Dansk Folkeparti er i krise. Medlemmerne melder sig ud, vælgerne siver til Nye Borgerlige og Socialdemokratiet. Med en kristen-nationalistisk dagsorden vil Morten Messerschmidt redde partiet. Men er det nok til at overbevise de ikke særligt religiøse danskere?

af Arne Lund

For den sande troende er det ikke nødvendigt at fremhæve over for andre, hvor stærkt man tror, thi den slags kan efter sigende være med til at dræbe ånden.

 

Så kløgtig er Dansk Folkepartis nye næstformand, Morten Messerschmidt, ikke. Han vil med brask og bram og fra Folketingets talerstol genkristne danskerne. Trække tvivlere og ateisterne hen til Biblen, salmerne og Jesus.

 

Messerschmidts afsæt er Matthæus-evangeliets kapitel 28 – missionsbefalingen: ”Gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”

 

Vor Herre er imidlertid ikke nok for Messerschmidt, han vil også løfte arven efter de to Tidehvervs-præster, Søren Krarup og Jesper Langballe, hvis nationalt-kristne budskab gled i baggrunden, da den grå teknokrat, Thulesen Dahl, overtog ledelsen af partiet.

 

Den aktuelle anledning til Messerschmidts korstog er DF’s elendige meningsmålinger, der nærmer sig de 6 procent, mod 8,7 ved valget i juni 2015. Partiet er trængt dels fra Nye Borgerlige og Stram Kurs, der forlanger en skrappere udlændingepolitik og udmeldelse af EU – to politikområder, hvor DF er blevet mere valen med årene. Således vil DF både ud af EU, og så alligevel ikke.

 

DF har tabt indvandrer- og velfærdsdagsordnen til Mette Frederiksen. Kan kun komme med forsinkede og bovlamme markeringer, som fx. støtte de radikales forslag om en pensionsalder på 70 år, eller flere partiers forslag om bedre normeringer på plejehjemmene. Det har heller ikke gavnet partiet, at DF’s rådkvinde, i Aarhus, Jette Skive, er den politiske ansvarlige for de skandaløse forhold på plejehjemmet Kongsgården.

 

Når det gælder det nationale, så har de konservative markeret sig stærkere i de senere år, så heller ikke det har DF for sig selv. Det samme gælder kristendommen, hvor Kristendemokraterne fik 1,9 procent af stemmerne ved valget i juni sidste år – på en mere human asylpolitik, og på at tale ordentligt til og om folk. Endelig er der nok en del kristeligt sindede vælgere, der kvier sig ved at stemme på en politiker, der, som Messerschmidt, er syltet ind i FELD/MELD-skandalen.

 

Messerschmidt har siden valget været på jagt efter et ledigt standpunkt, der kunne give partiet fremgang, og samtidig sikre ham en plads tættere på magten. Først var det klima og miljø, men det var der ingen, der opdagede, så nu er turen kommet til kristendommen. Blandt de redskaber, han vil tage i brug for at genrejse partiet, og genkristne danskerne er:

 

  • Loft over antallet af moskeer.
  • Udviklingsbistanden ændres, så man straffer lande, der forfølger kristne, mens det samme ikke sker for lande, der forfølger muslimer. Kvoteflygtninge skal være kristne – og det har regeringen allerede imødekommet med et tilsagn om at tage 200 kristne kvoteflygtninge fra Rwanda
  • I skolerne skal børn kende Bibelen og synge salmer – på bekostning af andre religioner.

 

”Danmark er kristent – og det skal kunne mærkes,” siger Messerschmidt, mens han svinger svøben over religionslighed, som der er alt for meget af, thi kun ” kristendommen og Jesus er sandheden,”

 

Med disse ord bliver Messerschmidts udlægning af kristendommen lige så bastant lovregulerende, som det han anklager den fundamentalistiske Islam for at være. DF vil blande sig i, hvordan muslimerne opdrager deres børn, hvad de spiser, om de ser dansk tv eller ej, om de går i kirke til højtiderne mv. Messerschmidt afviser, at han opfører sig ligesom de mest formørkede muslimer. Næh, der sker for at beskytte den danske kristendom, må vi forstå.

 

Det er et Sisyfosarbejde, Messerschmidt har givet sig i kast med. Til trods for over tyve års intens Tidehvervspropaganda, iscenesat af Karup og Langballe, så er der ikke kommet flere troende. Tværtimod., så fravælger stedse flere Folkekirken, vender sig enten til andre religioner, eller taber interessen for religion, hvad så end årsagen er hertil.

 

DF’s vælgere er de dårligste kirkegængere. Cirka 80 procent kommer der sjældent eller aldrig. Blot 2,5 procent er regelmæssige kirkegængere. Topscorer er Venstre med 28 procent og Socialdemokraterne med 18 procent Selv det konservative ”Gud-konge-og-fædreland-parti” kan blot mønstre 7 procent.

 

Man skulle ellers tro, at den megen interesse for religiøse emner – studiekredse, bibler, der genop-trykkes, allestedsnærværende præster i den offentlige debat – var udtryk for stigende religiøsitet i befolkningen, men sådan forholder det sig ikke. Interessen er snarere udtryk for, at Islams tilstedeværelse har øget ønsket om at sætte sig ind i religiøse emner, men ikke for at gå i kirke.

 

Det må derfor være nedslående for Messerschmidt, Martin Henriksen m.fl., når Ekstra Bladet kan fortælle, at 90 procent af danskerne ikke mener, man bliver mere religiøs af at gå i kirke.

 

Messerschmidt har erobret næstformandsposten, men han vil mere. For nok har Thulesen Dahl bragt partiet en kortvarig fremgang, men han har også bidraget til at udviske partiets sande værdier. I sin stræben efter at lave aftaler med Socialdemokratiet er der opstået et åndeligt og værdimæssigt tomrum, og det vil Messerschmidt nu udfylde med sin kristen-nationale vækkelse.

 

Krarup og Langballe repræsenterede modstanden mod indvandringen, opløsningen af familiemønstre, og den centralisering, som ødelægger de små samfund. Det afholdt dog ikke DF fra at give Lars Løkke carte blanche til sin Kommunalreform, der om noget accelererede affolkningen af landområder.

 

Blandt de mange besynderligheder, DF har budt på, og som Messerschmidt ser ud til at ville videreføre, er den aparte tolkning af det kristne næstekærlighedsbudskab, der er blevet ændret til ”den/de nærmeste.” Næstekærligheden afgrænses til dem, man møder ansigt til ansigt, og som man er bundet sammen med i et familiært, kulturelt og/eller religiøst fællesskab.

 

Det omfatter altså ikke det generelle ”næsten” – alle mennesker. For som Marie Krarup siger: ”Den syriske eller irakiske flygtning er ikke min næste, for jeg kender dem ikke,” Med en sådan holdning er det jo nemt at sende danske soldater i krig i Irak eller Afghanistan og støtte kristne serberes massakrer på muslimske bosniere. Men det besvarer ikke spørgsmålet, hvorvidt Marie Krarup fx kun vil hjælpe ved en trafikulykke, hvis hun kender det pågældende trafikoffer?

 

Nok var Messerschmidt stemmesluger ved EU-valget i 2014 med 456.000 stemmer, men han vil næppe ene mand være i stand til at give partiet fremgang. Det er tvivlsomt, om hans kristne budskab kan hive de lavtlønsvælgere i provinsen, som DF tabte til Socialdemokratiet, tilbage. Her er de fleste nok ret ligeglade med den kristne katekismus, men foretrækker i stedet en stram indvandrerpolitik, og den velfærdsdagsorden, som Mette Frederiksen står for.

 

Messerschmidts pludselige brug af kristendommen lugter af taktik og indre magtkamp. For at få magten skal han have opbakning i et bagland, der markerer sig som kristent, og som bakker op om partiets nye kurs. Et sådant bagland findes ikke i dag, men det kan jo komme.

 

Første test på, om den nye kurs kan give stemmer, kommer ved næste års kommunalvalg. Skal DF’s byrådskandidater gå til valg på mere salmesang i skolen, og forbud mod halalmad i institutionerne? Det er der ikke mange stemmer i. Hvis partiets stemmetal ikke retter sig op her, så er det ikke længere kun Thulesens problem, så kan Messerschmidt også blive trukket med ned.

 

Heller ikke kampen med Nye Borgerlige kan DF vinde. Pernille Vermund – og muligvis Rasmus Paludan – vil til enhver tid slå Messerschmidt i skinger retorik og med krav om stramninger i flygtningepolitikken, der ikke kan gennemføres. Det er Vermund og Paludan ligeglad med, for ved sidste valg fik de trods alt sammenlagt ca. 150.000 stemmer, som de to partier hentede fra DF.

 

Skulle det ske, at de andre partier støtter Messerschmidts planer om at tvangskristne danskerne – og her har Venstre og Konservative tidligere sagt, at de vil gøre kristendomsundervisning og salmesang obligatoriske i folkeskolen – da kan et resultat blive, at de forældre, der hellere vil give børnene flere timer i dansk og matematik, i stedet sætter deres børn i en friskole.

 

I et samfund, der præges af stedse flere kulturer og indbyggere fra alverdens lande, da er det ude af trit med tiden, at ville give kristendommen den fremtrædende placering, Messerschmidt påtænker. Kender han overhovedet det samfund og den tid, han lever i. Ved han ikke, at danskerne er ét af Europas mindst religiøse folkefærd?

 

Religionsrelaterede konflikter er velegnet til at antænde større konflikter, hvilket DF jo, på den anden side, ikke er kede af, for det er jo netop den slags, der nærer DF. Partiet har fx i flere år haft held til at blokere for, at der oprettes en imamuddannelse på universiteterne for kandidater, der taler dansk, og som kender det danske samfund. DF vil hellere have en flok reaktionære imamer rendende rundt og give DF påskud til deres mange anti-muslimske kampagner.

 

Naturligvis skal man være varsom med at så tvivl om folks tro, for hvem kan læse, hvad hjertet rummer. Alligevel vil jeg vove den påstand, at det religiøse hos DF ikke stikker dybt. For DF er religion en kulturel markør, hvis primære funktion er at dele vandene i udlændinge- og integrationspolitikken. Ganske som DF’s interesse for ligestilling ikke rækker til indførelse af ligelønnen, men kan bruges til at dunke muslimerne i hovedet med, og fortælle hvor tilbagestående de angiveligt er.

 

Messerschmidts store problem er, at selv om religion fylder meget på den politiske scene, så er det ikke tilfældet blandt vælgerne. Det genfødte Dansk Folkeparti kan meget vel ende med at blive stærkere i troen, til indvortes brug, men samtidig marginalisere sig selv på Christiansborg.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com