Normalt er august det tidspunkt i Italien, hvor man tager på ferie til stranden eller op i bjergene. Men i år er der valgkampagne, og den kulminerer den 25. september. Det sker i kølvandet på den afskedsbegæring fra den ikke-valgte premierminister, Mario Draghi, som kastede Italien ud i en politisk krise, som meget vel kan resultere i, at Fratelli d’Italia (Italiens Brødre), ledet af den mangeårige højrefløjsleder Giorgia Meloni, bliver landets største parti, med hende i spidsen for en højreorienteret koalitionsregering.

af Chris Bambury

Foto: Giorgia Meloni, leder af Fratelli d’Italia. CC: Presidenza della Repubblica

 

Draghi, der tidligere var direktør i Goldman Sachs International, blev Italiens premierminister i februar 2021 for at lede en teknokratisk national enhedsregering. Regeringen spændte over Femstjernebevægelsen (MS5), et parti, der en gang skældte ud over korruptionen i den italienske elite, Partito Democratico, der langt tilbage stammer fra det engang så magtfulde italienske kommunistparti (PCI), Silvio Berlusconis centrum-højreparti Forza Italia, og det yderligtgående højrefløjsparti Lega, (tidligere Liga Nord), ledet af Matteo Salvini.
Det var en regering, der blev budt velkommen af EU, IMF og toppen af erhvervslivet. Alle håbede de, at Draghi ville have svaret på en økonomi med to årtiers dødvande, og med et frygtindgydende statsunderskud. The Economist gik så langt som til at vælge Italien som Årets Land i 2021, ud fra, som de sagde, den måde, ‘det brede flertal af politikere begravede deres uenigheder for at bakke op om et program for gennemgribende reformer.’

 

De internationale medier har reageret på Draghis fald, som om han var manden, der af egen kraft var i gang med at reformere Italiens knirkende økonomi. Hans ‘strukturelle reformer’ lød bekendte: øget privatisering, og yderligere ‘fleksibilisering’ af arbejdskraften. I virkeligheden vil det, han opnåede, gøre en meget lille forskel, for eksempel at sende små virksomheders faste kontrakter for at drive restauranter mv. på strande i udbud på et frit marked eller at give Uber grønt lys til at starte op, til taxichaufførerne store protester.

 

Den økonomiske krise

Muligheden for at se Brødrene i spidsen for en regering i Italien er skræmmende, men at det er kommet dertil, rejser også mange spørgsmål om EU og dets rolle i Italien. Med en offentlig gældsbyrde på 150 % af BNP ligger Italien blandt de højeste i verden, næsthøjest i G20 efter Japan med 262 % af BNP, og foran USA (125 % af BNP). Siden 1990 er den reelle årlige vækst i BNP mindre end 1 % i gennemsnit. I den senere tid er låneomkostningerne for Italien og andre lande i eurozonen som  Spanien og Portugal steget i forhold til Tyskland.

 

Italiens ti-års obligationer giver nu 3,4 %, omtrent 2,2 mere end de tilsvarende tyske. Det er stadig håndterligt, men frygten er, at Den Europæiske Centralbank vil forhøje renteniveauet, så gabet bliver øget, helt indtil det bliver uoverstigeligt at betale gælden. Italien er eurozonens tredjestørste økonomi og hvis det udvikler sig til, at Italien ikke kan betale sine låneomkostninger, kan Bruxelles komme under pres for at redde landet. Udgiften kan blive kolossal, måske også for høj for den tyske regering og for Centralbanken.

 

Helt op til 5,6 mio. italienere – op mod 10 % af befolkningen inklusiv 1,4 mio. børn – lever i dag i absolut fattigdom, det højest hidtil registrerede antal. Reallønnen falder hurtigere end i resten af Europa. Der er dyb ulighed mellem det traditionelt produktive nord og det langt fattigere syd og øerne. I september 2021 var ungdomsarbejdsløsheden i Italien på 29,8 %. I de tre sydlige regioner – Sicilien, Calabrien og Campania – når ungdomsarbejdsløsheden næsten op på 50 %.

 

Pandemien har forværret den allerede elendige situation for løst ansatte, i mange tilfælde er deres job simpelthen forsvundet. De, der fortsat havde arbejde, blev nødt til at acceptere, hvad de blev budt. Regeringens finansrapport for 2020 oplyste, at 21,7 % af befolkningen er beskæftiget, men anses for ‘udsatte’ i og med, at de arbejder på midlertidige kontrakter og i andre prekære ansættelser. Størstedelen af de arbejdsløse eller ‘sårbare’ er under 30 år. Det betyder, at en meget stor mængde unge mennesker er uden kontakt til den politiske venstrefløj eller til fagforeninger. Mange stemte MS5 i 2018, fordi de lovede en basisindtægt. Derfor fik de den største del af stemmerne, 32,7 %, og gik i regering med Lega.

 

Den politiske krise

Indtil da havde MS5 påberåbt sig hverken at høre til på højre- eller venstrefløjen, men nu dalede deres støtte. Lega var begyndt at vinde støtte, især i syd (i sin tidligere udgave som La Lega Nord støttede partiet, at Norditalien rev sig løs og opførte sig racistisk overfor folk sydfra). Men nu, hvor Lega gik ind i Draghis regering, gled noget af partiets støtte over til Brødrene. Brødrene drager fordel af, at de var det eneste parti udenfor den nationale enhedsregering og dens neoliberale dagsorden.

 

EU har nu hængt en gulerod op på fondsmidler og lån for 200 mio. euro, der skal give landets skrantende økonomi et boost. Men prisen er at acceptere målene fra EU’s Genopretningsfond. Prisen er øget kontrol fra Bruxelles af Italiens økonomi og styrkelse af EU’s teknokratiske og autoritære kontrol regime.

 

Draghi måtte til sidst trække sig, da en af hans koalitionspartnere, MS5, afslog at stemme for en afgørende regeringspakke, angiveligt rettet mod krisen i leveomkostninger. Da også Forza Italia og Lega afstod, prøvede Draghi at gå af, men præsidenten bad ham gå tilbage til parlamentet og danne en ny regeringskoalition. Dette formåede han ikke. I en tale til parlamentet anklagede han dem, der havde afslået, for at sabotere ’reformer’, som EU støttede. Som svar på dette udvandrede MS5, Forza Italia og Lega, og dermed var det slut med Draghis regering. Han gik af og udskrev et hurtigt parlamentsvalg.

 

Tragisk nok slog fagforeningerne, og hvad der er tilbage af venstrefløjen, sig sammen med erhvervsfolk i EU i forsøget på at holde Draghi på posten. Opinionsundersøgelser peger på, at valget den 25. september vil gøre Giorgia Melonis Italiens Brødre til det største parti, og at de vil indgå i en koalitionsregering med Forza Italia og Lega. De har aftalt, at hvis de får flertal, bliver Meloni premierminister.

 

Brødrene og italiensk fascisme

Det er et frygtindgydende perspektiv. Brødrene opstod som en højrefløjs-udsplitning fra Berlusconis Forza Italia i 2012. Det havde inkorporeret sin tidligere koalitionspartner, det ‘post fascistiske’ Allianza Nazionale (AN), en omdannelse af efterkrigstidens fascistparti Movimiento Sociale Italiano (MSI), oprettet af ledende støtter af den italienske fascistiske diktator Benito Mussolini. AN-medlemmer udgør kernen i Brødrene, som har indarbejdet flamme-emblemet fra både MSI og en anden fascistisk gruppe, Forza Nuova (FN), i deres logo. Deres romerske hovedkvarter er arvet fra begge partier. Meloni meldte sig ind i MSI som 15-årig og gik videre til at blive leder af FNs ungdomsafdeling, inden hun blev medlem af parlamentet og kortvarigt medlem af Berlusconis regering.

 

For to år siden roste Meloni MSIs grundlægger, Giorgio Almirante, for at være en ‘patriot’ og for hans ‘betingelsesløse kærlighed til Italien, hans ærlighed og hans mod’. Almirante var minister i Mussolinis Italienske Sociale Republik i 1943-45 og stod efter krigen over for anklager om at beordre tilfangetagne partisaner dræbt, inden en general amnesti stoppede alle retssager.

 

Brødrenes løsning på Italiens dårligdommene er at sparke indvandrerne ud og at vende tilbage til katolske familieværdier. De støtter også skattenedsættelser og er åbenlyst for erhvervslivet, men alt det skjuler sig under Melonos folkelige retorik og den vægt, hun lægger på sin ’almindelighed’, opvokset som hun er i Roms Garbarella kvarter (tidligere rent kommunistisk) af forældre, der var indvandret til hovedstaden fra Sicilien og Sardinien.

 

På sine valgmøder fortæller Meloni: ‘Jeg er en kvinde, jeg er mor, jeg er italiener, jeg er kristen og det kan man ikke tage fra mig’. Partiet er fortaler for familien og national italiensk identitet. Det vil vende landets lave fødselsrate, foreslår at skabe gratis børnehaver og introducere en månedlig familieydelse på 400 euro.

Hun ser lovliggørelsen af abort fra 1978 som et ‘nederlag’. Meloni har også været imod ægteskab mellem personer af samme køn og vil lukke Italiens havne for migranter, der kommer fra Afrika. Hun er tæt på både den ungarske nationalistiske premierminister Viktor Orban, og også [Marine Le Pens] National Samling på den franske højrefløj og Spaniens Vox. I juni deltog hun i et Vox-vælgermøde i Marbella og afsluttede sin tale med at råbe: ‘Ja til den naturlige familie! Nej til LGBT-lobbyen!’

 

Venstrefløjens fallit

Som svar på opinionsmålinger, der varsler sejr for højrefløjen, har Demokraterne nu dannet en alliance med to mindre (økonomisk) liberale partier, Azione og +Europa. Hele strategien virker at være at angribe Forza Italia og Lega for at svigte Draghi og at understrege loyalitet til EU og dets diktater. Den involverer også at behandle Brødrene som et hvilken som helst andet centrum-højre parti. Det var tidligere tilfældet med FN og Lega. Med andre ord slår ingen ledere alarm for fascisme, selvom de stirrer den direkte i øjnene. Det hjælper Meloni med at positionere sig som den ene kraft, som den italienske elite hader, og det spiller fint sammen med almindelige mennesker, som afviser EU’s indblanding og hader samme elite.

 

En gang for længe siden – før murens fald og Sovjetunionens kollaps – blev Italien domineret af to partier. Centrum-højrepartiet Kristendemokraterne dannede regering, og oppositionen udgjordes af Kommunistpartiet (PCI), det største af sin slags udenfor Rusland og Kina. I begyndelsen af 90’erne sprængtes begge. Kristendemokraterne blev fejet væk af en massiv korruptionsskandale. Kommunistpartiet begik selvmord ved at omskabe sig til en version af det amerikanske Demokratiske Parti som modsvar på Sovjetunionens kollaps. En venstrefløjsafskalning, Rifondazione Comunista, holdt flammen ved lige i en alliance med det yderste venstre (i 70’erne den største i Europa). Den begik så igen selvmord ved at gå ind i en regering med centrum-venstre og de liberale, ledet af en tidligere version af Draghi, Romano Prodi.

 

Konsekvensen af dette var Berlusconis Forza Italia, Lega og nu Brødrene i denne rækkefølge. De har nu fået voksende støtte hos de angste, desillusionerede og vrede almindelige italienere, også i tidligere kommunistiske højborge. Fascister, som aldrig bliver benævnt sådan i pænere kredse, har opnået at blive respektable, og fortidens ideologiske kløfter er svundet ind, og det betyder, at Brødrene kan vinde i det gamle Røde Bælte.

 

Dette får følger. Både i Italien og Spanien kan Brødrene og Vox trække på en ressource af støtte fra de gamle fascistiske diktatorer, Mussolini og Franco, i høj grad fordi der ikke blev noget opgør med arven efter dem. De kan samle ny støtte blandt folk, hvis forældre og bedsteforældre aldrig ville have drømt om at stemme på det yderste højre, for sådan en betegnelse betyder meget lidt dagens verden. I Italien var renselsesprocessen efter 1945 langt mere begrænset end i Vesttyskland. Italien sluttede via kongen fred med de allierede i 1943 og det meste af den fascistiske stat fortsatte i efterkrigsrepublikken: retssystemet, politiet og sikkerhedsstyrkerne for eksempel. MSI blev i stand til at skabe sig en basis i den statslige forvaltning, hvor der var en nostalgi efter ´de gode gamle dage’ under Mussolini.

 

MSI blev udelukket fra at indgå i en hvilken som helst koalitionsregering efter 1960, hvor kristendemokraterne, ud fra et behov for stemmer i parlamentet, slog en handel af med fascisterne, hvorefter de kunne gå med i regeringen. Dette førte til en opstand i Genoa, hvor MSI skulle holde en kongres, hvor anti-fascister tog kontrollen med byen. Så blev tilbuddet trukket tilbage. Frem til de tidlige 1990’ere nærede den italienske arbejderklasse en enorm stolthed over modstanden under krigen og sejren over fascismen i april 1945. PCI har, alle dets fejl ufortalt, en stor andel i dette. Muligheden for fascister i regering var strøget af dagsordenen.

 

I dag er PCI og Rifondazione døde. Den vigtigste fagforeningssammenslutning, CGIL, en gang tilknyttet PCI, tryglede sammen med erhvervslederne Draghi om ikke at forlade posten. Det en gang så militante FIOM, der organiserer teknikere og bilarbejdere, er i dag en skygge af sig selv. Italien har en fantastisk historie, hvad arbejdskampe angår, men i dag er det stort set historie. Hvis der nogen sinde har været brug for en radikal venstrefløj, så er det nu.

 

Truslen om fascisme

Lad os afslutningsvis huske, at der her ikke bare er tale om ord. Fascistisk og racistisk retorik bliver til vold. Mobiltelefonoptagelser af, hvordan en 39-årig gadesælger blev banket ihjel i byen Civitanova Marche har chokeret verden rundt, især fordi ingen greb ind for at redde Alika Ogorchukwu. Filippa Ferlazzo greb Alika om halsen og slog ham, til han døde. Hans advokat forklarede, at det var forårsaget af, at han rørte ved hans partners arm, ‘han ville have ham til at forstå, at sådan gør vi ikke her; give ham en lærestreg.’

 

Borgmesteren i Civitanova Marche, Fabrizio Ciarapica, fordømte både angrebet og det manglende indgreb for de omkringstående. Men han blev valgt på en højrekoalition bestående af Forza Italia, Lega og de fascistiske Italiens Brødre, som regerer i Marche-regionen. Racistisk vold er ikke noget nyt i Civitanova. I 2018 åbnede fascister ild fra en bil og sårede seks afrikanske immigranter.

 

Snarere end at kæmpe for Draghi og EU giver det mening at kæmpe for den italienske tradition for modstandskamp under krigen – som i 1945 befriede Torino, Milano, Genoa og Venedig, lang tid før de allierede tropper ankom. Det er ‘det andet Italien’ at være stolt af.

 

 

Chris Bambury er forfatter, journalist og politisk aktivist.

 

Oversat fra Counterfire af Anne Haarløv

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com