Englands vej ud af EU er brolagt med løfter om en bedre fremtid. Når det gælder miljø, klima, fødevarer, kemikalier, luft og vand, så tyder meget på, at det vil gå modsat.

af Arne Lund

Brexit har givet englænderne det ene chok efter det andet. Med tiden er de blevet immune, og orker ikke mere. Alligevel vakte det en del postyr, da en regeringsrapport, Operation Yellow-hammer, for nylig blev lækket. Rapporten beskriver de mulige konsekvenser af, hvad der kan ske, såfremt England forlader EU uden en aftale. Udsigterne er barske, og flere ministre skyndte sig da også at dementere rapporten.

 

Forståeligt, for rapporten fortæller, at der hurtigt vil mangle fødevarer, medicin og hospitalsudstyr, kemikalier osv. Al import fra EU vil blive stærkt forsinket ved grænseovergangene, hvor lastbilerne nu skal toldbehandles. Desuden belægges varer fra EU med told, og det vil hurtigt give højere forbrugerpriser.

 

Selvom landmændene stemte for Brexit, så breder uroen sig her, thi nu er det gået op for dem, at de vil få svært ved at sælge til EU-landene uden toldtariffer. Det gælder fx de walisiske bønder, der sælger 40  procent af deres får til EU-landene. Bare rolig, siger Boris Johnson, regeringen køber det hele. Den har også lovet, at den vil overtage EU’s landbrugsstøtte, men vil dog udfase den i løbet af syv år. Desuden vil regeringen lempe de nye toldsatser, men hvor længe er der mon råd til det?

 

Vareknaphed og højere priser vil føre til arbejdsløshed i forarbejdnings- og transporterhvervene. De sociale hjælpetjenester, der udleverer mad og medicin til de mange mindrebemidlede og hjemløse, vil hurtigt løbe tør for forsyninger. Allerede nu er firmaer og private begyndt at hamstre af det, man forventer vil blive en mangelvare.

 

Under Brexit-kampagnen blev der knap nok talt eller skrevet om miljø- og fødevaresikkerhed. Hvem gider også høre om den slags, når fortalerne for Brexit lokker med suverænitet og at tage kontrollen tilbage fra EU. Kun de Grønne forsøgte at få miljøforhold sat på dagsordenen – forgæves.

 

Miljøbeskyttelse halter efter

Et tilbageblik: Englands miljøhistorie er ikke noget at prale af. Indtil landet blev medlem af EU i 1973, var drikkevand, badestrande og vådområder, affaldssortering, byluft, fødevarer osv., under al kritik, og lå under niveauet i sammenlignelige europæiske lande.

 

Med EU skærpedes – om end langsomt – kravene til miljøforholdene. Borgerne fik nu mulighed for at sagsøge skiftende regeringer, hvis ikke de levede op til miljøbestemmelserne.

 

Selvom fremskridtene har været betydelige, så halter England fortsat bagefter. Administrationen af EU-standarder og normer er generelt ringe, og tages ofte ikke alvorligt.

 

Der findes tåbelige love i ethvert system, og EU har rigeligt af dem. Men fordi love er irriterende – og her er miljølove og -bestemmelser nok dem, der vækker størst modstand – så betyder det ikke, at de ikke kan være nødvendige.

 

Miljøkravene anses af en del virksomheder for at være konkurrenceforvridende og for at hindre den frie udfoldelse. Lempes eller fjernes kravene, da åbnes der imidlertid op for et ræs mod bunden, hvor produkter fremstilles til lavest mulige omkostninger – også lønninger – og hvor profitten trumfer alt andet.

 

To tredjedele af de engelske virksomheder vil forblive i EU. De har indset, at det bedst kan betale sig at fremstille produkter, der er fremstillet med (en vis) respekt for miljøet og energiressoucerne, da de står stærkere i konkurrencen. Ved at svække miljøstandarder og -bestemmelser afskærer engelske virksomheder sig fra EU’s indre marked. Boris Johnson har sagt, at når England forlader EU, vil det være muligt at udvande miljøstandarder for elektriske artikler og hårde hvidvarer. Det stopper dog næppe her, for andre i det konservative part vil af med CO2-afgifter og forbudet mod farlige kemikalier.

 

Johnsons Ingen-aftale-politik spiller hasard med de forbedringer, der er sket gennem årene. Hvad han tilbyder, er en usikker fremtid, hvis konsekvenser ingen har det fulde overblik over. Mere og mere tyder på, at det kan blive ubehageligt for alle andre end de rige og de magtfulde. Ja måske heller ikke for dem, thi de skal jo også trække den samme luft som alle andre, og også deres børn udsættes for skadelige kemikalier og substanser i mad, tøj osv.
Theresa Mays miljølov

Parlamentets miljøudvalg udsendte i april i år Scrutiny of the Draft Environment Bill, hvori der rettes kritik af Theresa Mays forslag til den miljølov, der skal træde i stedet for EU’s miljølovgivning.

 

Notatet fastslår, at der vil ske en alvorlig nedgradering af EU’s miljøprincipper, at det ikke forbundet eller koordineret med den øvrige lovgivning, at ministrene får øgede beføjelser, mens parlamentets indflydelse svækkes tilsvarende.

 

Et nyoprettet Office for Environmental Protection (OEP) vil ikke få den nødvendige armslængde til ministeren, der står for finansiering og udnævnelse af ledelse og kontrolorganer.

 

OEP’s kompetencer begrænses til administrative godkendelser, ikke til at kontrollere standarder og målsætninger, hvilket er i modsætning til EU’s arbejdsmetode. Lige så slemt er det, at OEP ikke skal tage sig af klimapolitikken; den vil fremover høre under Erhvervs- og Energiministeriet.

 

OEP skal bl.a. sikre forureneren-betaler-princippet, samt sikre, at engelsk og international miljø-lovgivning og -aftaler harmonerer. Borgernes adgang til informationer og reageren i miljøanliggender er afgørende, hvilket regeringen er forpligtiget til i henhold til Aarhus-konventionen. Der er brug for, at domstolene fortsat spiller en vigtig rolle i håndhævelsen af miljølovene. Også disse principper anfægtes af konservative brexitere.

 

Loven giver regeringen vide rammer til at fortolke, hvornår og hvordan de miljømæssige principper skal anvendes Det betyder i praksis, at England kan vende tilbage – og det er gradvist ved at ske. -til den uformelle forvaltning, der var gældende indtil 1973. Siden Brexit-processens start har Miljø- og Fødevareministeriet skåret ned på antallet af ansatte. (Unearthed 08.12.2018).

 

Friends of the Earth kritiserer, at klima og indsatsen mod CO2-udslippet er udeladt af lovforslaget. Selv om regeringen lover, at Brexit ikke vil forringe miljøet, så viser undersøgelserne, at uanset hvilket scenarie det ender med, så holder løftet ikke.

 

Regeringen anfører, at Brexit vil omfatte hele landet, men det er lokalregeringerne i Wales og Skotland ikke indstillet på. Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, vil ikke ud af EU, og betegner ethvert forsøg fra London på at påtvinge Skotland og Wales centrale løsninger, der er i modstrid med decentraliseringen, for magtovergreb. En forfatningsstrid lurer forude med risiko for, at Det Forenede Kongerige falder fra hinanden, og kun selve bliver England tilbage.

 

De engelske natur- og miljøorganisationer, forenet i Greener UK, har været yderst aktive under Brexit-forløbet. De skriver i flere rapporter, at uanset hvordan England end forlader EU, så vil der ske forringelser af fødevarer, luftkvalitet, kemikalie og, affaldshåndtering, drikkevand, natur- og vådområder samt dyrevelfærd.

 

Eksempelvis beskriver Friends of the Earth arbejdet med at overføre EU’s kemikaliedirektiver til engelsk lovgivning som “håbløs og mangelfuld”. Uden en skrap regulering kan intet forhindre virksomhederne fra at bruge disse kemikalier. “Tillader Indien sådanne kemikalier, så bør vi også gøre det,” siger den ledende brexiter, Jacob Rees-Moog.

 

Forskere har påvist, at England siden 2018 har taget forskud på lempelserne, og har bl.a. fjernet et forbud mod hormonforstyrrende kemikalier.

 

Brexit udgør en risiko for landets mange Natura 2000-områder, der, takket være habitatsreglerne, har opnået en beskyttelse, de ellers ikke ville have fået. I lyset af klimaforandringer er det vigtigt, at områderne ikke forringes, og at der er en lovgivning, der respekterer naturrigdommene.

 

I udkast til ny miljølov foreslås det, at drikkevandets tilstand ikke mere måles som “god”, men i stedet med det vage “naturlig tilstand”, samt at der udvikles andre målemetoder end EU’s. Metersystemet afløses af engelske måleværdier, hvilket vil gøre det svært, at sammenligne engelsk med international. Derved kan myndighederne bedre skjule mulige forværringer.

 

Skiftende regeringer har ikke evnet at efterleve EU’s mål om at mindske luftforureningen, der årligt skønnes at koste ca. 40.000 for tidligt døde. Siden 1990 er astmalidelser hos børn seksdoblet. England har tabt flere sager ved EU-domstolen om for høj luftforurening.

 

Det er England ikke ene om. Ingen europæiske lande lever op til EU-kravene, der er svagere end WHO’s. Således tillader EU dobbelt så mange partikler som WHO. Teknikken til at skaffe renere luft findes, men EU-landene viger tilbage for at gennemtvinge brugen deraf.

 

Luftforurening er grænseoverskridende og hvad der opstår i England, rammer især hollændere og skandinaver på grund af de sydvestlige vinde. De grønne organisationer og EU frygter, at også her vil den engelske regering slække på målsætningerne når presset fra EU aftager.

 

Tiden efter Brexit

Så længe England er med i EU, kan der ikke indgås handelsaftaler med andre lande. De nye handelspartnere er bevidste om, at England står i en uholdbar situation, og derfor er nødt til at acceptere de betingelser, der stilles. Løftet om at opretholde høje miljøstandarder er ikke meget værd, hvilket ses af, at regeringen har afvist NGO’ernes og landmændenes krav om at indskrive EU’s miljøstandarder i de love, der skal gælder efter Brexit.

 

Frankrig og andre EU-lande frygter, at England vil kunne opnå økonomiske og handelsfordele ved at skære ned på EU’s miljøbestemmelser og love, og det er den engelske regering også indstillet på. Tidligere handelsminister Liam Fox udtaler, at “fjernelse af handelsbarrierer vil på afgørende vis bidrage til, at England kan kapitalisere af den forventede vækst på verdensmarkederne”. (Unearthed 11.7.2018)

 

Den vigtigste kommende handelspartner bliver USA. Trump har – med landbrugslobbyen i ryggen – gjort det klart, at USA kun vil forøge samhandlen, hvis USA’s lavere fødevarestandarder og ringere varedeklarationer accepteres, samt skrotter såvel forsigtighedsprincippet som andre barrierer, der forhindrer import af hormonkød, klorkyllinger og GMO-fødevarer.

 

Det kan betyde, at Englands mange familielandbrug enten må bukke under, eller omstille sig til industrilandbrug for at kunne klare sig mod de billigere statsstøttede amerikanske produkter.

 

I efteråret 2018 besøgte handelsminister Liz Truss USA for at indlede forhandlinger om fremtidige handelsaftaler. Hun mødtes med regeringsembedsmænd, samt med højreorienterede tænketanke, der er grundlagt og finansieret af Koch-brødrene, hvis dagsorden er at splitte EU.

 

Interessesammenfaldet mellem amerikanske tænketanke og konservative brexit-tilhængere rækker også til frihandel, deregulering, fjernelse af miljøstandarder og arbejdsmiljølove, lavere skatter, en minimalstat, og så er de hårdnakkede klimaskeptikere.

 

Snydt af nationalistisk højrefløj

Brexit er anskuelsesundervisning i, hvordan det kan gå, når populister med adgang til solide pengekasser kan manipulere sig til det ønskede resultat. Den viser også, hvordan populismen kan få et borgerligt demokrati til at erodere.

 

Brexit-kampagnen blev kidnappet af den nationalistiske højrefløj. Af børsmægleren Nigel Farage, af fondsbestyreren Jacob Rees-Mogg, af den borgerlige revolverjournalist Boris Johnson, af forsikringsdirektøren Arron Banks, samt af Thatcher-tilhængerne Dominic Raab, Liz Truss and Priti Patel, der i dag sidder i Boris Johnsons Ingen-aftale-regering.

 

På sidelinjen optræder it-milliardæren Robert Mercer (ejer af Breitbart News, og ven med Steve Bannon), saudiske penge, russiske banker, Cambridge Analytica og fonde, der ejes af unge mennesker, og som køber annoncer på Facebook for 5 mio kr.

 

“Hjernen” bag det er Dominic Cummings. Det var ham, der organiserede Leave-kampagnen, brød loven med hjælp fra Cambridge Analytica og fandt på sloganet “Tag kontrollen tilbage”. Nu er han særlig rådgiver for Boris Johnson, og hans job er at få England ud af EU hurtigst som muligt. På sin blog vil han forbyde politiske partier, revolutionere uddannelsessystemet og forberede talent-fulde elever til at blive landets ledere. Tidligere premierminister David Cameron kalder ham en “karrierepsykopat”, og Cummings’ tidligere medarbejdere beskriver hans ledelsesstil som “terror”.

 

Det lyder jo som noget, John le Carré kunne have fundet på. Eller endnu en konspirationsteori? Døm selv, der er talrige beskrivelser i engelske medier og links til emnet. Guardian er et godt sted at begynde, men også https://www.opendemocracy.net/en/dark-money-investigations/dark-money-investigations-what-we-ve-found-out-and-why-we-re-looking

 

Brexit er arven fra Thatcher og Reagan. Læs – genlæs – Naomi Kleins bog om Chokdoktrinen, om hvordan statsmagt og dele af erhvervslivet udnytter kriser og “fusionerer” med en fælles interesse i at skabe vækst og profit, uanset hvad.

 

Til ovenstående kan indvendes, at intet er afgjort. Hvem siger, at Boris Johnson vil få held med sin Ingen-aftale-politik? Korrekt, men Underhuset har jo flere gange forkastet Theresa Mays bløde udgave af Brexit, bl.a. den norske model, hvor England ikke er medlem, men dog har adgang til det indre marked, og forpligtiger sig til at efterleve de fleste EU-beslutninger, uden at have indflydelse derpå. Den norske model vil være den mindst miljøskadelige.

 

Uanset hvad det ender med, så kan Brexit ikke undgå at skuffe dem, der stemte for at forlade EU. Den kontrol, man ville have tilbage, blev kapret af de rige og de magtfulde, samt stærke handels-partnere fx USA, Indien, Tyrkiet m.fl.

 

Den dag, hvor Brexit-vælgerne opdager, at de er blevet snydt, hvem stemmer de så på?

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com