Mario Draghi repræsenterer den dominerende sektor af italiensk kapitalisme og hans planer for både den økologiske og økonomiske krise vil indeholde en omstrukturering i deres interesse snarere end i arbejdende menneskers interesser.

af Dave Kellaway

Italiens nye premierminister, Mario Draghi. Foto: Presidenza della Repubblica/Wikimedia

 

Historien bag krisen

Parlamentsvalget i 2018 endte med, at to populistiske partier, Femstjerne-bevægelsen (M5S) og Lega (Ligaen) tilsammen fik over halvdelen af stemmerne. Begge er relativt nye partier.

 

M5S blev stiftet i 2009 og voksede ud af en bevægelse startet af komikeren Beppo Grillo. Partiets vigtigste mobiliserende slogan var at opfordre den politiske elite til at va fan culo (gå ad Helvede til). Det kombinerede nogle progressive tiltag med skøre ideer om, hvordan internettet kunne revolutionere politisk demokrati. Det forholdt sig aldrig til arbejderbevægelsen, fordi det opfattede fagbevægelsen som værende en del af denne elite. Ved valget i 2018 havde det taget afsked med det meste af sin ideologi som radikal bevægelse og var klar til at blive et ansvarligt regeringsparti.

 

Lega begyndte som Lega Nord i 1991 med sin kamp for uafhængighed for et mytisk Padania bestående især af regionen Lombardiet (Milano), men også andre nordlige områder. Ligesom Berlusconis nystiftede politiske parti høstede det gevinsten af det totale sammenbrud for toparti-systemet med de Kristelige Demokrater og Kommunistpartiet, som fandt sted i sumpen af skandaler om bestikkelse under betegnelsen Tangentopoli [note 1]. Så Lega Nord dannede regering med Berlusconi. Ved valget i 2019 havde partiet under Salvinis ledelse forvandlet sig et nationalt anti-EU, pro-uafhængigheds parti – droppede Nord fra sit navn og satte i stedet Salvini på alle plakater som statsministerkandidat. Salvinis racistiske korstog mod emigranter var en nøglefaktor i partiets succes.

 

Conte 1 og 2

Til trods for at disse to partier havde udspyet galde mod hinanden i årevis, forhandlede de sig nu frem til en ”kontrakt” om en regering under ledelse af den ”uafhængige” (men lænende mod M5S) sagfører, Conte. Medens Lega ønskede en flad beskatning og skrappe indgreb mod emigranter, gik M5S ind for nye velfærdstiltag for de fattigste, såkaldt borgerløn. Men begge var erhvervsvenlige, for øget uafhængighed og euroskeptiske.

 

Den første Conte-regering holdt frem til august 2019, da Salvini kom resten af regeringen i forkøbet med en mistillidsdagsorden. Da Legapartiet stod højt i meningsmålingerne, håbede han på at kunne udløse et parlamentsvalg. Imidlertid så Italiens præsident sig om for at sikre et nyt flertal og havde held til at få Det Demokratiske Parti (PD) med på vognen trods den kendsgerning, at M5S havde agiteret mod PD gennem hele sin levetid. PD´s leder Orlando, nu den nye beskæftigelsesminister, havde engang udtalt: ”Gå i regering med M5S? Ikke engang, hvis selveste Supermand dukkede op!”

 

Renzi torpederer Conte 2, og nationen frelser dukker op

Den anden Conte-regering måtte træde tilbage her i januar, da Renzi – tidligere leder af PD, men som havde splittet ud og stiftet Italia Viva (Længe Leve Italien) – trak sine ministre ud. Han truede med at stemme imod en genopretningspakke efter Covid og en reform af retsvæsenet. Ironien ligger i, at Renzi selv oprindeligt havde været arkitekten bag Conte-regering nummer to, gennem at opmuntre PD til at hoppe på vognen. Politiske kommentatorer har antydet- at Renzi helt fra starten var en trojansk hest for Draghi, med henvisninger til Renzis besøg i Draghis hjem, men pressen har ikke haft lyst til at ændre sin fortælling om ”skæbnens udvalgte søn”.

 

Efter at forsøgene på at danne en tredje Conte-regering var mislykkedes, indkaldte præsident Mattarella [også medlem af PD, o.a.] Draghi, den tidligere chef for den italienske nationalbank og EU´s Centralbank. Han blev hyldet af totalt underdanige massemedier som forsynets mand, Italiens frelser, der reddede euroen under finanskrisen i 2008… som manden, der kan gå på vandet Politiske eksperter og næsten samtlige politiske partier overgik hinanden i deres hyldest til denne ikke folkevalgte bankmand. I dag har den nye Draghiregering fået et overvældende flertal ved tillidsafstemninger i begge parlamentets kamre. Ud over M5S og PD indgår nu yderligere en række højreorienterede kræfter i regeringen, Belusconis Forza Italia og Lega, såvel som mindre EU-venlige midterpartier.

 

Landini, som tidligere var en mere radikal leder i fagbevægelsen, men som i mellemtiden er blevet formand for den største faglige landsorganisation, har rost Draghis indsættelsestale og sagt, at det nu gælder om at skabe arbejdspladser. Landini glemmer, at Draghi var indblandet i en tidligere regerings store privatiseringsprogram og afskaffelse af lovgivning om arbejderbeskyttelse.

 

Lige fra starten af processen udgjorde PD det mest entusiastiske heppekor for Draghi, da de gennem mange år har tilsluttet sig en arbejdsgivervenlig og modernistisk dagsorden. Det kan næppe overraske, at de første meningsmålinger giver over 80 procent støtte til den nye regering i lyset af den konstante glorificering af Drahi i massemedierne og støtten til ham fra næsten alle politiske partier.

 

En national enhedsregering

Den nye premierminister har fordelt ministerierne mere eller mindre i overensstemmelse med hver enkelt gruppes vælgermæssige opbakning, skønt han klart gav Forza Italia en gave med tre ministerier, det samme antal som PD og Lega til trods for, at partiet har mindre end halvdelen af deres opbakning. For Draghi repræsenterer Berlusconi stadig nøglesektorer af erhvervslivet. De ikke-folkevalgte eksperter – ”Draghi drengene”, kolleger fra hans karriere i bankvæsenet – har fået nøgleposterne til ressourcerne for genopretningen. Lega er glade og tilfredse med deres ministerier for turisme og økonomisk udvikling, der fordeler masser af tilskud til den type af firmaer, der ofte støtter partiet. 9 ud af de 24 medlemmer af regeringen er ikke-valgte teknokrater. Kun en tredjedel er kvinder, og det har medført noget ballade internt i PD, hvor ledende kvinder er vrede over, at partiets leder, Zingaretti, ikke stod mere fast på partiets politik om ligestilling.

 

The Financial Times fik glædesspasmer, da Draghi citerede arkitekten bag Italiens samling, Camilo di Cavour: ”Reformer, som indføres rettidigt, vil i stedet for at svække autoriteten, rent faktisk styrke den”. Avisen synes at tro, at blot den kendsgerning, at Draghi er respekteret af ledere af banker og andre lande på en eller anden måde i sig selv vil løfte Italiens status og kreditværdighed. Sagen er imidlertid, at de italienske erhvervsbosser ønsker afgørende indgriben for at omstrukturere økonomien til fordel for dem selv, samtidigt med at den sociale fred så vidt som muligt opretholdes.

 

Hvilken slags genopretningsplan?

Hovedlinjen i det program, han fremlagde i sin tale i dag, forsøgte at appellere til alle dele af hans koalition. Når man læser nogle af de italienske kammeraters diskussioner på Facebook i dag, er der en debat om, i hvor høj grad Draghi har en langsigtet plan, og også om, hvor nykeynesiansk den er. Vil den indeholde ”new deal”-elementer? Det er klart, at statsunderskuddet vil vokse, sandsynligvis vil nogle sociale udgifter også vokse; men det overordnede mål er at blive mere konkurrencedygtig overfor Frankrig og Tyskland.

 

Han repræsenterer den dominerende sektor af italiensk kapitalisme og hans planer for både den økologiske og økonomiske krise vil indeholde en omstrukturering i deres interesse snarere end i arbejdende menneskers interesser. For eksempel vil han foretrække færre landsdækkende overenskomster, som giver de ansatte bedre arbejdsforhold, og mere autonomi for de forskellige regioner, som begge vil påvirke arbejdernes levestandarder negativt. Han har sagt, at han ikke vil støtte bovlamme virksomheder som Alitalia, det nationale flyselskab. Bedre udnyttelse af digitalisering, mere effektiv offentlig administration og et mindre gammeldags retsvæsen er alle forretningsverdenens vigtigste prioriteringer.

 

En ting er at have en sådan plan. Noget andet er, om han kan holde sammen på denne uhomogene koalition til at implementere den. Hvor længe vil koalitionen kunne holde sammen, hvis skatterne på nogen måde skal stige på højere indkomster for eksempel, eller hvis bestemte tiltag bliver for negative for arbejdende mennesker? Hvis han får held til at kombinere sin omstrukturering med udgifter, som beskytter eller skaber nye arbejdspladser og i et vist omfang fastholder levestandarden, ville dette yderligere kunne indsnævre rummet for en alternativ, mere radikal genopretningsplan. Især fordi fagforeningerne nu er ved at falde over hinanden i forsøget på at komme med i forhandlinger om denne nye sociale kontrakt for genopretning. Pandemien går det vanskeligt at mobilisere folk på gaderne.

 

Draghi står overfor en vanskelig balancegang. Hvis de beskedne kræfter på den antikapitalistiske venstrefløj, de menige medlemmer i de militante fagforeninger og hvad der måtte være tilbage af sociale bevægelser kan trække folk over til modstand, vil vi stadig kunne se et andet resultat.

 

En anden bankmand, en anden ”super Mario” – Monti – blev indsat med et hav af lovprisninger i november 2011. Hans regering spruttede og hostede sig frem til et stop i løbet af to år, hvilket førte til et vælgermæssigt gennembrud for populistiske kræfter som M5S.

 

Andre konklusioner i kølvandet på denne krise

a) Politiske systemer kan blive dysfunktionelle for kapitalistisk politisk hegemoni

Til trods for sin EU- og arbejdsgivervenlige tilgang, så var uenighederne i den anden Conte-regering om anvendelsen af de europæiske penge ikke længere acceptable for dominerende dele af den italienske kapital. Præsidentens regering, en national enhedsregering, udgjorde en plan B. Der ligger farer i at gøre bankmænd eller kapitalister direkte ansvarlige for gennemførelsen af politik. Det er derfor, Draghi har lagt så stor vægt på at inddrage næsten alle de politiske partier. Han ønskede ikke en ren teknokratisk regering som den, Monti dannede i 2011.

 

Den herskende klasse har behov for politiske partier og kadrer til at repræsentere sig med et leds afstand. Det politiske system er nødt til at fremstå som neutralt, hævet over alle klasser og et udtryk for demokrati og national enhed. Det er et sted, hvor de indre konflikter mellem de forskellige sektorer af kapitalen, mellem de store virksomheder og mindre firmaer eller mellem regionale interesser kan finde løsninger. Der er her, den herskende klasse opnår alliancer med middelklasserne og vinder støtte fra dele af arbejderklassen til at nå frem til enighed hos et flertal. Denne enighed bliver altid bakket op af statens undertrykkende magt (politi og hær) og af markedets love (gæld, truslen om arbejdsløshed).

 

Finanskrisen og nu Covid har sat alle disse mekanismer under et enormt tryk. I Storbritannien blev det forværret gennem Brexit, som store dele af den herskende klasse er modstander af. I Italien har det politiske system ikke formået at fungere så effektivt, som den herskende klasse har brug for, og det har medført fremkomsten af ustabile populistiske partier og en voksende desillusionering over politikerne hos arbejdende mennesker.

 

b) Der er en kæmpe krise i selv arbejderklassens ”reformistiske” repræsentation i det politiske system

Partier som PD, der kom ud af det største kommunistparti i Vesteuropa, repræsenterer ikke længere arbejderklassen. Det har bakket op om alle de kapitalistiske initiativer til genopbygning, som de italienske erhvervsbosser har krævet. Det var meget hurtigt til at hilse udnævnelsen af Draghi velkommen. Selv små venstrestrømninger som LEU (Friheds- og Lighedspartiet) er hoppet på Draghis bus. De argumenterer med, at uden den anden Conti-regering og Draghi ville alternativet uundgåeligt have været en højrefløjsregering. Sådanne såkaldte til-venstre-for-midten-partier lægger et pres på de faglige ledere for at demobilisere deres medlemmer, når de vælger at tage medansvar for at håndtere krisen.

 

c) Genopretningsplanerne vil ikke bare blive rene gentagelser af nedskæringsprogrammerne efter 2008

Den gennemgribende uro på grund af Covid-pandemien og størrelsen af det økonomiske tilbageslag med potentiale for millioner af flere arbejdsløse har betydet, at de dominerende dele af kapitalen ikke har tilbøjelighed til at begynde en gennemgribende nedskæringsoffensiv – i hvert tilfælde ikke på den korte bane. Forøgede sociale tilskud og genopbygning af infrastrukturen vil blive kombineret med omstrukturering eller nye initiativer til grøn omstilling og digitalisering.

 

Dette betyder ikke, at alle arbejdere vil blive sikrede, eller at vi vil nyde godt af en genopretning, som tager udgangspunkt i de manges behov. Deres programmer er stadigt meget begrænsede og utilstrækkelige i forhold til, hvad der er nødvendigt for at løse den økologiske krise og genopbygge økonomien i de manges, i stedet for i de fås interesser. Men det betyder, at en anti-kapitalistisk venstrefløj må have en mere strategisk tilgang og være mere radikale i sin fremlæggelse af et alternativ. Vi kan ikke opbygge et troværdigt alternativ, hvis vi unødigt udbreder et skræmmebillede om en umiddelbart forestående nedskæringsoffensiv.

 

d) Draghi-regeringen repræsenterer også et demokratisk underskud

Hverken Draghi eller otte af hans ministre er valgte og står derfor ikke til regnskab for nogen. Italiens præsident har fusket med forfatningens regler. Disse manøvrer fremmedgør yderligere folk fra politik, da de kan stemme for en ting, og så kan folk i toppen bare ændre reglerne. Dette repræsenterer en voksende international tendens.

 

e) Denne regering forhindrer ikke nødvendigvis en tilbagevenden af en hård højreregering om to år

Uanset om regeringen får succes eller ej, så vil partierne på højrefløjen høste fordel heraf. Lega og Forza Italia (Berlusconis parti) kan opnå støtte ved at deltage, hvis det går godt. Samtidigt er den voksende stjerne i gruppen af højrefløjspartier, Giorgia Meloni fra Fratelli di Italia (Italiens Brødre), der er et post-fascistisk parti, ikke gået med i regeringen. I modsætning til de andre politiske ledere har hun ikke lavet en 180 graders vending og gået sammen med kræfter, hun altid har nægtet at samarbejde med. Hendes parti har allerede nået 16 procent eller mere i meningsmålingerne, og hun har overhalet Salvini som den mest populære leder på højrefløjen. Hun vil også kunne opsamle yderligere opbakning, hvis det går dårligt for Draghi-regeringen.

 

f) M5S, som vi har kendt det, er et afsluttet kapitel

Gennem de sidste få år har partiet mistet snesevis af parlamentsmedlemmer og senatorer, men støtten til Draghi har medført, at 15 senatorer og yderligere nogle parlamentsmedlemmer har forladt det. De vil omgruppere sig med den historisk ”rene” leder, Di Battista. Partiets politiske projekt var altid totalt selvmodsigende trods den delvist positive virkning, det i begyndelsen havde. Det er nu et politisk parti som alle de andre. Rotationsreglen om kun at kunne sidde i to perioder er afgået ved døden, og dets ledere roser nu bankmændene og det EU, som de plejede at give skylden for alle skavankerne ved den italienske økonomi.

 

En eftertanke: Du må ikke have nogen anden gud end mig

En kammerat fra Napoli, Antonello, lagde i dag følgende ud på de sociale medier, der opsummerer Draghi regeringen:

 

Premierminister Draghi har aldrig nogensinde, ikke engang ved et uheld, kommet til at bruge ordet ”arbejdere” hverken i sine taler i Senatet eller Huset.

 

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt.

 

Arbejdere eksisterer ikke, og fremfor alt, må ikke eksistere som en selvstændig enhed med deres egen subjektivitet og egne interesser, som er anderledes og alternative til dem, som andre sociale kræfter har.

 

At skjule den kendsgerning, at samfundet ikke er ”demokratisk”, ikke er ”retfærdigt”, ikke garanterer en ”jævn spilleflade”, og frem for alt er sønderrevet af uforenelige klassekonflikter er en grundlæggende opgave for Draghi og hans slags.

 

Ligesom medierne virkelige mission er at erklære: ”Du må ikke have andre guder end mig”, hver dag fra avisernes sider, fra nyhedsskærmene og fra den glitrende verden af sociale medier.

 

Vi skal alle samen tilbede Mammon, den Eneste og Sande Gud, til hvem alt må ofres: tid, følelser, selve livet.

 

20. februar 2021

 

Oversætters note: Tangento betyder på italiensk returkommission eller bestikkelse, og poli kommer fra græsk og betyder by. Afsløringerne af bybestikkelses-skandalerne begyndte at rulle fra slutningen af 1992 i Milano og endte blandt andet med at vise, at over 400 parlamentsmedlemmer var i lommen på mafiaen. Mange selvmord og total politisk nedsmeltning fulgte, hvor først og fremmest de kristelige Demokrater og Socialistpartiet gik i opløsning. Næsten samtidig førte Sovjetunionens sammenbrud til en splittelse i det store italienske kommunistparti, o.a.].

 

Artiklen er oversat fra Anticapitalist Resistance af Peter Kragelund

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com