For klimaaktivister over hele verden var Folkenes Klimatopmøde i Cochabamba (Bolivia) den 20-22. april en stor succes. Mødet samlede over 35.000 mennesker fra 142 lande, og sluterklæringen var et vigtigt bidrag til et socialt retfærdigt og miljømæssigt bæredygtigt alternativ i klimakampen. Men samtidig er det nødvendigt med en diskussion af flere svagheder i dokumentet.

af Daniel Tanuro og Sandra Invernizzi

Det er budskabet i et indlæg fra Daniel Tanuro og Sandra Invernizzi, to socialistiske klimaaktivister fra Belgien. I netmagasinet International Viewpoint skriver de, at ”sluterklæringen er meget klar på at udpege det kapitalistiske system som den grundlæggende årsag til klimaforandringerne. Erklæringen fordømmer de regeringer, som diskuterer klimaforandringer som et spørgsmål alene om temperaturer, som om problemet kunne klares uden at sætte spørgsmålstegn ved det samfundsøkonomiske system, som har ansvaret.”

Dokumentet udmærker sig ved en række konkrete krav, som kombinerer økologiske og sociale hensyn: nej til CO2-kvotemarked, REDD-mekanismer, biobrændstoffer, gensplejsning, intellektuelle rettigheder til levende organismer, for at anerkende vand som en grundlæggende menneskerettighed, for respekt for indfødte folks, støtte til bondelandbrug……

Dokumentet afviser endvidere de såkaldte fleksible mekanismer, som under dække af teknologisk overførsel gør det muligt for de store virksomheder at fortsætte deres forurening, mens de scorer superprofitter på CO2-markedet. I modsætning hertil slår dokumentet fast, at ”viden er universel og kan ikke på nogen måde gøres til genstand for privat ejendom og privat anvendelse. Derfor må teknologien deles.”

Men selv om disse anti-kapitalistiske holdninger er bemærkelsesværdige og sympatiske, så er de to forfattere meget kritiske.

Ikke et ord om oliekapitalisterne
Det mest iøjnefaldende er, skriver de, at olie-, gas- og kuloligarkierne, ligesom de store multinationale i energisektoren, ikke bliver anklaget for noget som helst, ikke engang nævnes, trods at deres ansvar for klimaforandringerne er overvældende. Ordet ”olie” optræder kun en enkelt gang i tejsten, og det kun i forbifarten i forbindelse med beskyttelsen af regnskoven og de indfødtes rettigheder. Ordene ”kul” og ”naturgas” nævnes overhovedet ikke, ej heller ”vedvarende energi”.

Dertil kommer, at dokumentet heller ikke afviser atomkraft eller advarer mod CO2-lagring.

Lægger man alt dette sammen, kan ”vi ikke undgå at få det indtryk, at erklæringen overser kampen mod den kapitalistiske energilobby og de sektorer, der er forbundet med den (biler, petrokemi, skibsbygning, luftfartsindustri, transport…(), samtidig med at dette åbenlyst er nøglespørgsmålet i rammen for en antikapitalistisk strategi for stabilisering af klimaet.”

De to forfattere ser denne svaghed i dokumentet som så meget mere bemærkelsesværdig, fordi det samtidig opstiller nogle enormt radikale målsætninger for reduktionen af drivhusgasser, mere radikale end selv det mest radikale scenarie opstillet af FN’s Klimapanel

Urealistiske mål
Dokumentets mål er en temperaturstigning på 1 grad sammenlignet med før-industrielt niveau. Det svarer til en stabilisering på 300 ppm CO2 (parts per million). Til sammenligning er det mest radikale reduktions-scenarie, som nævnes i Klimapanelets 4. rapport, at der i 2050 vil være en koncentration på mellem 445 og 490 ppm, svarende til en temperaturstigning på mellem 2 og 2,4 grader – og en stigning i havenes vandstand på mellem 0,4 og 1,4 meter.

En temperaturstigning på kun 1 grad vil måske blive mulig en dag, men det bliver i ikke i dette århundrede, konstaterer de to forfattere, og forklarer:

Hvis det skal lykke sat nå dette mål, vil det være nødvendigt at gennemgå en række stadier, som især har at gøre med energisektoren og spørgsmålet om ressourcer:
– På kort sigt at stoppe for anvendelse af fossil energi
– At planlægge en overgang fra fossil til vedvarende energi
– At nedbringe den samlede produktion og transport af råvarer, for at gøre denne overgang mulig i praksis
– At gennemføre ovenstående og samtidig kunne tilfredsstille de helt grundlæggende livsnødvendigheder for de tre milliarder mennesker, som i dag lever uden
– For at muliggøre dette på en human måde må energisektoren nødvendigvis og hurtigst muligt overgå til samfundseje, så investeringer kan foretages ud fra behov og uafhængigt af omkostninger, og uden sociale konflikter
– Endelig må den samfundsejede energisektor kombineres med en fordeling af velfærden, for at skaffe de nødvendige ressourcer til energiomstilling.

Men erklæringen siger intet som helst om disse tiltag!

”Desværre må vi I sandhedens tjeneste sige, at målet på 1 grads temperaturstigning ikke længere er muligt at opnå. Ja, faktisk kan selv en stigning på 2 grader sandsynligvis ikke længere undgås.”

U-landenes medansvar
Forfatterne peger også på, at jo mere vidtrækkende klimamålene er, jo mere nødvendigt bliver det, at også udviklingslandene bidrager til at nå disse.

Erklæringen foreslår et præcist reduktionsmål på 50 procent for de udviklede kapitalistiske lande mellem nu og 2017.

”Selv om vi forstår og deler erklæringens forargelse over regeringerne i disse lande, så er vi nødt til at sige, at dette scenario er en overdrivelse. Hvis det skulle gennemføres, ville det i virkeligheden være nødvendigt med en anti-produktivistisk socialistisk revolution i morgen, på samme tid i alle de udviklede kapitalistiske lande . Denne mulighed er desværre ikke særlig sandsynlig, så spørgsmålet er: Hvordan henvender vi os til arbejderklassen i Nord, så den bliver bevidst for sit afgørende ansvar for at redde klimaet? Erklæringen giver ikke et overbevisende svar på dette spørgsmål.”

”Årsagen er”, mener de to forfattere,” at erklæringen skaber en modsætning mellem det udbyttende Nord og det udbyttede Syd, og derved forsømmer at forstå det akutte behov for at forene de udbyttedes kampe i de ”udviklede” lande og ”udviklings”-landene. Hvad angår landene i Syd, så tenderer erklæringen til at konkretisere princippet om et fælles, men differentieret ansvar, til at ignorere den nødvendige kritik af den produktivistiske udviklingsstrategi hos nogle herskende klasser, for eksempel i Brasilien, Kina eller … Venezuela, for eksempel som store olieproducenter. Denne ”tredjeverdens”-måde at takle problemet på, kan meget nemt fremprovokere en afvisende reaktion fra de udbyttede i Nord, som frygter for deres job eller allerede har mistet det på grund af den økonomiske krise. Men kampen for klimaet vil ikke lykkes, med mindre de udbyttede i alle lande kæmper sammen i en fælles kamp.”

Trods kritikken understreger de to forfattere, at Cochabamba-erklæringen er et vigtigt skridt fremad:

”Alle udbyttede og undertrykte I denne verden star I gæld til det bolivianske folk, som tog initiativet til denne begivenhed, gennem deres valgte præsident. Især står de i gæld til de indfødte folk, som spiller en ledende rolle ved at vise, at en ny relation mellem menneskeheden og naturen er mulig og nødvendig. Det er inden for rammen af denne utroligt positive vurdering, at vi ønsker at bidrage til en konstruktiv debat.”

Indlægget fra Daniel Tanuro og Sandra Invernizzi kan læses på International Viewpoint. Dette resume er skrevet af Åge Skovrind.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com