Man får ikke et bedre billede af zionismen end ved at se på to nylige begivenheder. Israel bombede et konsulat i et fremmed land – Syrien – og dræbte blandt andre højtstående iranske militærofficerer, og tilhængere af Israel i USA gennemtvang aflysning af ​​en afskedsforelæsning ved University of Southern California, fordi taleren var imod Israels folkedrab i Gaza.

Disse handlinger er klare og målrettede. De er udtryk for en maksimalistisk ideologi på globalt plan, der skal støtte det israelske regime. Denne ideologi er selvfølgelig zionismen, troen på at jøder har brug for en stat for at kunne være sikre. I dag truer zionismen den politiske frihed i USA og den internationale orden. Den truer den politiske tradition for liberalisme i USA ved at tvinge demokratiske politikere til at betale for flere bomber for at fremme et folkedrab.

Efter 150 års kamp og praksis er det tydeligt, at zionismen er dedikeret til den uendelige underkastelse af palæstinenserne, som gør modstand deres forfølgelse.

Der er kun én måde at bekæmpe denne ideologi på. De, der er imod den, må forklare amerikanerne sandheden: Zionisme er racistisk. Dens tilhængere skal afsløres, placeres i skammekrogen og hænges ud – som tilhængere af en Jim Crow-ideologi[i].

Jeg har altid sagt, at jeg kunne være blevet zionist i tidligere tider. Zionisme var en helt forståelig ideologi i lyset af europæisk undertrykkelse af jøder. Jøder forlod Europa som flygtninge, ikke som et herrefolk. Hvis zionismen kun havde fokuseret på jødisk sikkerhed, kunne det være en acceptabel ideologi i dag.

Men lige fra starten vandt maksimalistiske zionister frem. De ønskede mere jord med færre palæstinensere. I mindst 75 år har dette været den zionistiske credo, og de har gentagne gange brugt terrorisme for at nå dette mål.

–          I 1920’erne søgte den socialistiske leder Chaim Arlosoroff at fremme ideer om national sameksistens med palæstinensere. Han blev myrdet på stranden i Tel Aviv i 1933 af zionistiske militser, hvorfra de højeste embedsmænd i Israel senere blev hentet.

–          I 1949 søgte FN-diplomaten Folke Bernadotte, som havde reddet tusindvis af jøder fra nazister under krigen, at fremme planer om at beholde Jerusalem som en international by, som udpeget af FN’s delingsplan. Han blev myrdet i Jerusalem af en zionistisk bande, hvorfra – igen – de højeste embedsmænd i Israel senere blev hente

–          I 1990’erne erklærede en premierminister fra Arbejderpartiet, Yitzhak Rabin, at Israel kun fik fred, hvis landet tilbageleverede jord til palæstinenserne, så de fik mulighed for at have suverænitet. Rabin blev myrdet af en højrefløjsterrorist, der nyder dyb politisk støtte den dag i dag.

Disse mord opstod fra et klart og målrettet program: Israelske ledere har igen og igen fortalt os, at de ikke vil acceptere en palæstinensisk stat ved siden af ​​den jødiske stat.

På grund af Israels modstand på dette punkt og på grund af Israels indarbejdelse af udvidede jødiske rettigheder i grundloven i 2018 har menneskerettighedsgrupper verden over siden erklæret, at Israel er en apartheidstat.

Zionister har ét svar på disse anklager – det er antisemitisme, man hader bare jøder. (Nej, vi hader tilhængere af apartheid!).

Israel har i ekstrem grad brugt vold for at stoppe modstanden. Landet har gentagne gange udsat palæstinensere for massakrer, og i Gaza har det i de sidste seks måneder vilkårligt dræbt titusindvis af kvinder og børn og hjælpearbejdere. Enhver ved sine fulde fem forstår, at dette angreb kun vil fremme radikal modstand.

Jeg går ikke ind for vold mod civile. Det er grunden til, at jeg klart har været imod Hamas’ angreb den 7. oktober og den dehumanisering, der finder sted på begge sider i en krig.

Men roden til problemet ligger helt klart i zionismen. Zionismen ødelægger alt konstruktivt på sin vej. Det er en ideologi, der behandler palæstinensere som mindreværdige i deres eget land. Den har bragt religiøs nationalisme til Mellemøsten og destabiliseret regionen længe før ISIS. Den angriber landsbyer for at styrke “det jødiske flertal”, og selv den liberale fløj forklarer og retfærdiggør sine handlinger. (“Min far… var en terrorist,” siger Jeremy Ben Ami fra J Street – en organisation, der blev sat i verden for at modsætte sig zionistiske bosættelser, men som ikke har opnået noget på den dagsorden i 15 år.)

I dag underminerer zionismen amerikansk frihed. Zionister og sympatisører i den amerikanske regering pressede på for krig i Irak, der ødelagde arabiske byer og det amerikanske image med. Zionistiske sympatisører retfærdiggør i dag et folkedrab og benægter hungersnøden i Gaza – og får Biden til at legitimere den holdning. Den zionistiske lobby har korrumperet vores valg, igen og igen annulleret ytringsfriheden, ødelagt det amerikanske jødiske samfund og fået nogle af de bedste hjerner i min generation til at gå på kompromis (inklusive jødiske forfattere, hos hvem jeg har observeret dette tragiske tab).

Der er kun én måde at besejre zionismen på. Den skal anklages og beskrives som den racistiske modsætning til alt, hvad det amerikanske eksperiment har opnået gennem århundrederne. Støtten til den skal stresses, sættes på plads og sultes ud. Den skal besejres i USA, i Kongressen og ved University of Southern California. Vi kommer til at vinde, for det er vi nødt til.

[i] Jim Crow-lovene betød i praksis, at sorte og hvide i mange stater levede dybt adskilt. Sorte og hvide måtte for eksempel ikke sidde ved siden af hinanden i busser, spise på samme restauranter eller gå i samme skole.

Artiklen fra Mondoweiss 20. april 2024 er oversat af Anne Haarløv.