Læsetid: 12 minutterPalæstinensisk støttedemonstration I Columbus, Ohio, 12. oktober 2023. Foto: Becker1999, CC BY 2.0, Wikimedia
Indenrigsminister i UK, Suella Braverman, har for nylig haft fat i det populære kampråb ’From the river to the see, Palestine will be free.’ Hun påstår fejlagtigt, at det er en ’møgbunke af antisemitiske smædeord’, der ’skaber frygt, ikke kun hos jøder, men hos alle anstændige mennesker.’ Det er hverken antisemitisme eller trusler – det er, hvad der bliver sagt, et krav om befrielse for alle palæstinensere i hele det historiske område, der er Palæstina.
Men Braverman har dog en pointe, når hun siger, at parolen ’blev droppet af alle vigtige organisationer, efter at Israel og PLO sluttede fred med Oslo-aftalerne i 1993.’ Den har sin oprindelse i en tidligere periode af den palæstinensiske kamp, og afspejler en tidlig stræben i bevægelsen. Og denne stræben efter en retfærdig og varig løsning på spørgsmålet om Palæstina vender nu tilbage.
’From the river to the sea’ er udtryk for reaktionen på, at apartheid tog sin begyndelse i 1948, da Israel blev dannet i forbindelse med den etniske udrensning af Palæstina. Det er ikke en opfordring til folkemord. At opfordre til ødelæggelsen af Israel som en apartheidstat er ikke en opfordring til at udslette de jøder, der bor der, lige så lidt som opfordringen til ophør af apartheid i Sydafrika var en opfordring til udslettelsen af den hvide befolkningsgruppe.
Én stat for arabere og jøder
Historisk går parolen ’From the river to the sea’ tilbage til 1960’erne, eller længere endnu, til den tid, hvor den palæstinensiske modstand blev ledet af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, en sekulær koalition af nationalistiske og venstreorienterede palæstinensiske partier.
I slutningen af 60’erne fremlagde PLO en visionær idé om arabisk-jødisk sameksistens i ét demokrati, og argumenterede for, at Israel og de besatte områder skulle blive ’en sekulær, demokratisk stat, Palæstina’, baseret på én person, én stemme, og hvor arabere, jøder, muslimer og kristne skulle være helt lige.
I 1969 erklærede PLO helt formelt, at organisationens mål var ’at skabe et frit og demokratisk samfund for alle palæstinensere, muslimer, kristne eller jøder.’ Det var en revolutionær idé på det tidspunkt, en implicit udfordring i forhold til de arabiske regimer, der hverken var frie eller demokratiske. Den var også revolutionær ved at tilbyde at dele landet som lige borgere med det folk, der havde fordrevet palæstinenserne fra deres land, og underlagt dem militær besættelse.
Og også i det år erklærede Fatah, det førende politiske parti i PLO, at det ’ikke kæmper imod jøder som et etnisk eller religiøst fællesskab. Det kæmper imod det Israel, der manifesterer sig ved en kolonialisme, baseret på et racistisk, ekspansionistisk teokratisk system, et udtryk for zionisme og kolonialisme… Fatah proklamerer hermed højtideligt, at det endelige mål for dets kamp er oprettelsen af en uafhængig, demokratisk palæstinensisk stat, hvor alle borgere, uanset deres tro, vil nyde lige rettigheder.
En antologi af Fatahs erklæringer og artikler, udgivet i Europa i 1970, ’The Palestinian Revolution and the Jews, indeholdt en opsigtsvækkende udtalelse: ’Hvad der er nyt, er, at landflygtige ikke-jødiske arabere, fordrevet fra deres hjem og deres fædreland af jødiske bosættere i Palæstina… kræver en stat, der bringer tidligere ofre og tidligere aggressorer og forfølgere sammen. Denne idé er revolutionær’.
I 1970 fremførte Yasser Arafat, i sin berømte tale ved FN’s generalforsamling, endnu engang en vision for Israel og de besatte områder, om arabisk-jødisk sameksistens i et delt demokrati fra floden til havet:
’Jeg kommer her i dag med en olivengren i den ene hånd, og en frihedskæmpers våben i den anden. Jeg gentager: Lad ikke olivengrenen falde ud af min hånd… er det ikke revolution at gøre drømme og håb til virkelighed? Så lad os arbejde sammen om, at min drøm bliver opfyldt, at jeg kan vende tilbage med mit folk fra landflygtigheden, til Palæstina for at bo sammen med den jødiske frihedskæmper og hans fæller, med den arabiske præst og hans brødre, i én demokratisk stat, hvor kristne, jøder og muslimer bor i retfærdighed, lighed, broderskab og fremskridt’.
Tostats-løsningen
PLO begyndte dog kort efter at lægge afstand til denne vision. Ideen om, at Palæstina-Israel skulle blive én stat, havde ikke vakt megen genklang hos israelske jøder, undtagen hos små socialistiske grupper som Matzpen, og PLO kunne hverken opbygge tilstrækkelig støtte eller udvikle den politiske strategi, der skulle til for at når deres mål.
Deres opfordring til, at Israel og de besatte områder som en enhed skulle afvikles og erstattes med et delt demokrati, blev af Israel og de vestlige lande systematisk fejlagtig fremstillet, som om det, der var meningen med den, var folkemord, at ’jøderne skulle drives i havet.’ Det vendte virkeligheden helt på hovedet. Det var palæstinenserne, der gennem årtier skånselsløst var blevet fordrevet fra deres land, gjort til flygtninge, spærret inde i stadig mindre enklaver, domineret af Israel.
Fra midten af 70’erne blev forestillingen om én stat lidt efter lidt forladt, kulminerende med, at POLO i 1988 reelt accepterede en ’tostatsløsning’ og ’anerkendte’ Israel. Det revolutionære mål at befri hele det historiske Palæstina fra floden til havet fra racisme, og etablere et delt demokrati for arabere og jøder, blev erstattet med det mere begrænsede mål at danne en palæstinensisk mini-stat på Vestbredden og i Gaza, med Øst-Jerusalem som hovedstad. Det vil sige mindre end en fjerdedel af det historiske Palæstina.
Det nye mål splittede også den palæstinensiske kamp, fordi kampen for at flygtninge kunne vende hjem, at palæstinensere i Israel kunne søge om statsborgerskab på lige fod i Israel, blev kraftigt nedtonet. Det svækkede også den politiske argumentation, der blev helt utydelig. Den palæstinensiske kamp havde tidligere været klart defineret som en anti-racistisk kamp: for lige rettigheder, imod en apartheid-stat.
Hamas vinder frem
Tilbagegangen for PLO åbnede op for, at Hamas, et islamistisk parti, kunne komme frem i rampelyset som et parti, der stod for modstand mod besættelsen. Formelt forpligtet på befrielsen af hele det historiske Palæstina, talte Hamas oprindeligt om, at Palæstina-Israel skulle blive en muslimsk stat, men heller ikke det mål kunne der opbygges styrke til, eller udvikles en strategi for, så de indstillede sig på mere pragmatiske og moderate mål.
Igennem næsten 20 å5 har Hamas gentagne gange tilbudt Israel at indgå i en fredsproces og en konkret tostatsløsning, baseret på det israelske militærs tilbagetrækning til 1967-grænserne, dannelsen af en palæstinensisk mini-stat på Vestbredden og i Gaza, med en 10-årig våbenstilstand til at forhandle om andre uløste problemer, f.eks. flygtninges ret til at vende tilbage.
Bevægelsen er også for lang tid siden gået væk fra de første dages reaktionære retorik mod jøder. Khaled Mashal, deres daværende leder, sagde for eksempel under den 51 dage lange krig om Gaza i 2014:
’Vi er ikke fanatikere, vi er ikke fundamentalister. Vi kæmper faktisk ikke imod jøder, bare fordi de er jøder. Vi kæmper ikke imod andre racer. Vi kæmper imod besætterne… Jeg er med på sameksistens med jøder, med kristne og med arabere og ikke-arabere, men ikke med besætterne’.
Det vil altså sige, at Hamas vil gå med til, at der skal bo jøder i det historiske Palæstina. Ethvert argument om, at jøder står over for en trussel om folkemord fra enhver palæstinensisk grupperings side, hvad enten det er PLO eller Hamas, er åbenlyst absurd. Palæstinenserne er dårligt bevæbnede over for stat, der er i besiddelse af kernevåben, og hvis militær er er et af de stærkeste i verden. Palæstinenserne har slet ikke militær kapacitet til at tilintetgøre Israel, men Israel har militær kapacitet til at tilintetgøre Gaza.
I betragtning af Israels apartheid fra floden til havet, og at de blankt afviser enhver mulig tostatsløsning, så er det gamle fremtidsperspektiv om arabisk-jødisk sameksistens vendt tilbage.
Apartheid-staten i dag
B’Tselem, den vigtigste israelsk-jødiske menneskerettighedsorganisation, der overvåger de besatte områder, har i 2021 beskrevet Palæstina-Israel som ’et regime af jødisk overherredømme fra Jordan-floden til Middelhavet. Det er apartheid. Mere end 14 millioner mennesker, cirka halvdelen af dem jøder, den anden halvdel palæstinensere, lever mellem Jordan-floden og Middelhavet under ét styre.’
Samme år fremlagde Human Rights Watch en iøjnefaldende kritisk rapport, hvori det blev sagt direkte, at ’tærsklen’ var blevet overskredet, og at der nu var apartheid i Palæstina-Israel, baseret på en politik, hvis overordnede formål var at’ fastholde de jødiske israeleres totale herredømme over palæstinenserne’. For første gang i historien har verden førende menneskerettighedsorganisation direkte anklaget den israelske stat for den forbrydelse at udøve apartheid, og for forbrydelser mod menneskeheden.
Senere, i 2022, fremlagde Amnesty International så også en rapport, der karakteriserede Palæstina-Israel som apartheid, og hvori det blev sagt, at ’Israel håndhæver et system af undertrykkelse og ulighed på alle de områder, hvor de kan indskrænke deres rettigheder’. Det omfatter ikke blot palæstinensere på Vestbredden, i Gaza, Jerusalem og i selve Israel, men også palæstinensere i flygtningelejrene og diaspora, der forhindres at vende hjem. Amnesty opfordrede til våbenembargo, og til, at Den Internationale Krigsforbryderdomstol foretager en efterforskning af Israels apartheid.
I alle tre rapporter bliver der lagt vægt på, at selv om metoderne varierer i de forskellige dele af det historiske Palæstina, så er de ikke desto mindre alle tre en del af det samme apartheid-system, som Israel har påtvunget palæstinenserne fra floden til havet.
Hvordan blev Palæstina ufrit?
I 1948, da staten Israel blev født, i en bølge af vold, blev 80 pct af den bosiddende befolkning fordrevet og udelukket fra det land, hvor dets forfædre havde boet siden langt tilbage, for at en ny jødisk flertalssat kunne etablere sig i et arabisk flertalsland.
Fra den ene dag til den anden blev 750.000 palæstinensere flygtninge fordrevet under Nakba, og er stadigvæk en af de største og mest ensartede flygtningebefolkninger, der er set i denne verden.
Israel jævnede mere end 400 palæstinensiske landsbyer med jorden for at slette mindet om et andet samfund, der havde blomstret i landet i århundreder, og fulgte det derefter op med to sæt apartheid-love.
Det ene af dem sigtede mod at forhindre de palæstinensiske flygtninge i nogensinde at vende tilbage til, hvad der nu var Israel, og til at beslaglægge deres jord og ejendomme.
Igennem mere end 75 år har Israel nægtet at leve op til deres menneskeretslige forpligtelser over for de palæstinensiske flygtninge fra 1948 og deres efterkommere, ved at forhindre dem i at udøve deres ret til at vende tilbage til deres hjemland.
Og i kontrast til det vedtog Israel for 73 år siden sin ’lov om tilbagevenden’, der giver enhver jøde ret til at flytte til Israel og blive israelsk statsborger. Det betyder, at en, der er født som jøde i Europa, og hvis familie har boet der i generationer, kan ’vende tilbage’ til Israel og få israelsk statsborgerskab, men en palæstinensisk flygtning, der er født i det, der nu er Israel, og som stadigvæk har skødet, der viser hans lovlige ejendomsret til familiens hjem i Israel, og nøglen til døren, kan ikke vende tilbage. Palæstinenserne betragter dette som dybt racistisk.
Det andet sæt love sigtede mod at gøre at gøre dem, der var tilbage af den oprindelige palæstinensiske befolkningsgruppe til tredjeklasses borgere som ikke-jøder i det, der nu blev defineret som en jødisk stat frem for en stat for alle dens borgere. Palæstinensiske borgere i Israel, afskåret fra et reelt lige borgerskab, udgør cirka en femtedel af Israels befolkning.
Under Seksdageskrigen i 1967 blev resten af Palæstina – Øst-Jerusalem, Vestbredden og Gaza – underlagt en ulovlig israelsk militær besættelse.
For næsten to årtier siden blev denne besættelse skærpet i form af, at Israel og Egypten iværksatte en brutal blokade, til lands, til søs og i luften – en kollektiv afstraffelse, der blev bakket op af de vestlige lande. Gaza er et af de tættest befolkede områder i verden, og flertallet af befolkningen er flygtninge og halvdelen børn.
Forenet palæstinensisk modstand
Når vi råber i kor ’Palestine will be free, from the river to the sea’, så ligger der også heri en indsigt i, at der er tre dimensioner af Israels apartheid og de iboende racistiske systemer, som den består af, og hvordan de undertrykker palæstinensere:
1. som et folk, der er underlagt en militær besættelse og belejring på Vestbredden, i Gaza, og i Øst-Jerusalem.
2. som tredjeklasses palæstinensiske borgere i Israel, en stat, der afskærer dem fra et borgerskab, der stiller dem lige med jødiske borgere i Israel.
3. som flygtninge og befindende sig i en diaspora, afskåret fra deres lovlige ret til at vende hjem.
Der er mange i de vestlige lande, der med overfladisk arrogance afgrænser den palæstinensiske kamp til at dreje som den militære besættelse i 1967. Kampen for flygtninges ret til at vende hjem og det palæstinensiske mindretals kamp for lige borgerskab i Israel, eksisterer slet ikke for dem. Men den eksisterer stadigvæk for palæstinenserne.
Når vi oplever ’from the river to the sea’ blive råbt I kor under demonstrationer, så er det også som udtryk for et fælles krav om en fremtid, forankret i solidaritet. Denne parole er ikke en krigserklæring. Det er en bekræftelse af den vision om rummelighed, der er kernen i kampen for palæstinensisk befrielse.
Parolen afviser den status quo for besættelse, diskrimination og undertrykkelse, der har stået på alt, alt forlænge. Den ser en fremtid for sig, hvor arabere, jøder, muslimer og kristne kan leve side om side, forenet af deres fælles menneskelighed og forpligtelse på retfærdighed.
27. oktober, 2023
Oversat fra voice.wales af Niels Overgaard Hansen
Er der viden om “From the river to the sea” har været brugt af Hamas eller andre efter 1969 ? Jeg synes ikke det helt fremgår af artikel.