Menneskeheden står aktuelt overfor en række dybe og udfordrende kriser: økonomisk, socialt, politisk, fødevaremæssigt – og klimaforandringerne, som udgør truslen mod selve eksistensen af millioner af mennesker.

af Asbjørn Wahl

Disse kriser har mange af de samme grundlæggende årsager, som har rod i vores økonomiske system. Den økonomiske såvel som den klimamæssige krise er indlejret i den kapitalistiske økonomi.

 

Systemet er gearet til at generere profit snarere end at producere forbrugsgoder. Det er afhængigt af økonomisk vækst (kapitalisme uden vækst er kapitalisme i krise), udbytning af arbejdere og overudnyttelse af naturressourcer. Det er også ved at ødelægge planeten Jorden for fremtidige generationer.

 

Disse mangeartede kriser repræsenterer ikke bare en trussel, men også en mulighed. De kan bidrage til at styrke mobiliseringen af de sociale kræfter, som er nødvendige for at bryde den nuværende tendens – til fordel for en demokratisk og planlagt udvikling af samfundet.

 

Fordi midlerne til at bekæmpe klimaforandring vil kræve store forandringer i samfundet, står vi overfor en kæmpe kamp. Et snævert fokus på miljøpolitiske spørgsmål vil simpelthen ikke være nok. Klima og miljø må derfor sættes ind i en bredere politisk kontekst.

 

Der er behov for en systemkritisk tilgang. Der bliver i stadig højere grad stillet spørgsmålstegn ved hele vores sociale model, måden vi producerer og forbruger på. Vejen ud af disse kriser kræver et systemskifte og det kan kun opnås, hvis vi er i stand til at rykke afgørende på magtbalancen i samfundet afgørende.

 

Aftale, men ingen løsning

På Paris-konferencen (COP21 i 2015) indgik man den første virkeligt globale aftale om at bekæmpe klimakrisen. Regeringer har forhandlet i mere end 25 år for at reducere udledningen af drivhusgasser. Men alligevel er udledningerne ikke faldet. De er derimod steget enormt, med mere end 60 procent siden 1990 – og de stiger fortsat.

 

Udledningerne fra transport er steget med 120 procent i de sidste 30 år, og de stiger stadig over hele verden – med en fart, som overstiger nedgangen i andre økonomiske sektorer. I dag er væksten i vedvarende energi stagneret, og investeringerne falder.

 

Paris-aftalens erklærede mål er ambitiøst. Målet om at holde den globale opvarmning under 2 grader blev skærpet, så regeringerne nu skulle ”gøre en indsats for” at begrænse temperaturstigninger til 1,5 grader over før-industrielt niveau.

 

Aftalens svaghed er det enorme gab mellem dens mål og de midler, man blev enige om at kunne tage i brug for at nå målene. På baggrund af de frivillige løfter fra alle lande om at nedbringe udledningerne (såkaldte Intended Nationally Determined Contributions – INDC), er vi indtil videre på vej mod en temperaturstigning på 3-4 grader. Dette vil betyde en klimakatastrofe.

 

En interesse-baseret kamp

Katastrofen kan dog undgås. Det er både muligt og realistisk at nedbringe udledningen af drivhusgasser nok til at undgå de værste følger af global opvarmning. Men det vil være meget risikabelt at tro, at det vil ske af sig selv i kraft af markedsmekanismerne og gennem processen med justeringer af de frivillige løfter hvert femte år.

 

Hvorfor har regeringerne, igennem de sidste 25 år eller mere, været ude af stand til at blive enige om de nødvendige tiltag og ude af stand til at gøre det, som videnskaben siger er nødvendigt for at undgå klimakatastrofen. Det er ikke, fordi der mangler løsninger. Klimakrisen kan undgås. Vi har den nødvendige teknologi, viden og evne til at kunne styre uden om en klimakatastrofe. Det er derimod styrken til at omsætte ord til handling, som udgør den største udfordring.

 

I denne kamp er vi oppe imod nogle af de mest magtfulde virksomheder i verden – og de står sammen med en hær af neoliberale politikere, som varetager deres interesser. Oliefirmaer er blandt de største og mest magtfulde virksomheder i verden. Disse firmaer bruger al deres styrke til at undgå politiske beslutninger, som skader deres økonomiske interesser. De udøver en enorm økonomisk og politisk magt.

 

Derfor kan kun et massivt pres fra neden, fra en bred sammenslutning af fagforeninger, andre sociale bevægelser, miljøaktivister og andre, redde os fra en klimakatastrofe.

 

Denne kamp mod klimaforandringer – mod en klimakatastrofe – er ikke en ekstra kamp, som fagforeninger skal tage på sig udover deres kamp mod nedskæringer. Det er, og vil i stadig højere grad være, en vigtig del af den samme kamp. Hvis klimaforandringerne ikke bliver stoppet eller begrænset til målet om 1,5  eller 2 grader , hvilket er inden for rækkevidde, hvis vi handler hurtigt og energisk, så vil klimakrisen faktisk blive job-dræber nummer ét.

 

Den vil ødelægge lokalsamfund, og den vil lede til enorm social forarmelse. Den vil yderligere omfordele rigdom fra bund til top og på den måde øge fattigdommen markant og føre til udvandring af ukendte dimensioner. Vores kamp for at undgå ødelæggende klimaforandringer er derfor en vigtig del af den interessebaserede kamp – klassekampen – om, hvilket samfund vi ønsker.

 

Offentligt ejerskab og demokratisk kontrol

Kampen mod klimaforandinger vil kræve en grundlæggende forandring af samfundet. Aktiviteter, som påvirker klimaet decideret negativt, vil blive lukket ned, mens vedvarende energi, energibesparelser og miljømæssigt bæredygtige aktiviteterne vil skulle udvikles.

 

For at dette skal få folkelig opbakning må forandringerne ske på en måde, som sikrer folks sociale og økonomiske sikkerhed og i sidste ende skabe et bedre samfund for alle. Det er uacceptabelt, at bestemte grupper af arbejdere skal løfte byrden via arbejdsløshed og marginalisering.

 

Med andre ord skal det være en retfærdig overgang. Dette kan kun opnås på en planlagt og systematisk måde. Det vil sige gennem demokratiske processer. Og det må gå hånd i hånd med en radikal omfordeling af rigdom i samfundet.

 

Altså, hvis vi skal redde klimaet, så er har vi brug for en ny type demokratisk kontrol – også over økonomien. Vi har brug for en offensiv og proaktiv industripolitik. Vi har brug for et kontrolleret skifte fra ikke-vedvarende til vedvarende energi kilder. Vi har brug for en nyorientering af eksisterende industrier og en ny industrialisering baseret på vedvarende energi. Vi har brug for massiv investering i gratis offentlig transport for at kunne vende de voksende udledninger fra transportsektoren. Og vi har brug for en komplet ny tilgang til brugen af jord og til byplanlægning, hvor miljøet og klimaet står i centrum.

 

Vi må styrke forskning og udvikling, såvel som innovation og udvikling af håndværksmæssige færdigheder. Kort sagt, vi må gøre det, som er nødvendigt for at opnå det videnskabelige mål om at holde temperaturstigningen under 1,5-2,0 grader.

 

Kampen mod nedskæringer rejser behovet for offentligt ejerskab og demokratisk kontrol på en række områder – i forsvar for offentlige goder, såvel som i kampen for at tage privatiseret ejendom og serviceydelser tilbage under demokratisk kontrol. En af vores vigtigste udfordringer er at få de magtfulde virksomheder og institutioner, som tjener på de finansielle-industrielle energikomplekser, under demokratisk kontrol.

 

I kampen mod klimaforandringer er energisektoren af største vigtighed. CO2-udledninger handler alt sammen om energi, og uden at bringe den sektor under demokratisk kontrol, vil vi ikke tilstrækkeligt hurtigt kunne opnå den dybe forandring, som vi har brug for.

 

Sociale kampe og klimakampen må forenes

Fagbevægelsen er nødt til at spille en afgørende rolle i denne kamp, på grund af dens strategiske position i samfundet. Fagforeningerne er imidlertid i defensiven i hele verden, og de er under enormt pres fra stærke økonomiske kræfter.

 

Fagbevægelsen har udviklet mere konsekvente holdninger mod nedskæringspolitik og global opvarmning gennem de seneste par år. Der er behov for en dybere diskussion om effektive strategier i forhold til mobilisering og måder at kæmpe på for at opnå vores mål.
Vi er nødt til at handle hurtigt og med styrke. Olieindustrien, finansindustrien, neoliberale regeringer og markedskræfterne har, gennem de mere end 25 år, hvor COP-processen har kørt, været ude af stand til at løse disse problemer på vores vegne.

 

Det samme gælder for de økonomiske og sociale kriser. Virksomhederne mobiliserer al deres magt for at undgå restriktioner på deres desperate jagt efter profit. Flere nedskæringer og mere udledning af drivhusgasser er de uundgåelige resultater.

 

For fagforeningerne kan bekæmpelsen af klimaforandringer ikke være et spørgsmål om at ofre det, som allerede er blevet opnået. Tværtimod, så handler det om at skabe et bedre samfund for alle.

 

Overgangen til et miljømæssigt bæredygtigt samfund har mange fordele. Tusinder af nye jobs i offentlig transport, vedvarende energi, boligrenoveringer og bæredygtig industri vil blive skabt. En reduktion i udledningen af drivhusgasser vil også føre til mindre forurenede arbejdspladser og samfund.

 

Øget demokratisk kontrol med økonomien vil reducere konkurrencen og stress på arbejdspladserne. At gøre op med over-udnyttelse af ikke-fornybare ressourcer vil åbne muligheden for en radikal nedsættelse af arbejdstiden. Mindre stress, belastning og mentalt pres vil være vigtige effekter af en sådan udvikling.

 

Voksende pres fra neden!

Kampen mod klimaforandringer og nedskæringer må ikke være abstrakt. Den må adressere konkrete problemer og løsninger i folks liv.

 

Vi har brug for at samle os og gøre kampen bredere. De fleste fagforeninger er involverede i kampe mod økonomiske nedskæringer. Fagforeninger slutter sig til kampagnen mod klimaforandringer. Initiativer som Trade Unions for Energy Democracy (TUED) og Global Climate Jobs Network repræsenterer vigtige udviklinger.

 

Vi har brug for koalitioner, som er villige til at slås, en mere radikal dagsorden, mere aktivisme og dermed et større pres fra neden for at sikre, at målene og ambitionerne, som blev sat i Parisaftalen, kan realiseres.

 

Asbjørn Wahl er en norsk forfatter, politisk aktivist, fagforeningsrådgiver og nyligt pensioneret klimaforandrings talsperson for det Internationale Transportarbejderforbund. Wahl skrev denne artikel til Socialist Solutions to Climate Change forum, som Scottish Socialt Voice var vært for i Edinburgh i juni 2019.

 

Oversat fra Green Left Weekly (Australien) af Christina Nielsen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com