Det er åbenbart, at den borgerlige SVM-regering tager en masse initiativer, der handler om omstilling til mindre CO2-udledning. Men det sker slet, slet ikke med den hastighed, der er behov for. Og noget af det skaber nye problemer. Og nogle initiativer fører direkte i retning af klimaskadelige handlinger.

På positivsiden: Regeringen vil lave en radikal omlægning af energiforsyningen i retning af vedvarende energi. De arbejder på at elektrificere varmeforsyning og trafik. Og de vil gribe ind overfor landbrugets udledning af drivhusgasser – måske – engang…

Men regeringen vil også – samtidig med at de laver internationale alliancer om at lade olie og gas blive i undergrunden – tage nye felter i brug i Nordsøen.

De vil også f.eks. udvide Københavns Lufthavn og bygge flere motorveje og broer, mens den kollektive trafik nærmest er under afvikling. Alt sammen noget der vil øge mængden af flyrejser og biltrafik og dermed udledningerne.

Det er jo meget dobbelt. Det ser ud til at magthaverne er styret af to (uforenelige) hensyn. På den ene side forsøget på at bremse klimakrisen. På den anden side kravet om vækst i økonomi og forbrug. De hævder, at de to ting kan gå hånd i hånd. Men allerede nu viser erfaringerne, at det ikke er muligt.

Lavbundsjorde

Det er ikke vanskeligt at finde eksempler på at nogle af regeringens planer er fornuftige. Når det handler om at nedsætte landbrugets udledninger af drivhusgasser er udfasningen af de såkaldte lavbundsjorde et helt rigtigt skridt. De skal simpelthen holde op med at dyrke nogle af de jorde, som oprindeligt har være moser og vådområder.

Den lidt forenklede forklaring er at disse områder er fyldt med kulstof i form af tørv. Så længe de står under vand bliver kulstoffet i jorden. Men når jorden drænes og vandet forsvinder kommer der ilt til jorden og der sker en omdannelse, der frigiver store mængder drivhusgasser.

Planen er at lukke for pumperne og fjerne drænene, så jorden igen kan blive moser/våde enge og derved nedbringe udledningen. Den mulige effekt kan være betydelig: det blev anslået, at omkring 40 procent af landbrugets udledninger skyldtes dyrkning af lavbundsjord.

Regeringen besluttede i 2021 at 100.000 hektar lavbundsjord skulle omlægges inden 2030. Det indgår i regeringens klimamål.

Det viser sig at det ikke er helt enkelt at gennemføre planen. Landmændene skal kompenseres økonomisk. Og forskellige matrikelgrænser kan gøre det kompliceret. Indtil nu er kun 187 hektar omlagt. Og yderligere 30.400 hektar er et eller andet sted i processen…

Her er endnu et eksempel på at der er en betydelig risiko for at de opsatte klimamål ikke bliver opfyldt. Det er selvfølgelig ikke så heldigt for regeringen.

Plads til begejstring?

Da der så kom nogle nye tal fra forskerne, greb klimaministeren det med kyshånd.

Forskerne på Aarhus Universitet havde hidtil regnet med 171.000 hektar lavbundsjord i Danmark. De havde opdaget at der nu kun var 118.000 hektar tilbage. En del var ”brændt af”, altså udledningen var her ophørt, så den årlige CO2-udledning var formentlig faldet med ca. 2 mio. ton.

Ministerens konklusion var: Det er en god historie, vi er i mål før tid!

Forskerne gjorde opmærksom på, at de faktisk slet ikke var færdige med forskningsprojektet – måske var udledningen pr. hektar faktisk større end hidtil antaget, og så kunne faldet på 2 mio. ton være en overdrivelse.  Men det var ikke det største problem ved ministerens positive historieskrivning. Det største problem var, at når de 53.000 hektar allerede var brændt af, var der formentlig sket en meget større CO2-udledning i perioden fra 1990 til nu, end man før havde troet. En forsker fra Københavns Universitet anslog, at dette øgede CO2-udslip fra Danmark var i størrelsesordenen 35 mio. ton CO2. Altså en alt andet end positiv historie om at Danmark i perioden har stået for et langt større CO2-udslip end vi har påstået. Og da CO2 ikke forsvinder, men hober sig op i atmosfæren, burde dette få Danmark til at sætte højere, ikke lavere, mål for den fremadrettede indsats. Altså reducere udledningen mere end planlagt i de kommende år – lige præcis modsat klimaministerens konklusion.

Sagen er et tragikomisk eksempel på, at regeringens forhold til klimaloven er, at greenwashing og talmanipulation er mindst ligeså fint som reel klimahandling.

Rejs krav om klima og landbrug

Det er et problem at basere klimapolitikken alene på at opfylde de konkrete procent-mål.

Klimapolitik handler om ret omfattende strukturelle ændringer. Og det er derfor helt forfejlet, når  mainstream-klimapolitik er baseret på ”business as usual”. At der skal gennemføres nogle reformer, som helst ikke skal være særligt mærkbare for flertallet. Tanken er fortsat materiel vækst, der kan tilfredsstille ønsker om fortsat forbrug helst uden for store ændringer i dagligdagen. Og bag dette gemmer sig ikke sociale hensyn – som det tydeligt fremgår af regeringens samlede politik. Derimod gemmer der sig et altoverskyggende hensyn til profitter og vækstrater i den kapitalistiske økonomi.

Men business as usual med mere sol og vind er ikke et svar, der rækker nogen vegne.

Når det f.eks. handler om landbrugets udledninger er det strukturelle ændringer, der skal til. Det indbefatter en jordreform, et ændret landbrug både hvad angår ejerformer, økonomi, landbrugsstøtte, dyrkningsformer og meget andet.

Skal vi den vej drejer det sig først fremmes om at rejse de rigtige forslag og krav i forhold til de mennesker det handler om. De der skal købe, tilberede og spise maden. Og den landbefolkning (ikke grisebaronerne eller koncernerne i agroindustrien), der skal producere maden og skabe sig et liv med arbejde og bopæl på landet.

Det er på den måde, vi skal skabe opbakning og redde klimaet og naturen.

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 15. februar 2024