Bag de smukke ord om frie valg, selvstyrende teams, afvikling af minut-tyranni og dokumentationspjat m.m. gemmer der sig i regeringens ældreudspil en reform, der giver frit løb videre mod bunden i den offentlige ældreomsorg og baner vejen for massiv ulighed og privatisering.

af SAPs Forretningsudvalg

De ansatte på gulvet placeres i skudlinjen som dem, der administrerer nedturen. De ældre vil være afhængige af at kunne stampe penge op til ”tilkøb”, hvis de vil have en anstændig omsorg. Og de pårørende – sikkert især kvinder – vil komme under massivt pres for at indgå som ”frivillige” plejere.

 

Det bedste, man kan sige om udspillet, er derfor, at det burde kunne samle bred modstand.

 

Man kan kun forstå problemerne i reformen, hvis man kender til kommunernes økonomi – og regeringens planer om reformens finansiering.

 

Vejen til paradis

Efter mange år med smålig central visitation og grotesk udmåling af alt for få minutter til hver eneste plejeopgave, som underbetalte ansatte individuelt forsøgte nøje at overkomme, kan reformen jo lyde som vejen til paradis: Selvstyrende teams får selv ansvaret for at fordele deres samlede tid på en gruppe ældre – der så, med god hjælp fra de fagligt kompetente team-medarbejdere, selv kan bestemme, hvad den tildelte tid skal bruges på.

 

Man ser dem for sig, den smilende medarbejder og den glade fru Jensen (87), når de først klarer badet sammen, og fru Jensen så selv laver kaffen, mens badeværelsesrengøringen og køkkengulvet lige bliver klaret. For så er der hygge, med kaffe og et slag kort til sidst…

 

Det lyder faktisk som en arbejdstilrettelæggelse, som både medarbejdere, ældreorganisationer og politikere på venstrefløjen længe har drømt om. De ansatte yder efter evne, og de ældre nyder efter behov!

 

Går ad helvede til

Men hov, der er lige et problem:

 

Der følger stort set ingen penge med. Én milliard, dvs. ca. 10 mio. kr. pr. kommune, får kommunerne til de slunkne kasser – fra 2027… Det er et beløb, som man mange steder allerede har sparet væk mange gange. Derfor er al snak om frit valg, kaffehygge og frisørbesøg, ikke andet end plat propaganda. Udgangspunktet er præcis den samme deprimerende virkelighed, som vi oplever nu: At ældreomsorgen er skåret til – og ind i – benet, så plejen svigter og personalet flygter. At visitation til rengøring af en lejlighed f.eks. kan oversættes til 22 min. hjælp hver fjerde måned…

 

Derfor vil der – ligesom nu – være et totalt mismatch mellem teamets evner og brugergruppens behov. Og derfor vil det, der på overfladen ligner vejen til paradisiske tilstande, i virkeligheden ende i et helvede for både ansatte og brugere.

 

Medarbejdere i klemme

Det ansvar for visitation og arbejdstilrettelæggelse, som teams’ene er tiltænkt, lyder på papiret godt, men når virkeligheden er, at der ikke tilnærmelsesvis vil være ressourcer nok i teamet til at dække de mest elementære behov hos brugerne, bliver det alt andet end sjovt at stå både med ansvaret for både visitationen af tid og selve udførelsen af plejeopgaven. Hvis regeringens tanker realiseres, vil det ikke være de politiske rammer for forvaltningens visitation, men medarbejderne i teamet, der står for skud, når de ældre og pårørende brokker sig over grundlæggende plejeopgaver, der ikke bliver løst ordentligt. For slet ikke at tale om, hvis nogen skulle have lyttet til Mette Frederiksens skåltaler og forventer tid til snak eller frisørbesøg oveni…

 

Et godt gæt er, at der ikke vil blive færre, men flere af de samvittighedsfulde sosu’er, der vil gå ned med stress eller flygte skrigende bort.

 

Ansvarsfrie politikere og geografisk ulighed

De eneste vindere er politikerne, der ikke længere behøver at tydeliggøre, hvor lidt tid der bliver tilbage til f.eks. rengøring eller bade, når de foretager de årlige nedskæringer på ældreområdet. Nu kan de bare give lidt færre timer pr. ældre i gennemsnit til teams’ene – og så må de stakkels medarbejdere selv finde ud af at fordele smerten ud over ældregruppen. Og når de ældre eller deres pårørende klager over, at der er gået 14 dage siden sidste bad, så kan politikerne ryste på hovedet og beklage, at medarbejderne i teamet åbenbart ikke har kunnet finde ud af at prioritere tiden fornuftigt. Men nu vil socialudvalgsformanden sandelig bede forvaltningen om at indskærpe nødvendigheden af at have fokus på den personlige hygiejne – også…

 

Som Lars Løkke så ærligt sagde til journalisterne ved præsentationen: ”Når I kommer om to eller tre år og siger, at der er en nullermand, der ligger på det her plejehjem, skal vi have modet til at sige, at det ikke er vores nullermand”!

 

Mange har allerede advaret om, at de fattige ”vandkantskommuner” fremover kan og vil føle sig presset til at skære næsten uhæmmet ned på netop ældreområdet – fordi der ikke længere vil være tydelige, generelle parametre, som viser, hvor katastrofalt kvaliteten udvikler sig. Og at der derfor vil opstå en betydelig geografisk ulighed i ældreplejen.

 

Retsløse ældre

Det helt grundlæggende problem for den enkelte ældre er, at der fremover vil være ca. lige så få eller endnu færre ressourcer til rådighed – og at al snak om at tilfredsstille individuelle ønsker ud over de nuværende elementære og ofte utilstrækkelige ydelser derfor er ren bullshit.

 

Man kan selvfølgelig prøve at tigge eller charme sig til en lidt større del af teamets ressourcer. Og, indrømmet, det bliver måske også lidt nemmere at få omfordelt ”sin tid” fra én slags hjælp til en anden, end det er nu – hvis man lige skulle have et sådant behov. Men grundlæggende vil mulighederne for at klage, hvis man ikke får den nødvendige pleje, til gengæld bliver voldsomt forringede.

 

For det første har man i udgangspunktet ikke nogen præcise rettigheder, man kan henholde sig til. For det andet er det vældig svært at påvise problemer, når hjælpens/plejens indhold er op til løbende frie aftaler mellem den enkelte bruger og medarbejder, og når der for øvrigt heller ikke længere er nogen dokumentation.

 

Pårørende og ”frivillighed”

Politikere på alle niveauer taler glade om at styrke ”frivilligheden”. Der er allerede mange pårørende, der har travlt med at fylde hullerne i de offentlige tilbud. Og reformen vil uden tvivl lægge ekstra pres på, at de pårørende (hvis den ældre er så heldig at have nogen) skal løfte en betydelig del af plejeopgaven.

 

Dette falder uheldigt sammen med, at de plejekrævende ældre i slutningen af 80’erne har børn i 60’erne, som nu forventes stadig at være i fuld sving på arbejdsmarkedet. Og det vil undre, hvis det ikke især vil blive de kvindelige pårørende, der får dobbeltarbejde igen som ældre, når de ”frivillige” omsorgsopgaver skal løses.

 

Det bliver også endnu mere umuligt end nu for pårørende at klage over noget som helst. Ca. 60% af hjemmehjælps-brugerne og ca. 80% af plejehjems-brugerne vurderes at lide af en eller anden demenssygdom. Så når dokumentationen afskaffes, bliver det ikke nemt for pårørende at konkretisere eventuelle bekymringer. F.eks. at modbevise, at problematiske tilstande ikke skyldes ”individuelle ønsker” fra en dement ældre: – Jamen fru Jensen insisterer altså på, at kortspil er vigtigere end rengøring… (Og arme medarbejder, hvis det faktisk er sandt!).

 

Tilkøb, social og geografisk ulighed

Regeringens udspil lægger op til, at de ældre kan ”tilkøbe” forskellige ydelser – ikke bare på private, men også på offentlige plejehjem. Og med udsigten til fortsat massiv udhuling af den offentligt finansierede ældrepleje vil den slags løsninger hurtigt brede sig. Fuldstændig som – eller værre end – vi lige nu ser det på sundhedsområdet. Der er lagt op til 1. og 2.klasses-plejehjem – og endda også til 1. og 2.klasse på det enkelte plejehjem. Der har tidligere været grebet ind over for, at de ældre skulle betale ekstra, hvis de ville have saftevand i stedet for vand til maden… Den slags ”klassedeling på plejehjemmet” vil blive ikke bare tilladt, men højst sandsynligt udbredt, hvis regeringens udspil vedtages.

 

Og der er al mulig grund til at forvente, at ”ældreplejens grundydelse” løbende bliver reduceret til en sørgelig sag, i takt med at alle, der har råd, selv spæder til. Fuldstændig som vi har set underminering af den (i princippet) solidarisk skattefinansierede folkepension, i takt med at de private pensionsopsparinger gav større eller mindre supplerende ydelser til de fleste.

 

Krav til en ældrereform

Alt i alt er der altså et hav af grunde til at advare imod regeringsudspillet. Selv den gode ide om organiseringen af arbejdet bliver til gift, når den fødes ind i katastrofale økonomiske rammer og en trussel om nye nedskæringer.

 

De ældre, de pårørende og de ansatte må i stedet stille krav om en reform, der i hvert fald:

 

  • Garanterer en statslig (via bloktilskud) finansiering af en ældreomsorg i hele landet, der genopretter niveauet og både følger med demografien, inflationen og den generelle velfærdsudvikling i samfundet.
  • Gennemfører ideerne om medarbejderorganisering i selvstyrende teams, der planlægger plejeindsatsen i samarbejde med de ældre (og evt. pårørende) ud fra den ældres ønsker og behov – men med et indbygget retskrav for den ældre til en række klart definerede grundydelser samt en ”fritvalgspulje”.
  • Afskaffer muligheden for at drive profit-virksomheder i ældreplejen. Skattefinansieringen af ældreomsorg skal ikke spildes på profit til investorer.
  • Gennem massive investeringer i bedre løn- og arbejdsforhold samt uddannelse og efteruddannelse sikrer den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til en sådan udvikling.

Både ansatte, pårørende, ældre og kommende ældre (så er alle med!) har klare interesser i en sådan reform. Resultaterne af OK24 løser bestemt ikke alt, men kan, hvad det sidste punkt angår, give et skub i den rigtige retning!

 

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 8. februar 2024

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com