beskylder den tyrkiske regering for at sabotere processen og forklarer deres bekymring for, at enhver særlig overgangslov, der udarbejdes af denne regering, bevidst kan gøres uacceptabel med det formål at starte en krig. Der har ikke været møder med Abdullah Öcalan i over seks uger.

Tidspunktet for angrebet på de kurdiske kvarterer i Aleppo – umiddelbart efter aftalen mellem Syrien og Israel i Paris – understøtter det synspunkt, at Syrien opdeles i indflydelseszoner, hvor Tyrkiet dominerer nordvest og Israel syd.

16. januar 2026

Oversat fra Sarah Glynns blog af Åge Skovrind