”Der har været stilhed fra dem, der burde beskytte os. Ikke ét eneste pressemøde. Ikke én politisk udmelding. Ingen corona-lignende reaktioner fra statsministeren. Lige så fastlåste som vores vejrsystemer har politikerne stadig planer om at fortsætte deres katastrofekurs,” konstaterede Klimabevægelsen forleden.

 

”Mens de indledende resultater af årtiers fejlslagen klimapolitik har vist sit uhyggelige ansigt hele sommeren, er der ikke tegn på, at regeringen har ændret kurs. Regeringens plan er fortsat at nå 2025-målet med dyre og klimaskadelige biobrændstoffer, som kun ser godt ud på papiret. Samtidig har ministeren åbnet for ny olie- og gaseftersøgning i Nordsøen.”

 

Hvorfor sidder regeringen på hænderne trods alle advarsler?

 

Regeringen selv prøver at fremmane et billede af, at holdningerne i befolkningen hindrer regeringen i at føre en mere aktiv klimapolitik. Et grelt eksempel er klimaminister Lars Aagaards bemærkning om, at 80 procent af danskerne skal kunne se sig selv i klimapolitikken.

 

Men regeringens klimapolitik er ikke lammet af utilfredshed i befolkningen. Den er lammet af sin egen liberalisme.

 

Vetoret til de forkerte

Meningsmålinger viser, at et stort flertal ønsker mere handling. Over 80 procent af befolkningen opfatter klimaforandringerne som alvorlige, og 70 procent mener, at de politiske partier skal gøre mere.

 

En FH-rapport fra starten af 2022 viste, at tre fjerdedele af lønmodtagerne er positivt indstillede over for den grønne omstilling, men også at konkret opbakning forudsætter, at omstillingen er socialt retfærdig, og man ikke bliver ramt af jobtab, høje priser og øget ulighed.

 

En socialt retfærdig grøn omstilling kræver imidlertid, at man er parat til at omfordele indkomster, formuer og magt, og det er Socialdemokratiet på ingen måde. Partiet er – og var allerede før SVM – strategisk gift med storkapitalen: Ved at tilbyde stabil forvaltning af kapitalismen håber de socialdemokratiske ledere at kunne bevare ministerposterne og holde baglandet i ro.

 

Det er derfor, regeringen ikke har nogen kvaler ved at køre et befolkningsflertal over, når det gælder fridagstyveri og pensionsforringelser, men viger tilbage for at overholde sine klimapolitiske forpligtelser, når den ser skyggen af modstand, der kunne koste stemmer.

 

Den triste kendsgerning er, at regeringen med Socialdemokratiet i spidsen giver vetoret til de mest bagstræberiske dele af befolkningen, men mest af alt til den besiddende magtelite – til borgerskabet og dets kerne af kapitalejere.

 

Kapitalens vetoret er indskrevet i den socialdemokratisk ledede borgerlige regerings politiske grundlag, Ansvar for Danmark. Her gøres hensynet til erhvervslivets ”konkurrenceevne” (reelt: profitraten) til en forudsætning for høje klimaambitioner, og man minder om, at dette hensyn allerede blev indskrevet i klimaloven fra 2020.

 

Velfærden mod klimaet?

For Socialdemokratiet og SVM-regeringen er markedskræfterne og de besiddendes rigdom og magt åbenbart mere urokkelige end naturkræfterne. Det betyder, at jo mere klimakrisen kradser, desto mere må de ty til løgne, fordrejninger og forstillelse.

 

De undergraver selv opbakningen til konkrete tiltag ved at stille velfærd op imod klima. Da TV2 foreholdt Mette Frederiksen, at Klimarådet gang på gang dumper regeringens indsats for at nå 70-procentsmålsætningen, lød svaret, at hun havde ”en anden version”.

 

”Jeg har en version af et land, hvor vi ikke har ladet uligheden stige, selvom vi har høje klimaambitioner. Hvor vi ikke har set arbejdsløsheden bide sig fat i yderdelen af Danmark, som mange har frygtet,” sagde statsministeren.

 

Eller med andre ord: Hvis regeringen havde gjort mere for at leve op til de erklærede klimamål, ville vi have haft øget ulighed og arbejdsløshed!

 

Det klinger hult, når regeringen samtidig fører en politik, der freder de rigeste og øger uligheden. Det sker blandt andet med skattelettelser, nedskæringer på kollektiv trafik i yderområderne og prisstigninger, der gør det sværere for almindelige mennesker at vælge klimavenlige varer, få repareret ting osv.

 

Denne valne og antisociale klimapolitik fungerer som en invitation til det yderste højre: Hvis de laver ballade i stil med Holland, skal regeringen nok sætte den grønne omstilling på pause.

 

Der er en anden vej

Det er en katastrofal kurs, der ud over at medvirke til globalt klimakaos baner vejen for en ren højreregering (th. for S) her i landet. Med mindre vi får rejst et klimaoprør, der rokker taburetterne under S-ministrene!

 

Vi kan vise et alternativ ved at mobilisere for klimakrav, der er socialt retfærdige, og opbygge alliancer mellem klimabevægelse, fagbevægelse og andre sociale bevægelser.

 

”Inden sommer bliver efterår, må statsministeren kalde Folketinget sammen til krisemøde,” opfordrer Jørgen Steen Nielsen i en leder i Information. ”Det handler om hurtigt stop for sorte subsidier, og det handler om nødplaner for forceret afvikling af fossil energiproduktion, for udfasning af benzin- og dieselbiler, for omlægning af transportinfrastrukturen, landbruget og fødevareproduktionen.”

 

Det er rigtigt, men det sker ikke uden pres fra en massiv mobilisering uden for Folketinget.

 

En af anledningerne til at mobilisere er, at Klimabevægelsen indkalder til demonstration ved Folketingets åbning den 3. oktober. Det sker under parolen ”Beskyt klimaloven” – for at regeringen skal holde op med at fifle med tallene og i stedet rykke for at nå målene for drivhusgasreduktioner i 2025 og 2030.

 

Det er også rigtigt, men vi er nødt til at gå længere. For det første er klimalovens mål i sig selv utilstrækkelige – det har flere forskere påpeget. For det andet er det, der kan mobilisere mange og skabe uro i S-baglandet, ikke så meget paragraffer og måltal, som det er klare krav for socialt retfærdige og effektive klimaløsninger.

 

Rød-grønne krav

En nødplan for klimaet må tage fat på at styre produktionen efter behov i stedet for efter profit: Ressourcer og arbejdskraft skal styres væk fra motorveje, velhaverboliger, kontorer og butikscentre, over mod udbygning af fjernvarme, jernbaner og vedvarende energi.

 

For at samle opbakning til en nødplan er det afgørende, at dens tiltag fordeler byrderne retfærdigt og kan fungere for almindelige mennesker i hverdagen.

 

For eksempel må der indføres…

•  Et løft til de laveste indkomster og en skattereform, der rammer høje indkomster og luksusforbrug

•  Støtte til energirenovering af almene boliger

•  Mere, bedre og billigere kollektiv trafik

•  Holdbarhedskrav til produkter, tilskud til reparation og offentlige deleordninger.

•  Statslig jordbrugerfond, der opkøber og forpagter landbrug med vægt på demokratisk og økologisk drift - og omlægning til mere vegetabilsk fødevareproduktion.

•  Job- og uddannelsesgaranti til dem, hvis arbejdspladser forsvinder som følge af den grønne omstilling.

 

For at sætte styrke bag sådanne krav må der opbygges aktive alliancer. Som da den tyske klimabevægelse Fridays for Future i foråret arrangerede en klimastrejkedag for grøn transport sammen med fagforbundet Ver.di med fælles aktiviteter i 30 byer.

 

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 23. august 2023