Regeringens grønne skattereform er pyntegrønt. Reelt er der blot tale om mindre afgifts-ændringer - som erhvervslivet kompenseres for. Ingen krav om miljøvenlige investeringer, kun venlige henstillinger.

af Arne Lund

Den 23. november fremlagde skatteminister Morten Bødskov regeringens skattereform På vej mod et grønnere Danmark.

 

Reformen – eller snarere ændringerne – bygger på tre forhold:

·         Afgiftssystemet skal understøtte den grønne omstilling og skal i højere grad afspejle de omkostninger, som udledninger fra erhvervsliv og husholdninger påfører samfundet.

·         Reguleringen skal omfatte udledninger af klimagasser fra alle brancher og sektorer, ingen må længere gå fri, som fx landbruget og transporten stort set gør det i dag.

·         Reformen gennemføres i flere faser, så virksomhederne får mulighed for at omstille sig til mere klimavenlige produktionsformer.

 

Afgiften for almindelige industriprocesser er i dag 4,50 kr./gigajoule (1 gj = 278 kWh), og stiger til 10,50 kr. i 2023. For fx cementfabrikker og lignende udgør afgiften 6 kr./gj, men stiger dog først i 2025.

 

Der opkræves nye afgifter for i alt 715 mio. kr. Til gengæld får erhvervslivet 4,5 mia. kr. tilbage, dels som en ”grøn kickstart,” men også for at ”holde hånden under coronasvækkede virksomheder” (hvilket ikke har noget at gøre med klima og miljø). Svarer til at fodre hunden med dens egen hale.

 

Fremover vil en virksomhed, der fx investerer 100.000 kr. i en ny eldrevet maskine, som led i om- stillingen til mere grøn produktion, kunne fradrage 116.000 kr., samt kunne fratrække beløbet i det skattepligtige overskud samme år, fremfor som hidtil at afskrive maskinen over flere år.

 

Der er intet krav om, at rabatten skal gå til miljøvenlige investeringer. Lokkemaden består i, at energieffektiviteten indarbejdes, inden energiafgifterne begynder at stige.

 

Udspillet ventes at reducere CO2-udledningerne med 0,5 mio. ton ud af de 16 mio. tons, der fortsat resterer – hvis 70 procent-målsætningen skal realiseres inden 2030.

 

Næste skridt er en mere ensartet beskatning af alle klimabelastende udledninger, så der er sikkerhed for, at denne bliver det centrale element, og at virksomhederne ved, hvad de har at rette sig efter i de kommende år. “Det duer ikke at Danmark bliver grønt, hvis vi samtidig bliver et land, hvor man ikke ønsker at drive virksomhed på grund af for høje afgifter. Eller at helt almindelige familier ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, fordi transport er for dyr…Vi skal sikre en grøn omstilling af erhvervslivet – ikke en afvikling,” sagde Morten Bødskov på pressemødet.

 

Dansk Energi kritiserer, at virksomhederne ikke er blevet klogere på, hvordan kommende investeringer vil blive påvirket af det fremtidige afgiftsniveau.

 

Når Bødskov afstår fra at komme med eksakte bud på en CO2-afgift, så har han en pointe, som han dog ikke nævner: SKATS elendige forfatning, præget af underbemanding, politisk iscenesatte skandaler mv. Vil det være forsvarligt at sætte SKAT til et beregne, kontrollere og inddrive en kompliceret CO2-afgift med alt, hvad det indebærer af undtagelser, dispensationer og refusioner, når SKAT end ikke kan finde ud af ejendomsvurderingerne, der nu er blevet udskudt for sjette gang? For slet ikke at tale om den manglende inddrivelse af den gæld på ca. 120 mia. kr., som sløsede danskere skylder det offentlige: DSB-afgifter, biblioteksbøder, børnepenge osv.

 

Tiltagene skønnes at kunne styrke beskæftigelsen med 2.500 personer i 2021 og knap 5.000 i 2022. Det holder ikke, siger gartnerierne. For en femdobling af energiafgiften vil fordyre danske grøntsager, åbner op for import af billigere udenlandsk grønt, og dét koster danske arbejdspladser.

 

Sorte investeringer med fradrag

På pressekonferencen blev Morten Bødskov spurgt, om det vil være muligt at lave sorte investeringer og få et grønt fradrag. “Ja, men det ville være dumt, for om føje år vil man blive belastet med øgede energiafgifter.”

 

Så god er verden ikke, for der vil være virksomheder, der fristes af den hurtige gevinst og fx køber en “dieseltraktor med grøn rabat,” som SF’s Signe Munk sagde. Heller ikke hun kunne se logikken i, at en afgiftsstigning på 715 mio.. kr. modsvares af skattelettelser og tilskud på 4,5 mia.. kr. netto.

 

Endnu flere undres over favoriseringen af Aalborg Portland, der ligger i Mette Frederiksens valg-kreds. (“Jeg hægter mig fast til Aalborg Portland før nogen får lov til at lukke den”, JP 20.09.2018). Aalborg Portland – landets største CO2-udleder – havde i 2019 et overskud 1,1 mia.. kr før skat, og får nu en ekstraregning på 76 mio.. kr. i højere energiafgifter. Incitamentet til at omstille fra kul til naturgas og producere lavemissionscement er ikke til stede, fordi regeringen bistår fabrikken med et fradrag i den svovlafgift, som ellers skulle være afskaffet. Regeringen har indgået en aftale med Aalborg Portland om, at CO2-udslippet kun mindskes med 30 procent i 2030 svarende til 0,6 mio. tons, hvor alle andre skal reducere med 70 procent

 

Energistyrelsen noterer i “Basisfremskrivning 2020”, at drivhusgasudledningerne skal nedsættes med 20 mio. tons CO2 for at sikre klimalovens mål om en 70 procent reduktion. Det har regeringen indvilget i – og reaktionen er et skatteudspil uden ansatser til en CO2-afgift.

 

Konkurrencehensyn

Der er stort set enighed blandt grønne organisationer, forskere, fagøkonomer og støttepartierne – ja selv CEPOS er med – når det gælder en CO2-afgift på 1.500 kr. pr. ton – at der så ryddes op i en række mindre afgifter. Der er også enighed om, at udsatte virksomheder og erhverv dækkes ind for ikke at blive udkonkurreret af billigere udenlandske produkter, eller at danske virksomheder flytter til lande med lavere afgifter og miljøkrav – den såkaldte lækage-effekt. En mulighed kan være et fradrag til truede virksomheder.

 

De virksomheder, der producere miljø- og klimateknologi, er ved at miste tålmodigheden med regeringen. De mener, at der mest tages hensyn til gumpetunge industrier, der ikke evner at omstille sig. Samt at regeringen glemmer, at grøn industriproduktion er i hastig vækst på grund af den voksende globale efterspørgsel efter varmepumper, termostater, affaldsløsninger, vindmøller osv. Der er tale om industrier, der på blot 40 år har overhalet mange “sorte” erhverv.

 

Til alt dette siger klimaminister Dan Jørgensen, at siden regeringen tiltrådte, er der indgået aftaler, der reducerer CO2-udslippet med 4 mio. tons (affald: 0,7 mio. tons, energisektor: 2,7 mio. tons). Han er derfor fortrøstningsfuld om, at regeringen nok skal nå det inden 2030.

 

Transport og landbrug

Aktuelt forhandles der om transportsektoren. Her har Bødskov opgivet at begrænse udslippet fra benzin- og dieselbiler. Det må vente til finanslovsforhandlingerne – næste år! Selvom bilernes udslip er steget de sidste fem år, har Bødskov ikke travlt. Indtil da får den kollektive trafik, der om nogen lider under coronaen, lov til at gispe efter vejret. Fx er der kommuner, der har brugt det faldende passagertal som påskud til at forringe bustrafikken.

 

Landbruget kommer sidst. Også her har regeringen udskudt forhandlingerne til næste år og skubber dermed to problemer foran sig. Dels er der ikke midler til udtagning af de kvælstofrige lavbundsarealer, og dels har bønderne fundet høtyvene frem i protest mod regeringens kluntede adfærd over for minkavlerne. Den aggressive stemning vil bidrage til, at bønderne skærper kravene, så skatteyderne atter skal betale for landbrugets omstilling.

 

Ikke nok med det. Til februar skal Klimarådet vurdere regeringens samlede klimaindsats, og om 70 procent-målet kan nås med det nuværende tempo. Hvis ikke landbruget er med, da ser det svært ud, og så kan Klimarådet udløse den handlepligt, der er indskrevet i klimaloven, og som forpligter klimaministeren til at fremlægge konkrete nye initiativer. Handler Dan Jørgensen ikke nu, udskyder han blot pinen, og risikerer, at det hele bliver meget dyrere.

 

Hockeystaven

Regeringen vil næppe rette sig efter Klimarådet. Nok er retorikken klimavenlig, men regeringens seneste påfund – hockeystaven – viser, at der er gået Lomborg i den. Hockeystaven har et meget langt skaft, og et skarp knæk for enden. Det tolker regeringen således, at den grønne omstilling skal ske med små skridt inden 2030, og at man vil udnytte den billigere teknologi, der måtte findes. Først til allersidst sættes turbo på for at nå de 70 procent Skattereformen viser, at en forhøjet CO2-afgift tidligst kan ventes efter 2025, og da næppe meget over dagens niveau: 180 kr. pr. ton CO2 – og langt fra Klimarådets anbefalede 1.500 kr. pr. ton CO2.

 

Sverige har indført en CO2-afgift 800 kr. og har reduceret udledningen – uden at det har ført til arbejdsløshed, virksomhedsflugt eller svækket konkurrenceevne.

 

Sammenlignet med VK-regeringens skattereform fra 2010, er der tale om tilbageskridt. Dengang aftalte man en gradvis forhøjelse af erhvervenes energiafgift på 15 kr./gj. Afgiften nåede dog kun op på 9 kr., inden Thorning-regeringen satte den ned til de nuværende 4,50 kr.

 

De gule veste

Partiets “grå eminence,” forfatteren Lars Olsen, skrev i Altinget den 9. oktober 2020, at “Klimastriden mellem regeringen og støttepartierne bunder i et dybere skel mellem storbyopinionen og store dele af provinsen….det kan føre til Gule Veste, og det vil Mette Frederiksen undgå…Klima mobiliserede yngre storbyvælgere, men i det brede arbejder- og middelklasseland var det et velfærdsvalg. Sygehuse, ældrepleje, daginstitutioner og Arnes pension flyttede stemmer… Da regeringen allerede har bundet en del af råderummet til klimaet, så er der færre penge til de for bedringer af velfærden, der er vigtige for mange…”

 

Dén analyse er dog kun en del af forklaringen. For de gule veste opstod ikke kun, fordi Macron satte benzinpriserne i vejret – i et land, hvor kollektiv trafik knap nok eksisterer udenfor de større byer. Vreden blev også udløst af store skattelettelser til de mest velstillede, samt den årelange forarmelse af landområderne.

 

Frygten for danske gule veste er ikke reel, men den er et bekvemt argument, når regeringen skal begrunde, hvorfor den er så fodslæbende i forhold til at gennemføre sine målsætninger på miljø- og klimaområdet. Som Mette Frederiksen sagde i åbningstalen i oktober: “…ingen vil følge os, hvis vores vej er dyr, uoverskuelig og socialt uretfærdig”.

 

Social slagside

En Megafon-undersøgelse d. 27.11.2020 i Politiken viser, at Mette Frederiksen regerer over en befolkning, der er i splid med sig selv. På den ene side vil et flertal have stoppet klimaforandring-erne. På den anden side, så vil selvsamme befolkning ikke give afkald på bekvemmeligheder og forbrugsgoder. Således siger henholdsvis 77 og 67 procent nej til at betale mere for mælk og oksekød, og 60 procent afviser at betale mere for benzinen, der i dag er Europas næstlaveste, målt i faste priser.

 

Vel vender stigende afgifter den tunge ende nedad – det gør alle afgifter. Men en klog regering skulle dog nok være i stand til at kompensere lavindkomstgrupper, enten i form af en grøn check, eller lavere personskatter.

 

Der venter regeringen en stor pædagogisk udfordring, når den skal gøre rede for, hvorfor det, der forurener og skader mennesker og natur, skal gøres dyrere, og at “gevinsten” kommer tilbage som bedre folkesundhed, en rigere natur og øget biodiversitet, lavere udgifter og færre skattekroner til oprydning som følge af mindre miljøbelastning osv. Mon ikke fx landets tusinder af astmatikere og lungesyge ser frem at kunne blive fri for den massive partikel- og ammoniakforurening. Det er den slags, der skal vejes op mod stigende afgifter og forbrugsomlægning.

 

Det, der forurener, bliver dyrere, og med tiden ændres adfærden: Mindre bilkørsel og kød, forbrugsvarer, der kan repareres, tøj, der holder længere, genbrug, bytte, producere selv osv. Og sker det, så vil afgiftsstigningerne fylde mindre. Men slippe for dem, det kan ingen.

 

På købt tid

SF’s Signe Munks opsummerer støttepartiernes utålmodighed. “Udspillet er langt fra målet om, at forureneren betaler…kompensationerne til erhvervslivet kan ikke kaldes grønne, når man kan få rabat for at investere i en ny dieseltraktor.”

 

Anderledes håndfast går det for sig i Norge, hvor Greenpeace og Natur og Ungdom har fået Højesterets accept af at indbringe den norske stat for domstolen, fordi der er givet tilladelse til at bore efter olie i de sårbare arktiske områder. Dette, mener de to organisationer, er i strid med landets grundlov, der bl.a. forpligter staten til at sikre et sundt og sikkert miljø for fremtiden.

 

Regeringen har købt sig tid med en “grøn skattereform” uden en CO2-afgift. På et tidspunkt må støttepartierne og de grønne organisationer imidlertid gøre op med sig selv, om de fortsat vil acceptere regeringens nølen og angst for vælgerne.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com