Det yderste højres valgsejr kom ikke uventet. I mere end 30 år er jorden blevet gødet af det "moderate" højre og 5-Stjernebevægelsen. Nu høster fascisten Meloni, hvad andre har sået.

af Stéfanie Prezioso

Forsiden af Melonis 15-punktsprogram med overskriften “Stemmen, som forener Italien”.

 

Ubehaget og desorienteringen i det italienske vælgerkorps skyldes de fortløbende kriser (økonomi politik, kultur og moral), der har plaget landet i de sidste 30 år. Og som forstærkes af, at “horisonten forsvinder,” og at der ikke længere er fast grund under fødderne.

 

Valget den 25. september kom på det værst tænkelige tidspunkt – midt i tre indbyrdes forbundne kriser: Krigen i Ukraine, energikrisen og en inflation på 8,4 procent – oveni en statsgæld på ca. 180 procent af BNP – den højeste i eurozonen.

 

Draghis afgående regering stræbte efter at opfylde EU’s krav om årligt at afdrage 5 procent af statsgælden. Det blev til 2-3 procent, og er én af årsagerne til, at EU tilbageholder en coronakompensation på 1.500 mia. kr. Også denne hjælpepakke er betinget af drastiske nedskæringer i velfærden og stigende pensionsalder, hvilket vil bidrage til yderligere forarmelse. EU’s tidligere hjælpepakker har på få år sendt ca. 5,6 millioner italienere ud i absolut fattigdom.

 

Højrepartierne fik 44 procent af stemmerne. Valgsystemet belønner partier, der har indgået alliance, og udløser en bonus, så vinderne kan få op til 70 procent af pladserne i de to kamre.

 

Valget viste, at post-fascismen er vejen til at få magt i Italien. En kontrarevolution uden en samtidig revolutionær proces – en “passiv revolution” (Gramsci). For at forstå, hvordan det er kommet så vidt, et det vigtigt at få indblik i de forandringer, der er sket i de sidste 30 år, samt se på, hvorfor fascismen stadig tiltrækker så mange.

 

Spådomme om fascismens tilbagekomst er lige så hyppige, som landets økonomiske og sociale kriser. Det har, stort set, ikke ændret sig, siden fascismens fødsel i 1922. Lederen af koalitionen, Giorgia Meloni, fortier ikke sine rødder i den fascistiske bevægelse, hvis ungdomsforbund hun meldte sig ind i som 15-årig. I 2008 udnævnte Berlusconi Meloni til ungdoms- og sportsminister. Det må ikke glemmes, at Matteo Salvini har langvarige, stabile relationer til neo-fascisterne, og at han var deres favorit ved 2018-valget, hvor Salvini var i koalition med Berlusconi. Det var også i 2018, at 80 procent af vælgerne tilkendegav, at de ønskede en demokratisk valgt, stærk mand

 

Dukkefører Berlusconi

Berlusconi har siden 1994 været den drivende kraft i forskellige højrekoalitioner. Ved søndagens valg fik han blot 8 procent. Alligevel vil hans mangeårige politiske virke give ham en stærk position i en Meloni-ledet regering.

 

Efter at have vundet 1994-valget med 21 procent optog han Movimente Sociale Italiano – Europas ældste fascistparti – i sin regering, siden også Lega Nord. Berlusconis regeringer var en blanding af konservative, nationalistiske og fascistiske elementer, gammelt og nyt i ét. Folkelighed og et stærkt politisk hegemoni. Rugekassen for koalitionerne var anti-kommunisme, anti-fascisme og en anti-demokratisk kultur. Hertil kom fortrængningen af erindringen om fascismen forbrydelser.

 

Berlusconis styrke var hans mange tv-stationer og medier, der bevidst blev brugt til at afpolitisere vælgerne. Leden ved politik var enorm omkring 1990, hvor de kristelige demokrater, der havde regeret siden 1945, og Socialdemokratiet m.fl. var indblandet i omfattende korruption, nepotisme og forbindelser til mafiaen.

 

Venstrefløjens svigt

Det yderste højres sejr kan kun forstås, hvis også venstrefløjens krise inddrages. Den italienske venstrefløj blev hårdt ramt af Sovjets sammenbrud, der gjorde de Moskvatro kommunister desillusionerede og inaktive. Ud af den efterfølgende reorganisering opstod en række venstrepartier, mere eller mindre socialdemokratiske, og som i perioder indgik i skiftende regeringskoalitioner. Det seneste “skud på stammen” er Partido Democratico (PD) – en fusion med Prodis venstrekatolikker. I 2014 lukkede DP’s Matteo Renzi cirklen med et program, der fremstillede neoliberal kapitalisme som det eneste alternativ, og PD blev nu et parti for centrum-venstre-borgerskabet.

 

Det parlamentariske venstre “genlæste fortiden,” især modstandsbevægelsen og antifascismen. Siden fulgte det radikale venstre trop, da lederen af Rifondazione Comunista – det eneste venstreparti med national opbakning – i Corriere delle Sera skrev, at “ikke-vold har givet nyttige erfaringer for ikke at gentage fortidens fejltagelser.” Dermed gav venstrefløjen, stort set, afkald på sin historie og erfaringer. Berlusconi havde opnået, hvad han ville: Afpolitiseringen var – næsten – fuldendt.

 

Politikerleden blev brugt til at undergrave institutionerne. Kun få modsatte sig Berlusconis misbrug af parlamentet og domstolene til at fremme egne anliggender. Modstanden mod de fortløbende forringelser af velfærden var svag. Det hele skete gradvist, især efter indførelsen af euroen i 2001, hvis konvergenskrav var mere, end landets økonomi kunne klare. De teknokratregeringer, som EU indsatte, førte “nødvendighedens politik”, og den slags er aldrig til til gavn for dem, der har mindst. Generelt præges italiensk politik af ringe lydhørhed og evne til at reagere på akutte sociale, økonomiske og miljømæssige behov

 

I takt hermed ophørte arbejderklassens forventninger om, at venstrefløjen var til nytte, og det kan ikke undre, at antallet af sofavælgere steg. Dem var der 20 procent af i 2008, i år 36 procent Italienerne har aldrig haft den store tillid til institutionerne, men de sidste 30 år har tæret på det, der måtte være tilbage. De mange kriser og den systematiske afpolitisering, har forværret lønmodtagernes arbejds- og levevilkår og har svækket klassekampens legitimitet. Uretfærdighederne er blevet “trivialiseret,” så arbejderklassen ikke længere ser sig selv som en dynamisk kraft, der kan ændre forholdene, Bekvemt for magthaverne, at vreden kanaliseres mod de flygtninge og migranter, der kommer fra Afrika.

 

Der kom en klovn med et alternativ: Skråt op

Beppe Grillo og hans 5-Stjernebevægelse var den trojanske hest, der for en tid udfyldte tomrummet efter det politiske sammenbrud. Hans popularitet, som anarkistisk klovn, var enorm. Det føltes befriende, at der var nogen, der, utrolig morsomt, gav “alle” fingeren i bedste Dario Fo-stil. Da Grillo i 2005 stiftede 5-Stjernebevægelsem, havde han allerede et stort publikum, der dog ikke kom til hans shows på byens torve for at demonstrere, men for at grine og få afløb for vreden. Nu sås ikke længere knyttede næver, men fuck-fingre

 

Berlusconis og Grillos politiske karrierer forløber nogenlunde parallelt. Fælles var klovnerierne, og leden ved de etablerede politikere. Berlusconi var dog også den succesrige forretningsmand, der ville drive Italien, som han ledede sine mange selskaber: Væk med parlamentarisk kævl, ud med fagforeninger og nærdemokratiet – nu styrer far!

 

Grillo og 5-Stjernebevægelsen kaprede den sociale indignation, der var blevet hjemløs efter venstrefløjens kollaps. I andre lande opstod fx Podemos, Syriza, Occupy m.fl. Det var dog ikke dem, Grillo solidariserede sig med, snarere Gyldent Daggry i Grækenland.

 

Lega Nord vandt frem blandt Norditaliens kristelige demokrater, der siden Anden Verdenskrig var gået til valg på sloganet “for kirken og mod kommunismen.” Legas succes spillede en afgørende rolle for den politiske udvikling i 90’erne, om end partiets EU-fjendtlige holdning ofte var i modstrid med de vælgere, der nød godt af EU’s indre marked og euroen.

 

Det var den samme manøvre, Grillo foretog i 00’erne, men i de røde zoner.(Toscana, Bologna-regionen og i industribyerne i nord), hvor de desillusionerede vælgere faldt for hans svadaer mod alt det, kommunistpartiet engang stod for: Værdier, erindringer og kampen mod fascismen. Besynderligt nok godtog mange hans påstande om, at ”venstre er værre end højre”, “ingen af dem er på folkets side”, og “det er bedre at være ærlig end at være anti-fascist.”

 

Grillos “protestbevægelse” var “let og magtfuld” og foregik på de sociale medier, som han styrede benhårdt. Med tiden blev der kun plads til, hvad Grillo mente dén dag. Dagen efter kunne han mene det modsatte. Og det slog an. I 2009 var hans blog blandt de 25 mest sete – globalt.

 

Tvivl og ironi som politisk budskab

Kernen i Grillos “budskab” var tvivl og ironi, og at det er umuligt at opnå viden om virkeligheden. Han tilsluttede sig anti-vaxerne og påstod, at “coronavacciner er farligere end sygdommen.” Alt dette blev ædt råt af en befolkning, der er én af Europas mest overtroiske.

 

Det hele blev syltet ind i grønne fraser om at “passe bedre på jorden, vandet og klimaet.” I parlamentet manifesterede det sig i en kamp mod privatisering af drikkevandet, og mod anlæg af veje og baner i naturskønne områder. Samtidig blev asylpolitikken skærpet, og mens den politisk motiverede vold steg, blev solidaritetsarbejdet og antifascismen kriminaliseret som “ballade”. Adgangen til at eje skydevåben blev lempet.

 

Også 5-Stjernebevægelsen havde interne stridigheder og fraktionsdannelser. Selv om de fik ca. 30 procent af stemmerne ved valgene i 2014 og 2018, så var de nødt til at gå i koalition med det foragtede PD, og siden med det endnu mere foragtede Lega. Også dét gav anledning til indre ballade og svækkede bevægelsen. Ved valget i søndags faldt 5-Stjernebevægelsen til 15 procent

 

Grillos retorik ligner humor; reelt bruger han det yderste højres retorik. Set i det lys var hans dialog med Casa Pound logisk, for begge er enige om at bekæmpe indvandringen. Også frafaldne Lega-vælgere følte sig hjemme i 5-Stjernebevægelsen. Da Trump blev præsident, skrev Grillo i en avis, at ”international politik har brug for stærke mænd som Trump og Putin”.

 

I august 2019 fremprovokerede Salvini en krise for at få et hurtigt valg. 5-Stjernebevægelsen stod dårligt, og dét skulle udnyttes. I stedet gik 5-Stjernebevægelsen i regering med PD. Det holdt til februar 2021, hvorefter EU’s Draghi lavede en samlingsregering. Fratelli d’Italia valgte at stå udenfor, og det høstede partiet mange stemmer på den 25. september, fordi det ikke blev anset for at være kompromitteret.

 

Den evige fascisme

I ugerne op til valget blev der hyppigt refereret til Umberto Ecos essay “Den evige fascisme”. Heri understreger Eco fascismen som en fortsat eksisterende trussel: “Det ville være lettere, hvis en eller anden sagde, ’Jeg vil genåbne Auschwitz, og gid de sorte skjorter kommer tilbage i gaderne.’ Men så enkelt er livet ikke. Den evige fascisme kan komme tilbage i de mest uskyldige forklædninger. Vores pligt er at afdække det, og udpege den ved enhver lejlighed – hver eneste dag og overalt i verden.”

 

Fratelli d’Italia er “den ægte vare”. Når Meloni påstår, at hun har afsværget fascismen, så viser hendes taler, partiprogrammet og de kampfæller, hun omgiver sig med, at det ikke er tilfældet. Hendes nationalisme, dyrkelsen af den stærke mand, religionen og familien, og udfaldet mod LBGT-miljøet, indvandrere og venstrefløjen – alt dette er fascisternes faste repertoire.

 

Dele af venstrefløjen har gennem årene begået den fejl at kalde det meste af, hvad der lå til højre for midten for fascister, uden at skelne til, om det nu også var tilfældet. Det har forvirret mange vælgere. Hvis fx Berlusconi, der gængs normalt ikke opfattes som fascist, men som autoritær – selvom én af hans aviser i 2016 forærede læserne en udgave af Mein Kampf – kan samarbejde med Meloni – hvem er så hvad? Der er gået inflation i ordet “fascist,” så den dag, hvor det virkelig gælder, da har ordet mistet sin betydning.

 

Efter 30 års systematisk påvirkning, parret med dyb politikerlede, er Italien blevet et land uden erindring om de undertrykte og deres kampe. En tilstand af forbrugerisme, kulturel og historieløs uvidenhed, og hvor enhver form for forståelse af kapitalismens irrationalitet er udtømt. Den traditionelle dannelse og de elementære demokratiske principper er eroderet, og flugten fra friheden (Erich Fromm) synes at være et mål i sig selv,

 

Forfatteren og filminstruktører Pier Paolo Pasolini skrev i 1975, kort før han blev myrdet (et uopklaret mord, der tilskrives fascisterne): “Italien er et cirkulært land. Det er, som det hedder i Lampedusas bog, Leoparden, “at alt skal forandres, så alt kan forblive, som det er”. Vi er et land uden erindring, for var det tilfældet, da ville vi hæge om landets historie, og vi ville vide, at regimer rummer ældgamle gifte, usynlige metastaser.”

 

Beppe Grillo citeres for, ”Italien er et farligt land, det er herfra bankerne og fascismen stammer.” Og ret han, for mangt og meget, der først dukker op i Italien, det har det med at brede sig til andre lande. Men hvordan kan et folkeslag med så rig en kultur, ende med at kåre politikere som Meloni, Salvini og Berlusconi til at lede landet. Italien år 0?

 

12. september 2022

 

Stéfanie Prezioso er professor i moderne historie ved universitet i Lausanne, Schweiz, og sidder i redaktion af Contretemps – Revue de Critique Communiste samt Solidarities.

 

Oversat og bearbejdet fra New Politics af Arne Lund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com