Gilbert Achcar ser nærmere på det israelske angreb på det iranske konsulat i Damaskus og analyserer Den Islamiske Republiks reaktion herpå og den indvirkning, som det tilspidsede forhold mellem de to stater har på forhandlingerne om en afslutning af krigen i Gaza.

af Gilbert Achcar, Pierre Barancey

23.
april
2024
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 6 minutter

Det iranske konsulat i Damaskus efter det israelske angreb den 1. april. Foto: Rajanews, CC BY 4.0, Wikimedia

 

Hvad ville Israel opnå ved at angribe det iranske konsulat i Damaskus?

Det israelske angreb var en fortsættelse af den lange række af angreb mod iranske mål i Syrien, der tog sin begyndelse for cirka 10 år siden, da Iran udnyttede den mulighed, som borgerkrigen efter den folkelige opstand i 2011 havde bragt til veje, til at gå i gang med at etablere sig der.

 

De israelske myndigheder kunne dog ikke være uvidende om, at ødelæggelsen af konsulatet, der lå lige ved siden af den iranske ambassade, udgjorde en drastisk eskalering, der endda gik videre end til, at et højtstående medlem af Den Islamiske Revolutionsgarde, det iranske regimes ideologiske væbnede gren (IRGC), samt syv andre officerer, var blandt dødsofrene.

 

For mig at se var det derfor en bevidst provokation med det formål at fremkalde en iransk reaktion, der kunne sætte en kæde af gensidig aggression i gang, som kunne føre til et angreb af en helt anden målestok imod Iran. Det er der to vigtige grunde til, den ene banal, den anden strategisk.

 

Den banale grund er, at det hovedkulds militære stormløb er i Benjamin Netanyahus interesse, fordi hans forbliven ved magten, som alle ved, er betinget af, at krigen fortsætter. Det er også i den samlede israelske regerings interesse, fordi den møder voksende antipati fra den offentlige mening i Vesten. En konfrontation med Iran, som har et meget negativt omdømme i Vesten, kan sandsynligvis genoprette den vestlige solidaritet med Israel. Det gælder også Biden-administrationen, som på det seneste er blevet svækket af det dårlige image hos sin israelske allierede.

 

Den strategiske grund er helt oplagt: Siden Donald Trump nægtede at anerkende den aftale om kernevåben, som blev indgået med Iran i 2015, har sidstnævnte i betragteligt omfang forøget sine bestræbelser med hensyn til oplagring af beriget uran til det punkt, hvor vurderingen nu går på, at de i løbet af få dage vil kunne producere mindst tre atombomber. Hvis vi dertil lægger Irans slagstyrke over lange afstande, som blev demonstreret forrige lørdag, så er det nemt at forstå, at Israel er bange for at miste sit monopol på kernevåben, og derfor også sin evne til afskrækkelse.

 

Israel har godt nok et betydeligt antal atomsprænghoveder, men dets territorium er meget mindre end Irans. Der er derfor grund til at frygte, at angrebet på konsulatet var tænkt som første salve i en militær eskalering, der kunne føre til et israelsk angreb på Irans muligheder for at udvikle kernevåben.

 

Hvad kan vi udlede af den iranske reaktion?

Vi kan udlede et kæmpestort problem. Iran fandt sig trængt op i en krog ved angrebet på sit konsulat. Irans afskrækkelsesevne er blevet voldsomt devalueret i de seneste år med gentagne løfter om hævn, der aldrig er blevet overholdt – i hvert fald ikke i en grad, så det var til at lægge mærke til. Det gælder for eksempel mordet i Irak på IRGC-Al Quds-styrkernes leder, Qasem Suleimani, som Trump beordrede i januar 2020. De har ikke heller ikke grebet direkte ind imod Israels krig i Gaza, i modstrid med Hamas’ indtrængende opfordringer. Iran har stillet sig tilfreds med at involvere sine libanesiske og yemenitiske allierede, inden for rammerne af en klar selvbegrænsning for Hezbollahs vedkommende.

 

Iran blev derfor nødt til at gribe til handling denne gang for ikke helt at tabe ansigt. Samtidig var de iranske ledere helt på det rene med Israels mål med provokationen og frygtede, at et angreb på deres territorium kunne finde sted, før de havde opnået en terrorbalance ved at anskaffe sig atomvåben. Det var derfor, de valgte et tilsyneladende stort angreb, som de vidste ikke ville betyde så meget. At iværksætte et angreb med droner og missiler, affyret 1500 km derfra, på en stat, der er udstyret med det bedste forsvar i verden imod angreb fra luften, og støttet af magtfulde allierede, især USA, måtte indebære en formodning om, at meget lidt ville slippe igennem det israelske beskyttelsesnet.

 

Iranske kilder var hurtige til at erklære, at sagen var lukket for Irans vedkommende. Det er virkelig naivt. Hvis de havde angrebet en israelsk diplomatisk repræsentation i De Forenede Arabiske Emirater eller Bahrain, for eksempel, ville ingen for alvor kunne have bebrejdet dem det. Men ved at sende hundreder af droner og missiler direkte imod israelsk territorium gik de direkte i fælden og legitimerede dermed et direkte israelsk angreb på deres eget territorium.

 

Det er ikke særlig svært at forstå, at de både har demonstreret den trussel, de udgør for Israel – og på den måde styrket det israelske argument for en forebyggende ødelæggelse af det iranske potentiale, og på samme tid afsløret sin strategiske svaghed over for en modstander, der var meget bedre udrustet end dem selv. Det er efter min opfattelse en fejl, der kan vise sig at blive lige så stor som den, Hamas begik med sin operation den 7. oktober 2023.

 

Hvilke konsekvenser har det for krigen i Gaza og forhandlingerne?

Forhandlingerne var allerede kørt fast, før alt dette skete. Udsigterne for en aftale er blevet yderst spinkle, især fordi det vestlige pres på Israel vil aftage, og fordi der stadigvæk er usikkerhed vedrørende gidslernes skæbne. Israel har allerede ødelagt det meste af Gaza og forandret det til en skydebane og et terræn, hvor landets  væbnede styrker kan rykke ind efter forgodtbefindende.

 

Der er Rafah tilbage, som Israel forbereder sig på at invadere efter at have fordrevet den civile befolkning. Det kræver meget mindre end den offensiv, der blev udført indtil januar. Hvad Israels muligheder for fjernangreb angår, forbliver de intakte, fordi Biden-administrationen sørger for at holde dem på højeste niveau med fortsatte våbenleverancer, foruden dens direkte bidrag til den israelske krigsførelse.

 

 

Interviewet blev først bragt den 14. april i det franske dagblad L´Humanité. Her oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.

 

Gilbert Achcar er professor ved School of Oriental and African Studies ved University of London. Han voksede op i Libanon og Han har et omfattende forfatterskab bag sig om internationale politiske forhold og om Mellemøsten, og er fast bidragyder til Fjerde Internationales presse. Han er medlem af Anti*Capitalist Resistance i UK.

 

 

 

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com