content-picture.php

Det nyfascistiske parti Fratelli d'Italia og dets leder Giorgia Meloni vinder frem og er klar til at gå i regering med det højrepopulistiske Lega. Nationalkonservative på begge sider af Atlanten ser ikke Melonis fascistiske fortid som en hindring for et tættere politisk-kulturelt samarbejde.

af Arne Lund

Foto: Giorgia Meloni. CC: Presidenza della Repubblica

 

I kølvandet på sammenbruddet i italiensk politik omkring 1990 – på grund af korruption og mafia-forbindelser blandt de ledende kristendemokrater og socialdemokrater – fik det fascistiske parti MSI, under navnet Allianza Nazionale – en renæssance. Partiet var uberørt af de mange skandaler, der ødelagde Italiens politiske centrum.

 

I 1992 meldte den 15 årige Giorgia Meloni sig ind I MSI’s ungdomsafdeling. Hun var den aktivist, der greb megafonen, når der var demonstrationer, og på grund af udtalte lederegenskaber steg hun hurtigt i graderne. I 1996 blev hun leder af ungdomsafdelingen, to år senere forkvinde for MSI’s studenterfraktion, i 2002 kom hun ind i Roms regionalråd, og tre år efter i Deputeretkammeret. Da MSI gik i regering med Berlusconis centrum-højreparti Forza Italia, fik Meloni posten som ungdoms- og sportsminister.

 

MSI udviklede sig gradvis til et konservativt middelstandsparti, loyal over for forfatningen, pro-NATO og pro-EU. Meloni brød ud og dannede – sammen med tidligere voldsdømte fascister – et nyt højreparti, Fratelli d’Italia – Italiens Brødre. Navnet stammer fra første linie i nationalsangen: “Italiens Brødre, Italien er vågnet, iklædt Scipios hjelm…” (Scipio var en sejrrig romersk general). Partiets logo er trikoloren med flammen – en arv fra samtlige efterkrigstidens fascistbevægelser.

 

Ved det efterfølgende valg fik Meloni, der var partiets leder, 2 procent og 9 mandater. Det steg til 4 procent i 2014 og 4,5 procent og 18 mandater i 2018. I EU-Parlamentet danner Fratelli d’Italia gruppe sammen med bl.a. Sverigesdemokraterne, polske PiS, spanske Vox, Vlaams Alliance (det tidligere fascistiske og antisemitiske Vlaams Belang) samt flere mindre kristelige partier.

 

Partiets vælgere findes mest i Syditalien, i det sorte bælte, Lazio, rundt om Rom. Det er vælgere, der ikke vil stemme på Lega, som repræsenterer det rige Norditalien, hvor man altid har set ned på deres fattigere landsmænd i syd.

 

Meloni taler til såvel den katolske husmor som til den ufaglærte arbejder i skurvognen. Fælles for dem er utilfredsheden med langvarig økonomiske stagnation, den høje ungdomsarbejdsløshed, boligmangel, et absurd bureaukrati osv.

 

Hvor Salvini (indenrigsminister 2018-19, leder af det Lega Nord) ofte kan være kaotisk, er Meloni målrettet og tydelig. Hendes hårdtslående Italien-først-retorik – vendt mod EU og især Tyskland, “der har gjort Italien til en gældskoloni”, flygtninge og migranter, LGBT og det store erhvervsliv – vinder gehør hos de mange svingvælgere, der i skuffelse har vendt venstrefløjen ryggen. Meloni repræsenterer det yderste højres sociale dimension: Forbedre livet for mindrebemidlede og ældre, styrk familien i et land, hvor fødselstallet går kraftigt tilbage, samt udbygge landets smuldrende infrastruktur.

 

Når Salvini vil sende flygtningeskibene retur til Libyen, går Meloni et skridt videre og vil sænke bådene, inden de når italiensk farvand. Hvor Salvini vil bekæmpe kriminalitet med politi, vil Meloni indsætte militæret. Den slags giver pote og har gjort hende til én af landets mest populære politikere. I dette forår afholdes en halv snes regionalvalg, og her vil hendes popularitet blive testet.

 

Meloni undgår direkte kritik af Salvini, som hun antagelig vil danne regering med, den dag den nuværende koalition mellem det socialdemokratiske PD og 5-Stjernebevægelsen revner på grund af de mange indbyrdes uenigheder.

 

Giorgia Meloni har været ferm til at kapitalisere på Salvinis politiske fejltagelser og på Forza Italias hensygnen efter Berlusconis fald. Salvini er desuden belastet af, at han har været i regering med 5-Stjernebevægelsen. Det har Meloni ikke, og hun fremstår derfor som ukompromitteret.

 

Når fascismen bringes på bane – og det sker ofte I Italien – da bedyrer Meloni, at hun lever I fred med fascismen, som hun kalder for “en periode i landets historie.” Det eneste, hun tager afstand fra, er Mussolinis racelove, men de blev jo som bekendt påtvunget af Hitler-Tyskland i 1938.

 

Strategien er dobbelt. På den ene side er hun og Fratelli d’Italia loyale overfor deres fascistiske fortid. Men samtidig vil hun sikre sig stemmer fra dem, der ikke bryder sig om fascismens brutalitet.

 

Indtil nu har det ikke skadet hende politisk, at Mussolini-familien er med i Fratelli d’Italia – Mussolinis tipoldebarn opstillede for partiet til EU-valget i 2019 – at hun omgås ny-fascisterne i Casa Pound, samt at hun indleder valgkampe i byer og foran bygningsværker, der forbindes med Mussolini-tiden. Hendes slogan er nationen, familien og kristendommen: “Jeg er Giorgia, jeg er mor, jeg er kvinde, jeg er kristen,” er blevet hendes brand.

 

Når der er grund til at beskæftige sig med Giorgia Meloni, er det fordi hun repræsenterer en ny tendens i europæisk politik, hvor vrede kvinder markerer sig som ledere af partier på den yderste højrefløj: Marine le Pen i Frankrig, Alice Weidel og før hende, Frauke Petry i AfD i Tyskland. I Norge ledes Fremskrittsparti af Siv Jensen, og her i landet var det Pia Kjærsgård.

 

Det må undre, hvorfor så mange kvinder, lavtlønnede som veluddannede, tiltrækkes af partier, der ikke skjuler deres patriarkalske sindelag, og hvor feminisme og ligestilling ses som noget, de røde har opfundet for at genere pæne, stræbsomme familier.

 

Kvinder i lavtlønsjob ser sig svigtet af mændene og af “eliten”, der rager til sig, og som ikke aner, hvordan det er at skulle leve for en løn, der ikke rækker måneden ud. De veluddannede angiver opbruddet i samfundet, og værdiernes forfald.

 

Fællesnævneren for de kvinder, der stemmer på partier yderst til højre, er modviljen mod islam og mod indvandringen. Marine Le Pen sagde efter de mange seksuelle overgreb mod kvinder i Köln nytårsnat 2015: “Jeg er bange for, at indvandringen, og alt hvad den bringer med sig, er begyndelsen til enden på kvinders rettigheder.”

 

Le Pen og andre højrefløjskvinder ser bort fra, at langt de fleste overgreb mod kvinder udføres af europæiske mænd. I Frankrig udsættes dagligt ca. 600 kvinder for vold og/eller sexuelle overgreb af deres mand eller partner, og hver tredje dag dræbes en kvinde i hjemmet.

 

Partiledere som Meloni spiller dobbeltspil. På den ene side, så afviser de feminismen, der ses som et instrument for venstrefløjen. På den anden side, så slår de sig op på, at de er de eneste, der kæmper for kvinders rettigheder, og beskytter dem mod den islamiske fare. De røde vil, med deres tolerante indstilling til indvandringen, blot forværre kvinders stilling. Ingen af højrefløjens kvinder har ligeløn på programmet.

 

Meloni, Le Pen m.fl. lancerer sig som moderne kvinder, der ikke vil skrue tiden tilbage til, “da mor gik derhjemme”, “men de kvinder, der ønsker det, skal naturligvis kunne gøre det.”

 

Samtidig taler de i ét væk om familien som én af samfundets bærende søjler. Og det er næppe regnbuefamilier, der menes, heller ikke i det homofobe AfD, hvor én af lederne, den lesbiske Alice Weidel har opdraget to børn sammen med sin partner.

 

Retten til abort bringer Meloni m.fl. på glatis. For nok er det noget kvinder fra alle samfundslag benytter sig af, men så er der jo lige hensynet til de faldende fødselstal – og her står det slemt til i Italien. Da der relativt set fødes flest børn i muslimske familier, så ender det jo med, at “vi bliver et mindretal i vore egne lande.”

 

Også Meloni må døje med kønsdiskrimination i egne rækker. I 2017, da hun ugift og højgravid stillede op som borgmesterkandidat i Rom, bad flere af hendes meningsfæller hende om at trække sig. Det var ikke et job for en vordende mor. Ved valget fik hun 21 procent og tabte til Virginia Raggi fra 5-Stjenebevægelsen.

 

Meloni fordømmer den sexisme, der præger italiensk politik, hvor kvinder skal ligne Playboy-babes, og hvor mandlige politikere kan sige hvad som helst. Salvini slap således godt fra at kalde parlamentsforkvinde Laura Boldrini for en “sexdukke, der gav blowjobs.”

 

Det er nye toner fra højrefløjen, når Meloni siger, at “det er samfundet, der har lært kvinder, at vi ikke er gode nok, men som alligevel beder os om at tage os af det allermest værdifulde – familien og børnene – hvorfor så ikke også politik?….Når italienske kvinder tildeles en marginal rolle, er det fordi de holdes tilbage af sociale tabuer, og de skal brydes.” Hun bruger sig selv som eksempel på hvordan, og skjuler ikke, at hun stræber efter at blive landets første kvindelige regeringsleder.

 

Også når det gælder internationale relationer er det værd at lægge mærke til Meloni. Hvor Salvini mest omgås folk som Le Pen, Orban Geert Wilders, så er Meloni ved at opbygge et net af mere eller mindre respektable konservative partier på begge sider af Atlanten.

 

Som én af de få europæiske politikere har hun indladt sig med Steve Bannon og hans Movement – en Bruxelles-baseret tænketank, der skal forsyne højrepartier med data, statistikker, argumenter, og samle EU-skeptiske højregrupper i EU-Parlamentet til en stor og slagkraftig enhed.

 

De fleste højrepartier gav Bannon en kold skulder: “Det klarer vi bedre selv.” Til Guardian omtaler Bannon Fratelli d’Italia som “et af de gamle fascistpartier, der nok er lidt for meget til højre,” men det afholder ham dog ikke fra at være partner med partiet, “der med tiden vil blive mainstream.”

 

Republikanske medlemmer af den amerikanske kongres indbød Meloni til det årlige National Prayer Breakfast – et lukket møde for de særligt udvalgte, der krones med en tale af Trump. Salvini vil med sine sympatier for Putin og Kina ikke blive inviteret, mens Meloni ses som en pålidelig allierede – hendes fascisme til trods.

 

Meloni deltager i konferencer, arrangeret de nationalkonservative tænketanke for europæisk og transatlantisk fornyelse. De er uafhængige, partineutrale kulturelle organisationer, der udbreder sandhed og visdom til fremtidige generationer på et kristent-jødisk-nationalistisk grundlag. Generøs sponsor var i flere år medicinalfabrikken Pfizer.

 

Den 4. februar i år afholdtes en konference i Rom: “Gud, Ære, Fædreland: Ronald Reagan og pave Johanns Paul II og nationernes frihed.” Blandt talerne var Marechal Le Pen, Orban, Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton, samt konservative intellektuelle og embedsmænd.

 

Et konservativt medlem af det engelske Underhus deltog også i konferencen. Mente, at mange englændere var enige i det, der blev sagt. Uanset hvad, så fik han kraftig kritik af partiledelsen, der ikke ville forbindes med det yderste højre. Besynderligt for partiledelsen har ikke noget imod, at den tidligere leder af English Defense League, Tommy Robinson, meldte sig ind i december 2019.

 

Meloni holdt et fyrigt indlæg, der begyndte med trosbekendelsen: Mit navn er Giorgia, Jeg er en kvinde osv…” – og så kørte hun videre med angreb på klima- og LGBT-bevægelserne, EU, globaliseringen, for frie nationer med lave skatter og uden totalitær kontrol af borgere og erhvervsliv som alternativ til en bureaukratisk superstat, ikke ulig Reagans, Thatchers og Trumps vision om det liberale samfund. Ovenover alt dette står beskyttelsen af religiøse og moralske værdier.

 

Meloni har kritiseret Conté-regeringen for manglende handling i forbindelse med coronakrisen, hvilket har medvirket til, at den har udviklet sig til en national katastrofe. Hun har krævet hjælpepakker til nødlidende husholdninger, støtte til erhvervslivet, og at terminer og skatter indefryses.

 

Desuden foreslår Meloni, at grænserne lukkes, fordi smitten kommer udefra. Dette omfatter også en afvisning af beskyttelsesudstyr og anden medicinsk udstyr fra Kina, for “nu prøver Kina at få os til at glemme, at det var dem, der udviklede coronaen på et laboratorium i 2015.”

 

Også her distancerer Meloni sig fra Salvini, der har sagt ja til at blive det første europæiske land, der kobles på den nye kinesiske “Silkevej. ” Det ser hun som kommunistisk ekspansion med henblik på at overtage det europæiske erhvervsliv.

 

Danner Lega og Fratelli d’Italia regering, vil det blive den mest højreorienterede siden 1945. Salvini tror, at han i kraft af at have det største parti bag sig, kan styre Meloni. Det er langt fra sikkert, for indtil nu har hun vist sig at være en mere stabil politiker.

 

Bekymrende for det liberale vestlige demokrati er det, at både Salvini og Meloni er med til at sløre grænserne mellem de nuværende konservative partier og det yderste højre, og til indvandring, nationalisme og identitet. I de sidste årtier er traditionelle konservative partier blevet stedse mere udtalte i deres modstand mod indvandring og menneskerettigheder, og har i betænkelig grad nærmet sig partierne ude på højrefløjen. For en halv snes år siden kunne vores hjemlige Konservative Folkeparti ikke døje Dansk Folkeparti, nu har de det vist ret godt med hinanden.

 

Glidebanen mod højre kan ikke længere skjules

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com