Efter det iranske regime har indrømmet, at det var deres missiler, der nedskød det civile fly, er protesterne forsat i Iran. Søndag var der demonstrationer i flere byer, den største var på Teherans Frihedsplads. Demonstrationerne blev overdænget med tåregas, og enkelte blev såret af skud.

af Iranske studerende

På bannere og skilte kunne man blandt andet læse: ”Død over undertrykkerne, uanset om han er shah eller stor leder”. ” Fjenden befinder sig i dit eget land”. ”Soleiman er en morder og korrupt”. ”Folkeafstemning”. ”Brød, arbejde, frihed og uafhængige fagforeninger”.

 

Mange kunstnere aflyste deres deltagelse den årlige Fajr film- og musikfestival, som bliver arrangeret af staten i anledning af 40-året for revolutionen i 1979. En skuespiller skrev, at han ikke havde nogen interesse i at deltage i en statsstøttet festival. En anden skrev, at scenerne som gadeprotesterne var mere magtfulde end noget som helst teaterstykke.

 

Vi bringer nedenfor en erklæring fra en gruppe studerende fra Amir Kabir Polytekniske Universitet i Teheran, som de udsendte i anledning af søndagens demonstration.

 

Vi er omringet af ondskab fra alle sider

I disse dage er Iran opfyldt af tristhed og sorg. Vi vasker blodet bort fra vore hænder i mere blod, vi tilføjer smerte til smerte, vi vasker ligene af en martyr med blodet fra den næste. Det ser ud, som historien er bliver komprimeret. Vi gennemlever den ene krise efter den anden. Trusler bliver besvaret med flere trusler.

 

Vi, børn af det iranske folk, anser ikke os selv som adskilt fra dem. Deres smerte er vores smerte og den sorg, der tynger deres hjerter, tynger også vores. Onsdag morgen nåde krisen et nyt højdepunkt, og kun en dag efter, at adskillige landsmænd omkom i Kerman (i forbindelse med general Soileimanis begravelse), var vi endnu engang vidne til, at nogle af landets børn omkom ved et flystyrt. Vi havde endnu ikke haft lejlighed til at sørge over vore martyrer fra Aban (demonstrationerne mod regeringen i november), før endnu en ny plage blev tilføjet.

 

I dag er vi omringet af ondskab fra alle sider. Mens regeringens økonomiske politik og politiske undertrykkelse har bragt folket til bristepunktet, er krigens mørke skygger også dukket op over vore hoveder. Det, som vi mangler i dag i Irans politiske klima, midt i de vedvarende trusler fra militærmagterne, er folkets stemme. Og frem for alt andet kræver folket frihed og lighed, og de gjorde i allerhøjeste grad deres stemmer gældende i november under Aban-demonstrationerne for bringe deres budskab ud til andre.

 

De sidste to måneders har været et klart bevis på regimets totale inkompetence til at regere Iran, et regime hvis eneste svar på enhver krise er magtanvendelse. Det er vores pligt at vende alle vore anstrengelser mod det totalitære undertrykkelsessystem, uanset om der er i form af en undertrykkende regering, eller i form af en imperialistisk magt.

 

I løbet af de sidste par år har USA’s tilstedeværelse i Mellemøsten kun forårsaget usikkerhed og kaos. Vores syn på denne aggressive magt er helt klart. Men det er imidlertid også klart for os, at USA’s eventyr i regionen ikke bør bruges som   en undskyldning for undertrykkelse indenfor landets grænser. Da alle gentager mantraet om ”national sikkerhed”, bør vi spørge, hvilke sociale grupper, klasser og lag de tænker på. Vi er ikke bange for lige ud at sige, at de fattiges sikkerhed, de underprivilegerede og marginaliserede, er blevet undergravet i mange år. De sidste 30 års økonomiske politik har resulteret i en masse forsømte grupper, ved siden af en gruppe af privilegerede, rige og korrupte individer.

 

Problemet er forværret af den kendsgerning, at udenfor landets grænser er der blevet dannet nogle korrupte og totalt afhængige oppositionsgrupper, som modtager økonomisk og mediestøtte fra magtfulde stater. Ja, i dag er vi omringet af ondskab fra alle sider.

Kære iranere! Den eneste udvej fra den nuværende krise er at vende tilbage til en politik, der bygger på folkets demokratiske rettigheder, en politik som ikke vil kaste sig i armene på imperialismen pga. frygt for despotismen, en politik der ikke vil legitimere despotismen i modstandens navn. Ja, den eneste måde at afvise og komme videre fra den nuværende situation er at afvise såvel despotisme som imperialisme.

 

Vi har brug for en politik, som ikke vil begrænse friheden og ligheden til en bestemt gruppe eller klasse, men som anser disse principper som en udelt ret for hele folket. I dag står behovet for socialt og politisk demokrati klart for alle. I et sådant demokrati vil regeringen ikke være ligeglad med befolkningens livsvilkår og vil garantere sikkerhed, frihed og lighed for alle.

 

Vi, børn af Iran, kondolerer det iranske folk med dets hundredvis af martyrer fra begivenhederne i Kerman og nedskydningen af det civile fly. Vi lover, at vi ikke vil tillade, at det blod, vore landsmænd har ofret, vil være forgæves. Historien vil ikke glemme de uskyldige ofres blod. Historien vender altid tilbage med styrke og vil tage hævn mod undertrykkerne for alle de undertryktes blod.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com