Fortalerne for det uhæmmede bolig- og erhvervsbyggeri i hovedstadsområdet hævder, at stigende tilflytning kræver flere boliger og arbejdsplader. En løsagtig påstand, som skal udfordres.

af Arne Lund

Tilhængerne af den hektiske udbygning af København, hvor grønne områder inddrages til boligbyggeri, vil ikke se i øjnene, at befolkningstilvæksten i årene efter finanskrisen har været faldende.

 

Københavns Kommune – og staten med – klynger sig til deres egne prognoser for at legitimere status quo, og for at vinde opbakning til anlæg af Lynetteholmen, bolig- og erhvervsbyggeri på det gamle godsbaneterræn på de sidste ledige arealer i Nordhavnen, på Vestamager, og hvor der ellers er et område, der endnu ikke er plastret til med byggeri.

 

Tal fra såvel Danmarks Statistik, Realkredit Danmark, ejendomsmæglere, by- og boligforskere viser imidlertid noget ganske andet: Københavns magnetiske tiltrækningskraft er aftagende.

 

For eksempel skriver Børsen den 17. juni 2020, at “tilflytningen fra det øvrige land er stoppet og vendt til en lille tilbagegang…2015 til 2019 er befolkningsvæksten faktisk faldet med hele 21 pct.”

 

Tidligere prognoser fra Danmarks Statistik viste, at København ville vokse med 1.000 indbyggere om måneden frem til 2025. Det holder ikke længere, vurderer byforsker Hans Skifter Andersen, der spår, at den årlige befolkningstilvækst vil falde markant – fra 10.000 nye tilflyttere om året, til lidt over 6.000.

 

Faldet har flere årsager. Dels er der mange, der ikke kan eller vil betale de høje boligpriser. Hvor en lejlighed på fx 90 m2 koster ca. 15.000 plus forbrug på brokvartererne, da kan den samme boligtype fås for 11.000 kr. i Glostrup. Priserne på lejligheder i København er i dag så høje, at der man for de samme penge kan købe et parcelhus i Region Sjælland, og det har betydet en vækst i indbyggertallet i kommuner som Holbæk, Ringsted, Slagelse m.fl.

 

Dels flytter børnefamilier ud til forstæderne eller til byerne i Købstadsringen, for de vil ikke bo i den forurenede by, hvor bilerne fylder det meste. En tendens, der ses i andre europæiske storbyer.

 

Endelig spiller markant lavere bilistudgifter en rolle. Jo højere de er, desto tættere bosætter man sig på jobbet i Københavns-området. Og omvendt: Jo billigere biler og benzin er – og de priser falder kontinuerligt, målt i forhold til løn- og prisudviklingen – så er det ikke en stor udgift at bo i fx Roskilde, Køge eller Hillerød, eller endnu længere væk. Medvirkende til udflytninger er tillige en vækst i antallet af arbejdspladser i Region Sjælland.

 

Det er korrekt, at der er mange, især unge, der flytter til København for at uddanne sig. En del bliver så glade for byens tilbud, at de bliver boende efter endt uddannelse, men der er også mange, der må tage de job, de kan få i provinsen, og derfor flytter væk fra byen.

 

Københavns Kommune har i flere år baseret sine befolkningsprognoser på en jævn tilgang af flygtninge og indvandrere fra lande i og udenfor EU. Med de massive stramninger, der er sket siden 2001, og især efter 2015, så kommer der kun ganske få flygtninge her til landet. Dette har dog ikke fået Københavns Kommune til at justere prognoserne.

 

Hans Skifter Andersen skrev i Politiken den 18. februar 2018, “at 80 pct. af befolkningen over 15 år ønsker at bo i enfamiliehus eller rækkehus, og især familier med børn… Finanskrisen bremsede udflytningen, fordi folk ikke kunne sælge deres ejerlejlighed eller andelsbolig uden tab.” Det kan de i dag, og derfor ses en øget fraflytning af børnefamilier.

 

De ressourcestærke borgere, der bliver tilbage i hovedstaden, kan se frem til stedse stigende boligpriser. Der er ikke noget, der tyder på, at trykket er taget af danske og udenlandske investorers lyst til at skyde penge i bolig- og erhvervsbyggeri.

 

Hvorvidt regeringens indgreb mod Blackstone og lignende selskaber vil ændre på investeringslysten er nok for tidligt at sige noget afgørende om. Investorer vil altid kunne finde smuthuller i en mangelfuld lovgivning – især når beslutningstagerne er indstillet på enten at se den anden vej eller give meget lang snor.

 

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd frygter, at selvom der bygges et antal billige boliger, så er det ikke nok til at sikre, at København kan forblive en mangfoldig by, hvor der fortsat vil være plads til folk med små indtægter

 

Skiftende overborgmestres løfte om at ville bygge billige boliger har indtil nu ikke været til at få øje på. Til Estate Magasin udtalte Københavns Kommunes planchef, Kenneth Horst Hansen, den 4. januar 2021, at “der er plads til 60.000 boliger frem mod 2031…vi arbejder på, at 25 pct. af de nye boliger skal være almene, svarende til 15.000 almene boliger de næste 10 år. Især mangler der ungdomsboliger…”

 

En vis skepsis må være tilladt, da en stor del af påtænkte 60.000 boliger placeres på arealer, hvor der enten skal ske omfattende grundrensning (godsbanen), eller på ikke-eksisterende lokaliteter, fx Lynetteholmen. Fælles for de kommende boligbyggerier er, at de vil blive meget dyre i og med, at de skal bidrage til at skaffe kapital til afvikling af By & Havns ubetalelige metrogæld.

 

En joker er, hvorvidt virksomheder vil betale de skyhøje huslejer, de i dag afkræves, og som næppe bliver mindre fremover. I de senere år har centralt beliggende virksomheder forladt de indre bydele og flyttet ud til de billigere forstæder, en tendens som den stigende digitalisering vil fremme.

 

Corona-krisen vil muligvis vende op og ned på dele af den måde, folks arbejdsliv er organiseret på. De, der har haft mulighed for at arbejde hjemme, har opdaget, at der er række fordele forbundet dermed, og de kan tænkes at skære ned på kontakten med arbejdspladsen til et par dage om ugen.

 

Det vil for det første begrænse pendlingen markant, men det kan også – i bedste fald – medvirke til at styrke lokalsamfundet, når folk ikke skal bruge halve og hele timer på at holde i kø på motor-vejen.

 

Da pandemien i foråret lukkede dele af samfundet ned, var der fokus på at have plads og luft omkring sig, og det kan naturligt nok ikke altid lade sig gøre i et større bysamfund. Det kan også medvirke til, at flere flytter endnu længere væk fra byen, der ses som det sted, hvor man på grund af mange mennesker på lille plads lettere kan smitte hinanden.

 

I dag er der en tendens til – og det er så én af coronaens negative sider – at mere nervøst anlagte mennesker ser andre som omvandrende smittespredere Altinget og Epinion spurgte i november 2020 om folks lyst til at blive boende i København eller ej. Med forbehold for den slags undersøgelser, så svarede over 50.000 københavnere over 18 år, at de overvejede at flytte ud af byen.

 

Arkitekt Hanne Schmidt skrev i Politikens Byrum den 30. september 2020, at “politikerne forstår ikke, at tæthed, dyre lejligheder og fravær af rekreative tilbud får børnefamilierne til at flytte ud af byen til andre nabokommuner eller langt ud på Sjælland….Jo flere vi er på samme sted, og jo tættere vi bor, jo bedre vilkår for virussmitte… Alligevel fortsætter politikerne med at bygge mere og mere, helt uden hensyn til en regional virkelighed, hvor arbejde og bosætning foregår på hele Sjælland, som uanset sit åbne landskab udgør en stor økonomisk storbyenhed. En erkendelse af dette kræver, at man må stoppe med at bygge i København og i stedet planlægge i et langt større regionalt perspektiv.”

 

Og så fremsætter hun et genialt forslag, der slet ikke er så nyt endda, nemlig det 100 år gamle engelske forslag om en decentral byplanlægning med havebyer:

 

“Den engelske haveby-bevægelse (New Town) opstod efter den spanske syge som en løsning på overbefolkede og usunde industribyer, og der opstod bæredygtige samfund uden for byerne. Det er vi nødt til at lære af, hvis vi skal overleve fremtidens epidemier, klima- og økologiske kriser.”

 

Et forslag som de rød-grønne partier kan og bør bruge op til efterårets kommunal- og regionsvalg.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com