Denne resolution blev fremlagt og vedtaget på den Kommunistiske Internationales 2. kongres 2. august 1920. Den konkluderer, at de kommunistiske partier – hvor det var muligt – skulle opstille kandidater til valgene til de borgerlige parlamenter. 

af Kominterns 2. kongres

I – Den nye epoke og den nye parlamentarisme

De socialistiske partiers stilling til parlamentarismen var i begyndelsen, på 1. internationales tid, den, at man skulle udnytte det borgerlige parlament i agitationsøjemed. Deltagelsen i parlamentet blev betragtet ud fra synspunktet om udviklingen af klassebevidstheden, dvs. proletariatets vågnende klassefjendskab mod den herskende klasse. Dette forhold ændrede sig ikke på grund af teorien, men derimod på grund af den politiske udvikling. Gennem den uafbrudte vækst i produktivkræfterne og udvidelsen af det kapitalistiske udbytningsområde styrkedes kapitalismen, og med den de parlamentariske stater.

 

Dette resulterede i: de socialistiske partiers parlamentariske taktiks tilpasning til det borgerlige parlaments ”organiske ” lovgivende arbejde, den stadig større betydning af kampen for reformer inden for kapitalismens rammer, socialdemokratiets såkaldte minimumsprograms herredømme, maximumsprogrammets forvandling til en diskussionsformel for et yderst fjernt ”endemål”. På dette grundlag udviklede sig da fænomener som parlamentarisk stræben, korruption, åbent elle skjult forræderi mod arbejderklassens mest elementære interesser.

 

3. Internationales forhold til parlamentarismen bestemmes ikke af en ny doktrin, men derimod i en ændring af selve parlamentarismens rolle. I den foregående epoke har parlamentet, som værktøj for den ekspanderende kapitalisme, udrettet et på sin vis måde historisk progressivt arbejde. Men under den tøjlesløse imperialismes nuværende betingelser, har parlamentet forvandlet sig til et værktøj for løgnen, bedraget, volden og den enerverende sludren. Stående over for de imperialistiske ødelæggelser, plyndringer, undertrykkelser og røverier mister parlamentariske reformer, der er blottet for system, konsekvens og planmæssighed, enhver praktisk betydning for de arbejdende masser.

 

Som hele det borgerlige samfund, således mister også parlamentarismen sin styrke. Den pludselige overgang fra den organiske til den kritiske epoke, skaber grundlaget for en ny taktik for proletariatet på parlamentarismens område. Således har det russiske arbejderparti (bolsjevikkerne) allerede i den forudgående periode udarbejdet den revolutionære parlamentarismes grundtræk, idet Rusland siden 1905, hvor det blev bragt ud af politisk og social ligevægt, trådte ind i stormens og rystelsernes periode.

 

For så vidt nogle socialister, der hælder til kommunismen, henviser til, at øjeblikket for revolutionen endnu ikke er inde i deres lande, og afslår at splitte sig ud fra de parlamentariske opportunister, så går de, ifølge sagens natur, ud fra bevidste vurdering af den forestående epoke, som en epoke med relativ stabilitet i det imperialistiske samfund, og de antager, at en koalition med Turati og Longuet på dette grundlag kan udvise praktiske resultater i kampen for reformer. (Note 1)

 

Den teoretisk klare kommunisme vil derimod vurdere karakteren af den nuværende epoke rigtigt. (kapitalismens højdepunkt, imperialistisk negation og selvødelæggelse, borgerkrigens uafbrudte vækst osv.)

 

I de forskellige lande kan formerne for de politiske forbindelser og grupperinger være forskellige. Det principielle forbliver overalt dog et og det samme, det drejer sig for os om den umiddelbare politiske og tekniske forberedelse af proletariatets opstand, som skal tilintetgøre den borgerlige og oprette den nye proletariske magt. For kommunisterne kan parlamentet på nuværende tidspunkt i intet tilfælde være skuepladsen for kampen om reformer, om forbedringer af arbejderklassens situation, som det i visse øjeblikke af den foregående periode var tilfældet. Det politiske tyngdepunkt er nu helt og aldeles flyttet uden for parlamentets grænser. På den anden side er borgerskabet, ikke blot i kraft af dets forhold til de arbejdende masser, men også i kraft af dets indviklede vekselforhold inden for, de borgerlige klasser, tvunget til, på den ene eller den anden måde, at gennemføre en del af dets forholdsregler i parlamentet, hvor de forskellige kliker handler om magten, åbenbarer deres stærke sider, forråder deres svage sider, blotter sig osv.

 

Derfor er det arbejderklassens umiddelbare historiske opgave at rive dette apparat ud af hænderne på den herskende klasse, ødelægge, tilintetgøre det, og i dets sted sætte nye proletariske magtorganer. Men samtidig er arbejderklassens revolutionære stab stærkt interesseret i at have kendskab til borgerskabets parlamentariske indretninger, for at lette arbejdet med at ødelægge disse. Herud af fremstår ganske klart den grundlæggende forskel mellem taktikken for kommunisten, der træder ind i parlamentet med revolutionære mål, og den socialistiske parlamentariker taktik. Sidstnævnte går ud fra forudsætningen om relativ stabilitet, om den ubestemte varighed af det bestående herredømme. Han gør det til sin opgave med alle midler at opnå reformer, og er interesseret i, at ethvert opnået resultat bliver vurderet på behørig vis af masserne, som den socialistiske parlamentarismes fortjeneste (Turati, Longuet og co.).

 

I den gamle tilpasningsparlamentarismes sted træder den nye parlamentarisme, som er et værktøj til at tilintetgøre parlamentarismen overhovedet. Den gamle parlamentariske taktik modbydelige traditioner har imidlertid drevet nogle revolutionære elementer ind i de principielle anti-parlamentaristers lejr (IWW), de revolutionære syndikalisters (KAPD). Den 2. kongres vedtager derfor følgende teser.

 

II – Kommunismen, kampen for proletariatets diktatur og udnyttelsen af det borgerlige parlament.

1.       Parlamentarismen som et statssystem er borgerskabets ”demokratiske” styreform, da borgerskabet på et vist udviklingstrin behøver illusionen om folkerepræsentation, som udadtil synes at være et ”folkevilje” organ stående udenfor klasserne, men som faktisk er et instrument til tvang og undertrykkelse i den herskende kapitals hænder.

2.       Parlamentarismen er en bestemt form for statsordning, hvorfor den overhovedet ikke kan være formen for et kommunistisk samfund, som hverken kender til klasser, klassekamp eller nogen form for statsmagt.

3.       Parlamentarismen kan heller ikke være en form for proletarisk statsadministration i overgangsperioden fra borgerskabets diktatur til proletariatets diktatur. Når klassekampen tilspidses, når den bliver til borgerkrig, må proletariatet uundgåeligt opbygge sin statsorganisation som en kamporganisation, hvortil repræsentanter fra den tidligere herskende klasse ikke har adgang. I denne fase er illusionen om ”folkevilje” direkte skadelig for proletariatet. Proletariatet behøver ingen parlamentarisk opdeling af magten, dette kan kun være til skade for proletariatet. Formen for det proletariske diktatur er sovjetrepublikken.

4.       De borgerlige parlamenter, er et af det borgerlige statsmaskineris vigtigste apparater, kan som sådan ikke i det lange løb erobres, ligesom proletariatet overhovedet ikke kan erobre den borgerlige stat. Proletariatets opgave er at sprænge den borgerlige statsmaskine, at ødelægge den, såvel som dens parlamentariske institutioner, det være sig republikanske eller konstitutionelt monarkiske…

5.       På samme måde forholder det sig med borgerskabets kommunale institutioner, som det er teoretisk forkert at stille op overfor statsorganerne. I virkeligheden udgør de også en del af borgerskabets statsmekanisme og må derfor ødelægges og erstattes af lokale arbejderråd.

6.       Følgelig forkaster kommunismen parlamentarismen som formen for det fremtidige samfund, at det skulle være formen for proletariatets diktatur. Den forkaster muligheden af varig at erobre parlamentet, dens mål er parlamentarismens ødelæggelse. Derfor kan der for kommunismen kun være tale om at udnytte borgerskabets statsinstitutioner med det formål at ødelægge dem. I denne og kun i denne betydning, kan dette spørgsmål stilles.

7.       Enhver klassekamp er en politisk kamp, thi i den sidste ende er den en kamp om magten. Enhver opstand som breder sig over hele lande, truer den borgerlige stat og antager derfor politisk karakter. Alle forsøg på at styrte borgerskabet og ædelægge dets stat er at føre politisk kamp. At skabe et proletarisk klasse-apparat, af hvad art dette nu kan være, til forvaltningsformål og til undertrykkelse af den borgerlige modstand, dette er at erobre den politiske magt.

8.       Derfor er spørgsmålet om den politiske kamp overhovedet ikke identisk med spørgsmålet om holdningen overfor parlamentarisme. Men er derimod et generelt spørgsmål i den proletariske klassekamp, som karakteriseres ved små og partielle stridigheder, der vokser til den generelle kamp til omstyrtelse af den kapitalistiske orden i det hele taget.

9.       Proletariatets vigtigste kampmetode mod borgerskabet dvs. mod dets statsapparat, er frem for alt masseaktionen. Denne organiseres og ledes af proletariatets masseorganisationer (fagforbund, partier og råd), under samlet ledelse af kommunistpartiet, der er forankret i enhed, disciplin og centralisme. Borgerkrigen er en krig. I denne krig må proletariatet have sit tapre politiske officerskorps, sin stærke politiske generalstab, som leder alle operationer på kampområdet.

10.   Masseaktionen er et helt system af aktioner, der til stadighed udvikler sig, som bliver mere og mere skærpet i sin form, og logisk fører frem til det direkte oprør mod den kapitalistiske stat. I denne masseaktion, der udvikler sig til borgerkrig, må proletariatets ledende parti, som regel sikre sig alle legale stillinger, idet partiet gør dem til støttepunkter for dets revolutionære virksomhed og underordner dem hovedslagplanen for felttoget, for masseaktionen.

11.   Et sådant støttepunkt er det borgerlige parlaments talerstol. Det er absolut ikke noget argument imod deltagelse i den parlamentariske kamp, at parlamentet er en borgerlig statsinstitution. Det kommunistiske parti indtræder ikke i denne institution for at yde et organisk arbejde, men for netop ved sin aktion i parlamentet at hjælpe masserne med at sprænge statsmaskineriet og selve parlamentet (Til eksempel: Liebknecht aktion i Tyskland, bolsjevikkerne i den zaristiske duma, i den ”demokratiske rådsforsamling”, i Kerenskijs ”forparlament”, i den ”konstituerende forsamling”, i by-dumaerne og endelig de bulgarske kammeraters virksomhed).

12.   Denne aktivitet i parlamentet, som hovedsageligt består revolutionær agitation fra parlamentets talerstol, i afsløring af modstandere, i ideologisk mobilisering af masserne, der, specielt i de tilbagestående områder, stadig er bebyrdet med demokratiske illusioner og har blikket vendt mod parlamentets talerstol, skal fuldstændig underordnes masseaktionernes mål og opgaver udenfor parlamentet. Deltagelse i valgkampen og den revolutionære propaganda fra parlamentets talerstol er af særlig betydning ved politisk skoling af de dele af arbejderklassen, som hidtil i lighed med de arbejdende masser på landet, har stået udenfor det politiske liv.

13.   I tilfælde af at kommunisterne har majoriteten i kommunale organer, bør de a) drive revolutionær opposition mod den borgerlige statsmagt. , b) anstrenge sig på alle måder for at hjælpe den fattigste del af befolkningen (økonomiske forholdsregler, skabelse eller forsøg på skabelse af en bevæbnet arbejdermilits, etc.….) c) ved enhver lejlighed påvise hindringer, som den borgerlige statsmagt opstiller mod alle virkelig store ændringer, d) udvikle den skarpeste revolutionære propaganda på dette grundlag uden at frygte konflikter med statsmagten, e) under visse omstændigheder erstatte de kommunale organer med lokale arbejderråd. Kommunisternes hele virksomhed i kommunalorganerne må således være en del af deres almindelige arbejde for det kapitalistiske systems afskaffelse.

14.   Selve valgkampen må aldrig blive en jagt på det størst mulige antal parlaments mandater, men skal være en revolutionær mobilisering af masserne omkring den proletariske revolutions paroler. Valgkampen skal føres af samtlige partimedlemmer og ikke blot af eliten i partiet. Alle masseaktioner skal udnyttes (opstande, demonstrationer, gæring blandt soldater og matroser, etc. Og man skal etablere en snæver kontakt med disse massebevægelser. Alle proletariske masseorganisationer skal være mobiliseret til aktivt arbejde.

15.   Når disse betingelser overholdes, såvel som dem der er indeholdt i specielle instruktioner, befinder den parlamentariske aktivitet sig i fuldstændig modsætning til det politiske kvaksalveri, som drives af socialdemokratiske partier i alle lande, hvor repræsentanterne deltager i parlamentet for at støtte denne ”demokratiske institution” eller i bedste fald for at ”erobre” den. Det kommunistiske parti kan kun acceptere en udelukkende revolutionær udnyttelse af parlamentet i Karl Liebknecht og bolsjevikkernes ånd.

16.   Den principielle ”anti-parlamentarisme”, forstået som en absolut og kategorisk afstandtagen

fra at deltage i valg og revolutionær parlamentariske aktivitet, er altså en naiv og barnlig doktrin under enhver kritik, en doktrin, som lejlighedsvis bunder i en sund foragt for de parlamentariske kvaksalvere, men som på samme tid er blind for den revolutionære parlamentarismes muligheder, Yderligere er denne doktrin ofte forbundet med en helt forkert opfattelse af partiets rolle, hvor det ikke betragtes som arbejdernes centraliserede avantgarde, men som et decentraliseret system af løst forbundne grupper.

17.   På den anden side følger det bestemt ikke af den principielle anerkendelse af den parlamentariske virksomhed at deltagelse i aktuelle valg og aktuelle parlamentssamlinger under alle omstændigheder er nødvendig. Dette er afhængigt af en hel række specifikke betingelser. I visse situationer kan det være nødvendigt at udvandre af parlamentet. Det gjorde bolsjevikkerne da de forlod for-parlamentet for at sprænge det, gøre det kraftesløst og stille det i skarp kontrast til Petrograd-sovjetten, som var i gang med at forberede væbnet oprør. Noget lignende gjorde de i den konstituerende forsamling på opløsningstidspunktet, idet de satte sovjettens tredje kongres i de politiske begivenheders centrum. Alt efter omstændighederne kan det være nødvendigt at boykotte valg og med magt fjerne hele det borgerlige statsapparat såvel som den borgerlige parlamentsklikke, eller det kan være nødvendigt at tage del i valg og derefter boykotte selve parlamentet.

18.   Efter således generelt at have erkendt vigtigheden af deltagelsen i parlamentariske og kommunale valg og af at arbejde i parlamentet og kommunalorganerne, bør det kommunistiske parti fra gang til gang bestemme sin stillingtagen med hensyn til den konkrete tilstand og situations specifikke karakter. Boykot af valg og af parlamentet, ligesom udtrædelse af parlamentet, er i første række tilladeligt når betingelserne for den umiddelbare overgang, til væbnet kamp om magten er til stede.

19.   Dette spørgsmåls relative betydningsløshed skal man altid holde sig for øje. Da tyngdepunktet liger i den kamp om statsmagten, der føres udenfor parlamentet, er det klart at spørgsmålet om proletariatets diktatur og masseaktionen for dette diktatur ikke kan ligestilles med de særlige spørgsmål om udnyttelse af parlamentet.

20.   Det er derfor Kommunistisk Internationale stærkest muligt understreger, at den anser enhver splittelse eller forsøg på splittelse af det kommunistiske parti udelukkende på dette spørgsmål som en alvorlig fejl. Kongressen appellerer til alle elementer, som står fast på massekampen for det proletariske diktatur under ledelse af det revolutionære proletariats centraliserede parti, som øver indflydelse på alle arbejdernes masseorganisationer, om at tilstræbe de kommunistiske elementers fuldstændige enhed, trods mulige meningsforskelligheder i spørgsmålet om udnyttelsen af det borgerlige parlament.

 

III – Den revolutionære parlamentarisme

For at sikre den faktiske gennemførelse af den revolutionære parlamentariske taktik, er det nødvendigt at:

1)      Det kommunistiske parti som helhed og dets centralkomite allerede i forberedelsesstadiet, dvs. før parlamentsvalgene må sørge for, at parlamentsfraktionens medlemmer er af høj kvalitet.

Det kommunistiske partis centralkomite må være ansvarlig for den kommunistiske parlamentsfraktions samlede arbejde. Det kommunistisk partis centralkomite må have en ubestridelig ret til at gøre indsigelse mod en hvilken som helst kandidat fra en hvilken som helst organisation, når der ikke er nogen garanti for, at denne kandidat, hvis det lykkes ham at komme i parlamentet, vil følge en virkelig kommunistisk politik.

 

Det kommunistiske parti må bryde med den gamle socialdemokratiske sædvane, udelukkende at opstille såkaldte ”erfarne” parlamentarikere, overvejende sagførere og lignede, som delegerede. Som regel er det nødvendigt at opstille arbejdere som kandidater, uden at tage anstød af, at disse for det meste er almindelige partimedlemmer uden stor parlamentarisk erfaring. De stræberelementer, der kommer til de kommunistiske partier for at komme ind i parlamentet, må det kommunistiske parti hensynsløst brændemærke. De kommunistiske partiers centralkomiteer må som kandidater kun anerkende de kammerater, der gennem mange års arbejde har vist deres ubetingede hengivenhed over for arbejderklassen.

 

2)       Når valgene er afsluttet, må organiseringen af parlamentsfraktionen befinde sig fuldstændigt i hænderne på de kommunistiske partiers centralkomiteer uden hensyn til, om hele partiet netop i det øjeblik er legalt eller illegalt. Den kommunistiske parlamentsfraktions formand og ledelse må godkendes af partiets centralkomite. Centralkomiteen må i parlamentsfraktionen have en stående repræsentant med ret til at gøre indsigelse, og i alle vigtige spørgsmål må parlamentsfraktionen på forhånd udbede sig retningslinjer fra partiets centralkomite. Centralkomiteen har ret og pligt til, ved en forestående stor kommunistisk aktion i parlamentet, at udpege fraktionens ordfører, henholdsvis gøre indvendinger imod en allerede valgt, at kræve af ham en forudgående fremlægning af hovedlinjerne i hans tale eller kræve at selve talen går gennem centralkomiteen til godkendelse osv. Enhver kandidat, der er opstillet på kommunisternes valgliste må helt officielt afkræves den skriftlige forpligtigelse, at han på partiets centralkomites første opfordring er villig til at nedlægge sit mandat, for i en given situation at gennemføre aktionen med samlet udvandring af parlamentet.

 

3.       I de lande, hvor det er lykkedes reformistiske, halvreformistiske og simple stræberelementer at trænge ind i den kommunistiske fraktion (det er allerede sket i visse lande), er de kommunistiske partiers centralkomiteer forpligtiget til at foretage en grundig udrensning blandt fraktionens medlemmer, idet de går ud fra princippet om, at det er meget nyttigere for arbejderklassen at have en lille, men virkelig fraktion end en talrig fraktion uden konsekvent kommunistisk politik.

 

4.       Den kommunistiske delegerede er ifølge centralkomiteens beslutning forpligtet til at forene det legale arbejde med det illegale. I de lande, hvor kommunistiske delegerede besidder immuniteten indenfor de borgerlige love, skal denne immunitet udnyttes til at støtte partiet i dets illegale arbejde med organisering og propaganda.

 

5.       De kommunistiske delegerede må underordne alle deres parlamentariske aktioner partiets virksomhed uden for parlamentet. Den regelmæssige fremsættelse af demonstrative lovforslag, der ikke er beregnet til at skulle vedtages af det borgerlige flertal, men kun skal tjene propagandaen, agitationen og organiseringen, skal finde sted efter anvisning fra partiet og dets centralkomite.

6.       Under arbejdernes gadedemonstrationer og øvrige revolutionære aktioner har den kommunistiske delegerede pligt til at stå i spidsen for arbejdermasserne, at føre an i første række.

 

7.       De kommunistiske delegerede må med alle til rådighed stående midler (under partiets kontrol) søge at knytte skriftlig og enhver anden forbindelse med revolutionære arbejdere, bønder og andre arbejdende, de må under ingen omstændigheder handle som de socialdemokratiske delegerede, der render efter forretningsforbindelser med deres vælgere. De skal til enhver tid opholde sig i landet og være til disposition for den kommunistiske organisation, rede til at udføre ethvert propagandaarbejde.

 

8.       Enhver kommunistisk parlamentsrepræsentant må huske på, at han ikke er nogen lovgiver, som søger forståelse med andre lovgivere, men en partiets agitator, som er sendt ind i fjendens lejr, for der at efterkomme partibeslutninger. Den kommunistiske delegerede ikke ansvarlig overfor den løse vælgermasse, men overfor hans legale eller illegale kommunistiske parti.

 

9.       De kommunistiske delegerede skal i parlamentet tale et sprog, som enhver simpel arbejder, enhver bonde, enhver vaskekone, enhver hyrde kan forstå, således at partiet har mulighed for at udgive talerne som flyveblade og udsprede dem til de fjerneste afkroge af landet.

 

10.   Simple kommunistiske arbejdere skal optræde i de borgerlige parlamenter, uden at overlade de såkaldte erfarne parlamentarikere forrangen – også i de tilfælde, hvor arbejdere er nybegyndere på det parlamentariske område. I nødstilfælde kan de delegerede fra arbejdernes rækker læse deres taler op, og talerne kan sidenhen blive aftrykt i pressen og trykt som flyveblade.

 

11.   De kommunistiske delegerede skal udnytte parlamentets talerstol til afsløringen ikke blot af borgerskabet og dets åbenlyse håndlangere, men også til afsløringen af socialpatrioterne, reformisterne, ”centrum ”-politikernes lunkenhed og andre modstandere af kommunismen, og til at udbrede propaganda for 3. Internationales ideer.

 

12.   De kommunistiske delegerede skal endog i de tilfælde, hvor der kun er få af dem i hele parlamentet, gennem hele deres opførsel, indtage en udfordrende holdning overfor kapitalismen. De bør aldrig glemme, at kun den er værdig at bære navnet kommunist, der ikke blot i ord, men også i sin handlen, er en ærkefjende af det borgerlige samfund og dets socialpatriotiske håndlangere.

 

Teksten er gengivet fra tidsskriftet Kommunistisk Program 1971. Der er sket enkelte sproglige rettelser af hensyn til forståelsen. Samtidig med vedtagelsen af teserne udkom Lenins: ”Venstre”-kommunismen – en børnesygdom. Her gennemgås, de væsentlige russiske erfaringer på det parlamentariske område. Til baggrund i øvrigt henvises til artiklen på vores side om Kominterns 2. kongres.

 

 

Note 1: Turati og Longuet var ledere i det franske og det italienske socialistparti. De tilhørte højrefløjen i deres parti. Dele af venstrefløjen ønskede ikke at bryde med dem ud fra devisen: Den russiske taktik er god nok i Rusland, men…

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com