Så lavede de igen en aftale. Lørdag den 12 juni underskrev regeringen og kommunerne aftalen om budgetterne for 2011.

af Ebbe Rand Jørgensen







Aftalen ligger tæt op ad regeringens og DF’s ”genopretningsplan”. Det betyder ”nulvækst” dvs. voldsomme besparelser til næste år. Kommunerne har allerede længe været i gang med at ”tilpasse” budgetterne. S og SF vælger en samarbejdslinje, hvor oppositionen burde bryde med regeringens velfærdspolitik.

 

 

Formanden for KL (Kommunernes Landsforening), socialdemokraten Jan Trøjborg var ganske rammende i sin beskrivelse af aftalen:

”Aftalen er usædvanlig, fordi den økonomiske ramme slet ikke har været til forhandling i år, og KL har derfor ikke indflydelse på den. Afsættet for forhandlingerne har været de rammer, som regeringen på forhånd havde forhandlet på plads med Dansk Folkeparti” (KL’s hjemmeside, d.13.juni)

Store dele af ”genopretningplanen” er direkte skrevet ind i aftalen. Det gælder som sagt det økonomiske krav om ”nulvækst” men også de stramninger af ”sanktionsmekanismerne” som blev aftalt af regeringen og Dansk Folkeparti. Når kommunerne har svært ved at overholde de aftalte rammer, herunder at overholde budgetterne, så kommer finansministeren efter dem med den store hammer. Nu er det ikke kun budgetterne der skal være indenfor rammen, men regnskaberne skal holde ellers kommer storebror, finansministeren og tager af bloktilskuddene.

Claus Hjort Frederiksen havde lagt op til den konfrontatoriske linje overfor de opsætsige kommuner. Han lovede at komme efter de kommuner, som ikke kunne overholde budgetterne. Det har af forskellige grunde været vanskeligt og sidste års regnskaber viste et underskud på tilsammen 5 milliarder kr.

Det løfte har han holdt med ”genopretningsplanen” og kommuneaftalen. Og han har fået kommunernes repræsentanter til at skrive under.
 

 

Handicappede skal betale

 

Kommunerne må altså bruge det samme til driften, som sidste år. Rammen for de såkaldte serviceudgifter udgør 232,8 mia kr. Til anlæg må der kun bruges 15 mia., hvor rammen var 20 mia. sidste år. Enkelte kommuner får lov til at lade skatten stige indenfor en ramme på i alt 300 millioner. Er der en overskridelse af enten det ene eller det andet er der sanktioner.

I praksis betyder det at der skal findes store besparelser.

En af de ting, der er kig på er ”det specialiserede socialområde”. Det handler om handicappede børn og voksne, f.eks. botilbud, beskæftigelse og undervisning. Her var der en budgetoverskridelse sidste år på 3 mia. Der er rigtigt store problemer, fordi området er blevet flyttet fra amterne til kommunerne i forbindelse med kommunalreformen. Det skete uden at nogle reelt kendte de konkrete udgifter!

Aftalen siger, at området skal gøre”styrbart”. Der skal ikke ses mere på budgettet, end på faglige krav og personlige ønsker når der skal tages konkrete beslutninger om enkeltsager.

Der skal bruges færre ressourcer på specialundervisning i folkeskolen. Flere børn skal ”inkluderes” i almindelige skoleklasser.

Det kan næppe undgå at skabe store problemer i folkeskolen og ikke kun for dem, der skal ”inkluderes”.

I det hele taget bliver brede velfærdsområder ramt af forringelser, selvom nogle af de udsatte grupper bliver særligt hårdt ramt.

Der er mange andre elementer i aftalen, f.eks. er der aftalen om ”objektiv sagsbehandling”. En del af kommunernes borgerservice skal flyttes til 3-5 centre, styret af ATP. For få år siden var mantraet ”een indgang til det offentlige”. Nu går de den anden vej, borgerne må sandelig være omstillingsparate.

 

 

Indflydelse for enhver pris

 

Man skulle tro at sagen var enkel for KL’s forhandlere: Der er ikke lykkedes at få nogen som helst indrømmelser på centrale økonomiske områder. Samtidig bliver kommunerne pålagt besparelser, der rammer børnefamilier, handicappede og centrale velfærdsydelser.

Men aftalen blev underskrevet og godkendt af en enig KL-bestyrelse.

”Vi har i bestyrelsen vurderet, at vi tjener kommunernes interesser bedst ved at få så meget indflydelse som muligt på kommunernes vilkår inden for den overordnede ramme, flertallet på Christiansborg har fastlagt.”, siger Jan Trøjborg til KL’s hjemmeside.

SF’erne i bestyrelsen er på samme linje:

”Vi har nødtvunget stemt ja for at undgå at kommunerne skulle forhandle individuelt med finansministeriet. Men forskellen på kommunernes muligheder under denne regering, som sender størstedelen af regningen for deres økonomiske fadæser til kommunerne, og så S-SF’s Fair Løsning, er enorme. Reelt må borgerne bide tænderne sammen, indtil vi kan genoprette velfærden under en kommende regering.” siger Jane Findahl, SF’er og medlem af KL-bestyrelsen (se SF’s hjemmeside)

KL’s overordnede linje har været at for alt i verden undgå et sammenbrud. Alternativet, at Claus Hjort Frederiksen og hans embedsmænd skal forhandle med 98 kommuner hver for sig, er åbenbart et skrækscenarie for KL-ledelsen. Besværligt, men mest for hvem? Men selvfølgelig vil KL miste en væsentlig del af deres eksistensberettigelse, fra at agere politisk ledelse for kommunerne, vil de blive reduceret til et serviceorgan.

 

Det store seje træk

 

Kravet om ”nulvækst” lyder måske ret uskyldigt, men det hårde økonomiske realiteter ude i kommunerne siger noget andet. Der er ikke noget nyt i, at kommuner kommer ud i sparerunder. Men i disse år er situationen kvalitativt ny. Kombinationen af demografisk udvikling, økonomisk krise, forventninger om stigende velfærd i takt med den almindelig velstandsudvikling og så sidst, men ikke mindst, 10 års borgeligt styre, har tilsammen skabt en giftig cocktail for den kommunale økonomi.

Regeringens politiske dagsorden har ikke gjort det nemmere. Strukturreformen har været en dyr og kompliceret affære. Ingen ved, hvad det reelt har kostet at flytte opgaver rundt mellem kommuner, amter og regioner. Helt nye styringsprincipper har skullet opbygges fra bunden.

De senere år har en række kommuner været ude i ”hovsabesparelser”. Når budgettet skulle lægges, viste det sig, at økonomien ikke kunne hænge sammen. Problemerne bliver ikke mindre af de stramninger, der kommer fra regeringen og KL. Nogle kommuner har i årets løb måttet revurdere deres budgetter og gennemføre besparelsesrunder midt i budgetåret. I år er rigtrigt mange kommuner i den situation

Men så viser der sig en helt ny tendens. Nogle kommuner har taget lidt tidligere hul på budgetdiskussionen og diskuterer massive besparelser. En beslutning om at gå til ”ondets rod” og en gang for alle at indrette sig på ”nye økonomiske betingelser”.

En af de kommuner, der er i gang med den øvelse, er Københavns Kommune. Her er der f.eks. en plan om massive driftsbesparelser på børneområdet. Socialdemokraterne Anne Vang og Frank Jensen forklarer til dagbladet Information den 22. juni:

”Et hul på 350 millioner kroner i økonomien på børneområdet forsvinder ikke af sig selv. Det gør den slags desværre ikke. Derfor har vi haft alt værktøjet fremme for at finde pengene på den mest hensigtmæssige måde. Vi ønsker nemlig ikke at gentage fortidens halve løsninger. Vores ønske er at skabe ro på området. Derfor har vi valgt en anden vej – nemlig det store, seje træk frem for hurtige hovsa-løsninger.”

 

Bryd med aftalerne!

 

Situationen peger på et alvorligt dilemma for venstrefløjen. Enten vælger vi en linje, der er trofast overfor kommuneaftaler og økonomisk ansvarlighed. Det er den linje, som socialdemokraterne ude i kommunerne tilsyneladende har valgt, og det ser ud til, at SF’erne følger efter. Den virker ikke særlig virksom som opposionslinje. Hvordan overbevise befolkningen om, at alternativet er bedre, når repræsentanter for samme alternativ er i gang med at forringe kommunens daginstitutionerne, specialundervisningen og forholdene for de handicappede.

Medmindre man har den overbevisning at opgaven er at få trimmet kommunekassen og gjort klar til ”en ny start” under en ny regering, der på den måde kan få det lidt nemmere. Chokterapien kan måske have sin effekt?

Eller også vælger vi en linje, der vælger konfrontationen. Der er store fordele, men også klart nogle risici. Hvordan vil forhandlingerne mellem finansministeriet og 98 kommuner komme til at gå? Det vil sætte sammenholdet mellem kommuner på prøve, men også give mulighed for mere selvstændig handling. Alene det at kommunalpolitikerne skal til at diskutere kravene til en aftale vil være helt nyt.

Venstrefløjen, det vil i praksis sige Enhedslisten, må rejse kravet om, at de kommuner, hvor oppositionen sidder på flertallet, bryder med KL-forhandlingerne, i praksis ved at kommunen melder sig ud af KL (helt lovligt).

Det må følges op af en budgetlægning, der indeholder et element af civil ulydighed. Kan vi lukke børnehaverne, når budgettet er brugt op i oktober måned. Eller droppe vejvedligeholdelsen, så hovedvejen gennem byen må spærres af sikkerhedsgrunde i november.

Diskussionen må rejses, fordi det er det eneste alternativ til, at oppositionen ligger underdrejet i forhold til regeringens økonomiske stramninger af velfærden.

Læs aftalen om kommunernes økonomi her

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com