Og man kan nemt sidde tilbage med det indtryk, at EL’s vision om et alternativ til Mette Frederiksens nye regering er – Mette Frederiksens gamle regering.

Der er brug for, at EL tydeligt præsenterer sig som ’venstrefløj i egen ret’, en opposition med et helt andet projekt. Ikke som et SF 2.0 med den hovedmission at være et støtteparti, der trækker Socialdemokratiet lidt til venstre.

I valgevalueringen konstaterer HB, at: ”det er en stående udfordring, især for venstreorienterede partier i samarbejde med en socialdemokratisk ledet regering, at man er i stand til at give en realistisk beskrivelse af muligheder og begrænsninger i de sejre, man opnår, og at regeringen kritiseres konkret og skarpt, når den svigter” – og endvidere at: ”den balance ramte vi ikke rigtigt.”
Det er rigtigt. – Og godt, at HB her erkender dette problem så klart!

Men det er så lidt forstemmende, at i den samme korte tekst er der adskillige eksempler på, at man end ikke her rammer den balance rigtigt. Man kan f.eks. læse, at ”velfærden trods store investeringer sejler”, hvilket kan give det katastrofalt fejlagtige indtryk, at kommuner og regioner faktisk fik penge nok af regeringen til at kunne sikre en ordentlig velfærd. Der bliver minsandten også talt om ”den ambitiøse klimapolitik” under den tidligere regering – her er kommentarer desværre overflødige. Og dette er bare de værste eksempler.

Derfor ender vurderingen af den første Mette Frederiksen-regering med at være ret uklar.

”Når der er socialister til stede dér, hvor de store beslutninger træffes”
Tekstens sidste tredjedel – med overskriften ”Enhedslisten – skarp opposition og visionære socialister” – trækker på flere måder i den rigtige retning. Ikke bare parlamentarisk, med erklæringen om at ville være ”skarp opposition”. Politisk, med at ville ”udfordre socialdemokraterne og vise et reelt alternativ” og endda ”udvikle visionære og overbevisende socialistiske svar, som udfordrer nødvendighedens politik”. Men også, mindst ligeså vigtigt, med en række punkter om organiseret prioritering af udenomsparlamentarisk bevægelsesarbejde på alle niveauer i partiet.

Rigtig gode takter! Det vil være et afgørende skridt, hvis vi kan lave en organiseret indsats på denne baggrund. Hvis disse ideer kan omsættes til praksis, der involverer medlemmerne i bevægelser, på arbejdspladser, i afdelingerne.

Men lige midt i denne samling guldkorn – i forlængelse af, at vi skal ”opbygge et politisk alternativ der kan skabe håb og gejst” – kommer så et helt kikset bud på, hvad der er målet med det hele, nemlig at:

”berede vejen for en ny regering, der sikrer Enhedslisten fornyet indflydelse. Alene det første halve års erfaringer med centrumhøjre-regeringen har gjort det tydeligt, at hvis der ikke er socialister til stede, der hvor de store beslutninger træffes, så er der ingen til at slås for bevægelsernes og befolkningens behov og ønsker. Derfor er det afgørende, at vi efter næste valg er så store at vi ikke er til at komme uden om.”

Det er meget svært – med formuleringen ”fornyet indflydelse” faktisk umuligt – ikke at læse dette som om Enhedslistens mål i virkeligheden bare er at få indfriet en nostalgisk drøm om igen at have lidt flere mandater og få lov at være parlamentarisk grundlag og skrive forståelsespapir for en S-regering. Kort sagt, igen at få en Mette Frederiksens-første-regering.

Og det er da en vision, der fuldstændig punkterer både håb og gejst. Ikke fordi vi aldrig igen kan blive nødt til at pege på en socialdemokratisk regering som et mindste onde. Men fordi dette på ingen måde er vores mål. Fordi vi også er – eller bør være – en tydelig opposition til venstre for en sådan regering, selv om vi er dens parlamentariske grundlag. Og da også fordi sætningen er en parlamentsfikseret overvurdering af, hvad EL’s repræsentanter (trods al mulig flid og forhandlingsevne) kan flytte bare ved at sidde med ved bordet.

En ny Mette-Frederiksens-første-regering er utvivlsomt en vision, der kan få ganske mange stemmer. Det er til gengæld nogle stemmer, der typisk vil ende hos SF – eller måske endda hos Socialdemokraterne selv, hvis de i næste valgkamp finder det opportunt at lave et nyt taktisk kursskifte. Og dem, der er stærkt utilfredse med både Mette Frederiksens første og anden regering – hvem vil de mon så stemme på?

Men nu handler det hele jo altså ikke først og fremmest om stemmer, derimod om hvad EL egentlig kæmper for. Og uanset de indrømmelser, der utvivlsomt blev givet, ligger den samlede politik i Mette Frederiksens første regeringsperiode uendelig langt fra det, der er EL’s politiske, røde og grønne projekt.

EL’s politiske projekt står i modsætning til den forrige regerings politik
Bare en par eksempler på, hvordan EL’s visioner støder sammen med den tidligere regerings politik:

1) En klimapolitik, der gør op med de socialdemokratiske løgne om, at omlægningen kan nås (og endda nås på retfærdig vis) med teknologiske mirakler, markedskræfter og fortsat uhæmmet profitstyret vækst. Som sikrer demokratisk planlægning, social omfordeling, samfundsovertagelse af naturressourcerne og de grådige energiselskaber osv. osv. Som gør op med blandt andet de absurde investeringer i fossil infrastruktur og undermineringen af den kollektive trafik.Som sikrer reel klimahandling her og nu!

2) En velfærdspolitik, der stopper den udsultning af kommunernes og regionernes velfærdsbudgetter, der – trods stop for 2%-nedskæringerne – fortsatte under den første S-regering. Dvs. massive investeringer til genopretning af skoler, daginstitutioner, sundhedssystem, ældreomsorg osv. Ikke mindst ressourcer til at dække de reelle omkostninger ved ordentlig støtte til funktionshæmmede, socialt udsatte osv. osv. Det betyder mange flere penge til kommuner og regioner – finansieret af skat på de rige. Det betyder penge til bedre løn- og arbejdsforhold i ”kvindefagene” – stik modsat S-regeringens OK-overgreb mod sygeplejerskerne.Det betyder også mere nærdemokrati, bruger- og ansatte-styring – modsat ”rettigheds-spare-frihed” og modsat de herskende management-modeller, privatisering og udlicitering. Det betyder f.eks., at vi vil finde måder at stoppe for medicinalindustriens udplyndring af sundhedsinvesteringerne og styring af sundhedsforskningen.

De årlige 18 mia. til forsvaret, som den forrige regering besluttede at bruge på oprustning, skal i stedet bruges på velfærdsgenopretning.

3) Et opgør med uligheden, der fik lov at vokse under den forrige regering – blandt andet på grund af Socialdemokraternes fremmedfjendske agenda, der stod i vejen for forbedringer for de fattigste grupper, fordi de rummer mange ikke etnisk danske borgere. Det betyder blandt andet.:

• Afskaffelse af fattigdomsydelserne og øjeblikkelig fuld inflationsdækning for alle overførselsindkomster.
• Priskontrol – styret af bruger-/forbruger-organiseringer.
• En progressiv skattepolitik, der tager pengene hvor de er! Dvs. i høj grad i de store koncerner, i kapitalindtægter og hos de rige.
• Afskaffelse af ghettolovene – et overgreb på især fattige etniske minoriteter såvel som den almene boligsektor. Tilbageførelse af alle de midler, der er stjålet fra de almene lejeres landsbyggefond. Beboerkontrol med nye, stramme regler for omkostningsbestemte huslejer – og omlægning af alle nybyggede lejligheder til almene boliger. Ingen skal tjene penge på andres boligbehov. Ny beskatning, der tilstræber, at værdistigninger i boliger og jord skal tilfalde samfundet, når nogen vil realisere disse.

4) Flygtninge- og indvandrerpolitik… Her er det vist sørgeligt unødvendigt at uddybe.

Det turde være indlysende, at forskellen på S- og EL-politik ikke bare er et spørgsmål om lidt mere eller lidt mindre. Det er politik, der peger i helt forskellige retninger!

Socialdemokratiet vil først og fremmest holde kapitalismen kørende – det vil sig i sidste instans føre politik, der får kapitalisterne til at føle sig godt tilpas i landet. Enhedslisten vil derimod føre klassekamp – og vil gribe ind over for kapitalisternes privilegier og magt, når der (ustandseligt!) er grund til det, fordi vi faktisk helt vil afskaffe disse og arbejder for et socialistisk alternativ.

Det er således en fuldstændig afsporing af EL’s politiske projekt, hvis det kommer til at fremstå, som om vi egentlig bare kæmper for at få en ”ny første-Mette-Frederiksen-regering”.

Derfor skal den politiske vedtagelse på det kommende årsmøde selvfølgelig ikke kunne læses på den måde.

Socialistisk ArbejderPolitiks forretningsudvalg, den 18.maj 2023