Læsetid: 4 minutterSvigt, som den yderst beskedne pengetilførsel i økonomiaftalen for 2025 på ingen måde rækker til at rette op på.
I sidste uge præsenterede regeringen og Kommunernes Landsforening en aftale om kommunernes økonomi for 2025. Aftalen indebærer et løft af den ramme, kommunerne har til at bruge på serviceudgifter i 2025, på 3,2 mia. kr. Finansminister Nicolai Wammen kaldte aftalen for “det største løft af kommunernes driftsøkonomi i mere end 15 år”, og KL-formanden, Martin Damm, mente, at der er tale om “en historisk aftale, der giver kommunerne nogle muligheder, som vi ikke har haft i en lang årrække”.
Det er givetvis rigtigt, at aftalen markerer en minimal kursændring. Men det er på en tragisk baggrund.
Efter finanskrisen fulgte mellem 2009 og 2019 en veritabel hestekur i den offentlige velfærd, hvor kommunernes budgetter stort set ikke blev løftet gennem økonomiaftalerne. Flere ældre og behandlingskrævende personer på det udgiftstunge socialområde gjorde den såkaldte nulvækst værre – fordi der af den grund reelt var tale om minusvækst. Siden 2019 er der sket mindre løft af rammerne i kommunerne, men løftet er blevet spist op af en lang række udgiftsdrivende områder, bl.a. flere ældre, flygtninge og socialområdet.
Er økonomiaftalen for 2025 så egentlig et nybrud?
Aftalen indebærer et løft på 3,2 mia. kr. i 2025, hvoraf ½ mia. kr. er målrettet ældreområdet. Med løftet er det muligt at dække udgifter til flere ældre. Det såkaldte demografiske træk i kommunerne er tidligere skønnet til at udgøre 1-1½ mia. kr. i 2025. Dertil kommer udgifterne på det specialiserede socialområde. KL har opgjort, at kommunernes udgifter her steg med 6 mia. kr. i perioden 2018-2023 og alene med 1½ mia. kr. fra 2022 til 2023. Det er på den baggrund forventeligt, at udgiftstrækket på det specialiserede socialområde vil andrage omkring 1 mia. kr. i 2025, hvis trenden fortsætter.
På den baggrund må det forventes, at der er ca. ½ mia. kr. tilbage til at finansiere generelle løft i den kommunale velfærd, når de store udgiftsdrivere er finansieret. Eller hvad der svarer til 5 mio. kr. pr. kommune. For de midler er det svært at forestille sig en hurtig genopbygning af velfærden efter 10-15 år med både besparelser og smalhals i velfærden.
Alene på et enkelt år, fra 2022 til 2023, blev der (iflg. NB-økonomi) sparet ca. 0,5 mia. på skolerne og 0,9 mia. på de ældre. I forhold til alle de besparelser, der gennem årene er gennemført – og det samlede økonomiske efterslæb i den kommunale velfærd – er den halve milliard i reel budgetforbedring derfor som et plaster på et åbent benbrud. Og så har vi end ikke talt om behovet for, at den offentlige velfærd forbedres svarende til den almindelige udvikling af levestandarden i landet!
Hvad nu?
Der er nok tendens til, at mange af de kommunalpolitikere – f.eks. borgmestre fra regeringspartierne – der i det sidste års tid har været fremme med krav om flere penge til kommunal velfærd, vil lade sig spise af med den indgåede aftale som en acceptabel løsning, der er udtryk for ”et nybrud”.
Enhedslistens medlem af KL’s bestyrelse, Line Barfod, har heldigvis formuleret det helt anderledes realistisk, nemlig at aftalen “er bedre end tidligere års aftaler. Det er bare langt fra nok til at vi i kommunerne kan begynde at reparere nogle af de mange huller i velfærden.”
Og det er vigtigt, at Enhedslisten går i spidsen for at fastholde og igen øge presset på regeringen. At partiet ligesom sidste år rejser kravet om, at regeringen leverer en genopretning af den kommunale velfærd for de mange penge, der i disse år alene pga. høj beskæftigelse og overskud i virksomhederne kommer (og i endnu højere grad kunne komme!) ind i statskassen. – Og at EL ligesom sidste år (dengang som de eneste) stemmer imod en finanslov, der ikke leverer på dette.
Enhedslistens stemmer i Folketinget flytter næppe meget i sig selv – men det er afgørende, at nogen højlydt formulerer fælles krav til kommunernes rammer, der kan samle de utallige kampe om velfærden, der faktisk foregår om budgetterne ude i kommunerne. At opbygge en samlet politisk kamp for at tage fra de rige og give til velfærden. Den kamp har sit egentlige afsæt i kampe om uhyrlige budgetter for skoler, ældreomsorg, handicapstøtte osv. ude i kommunerne. Kampe, hvor Enhedslisten lokalt skal ”være på din side” i forhold til de ofte brede folkelige bevægelser – og konsekvent sige nej til at være redskab for underminering af velfærdsydelser og omsorg. Men det er en kamp, der kun for alvor kan vindes i et fælles oprør på tværs af kommunegrænserne!
Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 9.juni 2024