Meldingen om milliarden kom samtidig med oplysninger om, at det såkaldt økonomiske råderum bliver opjusteret. Det viser sig nu at være en opjustering fra 16 til 20 mia. kr. Men der er god grund til at frygte, at størstedelen af de mange penge skal reserveres til senere forhandlinger om skattelettelser.
I en situation med høj beskæftigelse, lav ledighed og store overskud på de offentlige finanser i både 2019, 2021 og 2022 er det åbenlyst absurd, at regeringen vælger fortsat at føre en stram kurs i velfærd og sundhed. Milliarden består af 350 mio. til regionerne og 650 mio. til kommunerne - og rækker åbenlyst begge steder som et plaster på et åbent benbrud. I gennemsnit er det f.eks. højst 20 nye stillinger i hver kommune - fordelt på lærere, SOSU’er, pædagoger, buschauffører osv. osv.
Regeringens tilbageholdenhed er hen over sommeren blevet begrundet af statsminister Mette Frederiksen med, at problemet ikke er manglende penge, men mangel på arbejdskraft. Ifølge Mette Frederiksen kan man ikke løse problemerne i den offentlige sektor ved blot at øge forbruget. Der mangler kvalificeret arbejdskraft i både den private og offentlige sektor, hvilket skal løses ved at få uddannet flere og give flere skattelettelser. Det skal få flere til at tage en uddannelse og få folk til at arbejde mere.
Selvskabte problemer og kurs mod privatisering
Årsagerne til, at der er for få medarbejdere i den offentlige sektor, er imidlertid et problem, som skiftende regeringer siden 2000'erne selv har skabt. Velfærden er kraftigt underfinansieret. I et nyligt notat har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vist, at velfærden og sundhed er underfinansieret med godt 20 mia. kr. siden 2015.
Inden for velfærden er der blevet skåret kraftigt på de store velfærdsområder, så antallet af hænder til at løse opgaverne er forringet kraftigt. Det har ført til et urimeligt arbejdsmiljø, hvor følelsen af stress og utilstrækkelighed er hverdag for mange. Sammen med en alt for lav løn, vælger mange en anden branche. Fx er det kun ca. 75 pct. af en årgang af uddannede pædagoger, som er i faget 5 år efter endt uddannelse.
På sundhedsområdet har produktivitetskravene ført til et opskruet arbejdstempo, hvor der er alt for dårlig tid til patienterne, og hvor der lægges et urimeligt pres på de ansatte. I 15 år har de ansatte forsøgt at råbe politikerne op. Uden større held desværre.
Også brugerne af de skattefinansierede velfærds- og sundhedsydelser fornemmer, at det ser sort ud for velfærden. Rundspørger viser, at flertallet af befolkningen forventer ringere velfærd og større behov for private velfærds- og sundhedsydelser. Og privatfinansierede ordninger bliver i stor stil valgt til i form af sundhedsforsikringer og øget søgning til privatskoler.
Forudsætningen for, at skattefinansieret velfærd og sundhed kan fungere økonomisk, er, at det store flertal bruger det. Men jo ringere og mere utidssvarende velfærden og sundhedsvæsenet opleves, jo mindre bliver opbakningen. Med regeringens sparepolitik i den offentlige sektor – undtagen forsvaret forstås – vil den eskalerende erosion af velfærden fortsætte. Det vil blive sværere at rekruttere medarbejdere uden en ordentlig løn og ordentlige arbejdsvilkår. Og flere og flere vil købe private ydelser til eller helt vælge det offentlige solidarisk finansierede system fra, fordi kvaliteten er for ringe.
Fælles oprør for en ”sjovere” finanslov
Det er åbenlyst, at regeringens akutmilliard skal forsøge at lukke munden på de utilfredse borgmestre og regionsrådsforpersoner. Der har været et pres fra både højre og venstre. Ikke mindst fordi regeringen oversolgte sine aftaler, som vi også beskrev i ugekommentaren 2. juni 2023.
Dengang pegede vi på, at Enhedslistens hovedopgave bliver at forsøge at mobilisere og fastholde presset på regeringen for at øge bevillingerne til velfærden. Det er fortsat aktuelt. Med regeringens justerede økonomiske prognose og et finanslovsudspil, som benhårdt fastholder kommuner og regioner i nedskæringspolitikken, vil der i endnu højere grad være både brug for og mulighed for at lægge tryk på regeringen i forhandlingerne om finansloven.
I denne kamp skal vi ikke have mange illusioner om, hvad borgmestre og regionsforpersoner gør, hvis de ikke er under massivt pres. De er langt overvejende loyale medlemmer af regeringspartierne - og er mange steder rundt omkring i landet allerede i fuld gang i færd med at planlægge budgetter, der fører sparekniven for regeringen. Nogle har endda været ude med urimeligt positive reaktioner på regeringens hold-kæft-bolsje, ”akut-milliarden”.
Hvis det kommunale og regionale oprør skal rykke, skal presset komme nedefra:
Protesterne mod de mange konkrete nedskæringer rundt omkring i landet skal rettes til de lokale kommunal- og regions-politikere - men i høj grad også som et krav om og i et fælles, landsdækkende opgør med regeringens fortsatte undergravning af velfærdssystemerne. Krav, der rettes direkte mod de kommende finanslovsforhandlinger. Hvis finansloven skal komme bare lidt tættere på ”sjov”, kræver det, at samtlige 20 mia. i det såkaldte råderum skal bruges til klima og velfærd, ikke en krone til skattelettelser.
I Enhedslisten bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at finde og samle personalefagforeninger, bevægelser og for den sags skyld også partier og politikere i kommuner og regioner, der kan presses til - eller i bedste fald: gerne vil - gå i spidsen for en koordinering og centralisering af en sådan bevægelse.
Det er lige nu, vi nærmer os sidste udkald for den slags initiativer!
Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 30.august 2023
