content-picture.php

Sidste lørdag gik Irland op imod tendensen i Europa da vælgerne drejede skarpt til venstre. Sinn Féin fik den største gevinst, men partiet skal træffe nogle store afgørelser i de kommende måneder, hvis det vil drage fordel af dette gennembrud.

af Daniel Finn

Det har taget ni år og tre valg, men den økonomiske nedtur i 2008 har gjort en ende på det irske partisystem. Den store recession har fyret op under et folkeligt krav om forandringer, som den gamle politiske klasse var ude af stand til eller uvillige til at imødekomme. Den 8. februar brød den etablerede orden sammen under presset da Sinn Féin overhalede de dominerende centrum/højre-partier, hvis samlede stemmetal skrumpede ind til et hidtil uhørt lavt niveau.

 

På et tidspunkt hvor venstrefløjspartierne i Europa har tabt terræn til deres rivaler til højre og på midten, har det irske valg vendt tendensen. Uanset hvad Sinn Féin nu gør var det en klar valgsejr for venstrefløjen. Exit polls viste at sundhed og boligpolitik var langt de vigtigste emner for vælgerne.[i] To tredjedele ønskede at investeringer i den offentlige service blev prioriteret over skattelettelser. 31% var enige i udsagnet, at Irland ”har brug for et radikalt kursskifte”.

 

Det er muligt at denne chance for forandring vil blive tabt på gulvet. Men lige nu er dynamikken i irsk politik med venstrefløjen, og de traditionelle konservative partier er på hælene. Et valg der skulle forestille at gøre en ende på de sidste årtis politiske turbulens fik den modsatte effekt.

 

Varadkars satsning

Det var slet ikke meningen da lederen af Fine Gael [liberalt-konservativt politisk parti, OA], Leo Varadkar med kort frist udskrev valget i januar. Varadkars parti har de sidste fire år været i regering i samarbejde med dets traditionelle rival, Fianna Fáil [liberalt republikansk parti der i 1926 brød ud af Sinn Féin, OA]. Begge partier led under et større frafald ved de første to valg efter krisen: i 2016 faldt deres samlede stemmetal til under 50% (i 2007 var det 69%). Den eneste måde de konservative partier kunne beholde magten på og samtidig udelukke Sinn Féin var ved at indgå en hidtil uset bred koalitionsaftale. Fianna Fáil besatte ikke nogen regeringsposter, men dets vælgere bevarede Leo Varadkar i sadlen som Taoiseach [premierminister og regeringsleder, OA].

 

De to partier anså denne løsning for at være unaturlig og ønskede at vende tilbage til deres rodfæstede rutine med en centrum/højre-regering der står over for en centrum/venstre-opposition og skiftes til at styre den statslige skude. Varadkar troede at han havde et overbevisende budskab til vælgerne: en stærk økonomi med en af eurozonens højeste vækstrater, en Brexit aftale, der endelig var kommet på plads med den britiske regering, og et løfte om stabilitet efter flere års omvæltninger. I meningsmålingerne lå Fine Gail i 2019 i gennemsnit på 29%, og partiet manglede bare nogle få points for at kunne danne en levedygtig koalitionsregering uden støtte fra Fianna Fáil.

 

Sidste års lokalvalg og EU-Parlamentsvalg satte scenen ganske nydeligt efter Varadkars mening. Hverken han eller Fianna Fáils leder, Micheál Martin, ønskede at lave aftaler med Sinn Féin, så de var henrykte over at se partiet miste to af dets tre EU-Parlamentsmedlemmer og næsten halvdelen af dets byrådsmedlemmer. Det irske Grønne Parti, som var en meget mere spiselig koalitionspartner, kom ind på en tredjeplads med sin hidtil største stemmeandel. Sinn Féin lod til at drive rundt i vindstille.[ii] Partiets resultat i 2016 (14%) havde været dets bedste siden 1920’erne, men det stadig som en skuffelse efter meningsmålingerne der foregående år. Nu så det ud til at være på sit vælgermæssige højdepunkt.

 

Tid til forandring

Valgresultatet kom som et chok for alle, også for Sinn Féin. Partiets ledelse var forberedt på at skulle kæmpe for at bevare dets hidtidige mandater og førte en defensiv kampagne. Før vi ser nærmere på Sinn Féin, må vi se på hvorfor en så udbredt en stemning for forandring søgte sit politiske udtryk.

 

For det første har den højt besungne økonomiske genrejsning aldrig levet op til sit rygte. De tal for bruttonationalproduktet man kunne se i overskrifterne var dybt upålidelige, fordi multinationale selskaber bruger den irske økonomi som gennemgangsland for interne pengeoverførsler (transfer pricing). I 2015 påstod de officielle statistikker at bruttonationalproduktet var vokset med 26%. Ingen af regeringens ministre var ude at prale med den ”succeshistorie” – det var åbenlyst absurd – men de pralede videre, da de samme tvivlsomme statistikker kom med et tal, der bare var halvvejs troværdigt. Ikke hele væksten var opspind, men den gik forbi næsen på flertallet af de irske vælgere. I et exit poll den 8. februar blev vælgerne spurgt om de havde oplevet fordelene ved den økonomiske genrejsning: 63% sagde nej.

 

Yngre mennesker lagde vægt på boligpolitikkens betydningen: næste to tredjedele af dem under 34 sagde, at det var den vigtigste faktor når de skulle beslutte, hvem de ville stemme på. Løbske boligpriser har gjort det umuligt for de fleste i den aldersgruppe at købe deres eget hjem, mens udlejere sætter priserne i vejret til et ublu niveau og hotelbyggerier optager pladsen for boliger.

 

Da den irske økonomi brød sammen i 2008 brugte regeringer under ledelse af Fianna Fáil og Fine Gael et tocifret milliardbeløb i Euro på at redde de banker og ejendomsinvestorer, der var ansvarlige for recessionen. Offentlige midler reddede det finansielle system og ejendomsmarkedet, men der fulgte ikke nogen strukturelle ændringer med som et noget for noget, og der kom bestemt ikke noget forsøg på at genetablere den offentlige boligsektor som et alternativ til privat udlejning.

 

Nu tager de samme banker, der ville være gået til grunde uden statslig støtte, rentesatser betydeligt over gennemsnittet i eurozonen, mens politikere som Leo Varadkar hævder, at grådige amerikanske investeringsfonde yder et værdifuldt bidrag til boligmarkedet.[iii] Det er vanskeligt at skyde skylden for manglen på boliger der er til at betale på upersonlige markedskræfter, når dem hvis beslutninger er årsagen til det har navne og ansigter, som alle kender.

 

Ud af fortidens skygge

Sinn Féin har kørt sig selv i stilling som det foretrukne parti for dem, der vil vise deres utilfredshed. Til forskel for Labour Party og the Greens har de ikke været i regering under recessionen, og de har ikke noget ansvar for bankredningspakkerne eller nedskæringerne i den offentlige sektor. Partiet har også en meget større rækkevidde og et bredere aktivistgrundlag end Irlands radikale venstrefløjsgrupper, hvis opbakning er koncentreret i de større byer. De første meningsmålinger viste en bølge af tilslutning til Sinn Féin der fortsatte frem til valgdagen.

 

Nu er det det største parti i forhold til stemmetallet (24,5%) og på niveau med Fianna Fáil når det kommer til antallet af mandater (37 til hver – selv om Fianna Fáil har et ekstra mandat, fordi parlamentsformanden automatisk bliver genvalgt). Resultatet ville have været endnu værre for de konservative partier hvis Sinn Féin havde vidst, hvor godt de ville komme til at klare sig: Det irske valgsystem har valgkredse med flere mandater, og Sinn Féin kunne have fået et ekstra mandat i flere distrikter, hvis de havde stillet mere end én kandidat op.

 

Da det så ud til at Sinn Féin halede ind på centrum/højre-partierne, svarede de igen med en salve af angreb, der fokuserede på partiets fortidige og (påståede) nutidige forbindelser til IRA. Til deres store skuffelse så ingen af disse angreb ud til at virke. Det er der flere grunde til.

 

Partiet har nu en yngre generation af ledere, der ikke har nogen baggrund i IRA, og som er modnet i løbet af de sidste ti år: Mary Lou McDonald, Pearse Doherty, Eoin Ó Broin. Det var lettere at forbinde Sinn Féin med IRA den gang alle vidste, at partiets formand, Gerry Adams, havde været en central skikkelse i IRA’s ledelse i årtier. McDonald er måske ikke alles livret, men ingen kan beskylde hende for at have været direkte involveret i den guerillakrigs-kampagne, der var meget upopulær i Sydirland.

 

Politikere og mediekommentatorer der var fjendtlige over for Sinn Féin undergravede også deres egne argumenters styrke ved at forbinde dem med en højst upopulær dagsorden. Hver gang de påkaldte sig mindet om IRA’s grusomheder kom det med en implicit tilføjelse: ”Og derfor bliver I nødt til at finde jer i udlejere der tager ågerpriser og et haltende sundhedsvæsen.”

 

Denne pointe gælder ikke for alle i de irske medier. Suzanne Breen fra Belfast Telegraph har i flere år skrevet om Paul Quinns sag. Han var en ung mand fra South Armagh, der blev tævet ihjel af IRA-medlemmer i 2007.[iv] Partiet kunne meget tidligere have taget afstand fra og undskyldt kommentarerne fra Conor Murphy, én af deres ledende skikkelser i Nordirland, da han påstod at Quinn var indblandet i kriminalitet.

 

Men alt for ofte er de virkelig rystende sager – som f.eks. sagen om Jean McConville – blevet groft udnyttet af politikere fra Sydirland.[v] De samme politikere har ikke nær så travlt med at tale om fortiden, når det handler om de britiske regeringer, hvis statsapparat har sin egen uhyggelige rekord i grusomheder begået under konflikten.[vi] Denne kynisme og dobbeltmoral har gjort det lettere for Sinn Féin at afbøde argumenter, der kunne give virkelige vanskeligheder.

 

”Helt igennem politisk”

Den anden hovedfront for angrebet antydede at Sinn Féin i virkeligheden ikke er et demokratisk parti, fordi dets ledere stadig adlyder ordrer fra IRA’s Army Council.[vii] Reaktionen på denne påstand har en tendens til at være stærkt polariseret: Enten tager folk det dybt alvorligt eller også afviser de det pure. Lad os se på rapporten fra den britiske regerings Independent Monitoring Commission (IMC) der overvåger paramilitære gruppers fortsatte aktivitet:

 

”PIRA’s [Provisional IRA’s] strukturer eksisterer stadig i en meget reduceret skikkelse. De omfatter en topledelse, ’Provisional Army Council’ (PAC), og nogle ’afdelinger’ med særlige ansvarsområder. På et lavere niveau er der nogle regionale kommandostrukturer (…) PIRA-medlemmer tror at PAC kontrollerer både PIRA og Sinn Féin med en overordnet strategi. Vi vurderer at denne strategi har et helt igennem politisk fokus. PIRA-medlemmer er blevet beordret til at støtte Sinn Féin aktivt i lokalsamfundet indbefattet aktiviteter som valgagitation og uddeling af valgmateriale. Nogle PIRA-medlemmer er engageret i at indsamle informationer der kan interessere gruppen, inklusive detaljerede oplysninger om aktiviteter omkring DR [Dissident Republicans – udbrydergrupper der ikke anerkender fredsaftalen fra 1998, OA] og forsøg på at identificere hemmelige efterretningskilder (CHIS- Covert Human Intelligence Sources). Et mindre antal er engageret i opbevaringen af de resterende våben for at forhindre at de forsvinder til DR. Enkelte PIRA-medlemmer er stadig indblandet i kriminalitet, så som storstilet smugling, og der har været enkelte voldsepisoder, inklusive mord (…). PIRA som det var i konfliktens dage er langt fra at kunne genopvækkes. Det er vores klare vurdering at PIRA’s ledelse stadig går ind for fredsprocessen og har som mål at forene Irland med politiske midler. Gruppen er ikke indblandet i at planlægge eller udføre terroristiske angreb på staten eller dens repræsentanter.”[viii]

 

De britiske sikkerhedstjenesters vurderinger, som IMC får sine informationer fra, er ikke nødvendigvis skriftens ord. Men IMC’s rapport stemmer med det vi ved fra andre kilder. Udtalelsen om at ”PIRA-medlemmer tror at PAC kontrollerer både PIRA og Sinn Féin med en overordnet strategi” er bevidst tvetydigt formuleret: Måske er det PIRA-medlemmerne der her bliver ført bag lyset, ikke den brede offentlighed, på samme måde som de tog fejl med hensyn til spørgsmålet om afvæbningen i begyndelsen af nullerne. Under alle omstændigheder er den ”overordnede strategi” ”helt igennem politisk” og rettet mod at ”forene Irland med politiske midler”. Det IRA der kæmpede mod de britiske sikkerhedsstyrker i ’70’erne, ’80’erne og ’90’erne er nu ”langt fra at kunne genopvækkes”.

 

Ingen regner for alvor med at personer som Tom Murphy, der i mange år ledede Provisional IRA i South Armagh, eller den tidligere kommandant i Belfast, Brian Gillen, vil forlade pensionisttilværelsen, genoprette IRA som en kamporganisation og starte en krig mod den britiske stat.[ix] Da de irske myndigheder anklagede Murphy for skatteunddragelse i 2015 var det et tydeligt signal om, at de ikke længere anså ham for at være en trussel.[x] Sinn Féin har bestemt en meget bedre chance for at opnå et forenet Irland ved politiske midler end ved at genoptage et fejlslagent militært felttog.[xi]

 

Sinn Féins kritikere beskylder partiet for at planlægge at nedlægge Special Criminal Court (SCC), der er den domstol uden jury, på foranledning af deres ledere i IRA. SCC blev oprindelig dannet for at gøre op med undergravende organisationer, men har siden udvidet sit område til at omfatte bandekriminalitet. Amnesty International og det irske borgerrettighedsråd (Irish Council for Civil Liberties) har opfordret til at nedlægge det.

 

Spørgsmålet om SCC sætter påstandene om at Sinn Féins ledelse tager imod ordrer fra IRA i perspektiv. Partiet siger at de vil udnævne et råd af erfarne jurister til at afgøre om der stadig er behov for domstolen, og at de vil rette sig efter deres forslag. Det betyder at der er to forhindringer der skal overvindes: For det første skal Sinn Féin forhandle en koalitionsaftale på plads med det andre partier for at få vedtaget undersøgelsen, og så skal undersøgelsen anbefale at SCC bliver nedlagt. Provisional Army Council kan udstede lige så mange ordre de har lyst til, men partiet skal stadig arbejde gennem de samme politiske processer som alle mulige andre.

 

Centrum på pause

Sinn Féin var ikke det eneste parti der konkurrerede om stemmerne på venstrefløjen. Dets rivaler kan opdeles i to hovedkategorier, centrum/venstre og venstreradikale. Irish Labour Party plejede at være førende i den første af de to politiske nicher, men det havde et forfærdeligt valg og fik mindre end 5% af stemmerne. Labours hidtil bedste resultat kom i 2011 med et program mod nedskæringerne, men det faldt omgående fra dette program, da det indgik en koalition med Fine Gael og stødte sine nye tilhængere fra sig igen. Fem år senere mistede det tredive af sine syvogtredive sæder. Der var ikke nogen bedring denne gang, bare en fortsat nedtur.

 

Det er svært at få øje på hvor Labour nu kan gå hen. Partiet synes blottet for nye politiske idéer. Socialdemokraterne (the Social Democrats) der er en gruppe dannet af to tidligere Labour-politikere, har nu det samme antal parlamentsmedlemmer med nogle friske, nyvalgte ansigter, der kan formulere deres politik. Man kan få tilbudt en meget tilsvarende centrum/venstre-politik fra Socialdemokraterne uden noget af Labours seneste bagage: måske kommer vi til at se en bagvendt overtagelse af Labour i det nye parti, hvis Labour bliver ved med at træde vande.

 

De Grønne havde en bedre valgdag end Labour med 7% af stemmerne og 12 mandater, men resultatet må have været en skuffelse for partiet efter den grønne bølge ved EU-Parlamentsvalget sidste år. Den øgede opbakning afspejler en voksende følelse af klimaforandringernes påtrængende vigtighed, især blandt yngre mennesker. Men de Grønne er et aldeles utilstrækkeligt redskab for den følelse: Irlands venstreradikale partier har et meget bedre ry hvad angår klimaspørgsmål.[xii]

 

Da de Grønnes leder, Eamon Ryan, udtalte sig i TV-debatter, var der en slående modsætning mellem har præcise diagnose af klima- og biodiversitetskrisen og de beskedne, gradvise løsningsforslag han kom med. Ryans parti har ikke noget der kan hamle op med de ambitiøse økologiske programmer der på det seneste er udviklet af venstrefløjen i Storbritannien og USA.

 

Den yderste venstrefløj

Længere ude på venstrefløjen beholdt alliancen ”Solidarity – People Before Profit” fem af de seks pladser den fik i 2016, mens uafhængige venstrefløjskandidater som Thomas Pringle og Joan Collins og holdt stillingen – et meget bedre resultat end det så ud til efter sidste års lokalvalg. Sejrene afhænger ofte af nogle meget små marginer, og det er ikke sikkert de socialistiske grupper vil være lige så heldige næste gang, men som det ser ud nu har den radikale venstrefløj bevaret fodfæstet i den nationale politik. Det betyder at der er et pusterum til at overveje, hvad de gjorde rigtigt eller forkert i de sidste ti år.

 

I deres bedste form har Irlands venstreradikale kræfter slået til på den bredere politiske scene med flere kræfter, end de egentlig har. De var centralt placeret i kampen mod vandafgifterne, der var den vigtigste bevægelse mod nedskæringer efter 2008. Den fik mobilisere arbejdere i stort tal og fik regeringen til at opgive deres planer.[xiii] De var også de eneste politiske aktører med en konsekvent politik for fri abort, før de feministiske aktivisters indsats fik gjort det opportunt for de store partier at komme med om bord. Både med hensyn til vandafgifter og abort indtog Sinn Féin i begyndelsen et undvigende og tvetydigt standpunkt, men et organiseret pres fra partiets venstrefløj havde stor virkning. Stemmetallet til de fremgangsrige venstrefløjskandidater i Dublin og Cork bygger på flere års aktivisme i områder der har været ignoreret og overset af de traditionelle politikere.

 

På udgiftssiden har organisatoriske splittelser gjort det sværere for den radikale venstrefløj at udvikle en sammenhængende politisk identitet og platform. I 2011 stillede de socialistiske grupper op på en fælles liste, the United Left Alliance (ULA), men de splittedes i løbet af et par år. Et af partierne i ULA, the Socialist Party, stillede så op til valget som the Anti-Austerity Alliance (Anti Nedskærings Alliancen) som siden blev til Solidarity. Selv for folk der følger godt med i politik må denne trafik frem og tilbage have været meget forvirrende.

 

En TV-vært spurgte Ruth Coppinger fra Solidarity hvordan hun kunne forvente at opbygge en socialistisk massebevægelse, når hendes parti ikke en gang havde været i stand til at beholde bare én af deres tre parlamentsmedlemmer om bord siden 2016 – måske en billig pointe, men ganske rammende. Det bagvedliggende problem er en mangel på pluralistisk organisatorisk kultur, og det betyder at politiske uenigheder har en tilbøjelighed til at føre til splittelser. Disse problemer viste sig ikke at være fatale denne gang. Men det er ikke noget argument for at lade stå til: hvis der kommer et nyvalg i den nærmeste fremtid, vil Sinn Féin prøve på at maksimere sit mandattal ved at stille ekstra kandidater op, og partiet vil med største fornøjelse presse sine socialistiske rivaler ud ved samme lejlighed.

 

Irlands radikale venstrefløj kan komme med et vitalt bidrag, ikke mindst når det gælder udviklingen af et øko-socialistisk program, der rækker ud over de Grønnes spagfærdige tilgang, for at integrere arbejderklassens økonomiske krav i en plan for CO2-reduktion efterhånden som klimakrisen skærpes. Det er meget vigtigt at det bibeholder en stemme i den nationale politik.

 

De primære mål

Hvad vil Sinn Féin gøre med sit hidtil uset store mandattal? Partiets taktiske valg vil udspringe af dets grundlæggende politiske karakter.[xiv] En af Sinn Féins topscorere under valgkampen var Eoin Ó Broin, der er partiets politiske talsmand og repræsenterer valgkredsen West Dublin. Før Ó Broin blev valgt til parlamentet skrev han en vigtig bog, Sinn Féin and the Politics of Left Republicanism (2009), som undersøgte de forskellige forsøg gennem det sidste århundrede på at blande republikanismen med en venstreorienteret ideologi.

 

Som Ó Broin bemærkede har hans parti et klart hierarki af politiske mål, hvor den nationale genforening prioriteres over socialismen. Det betød at Sinn Féins version af venstrefløjspolitik, ”forvist til et tidspunkt i kampen ude i fremtiden, altid ville være underudviklet, fordi de mere umiddelbare behov i den nationale kamp fik fortrinsret.” Ó Broin opfordrede sit parti til at ”gøre den ende på dette hierarki af mål, der er indbygget i partiets ideologi, politik og strategi,” og vægte demokratisk socialisme på linje med den irske enhed. Men den hakkeorden han kritiserede er stadig på sin faste plads.

 

Det er ikke fordi der noget reaktionært eller uønsket ved idéen om et forenet Irland. Delingsaftalen fra 1920 var en fiasko, og det er fuldstændig legitimt at Sinn Féin ønsker at få den omstødt. ”Good Friday”-aftalen (GFA) indeholder en aftalt mekanisme der kan bruges til det med afholdelse af en folkeafstemning om grænsedragningen.[xv] Demografiske ændringer og Brexit-krisen har gjort forestillingen om et afstemningsresultat til fordel for irsk enhed meget mere sandsynlig, end den var da GFA blev underskrevet.

 

Men ”hierarkiet af mål” som Ó Broin beskrev betyder at Sinn Féin kan bevæge sig til venstre eller mod centrum afhængigt af, hvad der i det givne øjeblik synes mest fordelagtigt. Sinn Féin er et venstrenationalistisk parti hvor nationalismen kommer på førstepladsen. Det er i sidste ende af større betydning end det faktum, at dets valgprogram i 2020 var mindre radikalt end f.eks. British Labour Partys seneste programerklæringer, der indeholdt nogle meget mere ambitiøse forslag om en strukturel forandring ved at det offentlige ejerskab.[xvi]

 

Skærpet opmærksomhed syd for grænsen

Sinn Féins regeringstid nord for grænsen har ikke ført til nogle større socialdemokratiske reformer, men partiet er ikke afgørende blevet straffet for det ved valgene. Imidlertid kan tingene sagtens blive meget anderledes syd for grænsen, hvis Sinn Féin ikke tilfredsstiller det ønske om forandring, der drev den nylige bølge af tilslutning.

 

I Nordirland er Sinn Féin først og fremmest et nationalistisk parti, hvis funktion er at repræsentere en befolkningsgruppe, der har lidt under mange års politisk udelukkelse. Så længe det forsvarer denne gruppes interesser mens det fremsætter langsigtede mål om et forenet Irland, vil det have et solidt grundlag af opbakning, det kan trække på, uanset hvor små fremskridt det gør med en venstreorienteret økonomiske dagsorden, der aldrig har været central for partiets tiltrækningskraft. Under alle omstændigheder kan Sinn Féin altid pege på manglen på beslutningskraft: Nordirland er stadig en region i det Forenede Kongerige, ikke en stat med sit eget nationale budget.

 

Sinn Féin vil ikke få den samme medvind syd for grænsen: enten må det opfylde i hvert fald nogle af sine løfter eller også vil risikere at se sine vælgere lede efter et nyt sted at være, præcis som Labours vælgere fra 2011 forlod partiet, efter at det gik i regering med Fine Gael og droppede sit program mod nedskæringspolitikken. Omskifteligheden i irsk parlamentarisk politik går begge veje.

 

Den vigtigste reform Sinn Féin lovede under valgkampen var boligpolitikken, som Eoin Ó Broin havde udviklet, og som kræver en øjeblikkelig fastfrysning af huslejerne, et loft på renter af boliglån og opførelse af socialt boligbyggeri i et omfang, der ikke har været set i årtier. Hvis den bliver ført ud i livet vil dette program få en varig betydning for en masse menneskers livskvalitet (og sandsynligvis sikre deres stemmer for Sinn Féin på samme måde som Fianna Fáils eget boligbygningsprogram i 1930’erne og 1940’erne).

 

Men det vil også skade interesserne for alle dem der nyder godt af den nuværende ordning, inklusive bankerne og de store spillere i den irske byggeindustri. Det samme gælder for en hvilken som helst anden socialdemokratisk politik. For at underbygge deres hjemlige magtpositioner vil de konservative kræfter også sikre sig støtte fra EU, hvis budgetregler de vil føre frem som en uovervindelig barriere mod enhver progressiv økonomisk dagsorden.

 

At forsøge at få betydelige reformer igennem i en regeringsalliance med centrum/højre-partierne er en blindgyde – især fordi disse partier meget gerne vil have Sinn Féins størrelse reduceres ved at sabotere deres projekter og forbinde dem med upopulære tiltag. Måske vil Sinn Féin finpudsede sans for politisk pragmatisme være nok til at forhindre dem i at gå den vej, selv om deres grundlæggende ideologi tillader det. I hvert fald har vi endnu ikke set noget til den konservative stabilisering af irsk politik, som ”de folk der har interesser i landet” [”stake in the country people”, her sigtede Liam Mellows på folk med økonomiske interesser i landet, kapitalister og arbejdsgivere, der ikke støttede republikken, OA], som Liam Mellows en gang kaldte dem, så brændende ønsker sig.[xvii]

 

14. februar 2020

 

Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg

 

Noter:

[i] Irish Times den 9. februar, 2020: https://www.irishtimes.com/news/politics/detailed-election-2020-exit-poll-results-how-voters-answered-15-questions-1.4167016?mode=sample&auth-failed=1&pw-origin=https%3A%2F%2Fwww.irishtimes.com%2Fnews%2Fpolitics%2Felection-2020-full-set-of-exit-poll-results-1.4167016

[ii] Jacobin den 2 juni, 2019: https://www.jacobinmag.com/2020/02/…

[iii] RTE den 11. oktober, 2019: https://www.rte.ie/news/business/20… [Irish Times 28 December 2018 https://www.irishtimes.com/news/pol…

[iv] Irish Times den 13. februar, 2020: [-<https://www.independent.ie/irish-ne….]]]> https://www.belfasttelegraph.co.uk/opinion/news-analysis/if-ghosts-of-the-past-haunt-sinn-fein-its-because-party-has-failed-to-lay-them-to-rest-38927766.html] https://www.belfasttelegraph.co.uk/….

[v] [London Review of Books den 19. december, 2013: https://www.lrb.co.uk/the-paper/v35….

[vi] Le Monde Diplomatique, december 2019: https://mondediplo.com/2019/12/07no….

[vii] Belfast Telegraph den 13. februar, 2020: https://www.belfasttelegraph.co.uk/….

[viii] https://assets.publishing.service.gov.uk/government/uploads/system/uploads/attachment_data/file/469548/Paramilitary_Groups_in_Northern_Ireland_-_20_Oct_2015.pdf.

[ix] Irish Times den 9. september, 2015: https://www.irishtimes.com/news/ire….

[x] The Journal den 26. februar, 2018: https://www.thejournal.ie/slab-murp….

[xi] Foreign Affairs den 21. august, 2019: https://www.foreignaffairs.com/arti….

[xii] Jacobin den 2. juni, 2019: https://www.jacobinmag.com/2020/02/….

[xiii] New Left Review, sept./Okt. 2015: https://newleftreview.org/issues/II….

[xiv] Jacobin den 14. april, 2016: https://www.jacobinmag.com/2016/04/….

[xv] Prospect den 11. februar, 2020: https://www.prospectmagazine.co.uk/….

[xvi] https://www.sinnfein.ie/files/2020/SF_GE2020_Manifesto.pdf.

[xvii] https://www.historyireland.com/20th-century-contemporary-history/liam-mellows-and-the-irish-revolution/

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com