Situationen i Italien karakteriseres ved, at pandemien har bidt sig fast, hvordan regeringen håndterer den, og at arbejdsgiverne har benyttet genopretningsplanerne til et angreb på løn- og ansættelsesforhold.

Status for regeringerne Contes og Draghis indsats mod coronaen i de sidste to år er negativ: Der blev ikke etableret “røde zoner” i tide, nedlukningerne blev ophævet alt for tidligt, og alle produktive aktiviteter blev gradvis genåbnet for ikke at skade profitten. Ej heller blev der iværksat de nødvendige foranstaltninger for at genoprette sundhed, skoler og transport – områder, der i vid udstrækning var ramt af de tidligere års nedskæringer.

Regeringen fører an i ikke-vaccinations-kampagnen

Indførelsen og administrationen af “det grønne coronapas” (svarer til coronapasset) bruges af regeringen til at gøre den enkelte ansvarlig for den sundhedskatastrofe, der i vid udstrækning skyldes regeringens sundhedspolitik, og som giver kapitalisterne nye midler til at afpresse arbejderne.

Regeringens og mediernes retorik om “sikkerhed” er rent hykleri, og skal dække over usikre arbejdsforhold, en uafbrudt forøgelse i arbejdspresset samt arbejdsgivernes tilsidesættelse af sikkerhedsforanstaltninger, der gør, at der dagligt sker arbejdsulykker med døden til følge.

Regeringen fører an i ikke-vaccinationskampagnen med sine modstridende handlinger, og ved at gøre det umuligt for den million migranter, der opholder sig i landet, at blive vaccineret. Regeringen vil nemlig ikke tvinge de store medicinalfirmaer til at lempe patentrettighederne, så denne verdens fattige kan blive vaccineret. Langt de fleste italienere, og især alle ansatte i sundheds- og uddannelsessektoren, har fået det andet stik. Tilbage er migranterne, der opholder sig under forhold, der giver smitten gode spredningsmuligheder.

Reaktionære i gaderne

I denne situation må der ikke være nogen tvivl om, hvem der står bag anti-vaccine-demonstrationer. Det er manifestationer, hvor reaktionære og/eller fascistiske ideologier kommer til udtryk i et forsvar for falske individuelle frihedsrettigheder, mens kollektiv frihed og visionen om samfunds-solidaritet radikalt afvises.

De reaktionære demonstranter kommer især fra de lavere sociale klasser, og fra småborgerskabet indenfor handel, restauranter og service, og er karakteriseret af en rodfæstet individualisme. Også tilhængere fra det yderste venstre deltager i demonstrationerne, men de snyder sig selv, fordi de tror de kan drage fordel af at deltage i disse demonstrationer. Skulle det være tilfældet, da vil sådanne fordele være ganske marginale.

Venstrefløjens ledende kræfter fører kampagner, der både anklager regeringens vaccinepolitik, samt kampagner der sikrer alle, også migranter, adgang til at blive vaccineret. Venstrefløjen deltager endvidere aktivt i den europæiske kampagne “Ingen profit på pandemien,” der går ud på at fjerne vaccinepatenterne.

Kampene på arbejdspladser

Den 30. juni ophørte regeringens stop for coronarelaterede afskedigelser. De har dog ikke hindret, at en million ansatte har mistet jobbet – skammeligt accepteret af lederne fra de største fagforeninger, og vi er nu vidne, til at arbejdsgiverne styrkes overfor arbejdstagerne. Mange virksomheder har besluttet at lukke og flytte deres produktion.

Det gælder fx GKN Florence der, med over 500 ansatte, fremstiller bilreservedele til Stellantis Group (en sammenslutning af PSA og Fiat/Chrysler) i Firenze. Virksomheden ejers af Melrose, en engelsk investeringsfond, der har besluttet at lukke virksomheden, selvom den er teknologisk avanceret, og bestemt ikke er i krise. Arbejderne på fabrikken har udvist en utrolig høj grad af faglig bevidsthed og gav ikke op, men forlangte sociale garantier, besatte fabrikken og krævede en indkaldelse af aktionærerne til en generalforsamling og en genåbning af virksomheden. De erklærede, at de var i stand til at genoptage produktionen, afviste alle fyringer og krævede de tilkæmpede rettigheder bevaret.

Ved at kæmpe mod regeringen og mod arbejdsgiverorganisationen, Confindustria, kæmper de for en konsistent lov mod at blive forflyttet og har lavet deres eget alternative lovudkast.

Fabrikkens ansatte har fået solid, solidarisk opbakning overalt i såvel Toscana som på nationalt niveau. De kalder deres aktion for “Insorgiamo” (Lad os gøre oprør) – en parole, der stammer fra modstandsbevægelsen i Firenze under Mussolini-diktaturet. Det er en appel til alle arbejdere i Italien om at gøre oprør for at forsvare arbejderklassens rettigheder – det som regeringen og arbejdsgiverne er ved at fjerne.

Kampen er blevet en national politisk realitet, og den 18. september blev der demonstreret i Firenze (se video).

De menige fagforeningsmedlemmer forbereder en national strejke den 11. oktober til forsvar for job, lønninger og sociale rettigheder. De håber, at de ansatte på GKN vil vinde, og at den 11. oktober vil skabe en positiv forandring i styrkeforholdene mellem klasserne i en situation, der er endog meget vanskelig for arbejderklassen,

Franco Turigliatto er tidligere senator og sidder i ledelse af Sinistra Anticapitalista (Antikapitalistisk Venstre – en af de to italienske organisationer tilknyttet Fjerde Internationale).

Oversat og bearbejdet af Arne Lund fra International Viewpoint

Se den seneste udvikling her og her