Giorgia Meloni kaprede de øvrige højrepartiers skuffede vælgere og lovede en helt anden politik. Kan hun balancere ved både at forringe leveforholdene for arbejderne, holde "de fremmede" ude og betjene EU og den internationale finanskapital? Det håber sidstnævnte og hilser hende derfor velkommen.

af Luca Taven

Meloni og centrale ministre i hendes regering, oktober 2022. Foto: Quirinale.it, Wikimedia

 

Valget i Italien 25. september var en historisk sejr for det yderste højre. En koalition af tre partier vandt med 44 procent af stemmerne – nok til at de nu, takket være det kringlede italienske valgsystem, har absolut flertal i parlamentets to kamre. Sejren blev vundet takket være Giorgiaet Melonis parti, Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) og dets kometagtige opstigning til magtens tinder. Et parti med klare fascistiske rødder, og som med 26 procent af stemmerne nu er Italiens største.

 

For mange forekommer det utænkeligt, at et fascistisk parti kan danne regering i Europa. Men årtier med opslidende økonomiske kriser, statssponsoreret racisme og neoliberale centrumpartiers elendige regeringsførelse har skabt en farlig situation, hvor det yderste højre har vundet frem. Med et Europa på kanten af endnu en recession, da er udsigten til flere autoritære og barbariske regeringer alarmerende.

 

De kapitalistiske medier og politikere fremstiller Melonis sejr, som om der ikke er noget at bekymre sig om. I avisen Australian hed det: “Slap af! Meloni og hendes parti er ikke fascister.” Australien Financial Review skrev, at “en sejr til den italienske højrefløj er ikke en vej til ekstremisme.” Andre aviser omtalte hendes regering som “nationalistisk,” eller “konservativ.” Dette til trods for hendes løfte om at ville institutionalisere en flådeblokade for at standse skibe med flygtninge og migranter, at rulle abortlovgivningen tilbage, indskrænke LGBT’ernes rettigheder samt afvikle den sociale velfærd.

 

På filmfestivalen i Venedig roste Hillary Clinton endda Meloni: “Valget af den første kvindelige premierminister i et land repræsenterer altid et brud med fortiden og er bestemt en god ting.” Bemærkelsesværdigt, at Clinton taler om at “bryde med fortiden,” når Meloni er blevet båret frem af en bølge af Mussolini-nostalgi i 100 året for fascismens fødsel.

 

En udtalelse fra tidligere generaldirektør i Finansministeriet, Lorenzo Codogno, viser den virkelige årsag til magtelitens afslappede holdning til fascismen: “Regeringen vil gerne opfattes som et parti, man kan lave forretninger med, og som kan regere landet.” Erhvervslivet har set på koalitionen af højrefløjsracister og fascister, og de har besluttet, at det er en regering, de kan forhandle med og potentielt få store forretninger ud af samarbejdet. (Det hjælper til, at flere af ministrene har været med i tidligere regeringer og/eller har beklædt poster i samfundet, der gør, at de må betegnes som pro-establishment. o.a.)

 

En renskuret fascist

Bistået af mediernes bagatelliserende rygklappere har Meloni været i stand til at rense sit image og fremstår nu som respektabel. Under valgkampagnen forsikrede hun vælgerne om, at hendes parti havde “overladt fascismen til historien for årtier siden.”

 

Men Meloni vedligeholder en forpligtigelse overfor den fascisme, hun har været en del af, siden hun som 15-årig meldte sig ind i Movimento Sociale Italiano (MSI). Et parti, der blev grundlagt af de fascister, der overlevede Mussolini-regimets fald i 1943, og som siden har arbejdet for fascismens tilbagevenden. Sammen med flere tidligere ledere fra MSI dannede Meloni i 2012 Fratelli d’Italia –  det seneste skud på den fascistiske stamme.

 

I sin selvbiografi, “Jeg er Giorgia”, vier Meloni sig til teorien om “den store udskiftning.” Hun påstår, at venstrefløjen, ved at oversvømme Europa med migranter og flygtninge fra Afrika og Mellemøsten, er ude på at ødelægge den vestlige civilisation og underminere de traditionelle familiestrukturer.

 

Regionalråd – den realiserede Meloni 

I de lokalråd, hvor Fratelli står stærkt, fx den tidligere venstrefløjsbastion Marche, har partiets politikere gjort det sværere for migranter og flygtninge at få adgang til boliger, har foreslået, at det skal være obligatorisk at abortfostre begraves på kirkegårde og har begrænset den offentlige abortrådgivning. Og det til trods for, at Meloni i valgkampen “garanterede, at hun ikke ville indskrænke retten til abort.”

 

Meloni regerer i en koalition med Legas Matteo Salvini, der var indenrigsminister i den foregående regering ledet af 5-Stjernebevægelsen Han blokerede dengang for ngo’ernes skibe, der reddede flygtninge på Middelhavet. Silvio Berlusconis Forza Italia indgår også i koalitionen, men har dog ikke fået nogen ministerpost, men styrer sit parti fra sidelinjen. (Som formand for Senatet er indsat neofascisten Ignazio La Russa, der for år tilbage var involveret i politiske voldssager, blandt andet drab på en politibetjent, o.a.).

 

Melonis regering består af 49 ministre og statssekretærer

Fratelli d’Italia: 19 ministre bl.a. premierminister, landbrug, militær, justits, familie og ligestilling, Europa, turisme, regional udvikling.

Forza Italia: 15 ministerposter: Udenrigs, forskning, økologisk omstilling, offentlig administration.

Lega: 15 ministerposter: Sundhed, kultur, undervisning, arbejde, infrastruktur (Salvini), handicap, sport, regional.

Det yderste højre er gået frem i Europa siden finanskrisen i 2008, men Melonis sejr er alligevel en væsentlig milepæl. Det er første gang, at et parti med neo-fascistiske rødder står i spidsen for en regering i et stort europæisk land. Det vil give yderligere international fremdrift til det yderste højre.

 

Fratelli d’Italias sejr kom kort efter, at Sverigesdemokraterne fik ca. 20 procent ved valget den 11. september. Meloni er en højlydt støtte af det spanske Vox og Victor Orbans autoritære regering i Ungarn. Både Meloni og Orban var gæster ved USA’s republikanske partis konference i august – den vigtigste sammenkomst for den amerikanske højrefløj.

 

Koalitionen sejrede ved give den politiske midte skylden for den ufolkelige og brutale neoliberale politik. der har skabt massiv fattigdom og ungdomsarbejdsløshed, og forringet levestandarden. Valget den 25. september blev udløst af Draghi-regeringens kollaps. Draghi var en ikke-valgt teknokrat – tidligere chef for den europæiske Centralbank – der skulle varetage yderligere nedskæringer i de sociale udgifter.

 

Bortset fra Fratelli d’Italia deltog alle andre partier – fra Partito Democratico til Lega – i den nationale enhedsregering. Ved at holde sig udenfor Draghis regering kom Fratelli til at fremstå som ukompromitteret og med høj troværdighed. Dét gav bonus på valgdagen.

 

Politikerlede – en væsentlig forudsætning for fascisme

Antallet af sofavælgere var højt, 36 procent. Alarmerende i et land, hvor der traditionelt er høj valgdeltagelse. Når det yderste højre fik så stor fremgang, skyldes nok mest en lede ved midterpartiernes politik, frem for en bred accept af Melonis partiprogram. Det gælder også mange af de vælgere, som Meloni kaprede fra Lega og Forza Italia.

 

Til trods for at Fratelli er en historie om hul, anti-establishment retorik – et kendetegn for det yderste højre – så vil Meloni sandsynligvis fortsætte Draghis økonomiske dagsorden, og hun vil forsikre kapitalisterne om, at hendes regering støtter NATO. Interne uenigheder i regeringen kan komme i forhold til støtten til Ukraine og sanktionspolitikken. Både Salvini og Berlusconi skjuler ikke, at de støtter Putin, og at sanktionerne skader Italien i betydelig grad. Salvini har tætte bånd til de italienske kapitalister, der har store investeringer i Rusland. Meloni skal afbalancere de modstridende holdninger – samtidig med at hun overfor resten af Europa skal markere, at hun, stort set, er en troværdig allieret.

 

Sikkert er det, at den højreorienterede regering vil intensivere angrebene på arbejderne og de minoriteter, man ikke bryder sig om. Det kan ikke udelukkes, at angrebene tillige vil begrænse civile og demokratiske rettigheder. Fratelli d’Italia har allerede tilkendegivet, at de ønsker at lovgive for at forbyde, hvad de kalder for “totalitarisme” eller “ekstreme” ideologier, hvormed de mener kommunisme og islam.

 

Det yderste højres sejr er et varsel om, hvad der kan komme. For nylig skrev Financial Times. at “den vestlige liberalisme skøjter på tynd is, med krig og en lurende recession i Europa, en langvarig energikrise og valgsejre til det yderste højre som destabiliserende faktorer i den globale politik.”

 

Kapitalisterne har indset, at i en kriseplaget og polariseret verden vil regeringer med partier fra det yderste højre i stigende grad være en mulighed for at forsvare deres magt og privilegier. De tror, de spiller et intelligent spil ved at normalisere den nye regering i Italien. De tror, de kan kontrollere fascisterne og bruge dem til at opsuge befolkningens utilfredshed med den stramme finanspolitik, og samtidig fremme deres egen økonomiske dagsorden.

 

Historien fortæller os, at fascister som Meloni, der henter sin inspiration i Mussolinis monstrøse diktatur, har langt mørkere ambitioner for fremtiden.

 

2. oktober 2022

Oversat fra Red Flag af Arne Lund

Mellemrubrikker og boks om regeringens sammensætning indsat af SI-redaktionen.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com