Foto: Valgplakat fra det Jødiske Arbejderforbund, Kyiv 1917. Overskriften  lyder: Hvor vi bor, dér er vores land. Stem på liste 9 – Bund. Nederst: En demokratisk republik! Fulde nationale og politiske rettigheder for jøder!

Den enorme demonstration [i London] sidste lørdag imod krigen i Gaza og for retfærdighed for Palæstina var særdeles bemærkelsesværdig. Der var virkeligt mange unge, multikulturelle, energiske deltagere, men også et særligt iøjnefaldende træk, som ikke blev omtalt i de etablerede medier.

På trods af en retorik, hvor politikere, kommentatorer og ’ledere’ af det jødiske fællesskab var fælles om at påstå, at en pro-palæstinensisk demonstration igennem London ville være en meget alvorlig krænkelse og trussel mod jøder, så var der lige midt i demonstrationen en stor kolonne af jøder, mobiliseret af mange forskellige grupper.

Det er ikke første gang, at jøder fra forskellige organisationer demonstrerer for retfærdighed for Palæstina, men omfang, demografi og gejst var anderledes.

Forsamlingen omfattede alle aldersklasser, fra 20- til 80-årige, men med en klar overvægt af unge.

Deres synspunkter kom utvetydigt til udtryk på de hjemmelavede skilte og plakater: ’Jews against Genocide,’ ’Jews against War Crimes,’ ’Not in our Name’ (med en Davidsstjerne), ’Jews stand for Palestine.’

Demonstrationen fandt sted, efter at Israel officielt havde erklæret sig i krig, og hvor der fra det jødiske fællesskabs side blev lagt et enormt pres på folk for at holde afvigende synspunkter bag lukkede døre.

To dage tidligere havde Na’amod (’Vi står fast’ på hebræisk), UK Jews against Occupation, afholdt et højtideligt møde på Parliament Square med deltagelse af 400 jøder.

De fordømte både Hamas’ ugerninger imod civile israelere 7. oktober og de israelske gengældelses-angreb, der for få dage havde krævet endnu flere dødsofre, herunder mange børn, og antallet stiger for hver dag.

Na’amodniks holdt bannere, hvor der uden omsvøb stod ’UK Jews demand: Stop the Genocide. End the Siege.’

Velvidende, at Israels regering og selvbestaltede ’ledere’ af britiske jøder ikke taler på deres vegne, er én ting. At sige det offentligt, og så skarpt, virker meget stærkere. I USA har tusinder af unge jøder mobiliseret på denne udmelding: Vi afviser at lade vores sorg blive brugt som en retfærdiggørelse af, at der bliver udgydt endnu mere blod, og et nyt Nakba.’

Unge jødiske venstreorienterede krydser den linje, der går mellem kritik af besættelsen med dens daglige overtrædelser af menneskerettigheder, og en mere dybtgående kritik af zionismen generelt.

Før Anden Verdenskrig var zionisme et mindretalsstandpunkt i de fleste jødiske fællesskaber i verden. Holocaust ændrede dette, uigenkaldeligt, som det ser ud.

Et stort antal flygtninge, der fristede en kummerlig tilværelse i lejre, ønskede ikke at vende tilbage til de lande, hvor nazisterne havde myrdet deres familie, men dørene til de vestlige lande var meget svære at lukke op.

Mange i flygtningelejrene vendte sig imod Palæstina som tilflugtssted. Jødiske mindretal i vestlige lande, der ikke ville hjælpe disse flygtninge, blev følelsesmæssigt tiltrukket af zionismen, og stillede ikke spørgsmålet, om dannelsen af Israel kunne få betydning for dem, der allerede boede der.

Især fra 1960 og fremefter blev zionismen den dominerende ideologi i det jødiske liv i Storbritannien. Dette faldt sammen med et relativt fremskridt i mange jøders materielle tilværelse, hvor flere kom til at bo i forstæderne og tilhøre middelklassen.

I jødiske uddannelsesinstitutioner, søndagsskoler i synagogen og sommerlejre blev pro-zionisme og hebræisk normen i løbet af 50’erne og 60’erne.

’Jerusalem-programmet’, der blev vedtaget i 1968, forsøgte at vende en generel sympati for Israel blandt almindelige diaspora-jøder til en forpligtelse. Det fremmede et politisk standpunkt, hvis kernepunkter var ’Israels centrale betydning’, ’det jødiske folks enhed’ gennem ’dets forbindelse til dets historiske hjemland Eretz Yisrael (landet Israel).’

Officielle zionistiske forsamlinger og organisationer, finansieret af den israelske stat, fremlagde kulturelle programmer, der skulle forstærke identifikationen med diaspora-fællesskaber.

Jerusalem-programmet fra de tidlige 50’ere havde især handlet om at ’samle de landflygtige (idet jøder i diaspora snarere blev opfattet som ’landflygtige’ end som borgere på linje med alle andre i deres lande). Programmet tilskyndede til emigration til den nye stat, ’aliyah’, der betyder ’opadstigende’, og talte om at fremme jødisk bevidsthed ved at propagandere for den zionistiske idé, med særlig vægt på ’hebræisk uddannelse ’ og ’hebræisk sprog’.

1968-programmet gik endnu videre, idet det erklærede, at zionisme var ’det jødiske folks nationale befrielsesbevægelse.’

Det zionistiske projekt i Palæstina indebar, at palæstinensernes historie skulle udslettes ved at bygge nye landsbyer dér, hvor de palæstinensiske lå, og give dem nye navne, efter at de var etnisk udrenset i krigene fra 1948 og fremefter.

I det bredere perspektiv begyndte det zionistiske projekt at nedvurdere og udslette ældgamle jødiske diaspora-kulturer og sprog, og de ellers stærke og tankevækkende alternativer, de bød på.

Den selvsikre udfordring til de zionistiske imperativer, sammenfattet af den jødiske blok sidste weekend, var et udtryk for den voksende interesse i at genoplive disse alternativer.

Fra den politiske zionismes opstart i 1897 indtil Anden Verdenskrig kæmpede zionister for at vinde indpas i de jødiske fællesskaber, hvor langt de fleste tilhørte arbejderklassen. Sådan var det både i USA og Europa, især i mellemkrigstidens Polen, hjemsted for Europas største jødiske befolkningsgruppe.

Aktivister, der forkastede jødisk nationalisme til fordel for klassepolitik, sluttede sig til kommunistiske og socialistiske partier i forskellige lande, og den jødiske identitet kom til at stå svagere.

Men det stærkeste sekulære venstrefløjsalternativ til zionismen, født i det samme år som den konference, hvor den politiske zionisme blev proklameret, var ’bundisme’ – en jødisk socialistisk arbejderbevægelse med et internationalistisk og anti-nationalistisk fremtidsperspektiv.

Bundismens filosofi ’doykat’ (her-væren) var: ’Dertn vu mir lebt, dort is undzer land’ – ’dér, hvor vi bor, dér er vores land’.’ Den jødiske fremtid var som minoriteter i diaspora, ikke en fort-lignende jødisk nationalstat.

Bund arbejdede for en avanceret multikulturel model, der skulle sikre, at mindretalsrettigheder blev så gode som muligt i de stater, hvor de og andre minoriteter boede. Så ud over et klassisk politisk program, der skulle vise vejen til en bedre fremtid, lagde det særlig vægt på en moderne, sekulær kulturel identitet, især i kraft af det jiddische sprog, biblioteker, sportsklubber, skoler, diskussionsklubber, organiseringer for børn og unge og en kvindebevægelse, der gav græsrødderne aktivitetsmuligheder.

Inden for den socialistiske bevægelse lagde de større vægt på demokratiet i partiet, hvad der førte til sammenstød med fortalere for mere centralistiske modeller, ikke bare Lenin i 1903, men også i Polen i 30’erne og andre steder.

Før Anden Verdenskrig var det anarkister og bundister, der gik imod jødisk nationalisme, det bankende hjerte i de progressive bevægelsers, især i landets største jødiske fællesskab i Londons East End.

I mellemkrigstiden tiltrak det kommunistiske parti mange jødiske medlemmer. Trods markante meningsforskelle var anarkister, bundister og kommunister dog fælles om at lægge vægten på klassepolitik og tage afstand fra jødisk nationalisme.

Bund blev decimeret under Holocaust, hvor dets medlemmer spillede en nøglerolle i modstanden i ghettoen. De, der var tilbage efter krigen, var spredt i mange lande, og fortsatte deres aktiviteter inden for de muligheder, der var, herunder i UK, hvor de blev marginaliseret af zionismens dominans.

Bundister i New York fremsatte I 1947 en erklæring imod delingen af Palæstina: ’Jøders og araberes sameksistens kan kun bringes til veje ved at opgive det zionistiske mål om en uafhængig jødisk stat for det jødiske fællesskab alene (og)… ved arabernes anerkendelse af det demokratiske princip, at et land tilhører hele dets befolkning.’ ’Palæstina skal opfattes som tilhørende araberne og jøderne. Palæstina skal blive en uafhængig stat. Dets frihed og lige rettigheder for dets to befolkningsgrupper skal garanteres internationalt.’

De jødiske socialisters gruppe har for nylig offentliggjort en pamflet: De jødiske Arbejderes Bund, Fortid, Nutid og Fremtid, der indeholder artikler af individuelle bundister, der var medlemmer eller tæt på vores gruppe, og forbinder dette med nutidens aktivister, der er inspireret af bundisme. Den indeholder dokumentation for den voldelige behandling, som zionister udsatte bundister for i flygtningelejrene, hvor de kæmpede imod at blive tvunget til at være med i krigen i Palæstina.

I dagens Israel fungerer Mesarvot – Militærnægternes solidaritetsnetværk – som et støttenetværk for militærnægtere.

Det er opmuntrende, at bundismen har vakt fornyet interesse, og givet jødiske venstreorienterede en anti-nationalistisk referenceramme.

Gamle progressive ideer får nyt liv og relevans, og nye interesserede, i vores farlige og uforudsigelige tid.

27. oktober 2023

Oversat fra Morning Star af Niels Overgaard Hansen