Helt siden 1979, hvor det despotiske shah-styre blev afsat, har der været modstand i den iranske befolkning imod det strengt religiøse regime, både i hverdagen og i perioder med store folkelige protester. Ikke desto mindre kunne styret længe regne med støtte fra navnlig de fattige på landet og fra medløbere, der blev belønnet med privilegeret adgang til boliger, arbejde og karriere – hvis de blot samarbejdede f.eks. som angivere eller på andre måder støttede op om systemet.
I dag er regimets støtter reduceret til måske 10% af befolkningen, hvoraf nogle er ideologiske hardlinere, mens resten blot tilhører de privilegerede eliter i og omkring retsvæsenet, militæret, revolutionsgarden (Pasdaran) og den paramilitære Basij-styrke. – Altså de dele af magtapparatet, som både lever af systemet og har en direkte interesse i at forsvare det med vold og repression.
For resten af befolkningen fremstår regimet som både dybt korrumperet og dybt inkompetent. Økonomien er i frit fald, overudnyttelse af naturen har ført til ekstrem tørke, og der er dyb armod side om side med en elite, der prædiker én ting, men sender børnene på private universiteter i udlandet og selv lever i luksus. Rekordhøj hyperinflation får enhver opsparing – lille såvel som stor – til at smuldre mellem fingrene sammen med fremtidstroen.
Derfor går folk nu på gaden igen, blot i endnu mere massivt omfang end tidligere. Landet er ved et punkt, hvor de herskende ikke længere kan regere som før, og de beherskede ikke længere kan leve som før. En situation, der vil bane vej for noget nyt og helt tredje, men endnu ukendt.
Revolution på dagsordenen
I takt med, at reformisterne har lidt nederlag og med det økonomiske sammenbrud er protesterne blevet gradvist mere vidtgående. Samtidig har modstanden manifesteret sig i civil ulydighed i hverdagen i alt fra påklædning og moderne samlivsformer til ”turban-kampagnen”, hvor præster på gaden fik dasket deres turban af sig af forbipasserende. Og hvor demonstranter før råbte slagord med krav om reformer, går de i dag direkte til krav om systemskifte og ”død over diktatoren”. Den slags er ifølge loven både statsfjendtlighed og religionsfornærmelse, der begge udløser dødsstraf.
På trods af repressionerne er folk altså fortsat med at gå på gaden. Det store flertal er i dag totalt fremmedgjort over for regimet, og har desuden i stor stil vendt ryggen til religion generelt og til shia-islam specielt. Fronterne er i dag uforsonlige, og flertallet oplever den rådende samfundsform som ubærlig.
”Død over diktatoren” er ikke en plan
Irans øverste leder Khamenei er forhadt, og de fleste ønsker ham død. Mange tænker, at det ikke kan blive værre. Men det kan det – hvilket var en dyr lektie i 1979, hvor mange netop tænkte og sagde det samme om shah-styret. I stedet blev venstrefløjen udmanøvreret, og det sejrende præstestyre slog brutalt ned på kvinder, minoriteter og enhver form for uafhængig folkelig organisering. I nyere tid har ikke mindst Syrien stået som et tilsvarende brutalt eksempel på, hvordan et folkeligt oprør kan blive blokeret og afløst af en langvarig katastrofe – med massedrab og et samfund revet itu langs etniske, religiøse og nationalistiske brudflader. Sådan kan det også gå i Iran.
Udenlandsk intervention som ekstrem risikofaktor
Selv om mange iranere i desperation blot håber, at nogle andre kan redde dem – fx ved at CIA eller Mossad eliminerer nogle topfolk og uskadeliggør dele af magtapparatet – er dette en total joker. På kort sigt kan det godt svække toppen, men lige så vel udløse det modsatte. Regimet vil kunne mobilisere sine støtter, legitimere massiv repression og forsøge at kvæle oprøret med henvisning til “national sikkerhed”. Samtidig kan magtkampe mellem fraktioner i revolutionsgarden og sikkerhedsapparatet føre til enten et endnu hårdere styre, militærkup eller kaotisk fragmentering. Og tidligere interventioner som i Irak og Afghanistan har ikke just demonstreret gode demokratiske resulteter.
Som socialister og demokrater må vi derfor gå imod fantasien om, at ydre chok skulle være en genvej til frihed. Irans demokratiske fremtid er fundamentalt afhængig af folkelig organisering fra neden, mens militære aktioner fra oven peger i den modsatte retning. Det er kun gennem selvorganisering, at reelt folkestyre kan vinde frem – gennem strejker, nye folkemagtsorganer og en mangfoldighed af stærke solidaritetsnetværk, der kan sikre et nyt, frit og multietnisk Iran. Navnlig er det vigtigt med arbejderklassens organisering – på fabrikker, i olie- og transportsektoren, i servicefagene og i den offentlige sektor – så den kan udvikle sig uafhængigt af både regime og eksil-eliter.
Nej, venstrefløjen er langt fra ligeglad med Iran!
Mens oprøret udvikler sig, har alt fra Berlingske Tidende i Danmark til globale og pro-israelske påvirkningskampagner faret frem med lede påstande om, at venstrefløjen er ligeglad med kvindekampen og den demokratiske revolution i Iran, og at vi kun er optaget af at forsvare islamistiske terrorister i Palæstina. Alt i alt et grundfalsk narrativ, idet det netop er venstrefløjen, der i årevis har forsvaret feminister, fagligt aktive og andre frihedsforkæmpere i både Iran, Palæstina og andre lande.
For netop os i SAP, der altid har afvist de såkaldt campistiske idéer om, at ”min fjendes fjende er min ven”, er påstanden endnu mere absurd. For selvfølgelig kan (og skal) man være imod præstestyret i Iran, Israels besættelse af Palæstina og Putins krig mod Ukraine på én og samme gang – uden at vi af den grund skulle støtte monarkister, Hamas eller ukrainske højreekstremister. Modstand mod besættelse og diktatur er 100% legitim, men reaktionære projekter er hverken frigørelse eller frihedskamp. Og der er intet venstreorienteret i at dække over undertrykkelse.
Forbind kampene
For os, der er solidariske med de iranske oprørere, er der flere muligheder for støtte:
- Skab opmærksomhed om undertrykkelsen og vær med til at dele information og dokumentation omkring det iranske regimes overgreb.
- Støt aktivister og politiske fanger: Bliv en del af kampagner mod henrettelser og tortur – og konkret støtte til dem, der organiserer sig under repression.
- Gør solidariteten synlig herhjemme i form af demonstrationer, møder og offentlig formidling, hvor de iranske stemmer selv får plads.
- Anerkend det iranske oprørs mangfoldighed – det handler om kræfter, der behøver tid til at udvikle sig, danne foreninger og dele sig efter klasseinteresser.
- Afvis historier om, at præstestyret skulle være specielt optaget af Palæstina-solidaritet eller af anti-imperialisme: Det korrupte regime tjener kun sig selv og har gladeligt samarbejdet med despoter som Syriens Assad og Ruslands Putin.
- Afvis historier om, at Trump eller Netanyahu skulle være specielt optaget af solidaritet med iranere eller kan bombe sig til demokrati: De to herrer tjener kun sig selv og har ingen kvaler med hverken folkedrab eller undertrykkelse.
- Knyt kampene sammen konsekvent: Mod diktatur i Iran, mod besættelse i Palæstina og mod invasion i Ukraine – uden støtte til reaktionære kræfter
Socialistisk Arbejderpolitiks forretningsudvalg, den 18. januar 2026
