Putin har flere motiver til at invadere Ukraine. Han vil bl.a. sikre sig de sjældne jordarter og mineraler, der er så vigtige for den grønne omstilling, og forhindre, at EU får fat i dem.

af Arne Lund

Ukraine er rig på mineraler, som det fremgår af dette frimærke fra 2010.

 

Med vanlig vestlig arrogance beskrives Rusland ofte som “en benzintank med kernevåben”. Underforstået: Landet har ikke andet, folk gider købe. Nævn en russiskfremstillet mobil, computer eller et køleskab? Nej, vel. Men alle kender Gazprom. Til gengæld markerer Rusland sig, når det gælder de råstoffer og mineraler, der er nødvendige til fremstilling af alt det, vi til daglig omgiver os med, men som vi sjældent tænker over.

 

Også når det gælder invasionen af Ukraine, fejlfortolker vi situationen. Det er korrekt, at Putins primære mål er at genskabe et russisk imperium, at holde NATO på afstand og forhindre, at Ukraine udvikler sig til et liberalt-borgerligt demokrati. Putin har dog også økonomiske motiver, baseret på ønsket om at få fat i Ukraines enorme naturrigdomme, og forhindre, at EU ikke rager det meste til sig. Krigen i Ukraine er – også – en købmandskrig.

 

Annekteringen af hele eller dele af Ukraine vil forøge Ruslands muskelkraft, bringe den industrielle kapacitet og naturressourcerne til et niveau, hvor Rusland atter kan gøre krav på at være en verdensmagt, der ikke længere ignoreres af Vesten, sådan som det er sket, siden Sovjetunionen kollapsede i 1991.

 

De russiske industrier er aldrig kommet sig efter sammenbruddet. Flere af de nøgleindustrier, fx sværindustri, minedrift, våben- og flyfabrikker, der fandtes i Sovjetunion – der reelt fungerede som et frihandelsområde – befinder sig nu i udlandet. Paul Stronski fra Carnegie Instituttet i Moskva fortæller, at i Sovjettiden var Ukraines økonomi vital for Rusland, især det militær-industrielle kompleks, der var tæt integreret med det russiske. I dag må Rusland importere fx avancerede flymotorer fra Ukraine, fordi man ikke har fået opbygget en tilsvarende industri.

Ukraines tilnærmelse til Vesten betyder, at det russiske erhvervsliv vil miste et marked på 44 mio. forbrugere, der efter 2014 har vendt Rusland ryggen. Fx anvendes i stigende grad europæiske standarder, hvilket gør det svært at sælge russiske varer i Ukraine. Hvem køber en russisk oplader, der ikke passer til en Siemens mobil?

 

Nyt monopol: Sjældne jordarter

Klimakrisen har sat fokus på omstillingen, fra fossile brændsler til energiformer med et lavere miljøaftryk, og her kommer de sjældne jordarter, som både Rusland og Ukraine er så rige på, ind i billedet.

 

Den grønne omstilling truer olie- og gaseksporten til Europa, og for Rusland gælder det derfor om at sikre sig, hvad der er indenfor rækkevidde af sjældne jordarter, inden det er for sent. Rusland skal nok komme af med den olie og gas, som Vesten ikke længere aftager. Kina, Japan og Indien vil gerne købe – der skal blot anlægges flere rørledninger.

 

Det Internationale Energiagentur peger på, at sjældne jordarter i fremtiden vil få samme strategiske betydning, som olie og gas har i dag. Nøglemineralerne vil blive genstand for svingende priser, geopolitisk påvirkning, forsyningsvanskeligheder og erobringskrige.

 

Den amerikanske regering har oplistet 35 mineraler, der er kritiske for den grønne omstilling og for digitaliseringen. Ukraine har 22 store reserver af disse sjældne mineraler.

 

Egentlig er betegnelsen sjældne jordarter misvisende, for de findes overalt – selv i vore kroppe. Imidlertid er det meste af det, der findes i jorden, så små kvanta, at det ikke kan svare sig at udvinde det. En håndfuld lande – Rusland, Ukraine, Australien, Kina og Den Demokratisk Republik Congo – har til gengæld sjældne jordarter i så store mængder, at her er udvindingen rentabel.

 

De sjældne jordarter bruges i pc’er, mobiler, vindmøller, batterier, high-tech-udstyr, kirurgiske instrumenter, LED-lys, fladskærme, transportmidler, fly osv.

 

Andre naturrigdomme i Rusland og Ukraine er jernmalm, magnesium, krom, nikkel, platin, sølv, titanium, kobber, tin, bauxit, bly, svovl, tungsten, fosfater, uran, guld og diamanter, samt olie og gas og tømmer. Hertil kommer hvede, majs, solsikkefrø og tømmer.

 

Under jorden i Ukraine og i Donbas

Ukraines lithium-reserver (indgår i batterier til elbiler) er én af klodens største. Det meste er koncentreret i landets østlige del, og i især Donbas, der tillige rummer Europas største uranreserver. Naturgasreserverne er Europas næststørste, kun overgået af Norge. På grund af manglende investeringer udvindes de næsten ikke, og Ukraine er derfor fortsat afhængig af russisk gas.

 

Ved at sikre sig de ukrainske naturressourcer vil Rusland få en markant forøgelse af, hvad man allerede har. Det er vigtigt at sikre sig kontrol over, hvem der kan købe hvad, til hvilke priser. Står det til Putin, skal det russiske forsyningsmonopol opretholdes også efter den dag, hvor Europa frigør sig fra russisk gas og olie.

 

Brancheorganisationen Mining World anfører, at Ukraines store udfordring er, at der mangler investeringer for at kunne udnytte ressourcerne. Mining World skønner, at der er ca. 20.000 kendte mineralforekomster i landet, men at ”kun” 3.000 udnyttes, bl.a. fordi udenlandske investorer holder sig tilbage på grund af den politiske uro siden Maidan-kuppet og annekteringen af Krim.

 

I 2020 oprettede Den europæiske Investeringsbank, sammen med europæiske batteriproducenter og Kiev-regeringen, et forsknings- og udviklingssamarbejde. Regeringen har siden udarbejdet et mineatlas, der skal gøre det lettere for investorerne at finde vej. Sidste år påbegyndtes de første auktioner over retten til at udvinde mineralerne. Indlysende, at russerne er nervøse ved udsigten til, at udenlandske investorer dermed får for godt fodfæste.

 

To selskaber er gået i gang: Kinesiske Chinese Chengxin Lithium, og det australsk-østrigske European Lithium, der har den franske storbank Paribas som hovedaktionær. Selskabet har relationer til såvel ukrainsk erhvervsliv, som til den sanktionerede russiske oligark, Roman Abramovitj, der hører til kredsen omkring Putin.

 

Som krigen skrider frem, og hvor det er usikkert, hvilke dele af Ukraine russerne vil få kontrol over, da synes tankegangen at være, at det, man ikke kan få kontrol over, det kan man da i det mindste bombe sønder og sammen, så andre foreløbig ikke får glæde af det.

 

Vindere og tabere

Invasionens vindere er bl.a. de våbenfabrikker, der skummer fløden på grund af den frygt, der er opstået i NATO-landene, og som viser sig som stærkt forøgede militærbudgetter. Også landmænd i kornproducerende lande lukrerer på, at der nu mangler de 30 procent af kornhøsten, der kom fra Rusland og Ukraine. Hertil kommer de, der handler med kunstgødning, råstoffer og mineraler. For slet ikke at tale om transportselskaberne. Holder fragtpriserne sig på det nuværende niveau, da forventer Mærsk en ekstra indtjening på 10 mia. dollar i år.

 

Til gengæld har bilindustrien svært ved at få de komponenter, hvori indgår sjældne jordarter, der skal bruges i de stedse mere digitaliserede biler. En uge efter invasionen meddelte Folkevogns- fabrikkerne, at de beskar produktionen af elbiler med 50 procent. Endelig er der så os, forbrugerne, der må punge ekstra ud, fordi nogle priser stiger, mens andre priser, fx på mejerivarer, med invasionen som påskud, skrues i vejret.

 

Mineraljagt under havet

Også annekteringen af Krim og dele af Sortehavskysten har et økonomisk motiv. Nu får Rusland adgang til de olie- og naturgasfelter, der ligger ud for kysten, og som vurderes at være lige så store som Nordsøens. Hertil kommer store forekomster af råstoffer, der, ifølge brancheorganisationen Deep Sea Mining, findes under havbunden nær Krim.

 

Det er dyrt at udvinde mineraler fra havbunden, men stigende priser på energi og ressourcer, kan med tiden gøre det rentabelt. Flere selskaber står klar med den dertil egnede teknologi og venter på, at FN bliver færdig med at udfærdige jura og regler om, hvad selskaberne skal gøre for at beskytte flora og fauna.

 

Sveriges Videnskabsakademi advarer om, at udvinding kan frigive slam, tungmetaller, der kan forurene store havområder, og forsure den maritime bakteriepopulation, der er nødvendig for iltdannelsen. På trods af ringe viden om minedrift under havbunden, så udsteder FN udvindings-tilladelser til internationale farvande. I indenlandske farvande kan nationale regeringer gøre, som de vil, og de vil ofte acceptere selskabernes forsikringer om, at eventuelle miljøproblemer vil blive løst i takt med, at de opstår.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com