Økosocialismen og minusvækst-bevægelsen er blandt de vigtigste strømninger på den økologiske venstrefløj. Økosocialister er enige i, at det er nødvendigt at indskrænke produktionen og forbruget markant for at undgå et økologisk sammenbrud. Men de forholder sig kritisk til minusvækst-teorierne.

af Michael Löwy

Foto: Reklamer ved Picadilly Circus, november 1983. CC-BY-SA 3.0. TedQuackenbush

 

Det gør de, fordi: a) begrebet ”minusvækst” er utilstrækkeligt til at definere et alternativt program; b) de forklarer ikke, om minusvækst kan opnås inden for kapitalismen rammer eller ej; c) de skelner ikke mellem, hvilke aktiviteter der skal indskrænkes, og hvilke der er brug for at udvikle.

 

Det er vigtigt at tage højde for, at minusvækst-bevægelsen, der især har stor indflydelse i Frankrig, ikke er homogen: Inspireret af kritikere af forbrugersamfundet, Henri Lefevre, Guy Debord, Jean Baudrillard, og af det ”tekniske system”, Jacques Ellul, rummer den forskellige politiske opfattelser. Der er mindst to poler, der står ret langt fra hinanden, hvis de ikke er direkte modpoler: på den ene side kritikken af den vestlige kultur formet af kulturrelativismen (Serge Latouche), og på den anden side de universalistiske venstreøkologer (Vincent Cheynet, Paul Ariés).

 

Serge Latouche, der er verdenskendt, er én af de mest kontroversielle franske minusvækstteoretikere. Hans argumenter er bestemt legitime: afmystificeringen af ”bæredygtig udvikling”, kritik af vækstreligionen og ”fremskridtet”, opfordringen til en kulturel omvæltning. Men hans overordnede afvisning af den vestlige humanisme, af oplysningen og det repræsentative demokrati, ligesom hans kulturrelativisme (ingen universelle værdier) og hans umådeholdne dyrkelse af stenalderen er meget kritisable.

 

Men det bliver værre. Hans kritik af den økosocialistiske bevægelses forslag til udvikling af landene i det globale syd – mere rent vand, skoler og hospitaler – som ”etnocentriske”, ”vestliggørelse” og ”ødelæggende for den lokale livsstil” er ikke til at bære. Sidst, men ikke mindst, er hans argument om, at der ikke er brug for at tale om kapitalismen, fordi den kritik ”allerede er udført, og godt udført, af Marx”, er ikke seriøst: Det er ligesom at hævde, at der ikke er grund til at undsige den produktivistiske destruktion af planeten, fordi det allerede er gjort, ”og gjort godt”, af André Gorz (eller Rachel Carson).

 

Tættere på venstrefløjen er den universalistiske strømning, der i Frankrig er repræsenteret af tidsskriftet La Décroissance (”Nedgangen i Vækst”), selv om man kan kritisere den franske ”republikanisme” hos nogle af dens tilhængere (Vincent Cheynet, Paul Ariés). I modsætning til den førnævnte, har denne gren af minusvækst-bevægelsen – trods lejlighedsvise polemikker – mange sammenfaldende synspunkter med Bevægelsen for Global Retfærdighed (ATTAC), økosocialisterne og de radikale venstrefløjspartier: udvidelsen af princippet om gratis ydelser [varer, tjenesteydelser eller goder, der tilbydes gratis], vægtningen af brugsværdien frem for bytteværdien, nedsættelse af arbejdstiden, kampen mod social ulighed, udvikling af aktiviteter ”uden for markedet”, reorganisering af produktionen i overensstemmelse med de samfundsmæssige behov og beskyttelsen af miljøet.

 

”Økologisk diktatur”

Mange minusvækst-teoretikere synes at mene, at det eneste alternative til produktivismen er at standse væksten helt, eller erstatte den med negativ vækst; dvs. drastisk at reducere befolkningens overdrevent høje forbrugsniveau ved at skære energiforbruget ned til det halve, ved at give afkald på individuelle boliger, centralvarme, vaskemaskiner osv. Da disse og andre tilsvarende drakoniske nedskæringer risikerer at blive meget upopulære, leger nogle af dem – også en så betydningsfuld forfatter som Hans Jonas i ”Principle Responsibility” – med idéen om en form for ”økologisk diktatur”.

 

I modsætning til den slags pessimistiske synspunkter tror socialistiske optimister på, at det tekniske fremskridt og brugen af bæredygtige energikilder vil tillade en ubegrænset vækst og overflod, så hver enkelt kan ”modtage efter behov”.

 

For mig ser det ud til, at disse to retninger deler en rent kvantitativ opfattelse af – positiv eller negativ – ”vækst” eller af produktivkræfternes udvikling. Der findes en tredje position, som for mig at se er mere passende: en kvalitativ transformation af udviklingen. Det vil sige at afskaffe kapitalismens monstrøse ødslen med ressourcerne på grund af en storstilet produktion af unyttige og/eller skadelige produkter. Våbenindustrien er et godt eksempel, men en stor del af de ”goder”, kapitalismen frembringer med deres indbyggede forældelse, har ikke nogen anden nytteværdi end skabelsen af profit for de store selskaber. Det handler ikke om ”overdrevent forbrug” i en abstrakt forstand, men den fremherskende form for forbrug med iøjnefaldende tilegnelse af varer, voldsomt spild, merkantil fremmedgørelse, tvangsmæssig ophobning af varer, og den påtvungne anskaffelse af pseudonyheder, som ”moden” dikterer. Et nyt samfund vil orientere produktionen mod tilfredsstillelse af autentiske behov, startende med det, der kan beskrives som ”bibelsk” – vand, mad, tøj, husly – men også grundlæggende tjenesteydelser som sundhed, uddannelse, transport og kultur.

 

Autentiske og falske behov

Hvordan skal man skelne mellem de autentiske behov og de kunstige, kunstigt skabte og falske behov? De sidstnævnte er frembragt ved mental manipulation, det vil sige reklame. Reklamesystemet er trængt ind i alle menneskelivets områder i de moderne kapitalistiske samfund: ikke blot mad og tøj, men sport, kultur, religion og politik formes efter dets regler. Det har invaderet vores gader, postkasser, fjernsynsskærme, aviser og landskaber på en permanent, aggressiv og påtrængende facon, og det bidrager afgørende til det påfaldende og tvangsmæssige forbrug. Desuden spilder det olie, elektricitet, arbejdstid, papir, kemikalier og andre råstoffer i astronomiske mængder – alt sammen betalt af forbrugerne – i en ”branche”, der ikke bare er unyttig ud fra et menneskeligt synspunkt, men som er i direkte modstrid med de virkelige sociale behov.

 

Mens reklamen er et uundværligt aspekt af den kapitalistiske markedsøkonomi, vil den ikke have nogen plads i et samfund, der er på vej mod socialismen, hvor den vil blive erstattet af information om varer og tjenesteydelser, stillet til rådighed af forbrugerorganisationerne. Kriteriet for at skelne mellem autentiske og kunstige behov er, om de stadig vil være der, når reklamen er afskaffet (Coca Cola!). Selvfølgelig vil nogle af de gamle forbrugsvaner stadig hænge ved, og ingen har ret til at fortælle folk, hvad deres behov er. Ændringen af forbrugsmønstret er en historisk proces og en uddannelsesmæssig udfordring.

 

Nogle varer, som f.eks. den private personbil, udgør mere komplekse problemer. Private biler er en pestilens i samfundet. De dræber og lemlæster hundredtusinder af mennesker på verdensplan, forurener luften i de store byer med alvorlige konsekvenser for børns og ældre menneskers helbred, og de bidrager væsentligt til klimaforandringen. Ikke desto mindre svarer de også til et reelt behov for transport af mennesker til og fra arbejde og til fritidsaktiviteter. Lokale erfaringer i nogle europæiske byer med økologisk tænkende byråd viser, at det er muligt gradvist at begrænse privatbilernes rolle i transporten til fordel for busser og sporvogne, og at det bifaldes af et flertal af indbyggerne.

 

Under overgangen til økosocialismen, hvor den offentlige transport over eller under jorden bliver udvidet enormt og bliver gratis for brugerne, og hvor fodgængere og cyklister har beskyttede færdselsårer, vil den private bil få en meget mindre rolle end i det borgerlige samfund, hvor den er blevet en tilbedt vare, promoveret af insisterende og aggressiv reklame, et statussymbol og en markør for identitet. I USA er et kørekort et anerkendt identitetspapir – og centrum for det personlige, sociale og erotiske liv. Under overgangen til et nyt samfund vil togtransport nedbringe varetransporten med lastbiler – der er ansvarlige for frygtelige ulykker og et højt niveau af forurening (eller ved det, som franskmændene kalder ferroutage, det vil sige lastbiler fragtet i tog fra én by til en anden). Kun den kapitalistiske ”konkurrencedygtigheds” absurde logik kan forklare den farlige vækst af lastbilstransporten.

 

Indskrænkning af demokratiet?

Ja, vil pessimisterne svare, men individer motiveres af uendelig mange håb og længsler, der skal kontrolleres, styres, inddæmmes og om nødvendigt undertrykkes, og det vil kunne kræve nogle indskrænkninger af demokratiet. Imidlertid er økosocialismen baseret på en balance, som Marx allerede indså: I et samfund der er uden klasser og befriet for den kapitalistiske fremmedgørelse, vil det at ”være” have overvægt over det at ”have”; det vil sige en vægt på den fri tid til personlig udvikling gennem kulturelle, sportslige, legende, videnskabelige, erotiske, kunstneriske og politiske aktiviteter frem for behovet for en uendelig tilegnelse af produkter.

 

Tvangsmæssig tilegnelse tilskyndes af den varefetichisme, der er iboende i det kapitalistiske system, af den fremherskende ideologi og af reklamen: Der er ikke noget, der beviser, at det er en del af den ”evige menneskelige natur”, som den reaktionære fortælling vil have os til at tro. Ernest Mandel understregede: ”Den vedvarende akkumulation af flere og flere varer (med stadig mindre ”marginal nytteværdi”) er på ingen måde et universelt eller bare dominerende træk ved den menneskelige adfærd. Udviklingen af talenter og tilbøjeligheder for deres egen skyld; beskyttelsen af sundhed og liv; omsorgen for børn; udviklingen af rige sociale relationer (…) alt det bliver de vigtigste motivationskilder, når de grundlæggende materielle behov er blevet opfyldt”.

 

Samlet kamp

Det betyder ikke, at der ikke vil opstå konflikter – især under overgangsfasen – mellem behovet for beskyttelse af miljøet og de sociale behov, mellem de økologiske nødvendigheder og behovet for at udvikle basale infrastrukturer, specielt i de fattige lande, mellem populære forbrugsvaner og manglen på ressourcer. Den slags modsætninger er uundgåelige. Det bliver den demokratiske planlægnings opgave at løse dem i et økosocialistisk perspektiv, befriet fra kapitalens påbud og profitmageri, gennem en pluralistisk og åben diskussion, der fører til, at samfundet selv tager beslutningerne. Den form for engagerende græsrodsdemokrati er den eneste vej frem, ikke til at undgå fejl, men til at tillade, at samfundet kollektivt korrigerer sig selv for sine egne fejltagelser.

 

Hvordan kan forholdet mellem økosocialisterne og minusvækst-bevægelsen se ud? Kan der skabes en aktiv alliance omkring fælles mål på trods af uenighederne? I en bog der udkom for nogle år siden, ”La décroissance est-elle souhaitable?” (Er minusvækst et mål at stræbe efter?), foreslår den franske økolog Stéphane Lavignotte sådan en alliance. Han anerkender, at der er mange kontroversielle temaer, der skiller de to synspunkter. Bør man lægge vægt på forholdet mellem de sociale klasser og kampen mod ulighed eller på ophævelsen af produktivkræfternes ubegrænsede vækst? Hvad er vigtigst, individuelle initiativer, lokale erfaringer, en frivillig simpel livsform eller ændringen af produktionsapparatet og den kapitalistiske ”mega-maskine”?

 

Lavignotte nægter at tage stilling, og foreslår at man knytter de to komplementære handlemuligheder sammen. Han hævder, at udfordringen er at kombinere kampen for flertallets (dvs. dem der ikke ejer kapital) økologiske klasseinteresser og de aktive minoriteters politik for en radikal kulturel forandring. Med andre ord, at komme frem til en ”politisk sammenføring” af alle dem, der har forstået, at livets og specielt menneskehedens overlevelse på planeten er i modstrid med kapitalismen og produktivismen, og derfor leder efter en vej ud af dette destruktive og umenneskelige system, uden at skjule de uundgåelige uenigheder.

 

Som økosocialist og medlem af Fjerde Internationale deler jeg det synspunkt. Mødet mellem alle varianter af den antikapitalistiske økologi er et vigtigt skridt frem i den påtrængende og nødvendige opgave at bremse den nuværende civilisations selvmordskurs – før det er for sent…

 

5. oktober 2020

 

Oversat fra letusrise.ie af Poul Bjørn Berg

 

Michael Löwy (1938 -) er en fransk-brasiliansk marxistisk professor, forfatter og aktivist. Han er tidligere forskningsdirektør i sociale studier på CNRS (Det Franske Nationale Center for Videnskabelig Forskning) og underviser på École des Hautes Études en Sciences Sociales (EHESS, Paris, Frankrig). Han er medforfatter til ”Internationale Ecosocialist Manifesto” sammen med Joel Kovel.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com