Den eskalering af konflikten mellem USA og Iran, som verden har været vidne til, er dybt bekymrende, fordi det kan få den sprængfarlige situation i området til at eksplodere med uforudsigelige konsekvenser for hele verden.

af SAPs Forretningsudvalg

I første omgang er det befolkningerne i området, der vil lide under en eskaleret konflikt. Der er en alvorlig risiko for, at de 176 ofre for nedskydningen af det ukrainske passagerfly onsdag den 8. januar ikke bliver de sidste tilfældige ofre for denne konflikt.

 

Mette Frederiksen udtalte den 6.Jannuar til Børsen, at ”man ikke skal tage fejl. Iran spiller en destruktiv rolle i Mellemøsten netop nu”. Det synspunkt kan man kun dele. Men desværre er Mette Frederiksen tilsyneladende helt blind for Danmarks og vores allieredes lige så destruktive rolle i området.

 

Enhver illusion om, at ”koalitionens” krigsmål i Golfen skulle omfatte demokrati og menneskerettigheder, er uden bund i virkeligheden. Når vi kigger på USA’s og allieredes indsats siden starten med støtten til Saddam Huseins krig mod Iran i 80’erne, er billedet tydeligt: En uendelig række af lidelser med millioner af døde, hvor menneskerettigheder og demokrati er en uopfyldt drøm pga. sanktioner og krig. USA vil kun ofre blod for dominans og olie.

 

Trumps aggression spænder ben for oprør
Trumps beslutning om likvidering af generalmajor Qassem Soleimani har ikke svækket det iranske præstestyre. Tværtimod er USA’s angreb blevet en anledning til at oppiske nationalistiske holdninger i Iran og Irak og dermed gøre det vanskeligere for de folkelige bevægelser i disse lande at overvinde deres korrupte, udemokratiske og undertrykkende regimer. Krigstrusler og eskalering af konflikten mellem de to stater vil ødelægge de folkelige bevægelser i Iran og Irak og overskygge befolkningernes kamp for frihed og retfærdighed.

 

En verden uden forbrydere som Soleimani, Trump, Khamenei, ISIS, Netanyahu mv. vil være en mere sikker og bedre verden. Vi har set store folkelige bevægelser i Iran og Irak, der har kæmpet mod undertrykkelse og korruption. Soleimani og resten af det iranske regime har slået hårdt ned på de protester, der startede som en modstand mod højere brændstofpriser i november 2019 og udviklede sig til krav om styrets afgang. I ugerne umiddelbart efter protesterne startede blev hundreder dræbt og tusinder fængslet. Tusindvis sidder fortsat i fængsel under tortur og med fare for at blive dræbt på baggrund af de seneste protester. Det iranske regimes liste af forbrydelser er næsten endeløs – forfølgelser, tortur og henrettelser af politiske fanger, arbejdere, kvinder og religiøse mindretal, er blot nogle af dem. USA’s sanktioner mod Iran har indtil nu først og fremmest ramt befolkningen og medvirket til at få regimet til at fremstå som uskyldige i befolkningens lidelser og som den nationale selvstændigheds forsvarere.

 

Træk tropperne hjem – Støt befolkningernes kamp for frihed
Vi skal støtte de folkelige bevægelser og befolkningerne kamp, som er den eneste kraft, der kan sikre udvikling, demokrati og menneskerettigheder samt retten til religionsfrihed og nationale rettigheder for alle befolkningsgrupper. For eksempel er der brug for konkrete solidaritetsarrangementer, der udbreder kendskabet til den nye bølge af arabiske oprør, demonstrationer for frigivelse af de politiske fanger m.v.

 

Vi støtter kravet om, at Danmark trækker tropperne hjem fra Irak og stopper ethvert samarbejde, der direkte eller indirekte styrker det irakiske regime i forhold det folkelige oprør. Danmark skal heller ikke sende et krigsskib til Hormuzstrædet. Når vi gør det, skal det være klart, at det på ingen måde er en støtte til den reaktionære indflydelse, Iran har i regionen. Vi er derimod af den opfattelse, at ophævelsen af sanktioner og eliminering af krigstruslen vil lette befolkningens vej til et opgør med reaktionære regimer i Golfen, ikke mindst Iran.

 

SAP’s forretningsudvalg, den 13. januar 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com