I oktober 1922 indtog 25.000 fascistiske sortskjorter Rom, og få dage efter udpegede kongen Mussolini som ny regeringsleder. Den begivenhed, der siden blev kendt som "marchen mod Rom," var kulminationen på den politiske og sociale uro i årene efter Første Verdenskrig.
Så dramatisk var tiden forud for parlamentsvalget den 25. september dog ikke. Situationen i dag og i årene efter Første Verdenskrig har dog det til fælles, at landet har været ledet af svage regeringer med kort levetid, og en splittet venstrefløj, der ikke har været i stand til at bekæmpe det yderste højre.
Valgets resultater
Den klare vinder er Fratelli d'Italia (Italiens Brødre), hvis leder, Giorgia Meloni, bliver landets første kvindelige premierminister. At et parti, der blev stiftet i 2012, og som ved valget i 2018 fik 4 procent af stemmerne, har fået 26 procent, er ikke usædvanligt i Italien. Her er vælgerne vant til, at døgnflue-partier kan få betydelig tilslutning, blot for at forsvinde igen efter 2-3 valg.
Således kom 5-Stjernebevægelsen i parlamentet første gang i 2013 med 25 procent af stemmerne. Fire år senere blev det til 33 procent, men faldt så i går til 15 procent. Berlusconis Forza Italia fik i 1994 ca. 21 procent af stemmerne, gik i opløsning i 2011, og i går måtte han tage til takke med 8 procent. Salvinis Lega lå i mange år på 4-7 procent. I 2018 blev det til 17 procent, og i går røg partiet ned på knap 9 procent. I alt fik højrefløjen 12.2 mio stemmer, svarende til ca. 44 procent. Meloni gjorde kraftigt indhug i Legas og Forzas vælgere, og det vil givetvis vanskeliggøre det kommende regeringssamarbejde.
Det splittede centrum-venstre fik 7,3 mio stemmer. Det største parti, Partito Democratico (socialdemokratisk), fik 19 procent. Et udbryderparti fra DP, Italia Vivo, med tidligere ministerpræsident Matteo Renzi, fik 7,9 procent, Det Grønne Venstre 3,7 procent og 5-Stjernebevægelsen, der havde udløst valget, blev halveret: fra 32 til 15 procent. Flere mindre centrumspartier fik i alt 5-7 procent Her er det usikkert, hvem der klarer spærregrænsen. To partier på den yderste venstrefløj, Unione Populare fik 400.000, og PCI fik 25.000 stemmer (kilde: det italienske indenrigsministerium).
Valgdeltagelsen var den laveste nogensinde, og det i et land, hvor der ellers er tradition for solid vælgeropbakning: 64 procent mod 74 i 2018. Valgloven favoriserer partier, der forud for valget har indgået aftaler. Det havde centrum-venstre ikke, så deres nederlag er selvforskyldt.
Mange har også været skuffet over, at centrum-venstre ukritisk har erklæret sig pro-EU og pro-vestlig, og ikke har været lydhøre overfor den betydelige EU-skepsis og -modstand, der er i dele af befolkningen. Også centrum-venstres accept af sanktionerne mod Rusland, der har ramt Italien særlig hårdt på grund af landets store samhandel med Rusland, har kostet dyrt.
Den regionale stemmefordeling
Stemmefordelingen i de 19 regioner viser, at Fratellis vælgere fordeler sig jævnt over ud over hele landet, med mere end 20 procent i alle regioner. Stærkest står partiet i det rige Lombardiet - hvor Lega i mange år var enerådende - i de førhen så røde industribyer i Toscana, samt på støvlehælen.
Lega har ikke fået mange stemmer udenfor Norditalien og har set vælgerbasen skrumpe til Milano og enkelte andre større byer. Forsøget på at blive landsdækkende er kuldsejlet. Berlusconis Forza Italia er smurt ud i et tyndt lag over hele landet. 5-Stjernebevægelsen står forholdsvis stærkt i de sydlige regioner: Napoli, Calabrien Sicilien og Sardinien. Venstrefløjen holder fortsat sine gamle bastioner i Toscana, omkring Bologna og i den sydlige del af Lombardiet.
Valgtemaer
Med de voldsomme klimakatastrofer, der har ramt Italien i denne sommer, ville det være oplagt, om miljø og klima var indgået i valgkampen, men det har ikke været tilfældet. Alt, hvad det er blevet til, er de vante fraser om, "at vi skal passe på børnenes jord," og "det smukke landskab," men ingen har ideer til konkret handling. Meloni mente, at "vi skal bede Gud om bedre vejr."
Kun de grønne partier gjorde opmærksom på, hvor slemt det står til, men har ikke kunnet trænge igennem. Og det til trods for, at måske en tredjedel af høsten er ødelagt, og at gartnere og bønder samt den fødevaresektor, landet med rette er stolt af, er truet. Heller ikke et stort antal klimaforskere kunne få politikerne i tale.
Temaerne har i stedet været eftervirkningerne af coronaen, hvor de mange døde og de langvarige nedlukninger har været en hård belastning, som stadig ikke er overvundet. Oveni kommer sanktionerne mod Rusland, der har forøget arbejdsløsheden, skabt energimangel og høj inflation. Appellen til de mindrebemidlede stod i skærende kontrast til Fratellis valgfest, der blev afholdt på et 5-stjernet hotel i Romas dyreste bydel.
Udlandsgælden er nu oppe på 180 procent af BNP - den må max. være på 60 procent ifølge euro-reglerne. Med en euro, der dikteres benhårdt fra Bruxelles, har Meloni kun få muligheder for at realisere sine valgløfter, der angiveligt vil koste et 3-cifret milliardbeløb om året. Det er, som om hun ignorerer, at Italien ikke kan komme ud af krisen ved at devaluere eller føre sin egen finans- og krisepolitik.
Både Meloni og Salvini er udtalte EU-modstandere, men den er de nødt til at dæmpe ned, hvis de vil have del i EU's hjælpepakker.
Meloni har appelleret til kvinderne, der i vid udstrækning har ansvaret for at holde sammen på familien. Og hun har talt om, hvor svært det er at kombinere arbejde og familieliv, og ifølge den tyske avis taz, "om skyldfølelsen ved, som fremtrædende politiker, at svigte sin datter på seks." Igen og igen har hun slået på, at hun, der er skilsmissebarn og kommer fra en romersk arbejderfamilie, "er som jer - en datter af folket." Hendes prunkløse, men vredladne sprog og fremtræden har hjulpet godt dertil.
.
Den slags går rent ind hos mange kvinder og "blå feminister." Andre frygter, at Meloni vil fratage kvinderne de rettigheder og muligheder, 50 års kvindekamp har bragt med sig, og at især retten til fri abort vil blive begrænset. Det vil ikke ske, lover Meloni.
Frygten for "indvandrere, der ikke kan lade italienske kvinder være" er blevet pisket godt i vejret. Det samme gælder de "bøsser, lesbiske og transpersoner, der truer familien," og det faldende fødselstal. Mussolinis slogan om "Gud, fædreland og familie," har lydt igen og igen.
Svære opgaver venter
"Hun virker, som om hun er duelig, målrettet, og at hun kan få tingene gjort," siger en vælger til Guardian. Det får hun også brug for. Forude vente tunge opgaver, som hun skal løse sammen med Salvini og Berlusconi - to alfahanner, der har tabt stemmer og indflydelse til en kvinde, de har foragt til overs for. Ingen af dem kan lide stærke kvinder. Salvini kaldte i 2018 parlamentsforkvinde Laura Boldrini for "en sexdukke," mens Berlusconi, da Meloni var ungdoms- og sportsminister i hans regering, kaldte hende for "snurretoppen".
Når Meloni tager fat på arbejdet, får hun ifølge Politico følgeskab af, hvad hun selv kalder "et loyalt ulvekobbel" - politiske medkæmpere, hun har fulgtes med, siden hun som 15 årig meldte sig i ind i den fascistiske ungdomsorganisation. En gruppe, der afviser at fjerne Mussolinis flamme fra partiets logo, og som holder fast i den fascistiske arv - i moderne aftapning.
Sammen med det solide flertal i Deputerkammeret og Senatet skal Meloni indfri valgløfterne om en lavere "flad skat," senere pensionsalder, månedlige pensioner på mindst 7.500 kr., stop for indvandring, forstærket grænsebevogtning, oprydning i det kvælende bureaukrati samt stop for privatisering af landets mange offentligt ejede selskaber, mens privatiserede selskaber skal nationaliseres. Kort sagt: Mere stat - også dét er en del af arven fra Mussolini.
Allerede her er hun på kollisionskurs med Bruxelles, der som betingelse for at yde en hjælpepakke på 1.500 mia. kr. kræver det modsatte af Melonis valgløfter. Det var derfor, EU var så begejstret for Draghis regering, for han forsøgte dog at nedbringe statsgælden med ca. 5 procent om året.
Kan Melonis regering holde sammen?
En lige så stor udfordring vil det være at holde sammen på en regering, der består af tre så vidt forskellige partier som Fratelli d'Italia, Lega og Forza Italia. Nok bekender de sig alle som borgerlige og konservative, men summen af de divergerende holdninger kan sagtens være større. Meloni har fx stærke bånd til USA's republikanere. Hun er pro-NATO, pro-Ukraine og støtter sanktionerne mod Rusland. Det gør hverken Salvini eller Berlusconi, der begge har venskabsbånd til Putin, og Lega er under mistanke for at have modtaget "lån" fra en russisk statsbank.
Både Salvini og Berlusconi var med i Draghis EU-venlige regering. Meloni holdt sig udenfor, og er derfor mindre kompromitteret af Draghis og EU's barske nedskæringspolitik. Det har givet mange stemmer.
Hvordan vil Berlusconis vælgere i den økonomiske elite reagere, hvis han går med til at styrke staten og støtter Melonis anti-liberalistiske politik? Og hvad siger Salvinis vælgere i Lombardiet, der tæller små og mellemstore virksomhedsejere, og som nyder godt af EU's frihandel, når/hvis Meloni indfører protektionistiske tiltag for at beskytte den hjemlige industri?
For Meloni, hvis ministererfaring er begrænset, kan opgaven synes fyldt med dilemmaer. Hun skal passe på, at veteranen Berlusconi ikke overtager styringen. Sker det, forsvinder hendes vælgere. Meloni har fået støtte fra et frustreret vælgerkorps, der gang på gang har oplevet, at de bliver fuppet af de døgnfluepolitikere, de har stemt på. Og hvor går de skuffede vælgere så hen næste gang? Venstrefløjen har bestemt ikke været et alternativ ved dette valg, hvor indre stridigheder har fyldt det meste.
Det er derfor relevant at spørge, hvor længe Melonis regering mon kan holde. Siden Anden Verdenskrig har Italien haft 78 regeringer, og det skulle gå mærkeligt til, hvis denne regering er mere solid end de foregående.
På SI's hjemmeside findes artikler om Italien, Fratelli d’Italia, Meloni mm.
“Jeg er Giorgia, mor, kvinde og kristen.” Og fascist
Det postfascistiske Fratelli d’Italia er nu Italiens største parti
Den italienske politiske krise og truslen om fascisme
Den italienske sundhedskrise fortsætter – og de reaktionære er i offensiven
EU-bankmand indkaldt til at redde kapitalens Italien – igen
Italien: Salvini slået tilbage, men den yderste højrefløj står stadig stærkt
