Den overraskende succes for online-mobiliseringen “From the Ground Up” den 12-16. november rejser nye udfordringer og giver klimabevægelsen et nyt ansvar.

af Iain Bruce

Dette “Globale Møde for Klimaretfærdighed” var arrangeret af COP26-Koalitionen for at markere det tidspunkt, hvor FNs klimaforhandlinger skulle have fundet sted i Glasgow. [note 1] Over fem dage med 53 arrangementer og omkring 8.000 registrerede deltagere samlede det et imponerende bredt udsnit af bevægelser, talere og emner. Sammen skitserede de nogle helt centrale bidrag til det svar, der er nødvendigt i forhold til klima- og Covidkrisen – ikke bare for næste år frem til den udsatte COP26-konference i Glasgow, men videre frem i det kommende årti, hvor det bliver nødvendigt med drastiske handlinger for at holde den globale temperatur under 1,5 grader Celsius.

 

Aktivister fra Via Campesina og småbønder fra Sydøstasien og Sydafrika til de vestlige øer i Skotland diskuterede behovet for at erstatte det industrielle landbrug med lokal, agroøkologisk produktion som en måde til at få mad på vores tallerkener. Indfødte aktivister fra Mellemamerika og Amazonas til Sulawesi talte om kampen for at forsvare deres skove og lande fra udvindingsindustrier, herunder det vigtige spørgsmål om minedrift af de mineraler, der er nødvendige for el-motorer. Olie- og luftfartsarbejdere fra Nordsøen til det sydlige Atlanterhav drøftede sammen med aktivister for offentlig transport fra Glasgow og montører fra Leeds behovet for en retfærdig overgang til klimajob, der virkelig tager hensyn til og styres af de berørte arbejdere. Aktivister fra Black Lives Matter og fra feministiske bevægelser fra Nord- og Sydamerika talte om sammenhængen mellem deres store demonstrationer og klimakampen.

 

Veronica Gago, fra Ni Una Menos-bevægelsen i Argentina, sagde, at vi er nødt til at gå videre end at vise solidaritet og tænke på at bygge broer mellem de forskellige aktiviteter, vi er med i, uanset hvor vi er. En af de vigtigste ledere af opstanden i oktober 2019 i Ecuador, den indfødte leder Leonidas Iza, opfordrede klimabevægelsen, den feministiske bevægelse og ungdomsbevægelsen til at blive enige om et verdensomspændende oprør næste år i tiden op til Glasgow, ”fordi kapitalismen truer menneskehedens endeligt.”

 

Hvis nogen havde roet, at pandemien har lukket munden på klimabevægelsen, så burde denne begivenhed have fået dem på andre tanker. Den viste, at denne bevægelse nu er et centralt sted, hvor bekymrnger, vrede og ideer til den kombinerede klima-, sundheds- og økonommiske krise finder sammen. Den britiske regering under Boris Johnson forsøger nu – efter at have reflekteret over konsekvenserne af Joe Bidens valgsejr i USA, at genskabe sit image med en grønpoleret udsmykning. COP26-bevægelsen har potentialet til at blive en stærk modpol til denne promovering af “grøn kapitaisme”.

 

Samme storm, forskellige både

Dagen før begivenheden udsendte COP26-Koalitionen endnu en vigtig politisk udtalelse, som anerkendte, at det i sig selv er en sejr, at så mange regeringer og virksomheder snakker om at gøre sig fri af fossile brændstoffer – en sejr for årene med gadeprotester og modstand fra de grupper, der har stået i forreste række. [2]. Men bevægelsen bør ikke stole på, at disse eliter vil gå hele vejen. Denne udtalelse var underskrevet af dusinvis af organisationer inden fro koliationen og slog fast:

 

“Den globale pandemi har gjort det klart, at de mange kriser, vi står overfor i dag – klimanedbrud, økologisk ødelæggelse, racisme, patriarkat, sult, fattigdom, intern fordrivelse af folk – hænger alle sammen. Disse kriser deler fælles rødder, der ser jordens ressourcer udnyttet til fordel for de få på bekostning af de mange, og de fattige og marginaliserede bærer de alvorligste konsekvenser. Vi kan alle stå midt i den samme storm, men vi er åbenlyst ikke alle i den samme båd.”

 

Dette var denne besked, der blev bragt ind til Glasgow centrum på arrangementets anden dag, da aktivister sejlede en båd, pyntet med bannere med teksten “Samme Storm, Forskellige Både”, ned ad floden Clyde til Scottish Events Campus, hvor COP skal foregå. [3]. Stående ved siden af båden sagde koalitionens skotske koordinator, Quan Nguyen: ”Vi har brug for, at den britiske og den skotske regering anerkender, at deres mål om nul netto-udledning i 2045 og 2050 ikke kun er for sent, men også åbner smuthuller for fossile virksomheder, som har været de første til at skabe krisen, til at fortsætte med at forurene og brænde planeten af … Regeringerne er nødt til at stille forurenere til ansvar og lukke for fossil virksomhed og udvinding. De er nødt til at stoppe med at eksportere fossil brændstofteknologi og begynde at betale erstatning til lande og samfund i det globale syd.”

 

En forskelligartet, aktivistisk og internationalistisk bevægelse

Til en vis grad viste arrangementet From the Ground Up, at bevægelsen omkring COP26 allerede er kommet ud over den NGO-ramme, som den udspringer fra. Deltagerne er hovedsageligt unge, sandsynligvis flere kvinder end mænd, og ganske forskellige, selvom det er et punkt, som man ganske givet ønsker at udvikle videre. Tonen er militant og indholdet stort set anti-kapitalistisk, selvom ikke alene vil bruge dette udtryk. Og den er konsekvent internationalistisk.

 

Det kan have været en velsignelse, at de store navne i miljøbevægelsen – Greta Thunberg, Naomi Klein, AOC – ikke deltog. Deres fravær styrkede oplevelsen af en bred, lige massebevægelse, som skyder op fra nedlukningen.

 

Store udfordringer ligger helt sikkert forude. At udnytte momentum og bygge videre på det bliver en af dem.

 

På kort sigt er der det regeringstopmødet om klimaambitioner den 12. december, som Johnson-regeringen organiserer sammen med FN, Frankrig, Italien og Chile for at markere, at det er fem år siden, Parisaftalen blev indgået. Koalitionen og klimabevægelsen i bred forstand må vise, at den er til stede og rejse de store spørgsmål om Parisaftalens løfter og forudsætningerne bag dem.

 

I marts kan der komme en anden, kortere online-begivenhed for koalitionen for at tale mere om strategier for handling. Især skal der udvikles planer for de protester, der bliver nødvendige på G7-topmødet, som skal afholdes et eller andet sted i Storbritannien i sommeren 2021 og lede frem til selve COP i Glasgow den 1.-11. november 2021. Forud for COP i Glasgow vil der være et FN-formøde i Milano den 30. september – 2. oktober og tidligere forberedende samtaler, muligvis i Bonn i Tyskland, på datoer, der endnu ikke er fastlagt. Så disse kunne også blive mål for protester. Men selvom alle disse møder bliver fysiske begivenheder, og selvom social afstand ikke længere er en nødvendighed i november, så er det sandsynligt, at planerne for Glasgow COP sigter mod decentrale aktiviteter – måske med en stor demonstration som kulmination i selve Glasgow i november 2021, kombineret med rullende protester i andre dele af verden og måske også online. Fridays for the Future-bevægelsen, hvor skoleelever strejker for klimahandling, har vist muligheden for bredere handling, hvor lønmodtagere strejker og protesterer på deres arbejdspladser.

 

Skotsk politik vil også krydse med COP. Kravet om gode, grønne arbejdspladser, der skal skabes ud af pandemien, vil kun vokse, da Skotland sandsynligvis er et af områder i Europa, der bliver hårdest ramt af arbejdsløshed i 2021. Den skotske regerings indsats i forhold til klimahandling har indtil videre har været et af ??de svageste punkter fra det Skotske Nationalistiske Parti (SNP). Men hvis SNP, hvad der synes næsten helt sikkert, vinder et flertal ved parlamentsvalget til maj eller et overvældende flertal i alliance med det skotske grønne parti, vil støtten til uafhængighed og en ny folkeafstemning nå et højdepunkt. Det betyder, at månederne op til COP26 godt kunne ligne en forfatningsmæssig krise i den britiske stat, med de officielle værter, den britiske regering med Boris Johnson, mod de lokale de facto-værter i den skotske regering, Glasgow byråd og befolkningen i byen og Skotland. I basis vil uafhængighed være dagens store politiske spørgsmål. Mange i den skotske klimabevægelse har allerede taget stilling til dette. Men hvordan det vil fungere i den bredere britiske bevægelse kan være mere kompliceret.

 

Mangler i bevægelsen

Man må også forholde sig til, hvem der ikke er med i COP-bevægelsen. Selv om den stærke deltagelse fra det globale syd var et af de mest imponerende aspekter ved dette online arrangement, så var det ujævnt. Deltagelsen fra Afrika var svagere. Det samme gælder Østasien, i nogen grad Sydasien og Mellemøsten. Mere overraskende var det måske, at klimabevægelser fra det europæiske fastland i stor udstrækning var fraværende. Det er nødvendigt at forholde sig meget seriøst til spørgsmål om EU’s klimapolitik på COP26, især hvis det yderligtgående centrum omkring Biden prøver at slå sig sammen med EU-eliterne for at gennemtrumfe deres dominans.

 

Et andet relativt fravær har været den yderste venstrefløj, både i Skotland og mere bredt i hele Storbritannien. Dette er ikke så meget et problem for klimabevægelsen, som det er for venstrefløjen selv. Enkeltpersoner deltog selvfølgelig. I et par af miljøkampagnerne spiller venstreorienterede aktivister en central rolle. Men der var ringe fornemmelse af at bidrage med og udveksle politiske ideer og endnu mindre af at indgå i en symbiose, i det mindste på en positiv, organiseret måde. Der kan være gode grunde til dette, historisk, generationsmæssigt, kulturelt. Men det burde adresseres, følsomt, og først og fremmest af venstrefløjen selv med en nyorientering med et økosocialistisk perspektiv. Heldigvis synes disse huller at eksistere langt mindre, hvis overhovedet, i det globale syd.

 

En grundlæggende ændring af vores økonomiske, sociale og politiske systemer

I sidste ende er det centrale budskab i denne fremvoksende klimabevægelse et, der deles eller bør deles af venstrefløjen som helhed og også langt videre. Med ordene fra Koalitionens erklæring: [ 4 ]

 

“Vi er i ukendte farvande. Verden er på vej til at bryde kulstofbudgettet for den globale opvarmning på 1,5 grader i god tid før 2030. Vores opgave op til COP26 må være at holde den offentlige bevidsthed fast på, hvad denne opvarmning til 1,5 grader vil betyde: for vores liv og for vores levebrød, for alle verdensborgeres interesser og for planetens økosystem. Og holde fast i, hvad der skal til for undg det: intet mindre ned et grundlæggende opgør med og transformation af vores økonomiske, sociale og politiske systemer.”

 

27. november 2020

 

Noter:

[1] COP26-Koalitionen er et bredt netværk af klima- og miljøorganisationer i Skotland, Wales og England. Se hjemmeside.

 

[2] Se udtalelsen “We Are Not All In The Same Boat”.

 

[3] Se udtalelsen “All Hands on Deck – From the Ground Up Press Release”.

 

[4] Se udtalelsen “We Are Not All In The Same Boat”.

 

Oversat fra International Viewpoint  af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com