Dora María Téllez, den sagnomspundne tidligere sandinistiske guerillakommandant, som var med til at vælte Somoza, udholdt 606 dage i isolation i den celle, Daniel Ortegas diktatur dømte hende til. I dette face-to-face interview med den prisbelønnede journalist Carlos Fernando Chamorro fortæller hun om Ortegas nuværende regime og den køreplan, som oppositionen er ved at udarbejde for at vende tilbage til demokratiet.

af Carlos Fernando Chamorro, Dora María Tellez

12.
december
2023
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 23 minutter

Foto: Dora Maria Tellez interviewes på kanalen Esta Noche, juni 2016. Confidencial, CC BY 3.0, Wikimedia

 

I sine tusind og ét liv har den altid dristige og respektløse Dora María Téllez været guerillakommandant, sundhedsminister, stedfortræder for sandinisternes nationale befrielsesfront (FSLN), dissident i FSLN og grundlægger af den Sandinistiske Bevægelse for Fornyelse (MRS), historiker, feminist og forkæmper for sociale rettigheder, politisk forfulgt af Daniel Ortegas regime og politisk fange i isolation i 606 dage.

 

I 1978 var hun øverstbefalende for FSLN-guerillaens angreb på Nationalpaladset og senere politisk leder af Rigoberto López Pérez’ militære vestfront, som befriede byen León under Anastasio Somoza-diktaturets fald i juli 1979. Under den revolutionære regering i 1980’erne var hun medicinstuderende og forlod universitetet for at deltage i den væbnede kamp – “fordi vi ikke havde andet valg end at ændre situationen i Nicaragua”, siger hun. Først var hun medlem af Statsrådet og senere sundhedsminister.

 

Dora Maria Tellez (med sort baret) under FSLN’s indtagelse af byen León, juni 1979. Wikimedia

I den politiske overgang, der begyndte i 1990, da Sandinistfronten tabte valget til Violeta Chamorro og den centrum-liberale koalition, UNO (Unión Nacional Opositora), blev Téllez valgt som suppleant for FSLN, og i 1994 ledte hun sammen med den tidligere vicepræsident og forfatter Sergio Ramírez kampagnen for at demokratisere FSLN, hvilket førte til en splittelse og oprettelsen af den Sandinistiske Bevægelse for Fornyelse (MRS).

 

Da Daniel Ortega igen kom til magten i 2007 gik hun i sultestrejke i centrum af Managua for at protestere mod den arbitrære annullering af MRS’ juridiske status, som betød, at partiet ikke kunne opstille til valg, og hun var en aktiv del af den demokratiske opposition til Ortegas og hans kone Rosario Murillos nye familiediktatur, som kom i krise i forbindelse med oprøret i april 2018.

 

Téllez, en kvinde med ideer og handling, æresdoktor ved Sorbonne Universitetet i Paris, et symbol på den demokratiske venstrefløj i Latinamerika, blev sendt i eksil til USA den 9. februar 2023 sammen med 221 andre politiske fanger, der blev løsladt af Ortega-regimet og straks frataget deres nationalitet. Siden september i år er hun på et kort ophold på Tulane University i USA, hvor hun forsker i Nicaraguas historie og skriver sine erindringer. “Det er en øvelse i at reflektere over den tid, jeg har levet i, og også over virkeligheden i landet, for man er nødt til at se tilbage for at forstå, hvor vi står nu,” siger hun med fast stemme.

 

Hun er engageret i at fremme en demokratisk overgang efter Ortega-diktaturets fald og forsikrer os om, at hun ikke ønsker at spille en offentlig rolle i fremtiden, men hun er klar over, hvad hun vil gøre: “Når jeg forlader Unamos’ landsledelse (tidligere MRS), vil jeg forblive i politik og give min mening til kende, men jeg har ingen ambitioner om at indtage en position eller have en offentlig funktion. Jeg tror, at dette er et arbejde for en anden generation, som har mere tid foran sig end bag sig. Min generation er på en måde på vej ud, og jeg er i overgangsfasen mellem en model for partipolitik og en anden, som jeg skal skitsere.

 

Hvad kan Nicaragua lære af fiaskoen med revolutionen i 1979 og overgangen i 1990 med henblik på en ny demokratisk overgang, som ville være den tredje og måske den sidste store historiske mulighed for politisk forandring i landet?

 

“Den første lektie er retfærdighed,” svarer hun og foreslår, at der oprettes en sandhedskommission og en særlig anklagemyndighed for efterforskning med international støtte. “Hvis der ikke er retfærdighed i en overgangsperiode, hvis der ikke er nogen sandhed og erindring, har vi en tendens til at reproducere de samme modeller. Denne nye generation af politikere er nødt til at foretage en dybtgående refleksion over det nicaraguanske politiske system, som traditionelt har været ekskluderende. Al eksklusion fører altid til krise. Og hvis der ikke er retfærdighed, vil vi ikke kunne komme videre med at få landet ud af dødvandet.

 

Du spillede en ledende rolle i det nationale oprør, der væltede Somoza-diktaturet i 1979 og indledte en revolutionær forandringsproces i Nicaragua. Findes der fire årtier senere en arv fra revolutionen i form af sociale forandringer, i folks liv eller i landets demokratiske institutioner?

 

Jeg tror, at den mest varige arv fra revolutionen er fremskridtene med hensyn til borgernes selvorganisering og deltagelse. Jeg refererer til den evne, som de forskellige sociale sektorer har oparbejdet for at skabe betingelser for at forbedre deres liv, for at organisere sig og kræve deres rettigheder, hvilket er præcis, hvad diktaturets terrorstat har modarbejdet. Ortega-Murillo har sat sig for at likvidere alle ikke-statslige organisationer, sociale bevægelser og medier, som er den vigtigste arv fra den sandinistiske revolution.

 

Hæren og politiet, som havde gjort en indsats for at blive nationale institutioner, har lidt et dramatisk tilbageslag i en sådan grad, at de næsten er nået til det punkt, hvor selv Nationalgarden blev underlagt en familie (Somozas) ved magten. Og resten af institutionerne har lidt under en tilpasning, en deformation.

 

Jeg ser dette afspejlet meget tydeligt i Sundhedsministeriet. En (sundheds)institution, der nægter at behandle folk på grund af deres politiske orientering, er virkelig kriminel. Da Sundhedsministeriet gennem sine afdelinger afviste at tage sig af folk, unge mænd og kvinder, der protesterede og blev slået ned eller såret af Ortega-Murillo-regimets undertrykkelse i 2018 og 2019, var det absolut kriminelt. Det er et bevis på den alvorlige indvirkning, som diktaturet har haft på de nicaraguanske institutioner, som er ophørt med at udfylde den vigtige rolle, de blev skabt til. Sundhedssystemet som en universel service, der blev udtænkt og udviklet under revolutionen, blev simpelthen forvandlet til endnu et instrument for Ortega-Murillos politiske og repressive interesser.

 

Så det væsentlige, der fortsat er bevaret i befolkningens, ungdommens og de sociale sektorers kapacitet, og som også kom til udtryk i kampen mod kanalprojektet, er det, Ortega-Murillo’erne har vendt sig imod. De har forsøgt at likvidere selve arven fra den sandinistiske revolution.

 

Sandinistfrontens valgnederlag i 1990 skabte en selvkritik af FSLN’s magtmodel og avantgardisme i 1980’erne, hvilket gav anledning til en demokratisk venstrefløj inden for sandinismen. Hvad er omfanget af denne selvkritik, og hvad er dens resultater i politisk praksis?

 

Sandinistpartiet overvejede aldrig en dybtgående kritik af Somoza-diktaturets politiske system. Hvis den havde gjort det, ville den ikke have reproduceret modellen i forfatningen fra 1987, i selve udformningen af det politiske system, blot med mindre modifikationer. I bund og grund var det en centraliserende model, der koncentrerede ekstreme beføjelser i republikkens præsidentskab, fra top til bund. Det var en autoritær model. Og senere, efter 1998-pagten (mellem Daniel Ortega og den daværende præsident Arnoldo Alemán om at sænke spærregrænsen for at vinde præsidentposten, hvilket var til fordel for Ortega), kom der et tidspunkt, hvor Daniel Ortega som den populistiske og autoritære caudillo etablerede et undertrykkende terrordiktatur, som allerede dengang mødte modstand fra en stor del af det nicaraguanske folk.

 

De af os, der udviklede en ret dybtgående kritik, er dem, der oprindeligt var dissidenter i Sandinistfronten og senere forlod partiet for at skabe MRS, nu Unamos (Unión Democrática Renovadora). Og vi berørte to emner: den demokratiske udvikling af samfundet og det demokratiske engagement i partiet. Men i Nicaragua er dette stadig en debat, der skal føres mere bredt.

 

Hvorfor har alle ideologier i Nicaragua skabt diktaturer? De konservatives general Tomás Martínez; de liberales (José Santos) Zelaya eller Somoza; sandinismen med Daniel Ortega. Alle politiske strømninger i Nicaragua har skabt diktaturer. Og det bringer os til det punkt, som Dr. (Emilio) Álvarez Montalván nævnte om politisk kultur: Nicaraguanerne har et grundlæggende problem, der har at gøre med behovet for at finde den stærke mand (caudillo), at stole på den stærke mand til at løse de problemer, vi har, og til at mægle i konflikter i samfundet.

 

Det har betydet, at vi ikke har demokratiske vaner, at vi ikke forstår, at kriser og debatter er en del af demokratiet, at konflikter i samfundet skal løsningen gennem institutionelle processer. Og det, vi ønsker, er at se en stærk figur, der øjeblikkeligt løser og mægler i disse problemer. I sidste ende fører det til et diktatur. Men vi har et strukturelt problem, som ikke kun har at gøre med den sandinistiske revolution, men med hele det 20. århundrede i Nicaragua.

 

Da Ortega vendte tilbage til magten i 2007, blev hans regime præsenteret som anden fase af revolutionen, selvom der fra starten blev sat spørgsmålstegn ved, om det var et autoritært eller korporatistisk regime. Nogle analytikere hævder, at Ortegas nye diktatur har sin oprindelse, sine rødder, i den sandinistiske revolutions autoritære karakter i 1980’erne.

 

I sidste ende har det noget at gøre med det, med somocismen og med Nicaraguas politiske historie. Med det faktum, at den politiske kultur kræver, tolererer og derefter afviser autoritære regimer. Hvis vi for eksempel analyserer Ortega-regimets aftale med erhvervslivet (i 2009), den korporatistiske konsensusmodel, som erhvervslivet havde, ser vi en stærk del af det nicaraguanske samfund, som siger: “Det er meget godt for mig, at nogen beslutter, hvad der skal ske med en fagforening, at nogen sætter den på plads, at nogen mægler, og at jeg ikke har fagforeningskonflikter, at nogen løser det for mig”. Jeg tror, det er en afspejling af den politiske kultur.

 

Der er ingen tvivl om, at Daniel Ortegas regime hænger sammen med revolutionens udvikling. Det er den samme Daniel Ortega, der er forværret af en overdreven ambition om magt, af et behov for at opbygge et økonomisk imperium baseret på hans position i regeringen, opbygningen af en personlig, autoritær magt, som er blevet en familiemagt, diktatorisk i sin natur. Men her har vi igen os nicaraguanere med vores politiske kultur. Det er vores store og vigtigste problem.

 

Hvordan vurderer du de 100 dage med folkeligt oprør, som brød ud i 2018? Denne massebevægelse, der satte diktaturet skakmat og havde så stor national opbakning, hvorfor lykkedes det den ikke at fjerne Ortega og Murillo fra magten?

 

Den store kvalitet ved denne bevægelse var dens bredde, dens masseopbakning, dens evne til at være selvdrevet. Og det var netop dens store problem, årsagen til dens begrænsninger.

 

Det var ikke en bevægelse, der havde et enkelt udtryk og en samlet retning, men en mangfoldig bevægelse, hvor ikke alle var på samme kurs. Det var i høj grad et spontant oprør. Grundlaget for den første (nationale) dialog tog udgangspunkt i en række sociale spørgsmål og et forsøg på at samle de unge. Men der var ikke en samlet holdning til regimet på det tidspunkt.

 

Men det var ikke derfor, den ikke skabte forandring i landet. Det lykkedes ikke, fordi undertrykkelsen var voldsom. Med en bevægelse som den, der fandt sted i Nicaragua, ville enhver anden regering i verden træde tilbage eller simpelthen udskrive et nyt valg for at løse den politiske krise. Daniel Ortega og Rosario Murillo valgte den værste måde: at svare igen med blod og ild, med snigskytter, med undertrykkelse, med forbrydelser, med massefængsling. Og det eneste instrument, som april-bevægelsen havde, var at gå på gaden, og de civile protester kan ikke stå op imod våbenmagten under disse forhold.

 

Så jeg ved ikke, om det var april-bevægelsens fiasko, eller om det i virkeligheden er Ortega-Murillo-diktaturets fiasko, dets manglende evne til at løse en dyb politisk krise på andre måder end gennem undertrykkelse. Efter fem et halvt år fortsætter krisen med at vokse, Ortega-Murillo er isoleret nationalt og internationalt, de har ingen støtte, og desuden er de ved at miste opbakning i egne rækker.

 

Efter massakren i 2018 og indførelsen af politistaten afviklede diktaturet i 2021 valget den 7. november, fængslede alle kandidaterne og dusinvis af politiske og civile ledere. Du var fængslet i 606 dage i El Chipote-fængslet, hvad fik du ud af det?

 

Hver fange tager noget forskelligt med sig fra fængslet. Isolationsfængsling er endnu mere komplekst, fordi det tvinger dig til konstant at tænke indad, men det hjælper også. For mig gav fængslet mig fred med en masse problemer, som jeg havde løst, konflikter, som jeg havde om temaer i mit liv, som jeg ikke havde fået gennemtænkt. Reflekteret over Nicaragua. Jeg føler, at jeg forlod fængslet i fred og uden had.

 

Men også på et kollektivt plan gav fængselsoplevelsen dem af os, der var i El Chipote, en personlig, menneskelig forbindelse, som vil resultere i noget meget vigtigt i form af en opposition, der kan præsentere et forslag for Nicaragua – et forslag, der integrerer og forener kræfterne i en fælles energi, for at søge en overgang til demokrati. Og det forekommer mig at være den vigtigste kapital, som vi har været i stand til at tage med ud af fængslet, den personlige forbindelse, der kommer af at leve sammen i lang tid under ekstreme forhold, hvor du kan lære personer at kende i deres værste øjeblik, når de er mest forsvarsløse, mest skrøbelige. Det hjælper oppositionens forenede indsats med at finde mere solide måder til at skabe den køreplan for overgangen til demokrati, som Nicaragua har brug for.

 

Hvordan vurderer du den nuværende situation for demokratibevægelsen i Nicaragua? Der er gået fem og et halvt år med civil modstand og syv måneder siden løsladelsen af de 222 politiske fanger, og næsten hele oppositionens ledelse er i eksil. Kan den blive et alternativ til magten?

 

Det tror jeg, den kan. Den har sine forbehold. Den bevæger sig langsomt, og på nogle måder foretrækker jeg, at den bevæger sig langsomt. Næsten alle hurtige forsøg på politiske koalitioner er endt i frustration, fordi de ikke kommer til bunds i, hvad vi ønsker at gøre sammen. Som Violeta Granera siger, er dette ikke en valgkamp, det er en tid til at bevæge sig fremad i en fælles modstand og skabe de milepæle, aftaler og enigheder, som er nødvendig for at kunne præsentere dette samlede oppositionsforslag for landet og åbne op for denne vej til demokrati. At opretholde den interne modstandsindsats og også en ekstern indsats for at isolere Ortega-Murillo-regimet.

 

Det er ikke let, især ikke at opretholde den interne indsats, fordi der er en tilstand af terror i Nicaragua. Men Ortega og hans folk har ikke formået at genetablere deres dominans i landet, og hver dag sker der en udhuling i deres egne rækker. Det er et af de vigtigste fænomener, der viser, at dette ikke er en statisk situation, men et diktatur, der bliver ved med at forværres. Vi ville gerne se en hurtigere løsning, men der er ingen anden vej end den, vi har valgt.

 

Diktaturet har mistet en masse politisk støtte i de sidste fem år. Afhopninger og intern uro er blevet mere og mere synlige. Men selvom der sættes spørgsmålstegn ved, om regimet er holdbart på lang sigt, forbliver det ved magten under en politistat og et stadig mere totalitært system. Hvordan ser du enden på Ortega-Murillo-diktaturet?

 

De ser selv enden på det. Det er derfor, de handler i desperation. Den brændte jords politik, som Ortega-Murillo udvikler i Nicaragua, kan kun forklares med deres behov for at likvidere ethvert udbrud, ethvert tegn på opposition, fordi de ved, at enden er nær, og at de bliver nødt til at åbne en proces for overgang til demokrati. Der skal være et gennemsigtigt valg, og til den tid vil de likvidere enhver opposition i landet. Jeg ser ikke den brændte jords politik som en fejltagelse, jeg ser den som en bevidst politik, hvis oprindelse er, at de ved, at deres situation er kortsigtet, og at de er nødt til at finde en vej ud.

 

Det store problem er, at en tilfredsstillende udvej for Ortega-Murillo-regimet ikke er let. De har akkumuleret et sådant niveau af forbrydelser, uretfærdighed, undertrykkelse og korruption, at enhver udvej må gå gennem minimal retfærdighed, og de ønsker ingen retfærdighed, men de bliver nødt til at nå det punkt. Hvordan når man til det punkt? Det er den store diskussion. Men det er sådan, det er i politik.

 

Men er en overgang mulig med Ortega og Murillo? Det var det, der blev forsøgt i 2018 og mislykkedes, og det blev forsøgt i 2019 og 2021 og mislykkedes. Kan Ortega og Murillo være en del af en demokratisk overgang?

 

Oppositionen forsøgte en sådan overgang i 2018, 2019 og 2021. Men det gjorde Ortega og hans folk ikke. De var ikke villige til at prøve den demokratiske overgang. Min pointe er, at hvis de vil forsøge ad den vej, har de ingen redskaber. Hvis de ikke kan på den måde, findes der så en anden måde? Jeg kan ikke se den. Jeg tror ikke, at der kommer et militærkup. Militæret i Nicaragua har traditionelt ikke gjort andet end at støtte de facto-regimer. Man kan ikke forvente noget militært oprør, og jeg tror heller ikke, at det ville være ønskeligt. Jeg ved ikke, hvorfor general (Julio César) Avilés græd så meget på årsdagen for, at hæren udtrykte, at “de ikke havde tænkt sig at lave et statskup”. Meget mærkeligt, det betyder, at noget har været under opsejling i hæren.

 

Men det er ikke en vej frem. Jeg ser ikke en væbnet kamp som levedygtig, heller ikke på kort sigt. Det var den væbnede kamp mod Somoza-diktaturet heller ikke. Så i sidste ende bliver nicaraguanerne nødt til at lede efter en udvej i en forholdsvis ren valgproces. Og deri ligger dilemmaet: Hvordan kommer vi til det punkt? Vi har brug for solid støtte fra det internationale samfund, og vi er nødt til at opretholde den interne modstand, som er det, der i sidste ende bevarer Ortega-Murillo-regimet i en proces med kontinuerlig nedbrydning.

 

Rosario Murillo deler magten med Daniel Ortega og står i den forfatningsmæssige arvefølge. Kan Ortega etablere en dynastisk arvefølge og arve magten fra hende i 2026 for at forlænge diktaturet?

 

Tiden er løbet fra det. Måske stræber Rosario Murillo efter at blive arving til en afdød Daniel Ortega, for Ortega er 77 år gammel og har en kronisk sygdom, som han har klaret ganske godt, fordi han er overbehandlet. Men jeg vil aldrig vædde på, at Daniel Ortega nogensinde stopper med at være præsidentkandidat eller ønsker at holde op med at være præsident og sidde hjemme og se fjernsyn, mens Rosario Murillo tager over. Den eneste måde, Rosario Murillo kan blive præsident på, er med en afdød Daniel Ortega. Og hendes anden måde er som nu, hvor de deler præsidentskabet og udøvelsen af magten, med de spændinger, der følger med. For der er også spændinger om kontrollen over magten, især på områder som retssystemet, politiet og så videre. Så længe Daniel Ortega er i live, kan jeg ærlig talt ikke se Rosario blive præsident i Nicaragua. Jeg kan heller ikke se nogen af deres børn i rollen.

 

Nicaragua har haft store historiske muligheder som revolutionens triumf i 1979 og den overgang, der begyndte i 1990, og som ikke slog rod og skabte varige forandringer. Hvad kan man lære af revolutionens og overgangens fiaskoer i en ny demokratisk overgang efter oprøret i april 2018, så tredje gang bliver lykkens gang?

 

Den første lektie er retfærdighed. Hver gang vi foretager en overgang, uanset hvad det måtte være, bliver der vendt et blad. Og i mangel af retfærdighed, sandhed og hukommelse har vi en tendens til at reproducere de samme modeller. Denne nye generation af politikere er nødt til at foretage en dybtgående refleksion over det nicaraguanske politiske system, som traditionelt har været ekskluderende. Al eksklusion fører altid til krise.

 

Det er en lektie, der skal læres. Under revolutionen, under Somoza-diktaturet, i 1998 med pagten mellem de liberale og Sandinistfronten, har den ekskluderende politiske model ført os til pagter og diktatur. Nicaragua har brug for en politisk model, der kan være inkluderende, hvor samfundets stemmer og de politiske institutioner kan blive repræsenteretrepræsentative, så de kritiske aspekter kan blive løst i disse politiske institutioner, ikke som nu, hvor alle kriser forplanter sig i samfundet, og de eksisterende institutioner ikke kan bruges til løse dem.

 

Pagten fra 1998 satte en stopper for enhver mulighed for inklusion i det politiske system. Mellem 1990 og 1996 var der en Nationalforsamling, som dannede ramme for rådslagning mellem alle politiske holdninger i landet. Selvfølgelig var der en stor debat med den udøvende magt, men det var en sund debat. I 1998 blev der sat et loft over den politiske inklusion, og den model for eksklusion har haft et stort problem, for ikke at tale om modellen for social eksklusion. Det er et problem, der ikke er blevet løst i Nicaragua. Bønderne er stadig marginaliserede, og der er ikke sket nogen væsentlige ændringer i løbet af de sidste 40 år. Det er et problem, der bør bekymre os dybt.

 

Hvordan kan man opnå retfærdighed uden straffrihed, som er det, folket kræver? Det er altid blevet udskudt med det argument, at vi vil undgå at åbne sårene fra somocismen, fra revolutionen, fra omvæltningen. Hvordan kan der ske retfærdighed, når der ikke er noget retssystem i landet?

 

Spørgsmålet om sandhed er en del af retfærdigheden. Vi er nødt til at oprette en national kommission, hvor man få sin sag behandlet – en mulighed for alle, hvis der er noget, der gør ondt, noget man har interesse i eller har krænket ens menneskerettigheder. For eksempel kender vi stadig ikke navnene på de mennesker, der blev dræbt i massakren den 22. januar 1967. Alle mindepladerne er uden navne. Jeg vil gerne vide, hvem disse mennesker er. For de har familier, de har børn, og de har ret til at være repræsenteret som ofre.

 

Der er for mange sår i hele landets historie til, at nogen vil sige: Jeg vil have en undersøgelse af dette, eller jeg vil indgive en klage over dette.

 

Og den anden ting er kriminal-efterforskningen, som er praktisk talt umulig under det nicaraguanske retssystem. Nicaragua har brug for en særlig anklagemyndighed for efterforskning med deltagelse af internationale eksperter, som loven kan give myndighed til at henvise sager til et specifikt retsvæsen, efter en reform af retssystemet. Det er simpelthen utænkeligt, at der kan være retfærdighed med det system, der findes i Nicaragua, med anklagere, der er en henrettelsespeloton.

 

Det store dilemma er sandhed, retfærdighed, erindring og erstatning. For disse ofre kræver erstatning fra staten, som er en del af det, der skal betales, for at det ikke sker igen. Det kan være fysisk, moralsk, psykologisk eller økonomisk skade, men staten er nødt til at sagsøge dem, der har forårsaget skaden, så de betaler med deres kapital, med deres penge, så de betaler på en eller anden måde. Det er nemt for staten at blive en mekanisme til at kompensere ofrene, men det er ikke nemt for gerningsmændene at betale staten det, som staten kompenserer ofrene med. Det er det punkt, der for mig kan forhindre gentagelser. Ellers, hvis staten påtager sig det fulde ansvar som stat, vil der ikke ske nogen forandring i Nicaragua.

 

Jeg mener, at dette er et af de vigtigste aspekter, som oppositionen skal have en klar, tydelig aftale og et forslag om. Indtil videre er der forskellige ytringer, og der er ikke noget samlet forslag om retfærdighed. Og hvis der ikke er retfærdighed, vil vi ikke være i stand til at komme videre og få landet ud af dødvandet.

 

Retfærdighed er en uoverstigelig søjle i denne nye overgang, men er der andre erfaringer og fiaskoer, som har lært os noget?

 

Den store lektie, vi har lært af disse overgange, er for det første, at vi ikke har formået at opbygge en stabil demokratisk model, som forbedres, vokser og udvikles. For det andet har vi ikke formået at opbygge en inkluderende model på det sociale område, og det er et stort problem, som forhindrer Nicaragua i at udvikle sit fulde potentiale. Jeg tror ikke, der er nogen debat om markedsøkonomien, men det er noget andet, når den bliver blandet sammen med mafiainteresser. Det er den sædvanlige debat: Hvor meget magt skal staten have, og hvor stor vægt skal markedet have inden for sundhed og uddannelse, og hvor langt skal statens regulering gå inden for finansielle anliggender?

 

Og her mener jeg, at Nicaragua har brug for et offentligt sundhedssystem og ikke et afgiftsbelagt sundhedssystem, fordi befolkningen er for fattig til at betale. Folkeskolen skal være gratis og obligatorisk. Det er spørgsmål, som dybest set har været løst i mere eller mindre lang tid, selvom de nogle gange har haft deres slingrekurs. Men der er ikke nogen stor diskussion om det emne. Det er ikke et konfliktpunkt inden for oppositionen.

 

Har Sandinistfronten nogen fremtid i en demokratisk overgang?

 

Selvom det forekommer mig, at Sandinistfronten har fungeret som en kriminel organisation, mener jeg seriøst, at det at udelukke den fra fremtidige politiske processer kun vil bidrage til en unødig konflikt. Jeg ville tillade den at fortsætte med at deltage i den politiske proces på samme vilkår som resten af de politiske partier, uden at terningerne er kastet som nu og frataget alle de magtredskaber, den har brugt til at udføre sin politiske ledelse. Hvis det sker, vil Sandinistfronten selv se muligheden for at frigøre sig fra Ortega-Murillo-familiens byrde. Familien er endt med at snylte på Sandinistfronten på en måde, så orteguismen næsten ikke er til at skelne fra Sandinistpartiet. Vi får se, om det på et tidspunkt stopper. Det afhænger af Ortega-Murillo, for med den fart, de har på, vil de efterlade Sandinistfronten fuldstændig likvideret. Hvis den ender med kun at have en opbakning på 13 eller 14 procent, risikerer den at blive helt marginaliseret.

 

Menneskerettighedseksperter, først GIEI, der er tilknyttet IACHR (OAS’ menneskerettighedsorgan), og nu FN-eksperterne, har peget på beviser for forbrydelser mod menneskeheden i Nicaragua. Den seneste FN-rapport peger direkte på præsidenten, vicepræsidenten og kommandovejen i toppen af magten som ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden. Er det en del af den demokratiske overgang?

 

Der er nødt til at være retfærdighed. Der kan ikke være en løsning uden retfærdighed. Forbrydelser mod menneskeheden skal efterforskes. Der skal være en klar efterforskning og en klar ansvarsfordeling. Der skal være retfærdighed i Nicaragua, for ellers har vi ikke lært noget. Vi kommer ikke til at løse denne krise uden at løse de vigtigste begrænsninger.

 

Bragt første gang 8. oktober i Elfaro.net, siden i Viento Sur 2. december 2023. Oversat af Charlotte Valløe.

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com