Aksel Johansen, byrådsmedlem for Enhedslisten i Viborg. Foto: Louise Barner

At folkeskolen er økonomisk presset har længe været et velkendt faktum. På den ene side en benhård økonomisk styring af kommunerne, hvor økonomiaftaler, serviceloft mv. har lagt en spændetrøje over de lokale handlemuligheder. Samtidig med dette en konstant stigende opgavemængde, som folkeskolen skal løse.

Den ene dag indføres karakterer og eksamener i samtlige fag, projektorienterede afgangsprøver med store krav til elevernes evner til selv at strukturere og organisere egen arbejdsproces. En kraftig akademisering af folkeskolen samtidig med, at man stiller krav om øget inklusion af de børn, som tidligere var i specialtilbud.

Nu blæser der lidt nye vinde, og der skal mere fokus på praktiske færdigheder, men en årelang udsultning af området har efterladt mange skolers faglokaler nedslidte, og indkøb af materialer til de praktiske fag er dyre og kan virkelig udfordre en skoles budget.

De lærere, som har været i folkeskolen flere år, har ikke glemt lockouten, der jo netop skulle få arbejdstidsaftalen til at dække den underfinansierede folkeskolereform. Og yngre lærere oplever konstant, at der ikke er sammenhæng mellem de krav, som stilles, og de ressourcer, der rent faktisk er til rådighed. Det er ikke underligt, at antallet af nye studerende på læreruddannelserne falder.

Jeg har talt med Aksel Johansen, som sidder i byrådet for Enhedslisten i Viborg, hvor forældre har lavet en stor demonstration mod nedskæringerne på skolerne.

Kan du starte med lige at give et overblik over situationen.

Viborg Kommune har gennem flere år sparet massivt på skoleområdet. Samtidig er der et fald i antallet af elever ude i landsbyerne, hvilket sætter disse skoler under pres. Nogle ønsker at lukke dem, men vi kan jo ikke have børn til at sidde timer i en skolebus. Yderligere oplever vi stigende udgifter til specialområdet, og da det er samme kasse, bliver puljen til den almindelige undervisning udhulet. Siden 2020 er det omkring 70 millioner, som er forsvundet fra den ordinære skole på den konto.

Ved sidste budget blev der igen lagt et udspil, som indeholdt nedskæringer på 0,5 procent på skoleområdet. Det blev kaldt effektiviseringer.

Og min erfaring siger, at den slags løbende effektiviseringskrav gemmes godt væk, når budgetter præsenteres.

Helt sikkert, det går man stille med. Men vi ønskede ikke fra Enhedslistens side at være med på nedskæringsvognen, så vi fik SF og Alternativet med på et alternativt budgetforslag, hvor vi faktisk fjernede besparelsen på folkeskolen. Dette forslag blev dog nedstemt. Budgetpartierne overførte godt nok et ekstra beløb på 2 mio., men det forslår jo slet ikke.

Hvordan startede protesterne så?

Det viste sig, at nedskæringerne i budgettet kun var begyndelsen. Af flere omgange blev der præsenteret nye besparelser, bl.a. fordi kommunen overskred serviceloftet. Dette gav en kæmpe debat i lokalavisen. Folk var frustrerede, skolerne kæmpede med at lægge budget, men der var ingen aktivisme, folk vidste ikke, hvad de skulle gøre.

Lige før ferien ramte endnu en runde besparelser, og det var dråben. Vi blev kontaktet af forældre, som ville lave en demonstration. De tænkte, at det havde vi styr på. Vi indkaldte så til et møde, hvor der både deltog lærere og skolebestyrelser. Herefter tog forældrene og skolelærerne bare over, og i løbet af ti dage var det hele arrangeret.

Hvordan blev demonstrationen modtaget politisk?

Der er ingen tvivl om, at politikerne var ret rystede. Måske ikke så meget over at der kom en reaktion, men at det blev så stort og bredt, som det blev, det havde de ikke regnet med. Skolebestyrelserne har jo en kommunikationskanal direkte ud til alle forældre, og det giver dem en stor indflydelse.

Hvilken rolle spillede Enhedslistens afdeling. Forsøgte I at mobilisere?

Vi skrev naturligvis til de medlemmer, vi vidste havde børn, og lavede generelle opfordringer til at bakke op, men i realiteten spillede vi ingen videre rolle, da protesterne kom i gang. Vi er jo også en lille afdeling med få medlemmer. Men bare det, at vi var med til at tænde gnisten, gjorde jo, at tingene bare tog fart meget hurtigt.

Hvad skal der videre ske?

De kommende budgetforhandlinger bliver afgørende. Aftalen mellem stat og kommunerne giver måske en lille smule, men det betyder ikke, at folk har glemt dette forløb. Og det presser naturligvis de andre politikere. Og så er der en mere grundlæggende kamp, som kommer til at stå ved næste folketingsvalg.

Hvordan kan vi bruge jeres lokale erfaringer i resten af partiet?

Jeg vil da klart anbefale andre afdelinger om at forbinde sig til forældregrupper. Der er en kæmpe utilfredshed her, men i mange tilfælde ender forældrene med at være en smule handlingslammede. Vores erfaring viser, at ved lige at indkalde til et møde og angive en retning for protester, ja det kan være gnisten, der bare tænder bålet. Det tror jeg, man vil kunne opleve i hele landet.

Tak for spændende samtale og god kamp fremover.

Selv tak.