Alt i alt kan forligene betegnes på følgende måde: reallønsnedgang, symbolske sejre og ideologiske nederlag!
Det samlede udgangspunkt for takststigningerne i den nye overenskomst har været 1,4 %, langt under den forventede inflation de næste to år. Kun få områder går fri og kommer "helt op" på en takststigning på 2,25%, herunder lærlingeområdet. – Altså reallønsnedgang over hele linjen.
Blandt de symbolske sejre kan nævnes muligheden for at tage selvvalgt uddannelse uden lønnedgang. – Men dette gælder kun, såfremt arbejdsgivere går med på denne aftale, og indvilger i at betale differencen. Altså en tynd, symbolsk sejr, som bliver grundigt oversolgt af de faglige ledere.
På samme måde er det lykkes HK at få indført muligheden for at kunne vælge en "talsmand" på virksomheder som har under 50 % HK medlemmer, og som derfor ikke kan kræve overenskomstdækning. Det er en lille symbolsk sejr, hvis effekt vil være svær at få øje på. Især når man tænker på, at denne talsmandsrolle ikke har samme beskyttelse som en tillidsmand, herunder længere opsigelsesvarsler, og at "talsmanden" slet ikke har nogen forhandlingsret.
De få steder, hvor der for alvor er sket en forskel, er de ideologiske nederlag. Det er lykkes arbejdsgiverne at få presset en aftale igennem, som gør det muligt lokalt at sætte arbejdstiden op. Som gulerod for denne arbejdstidsforøgelse får lønmodtageren så direkte udbetalt hvad der svarer til de udgifter, arbejdsgiveren ellers ville have haft ved indbetaling til pension, søndags-/helligdagsbetaling m.m. Med andre ord har man "chancen" for til normal løn at få lov at arbejde længere ugentligt – uden de overtidstillæg, man ellers ville have fået udbetalt ved et sådant overarbejde.
Selvfølgelig er der forskel på forligene, men sikkert er det dog, at med industriens udgangspunkt for forhandlingerne var der lagt det dårligst mulige udgangspunkt for at hente sejre hjem. Dette viser med al tydelighed begrænsningerne ved at "forhandle" sig til fremgang. Overenskomsterne har altid været, og vil altid være, et udtryk for magtforholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Derfor underminerer de faglige ledere mulighederne for et godt resultat, når de maner til budgetansvarlighed i forhold til virksomhedernes overskud, i stedet for at opildne til kamp for at vinde terræn og hive økonomiske og demokratiske sejre hjem.
Vi må ikke glemme, at disse resultater har været forhandlet under en hel ny dagsorden for arbejdsmarkedet. Efterlønnen bliver udfaset og dagpengesystemet er tæt på at blive helt undergravet. Dette kunne have givet mobilisering bag krav om større pensionsopsparinger eller større tryghed for den enkelte, men dette momentum har ikke været brugt. Derimod har man indført en senior ordning, hvor det bliver muligt at få lov at få udbetalt pension fra egen opsparing de sidste år på arbejdsmarkedet, hvis man har behov for at gå ned i tid. Igen gælder denne "ret" kun, såfremt arbejdsgiveren accepterer det – og igen er det altså lønmodtagerens egne penge, der skal betales med.
Det mest tragikomiske er vel, at det, indtil videre, er lykkedes at holde den sandhed skjult: at de få og små resultater er opnået ved at bespise lønmodtageren med egen hale.
Det bedste man kan sige om disse forhandlingsresultater er altså, at de skaber en oplagt chance for Enhedslisten til at bevise, at politik er andet end Christiansborg, og at Enhedslisten er andet end folketingsmedlemmer. Som Enhedslistemedlemmer må vi sammen være aktive for at få samlet overenskomstkravene sammen på tværs af faglige organiseringer, melde disse åbent ud, bære dem ind i fagbevægelsen og på denne baggrund opfordre til et nej. Sådan en indsats må også være en vigtig prioritering for
hovedbestyrelse, forretningsudvalg og ansatte. De fagforeninger, der anbefaler et nej, må samarbejde om at igangsætte en kampagne, som lægger kravene frem. Krav, som både kan relatere sig til det foreliggende forslag, men også kan række dybere ind i systemet og sætte spørgsmålstegn ved den grundlæggende ulighed i samfundet, hvor få skummer fløden af flertallets arbejde.
Men da overenskomsterne netop også er et udtryk for magtforholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, er det også let at se fagbevægelsens svaghed afspejlet i disse forlig. Det er ingen hemmelighed, at fagbevægelsen har blødt medlemmer de sidste mange år, hvilket også må rejse det spørgsmål, om det ikke er på tide at kræve grundlæggende forandringer af fagbevægelsen – bl.a. med hensyn til medlemsdemokrati og afbureaukratisering. Her har vi mulighed for som Enhedsliste at udnytte vores valgsejr og større medlemstal til at få ordlyd for dette opråb om forandring. Et opråb, som vil vække genklang i store dele af arbejderklassen.
Fagbevægelsen styrke handler ikke blot om den medlemsmæssige opbakning, men i mindst ligeså høj grad om evnen til at kunne mobilisere medlemmer og sympatisører for et eller flere krav.
Derfor må vi gå en konflikt i møde med rank ryg og åben pande, da konfliktsituationer også traditionelt har været det tidspunkt, der har skabt enhed i arbejderklassen, og som har kunnet mobilisere folk på et politiske grundlag.
En konflikt er en bekostelig affærer og skal ikke igangsættes for dens egen skyld. Men i den nuværende situation er fagbevægelsens ledere ved at begå selvmord med åbne øje – et selvmord som vil trække hele arbejderklassen med sig i faldet. I den situation er det mest loyale træk at stå åbent frem og påvise en anden vej for den faglige organisering. Første skridt vil være at tage en konflikt mod den fælles fjende. Dette ville også styrke fagbevægelsens position og bane vejen for reelle forandringer i såvel den kommende trepartsforhandling som den næste overenskomstforhandling.
En accept af det angreb mod arbejderklassen, som den nye overenskomst er udtryk for, vil derimod blive udnyttet til fulde til at træde yderligere på arbejderklassen de kommende år. Dette er nemlig en af de grundlæggende usandheder ved de faglige lederes påstande om klassesamarbejdets fordele: en accept af overenskomsten vil på ingen måder blive belønnet frivilligt af arbejdsgiverne sidenhen, tvært imod.
Derfor må vi som Enhedsliste gå forrest i kampen for at mobilisere til et nej, og på samme tid kunne fremlægge perspektiverne for fremtidens faglige arbejde.
SAP’s forretningsudvalg, 16. marts 2012