content-picture.php

Der blev afholdt valg i de to italienske regioner Emilia-Romagna og Calabrien søndag 26. januar. Regeringen ville stå med en alvorlig udfordring, hvis Salvinis Lega (tidligere Lega Nord) vandt. Dave Kellaway analyserer valget og dets konsekvenser.

af Dave Kellaway

En af de sidste dage af valgkampen i Emilia-Romagna mødtes Salvini og hans mediecirkus foran dørtelefonen i en boligblok. Han ringede på til en lejlighed, hvor en af hans lokale Lega-tilhængere sagde, at en tunesisk narkohandler boede. Salvini gav nu en offentlig svada mod den unge mand, hvis far var blevet skadet i en arbejdsulykke, om hans formodede narkotikahandel. Selv de vage italienske massemedier, der er blevet så vant til Salvinis antikverede politik, var lidt chokerede over dette fascistiske selvtægts-scenarie. Men det sammenfattede to sider af Salvinis racistiske politik – migranter og kriminalitet.

 

Salvini havde sagt, at han ville “befri” en region, der historisk havde været en højborg i krigstidens modstandsbevægelse, tidligere fra det italienske kommunistparti og senere forskellige centrum-venstrekonstellationer. Som den faktiske vinder, Bonaccini fra PD (det Demokratiske Parti/Partido Democratico), tørt bemærkede før resultaterne tikkede ind, så er borgerne i denne region blevet befriet, men fra fascisterne for næsten 70 år siden.

Lederen af det ultrahøjreorienterede Lega havde satset en masse politisk kapital i kampagnen for at gentage den succes, som partiet havde ved valget til Europa-Parlamentet i dette område, hvor de fik flest stemmer. Det endte med, at hans koalition tabte med otte procentpoints (51 mod 43). Meningsmålingerne havde været i Legas favør i november sidste år og vippede akkurat i de sidste målinger en uge før afstemningen.

En bemærkelsesværdig drejning var stigningen på 30 procentpoint i valgdeltagelsen til 67 procent. Mange venstre- og progressive vælgere, der var blevet desillusionerede over PD’s nedskæringspolitik, vendte tilbage til valglokalerne. En afgørende årsag til dette var den anti-Lega-kampagne, som Sardinbevægelsen havde ledet og mobiliseret.

 

Sardinbevægelsen spiller en progressiv rolle

Efter tabet af endnu et traditionelt centrum-venstreområde, Umbrien, i november sidste år, besluttede en gruppe på fire 30-årige at gøre noget ved det, der så ud til at være en evindelig fremgang for Lega. De gik på de sociale medier og kaldte folk ud på gaderne i Bolognas centrum. Fem tusinde dukkede op og overskyggede totalt en Lega-samling samme dag. De anvendte ideen om massemobilisering af sardiner på en fantasifuld måde til at modvirke fremkomsten af ”Lega-monsteret”. Det havde også en vis genklang på grund af Salvinis forkærlighed for at hænge ud på stranden på populære badesteder som Milano Marittima ved Adriaterhavskysten.

Folk lavede papfigurer og andre mere kunstneriske modeller, og de gentog dette i by efter by, der kulminerende i en massiv demonstration i Rom med mere end 100.000 deltagere. Søndagen før afstemningen i Emilia-Romagna troppede 40.000 op i Bolognas centrum. Ved et nationalt møde gik sardinbevægelsen sammen med de lokale arrangører af demonstrationerne og fremsatte en erklæring, der blot fokuserede på behovet for at bekæmpe Lega, men også for en mere moralsk ‘uddannet’ politik som en modsætning til den hadefulde højrepopulisme. Rationel, oplyst debat blev modsvaret til politik ved tweets og armbevægelser.

 

Teoretisk talte de om at genopbygge en positiv formidlingsproces og strukturer mellem befolkningen og politikere. De opfordrede også til ophævelse af de undertrykkende, migrationsfjendtlige love, frembragt af Salvini, før han splittede ud fra den første regering i august ledet af Guiseppe Conte. Politiske møder blev arrangeret så bredt som muligt, men politiske partier blev ikke inviteret til at tale eller medbringe bannere.

 

Venstrefløjen og sardinbevægelsen

På den yderste venstrefløj har der været kritik af de ”overfladiske gode manerer” i sardinbevægelsens politik, og dens manglende demokratiske struktur. Snak om kærlighed og at være rar undviger en vis nødvendig grad af klassehad i den reelle klassekamp. At hævde et højt dannelsesniveau (ordet ‘educato’- dette har også en betydning af at være velopdragen på italiensk) fungerer ikke altid mod højrepopulister, der har stor opbakning blandt ikke-akademikere. Det kan opfattes som nedladende – akkurat den fejl, som visse middelklasse-remainere begik i Storbritannien, da de fordømte Brexit-vælgernes ”dumhed”.

Dele af venstrefløjen har desuden kritiseret, at sardinbevægelsen objektivt, hvis ikke også subjektivt, først og fremmest styrker PD’s kræfter, hvis nedskæringspolitik som regeringsparti er en af grundene til, at Lega er så stærk i dag. Zingaretti, lederen af PD, gjorde et stort nummer ud af at takke bevægelsen efter søndagens sejr. Selvom sardinbevægelsen kun opfordrede til at stemme imod Lega, kom de ikke med opfordring til at stemme på PD. De ledende i bevægelsen har sagt, at de personligt identificerer sig med en centrum-venstrekultur.

Set i lyset af det ekstraordinære lave niveau af industrielle klassekampe eller sociale bevægelser i dagens Italien, er det meget vanskeligt at se en mere åbenlys venstredrejet bevægelse rulle Salvini tilbage. Grupper til venstre for PD, som Potere al Popolo (Magten til Folket), der stillede op i valget, fik kun ca. 1 procent af stemmerne. En økologi-liste, der i det store hele er en pendant til PD, fik 3,3 procent.

Opgaven med at genopbygge en mere samlet aktiv anti-kapitalistisk front er stadig essentiel, hvis formålet skal være mere end at stoppe den yderste højrefløj for derefter stille med en centrum-venstreregering, der accepterer EU’s diktater om nedskæringspolitik. Det forekommer taktisk korrekt at anerkende sardinbevægelsens positive bidrag, at respektere dens rammer for en bred modstand mod det yderste højre, men også at arbejde inden for og sammen med den for at sikre, som eksempel, at den nuværende regering forsvarer migranters rettigheder.

Nogle af disse nye deltagere i politik, heriblandt mange unge mennesker, kan muligvis vindes til en mere åben antikapitalistisk politik, hvis venstrefløjen lytter og taler til dem i deres kampagner. Venstrefløjen kan ikke gøre dette, hvis man agerer, som om Sardinbevægelsen er et problem eller en hindring. Bevægelsen afholder et nationalt møde i marts i Napoli for at planlægge deres næste skridt. Et spørgsmål, der er værd at rejse på en konstruktiv måde, er spørgsmålet om bevægelsens struktur.

 

Ændringer på højrefløjen

Selvom Lega blev rullet tilbage i Emilia-Romagna, faldt deres opbakning som parti kun med tre procentpoint til 30 procent, og højrefløjskoalition vandt let ved det andet regionale valg i Calabrien. Her var der ingen sardinbevægelse til at påvirke afstemningen. Valgdeltagelsen var meget lav, hvilket viste, hvor demoraliserede og desorienterede arbejderklassen er i en region, hvor organiseret kriminalitet og korruption stadig er stærk.

Det nyfascistiske Fratelli di Italia (Italiens Brødre), ledet af Meloni, fordoblede deres stemmetal til 8,3 procent i Emilia og fik næsten 11 procent i Calabrien, kun fire procentpoint mindre end PD. På den anden side fik Berlusconis Forza Italia mindre end 3 procent i Emilia og vandt formandsposten i Calabrien, men partiet fik samlet kun ca. 12 procent. Som en konsekvens af dette er styrkeforholdet internt på højrefløjen skiftet. Salvini og Lega er den dominerende kraft, hvor Melonis parti begynder at overhale Forza Italia. Lega-lederen har stadig god chance for at blive det største enkeltparti ved det næste nationale valg.

 

Med Legas nederlag i Emilia sidder Conte-regeringen i øjeblikket sikkert på magten. Salvinis plan var at vinde der og erklære, at regeringen ikke længere havde et flertal i landet.

Regeringen er imidlertid svækket af den hurtigt smuldrende Femstjerne-bevægelse (M5S). Over 20 af dets parlamentsmedlemmer har allerede forladt partiet til andre grupperinger, og Di Maio trak sig som leder i sidste uge. De fik 3 procent i Emilia, en nedgang på næsten 10 procentpoint og kom ikke over spærregrænsen på 8 procent til regionsrådet i Calabrien.

Dette er ganske bemærkelsesværdigt i lyset af, at de ved parlamentsvalget for kun to år siden var det største parti med næsten 33 procent. På kort sigt betyder det, at PD vil få større indflydelse internt i koalitionen. Med mindre de kan genskabe et topartisystem – et spørgsmål, som de politiske kommentatorer virkelig spekulerer i for tiden – og endnu vigtigere få en ny valglov igennem, som kan favorisere dette, ja så er det sparsomt med åbenlyse koalitionspartnere.

Igen styrker Femstjernebevægelsens tilbagegang Salvinis tilbagevenden til regeringen. M5S var altid potentielt ustabil med sin position som hverken højre eller venstre. Et stykke tid red de på en bølge af vrede fra mange progressive vælgere, der opgav PD, og et mindre antal fra højrefløjen. Deres manglende lokale forankring, manglende demokratiske strukturer på grund af bevægelsens centraliserede internetmodel og deres uduelighed der, hvor de rent faktisk vandt lokale valg, har ført til denne krise.

I den kommende periode vil Salvinis Lega, som den primære opposition, fortsat være i stand til at kanalisere en masse af vrede mod denne regering, da uligheden fortsat er i top og arbejderklassens levestandard i bund – sammenlignet med de fleste andre lande i Europa. På samme tid vil PD forsøge at integrere Sardinbevægelsens mobilisering, så vidt muligt, for at få liv i et svækket passivt bagland. Den antikapitalistiske venstrefløj vil forholde sig til det positive oprør i sardinbevægelsen, men vil også forsøge tålmodigt at opbygge en antikapitalistisk opposition. Der har for nylig været nogle små positive skridt mod dette gennem nationale møder, der involverede Sinistra Anti-Capitalista, Rifondazione og andre.

 

Oversat fra Socialist Resistance af Rasmus Keis Neerbek.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com