Kuppet mod Chiles forfatningsmæssigt valgte præsident Salvador Allendes regering, som fandt sted for 50 år siden, satte en brutal og voldelig stopper for flere latinamerikanske landes kurs mod velfærdsstater og suverænitet over egne naturressourcer.

af Roberto González Amador, Éric Toussaint

14.
september
2023
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 6 minutter

Chile foregreb, hvad der ville ske i verden som helhed i de følgende ti år: en imperialistisk offensiv, især fra USA, vendt mod en politisk udvikling, der sigtede mod omfordeling af indkomst, lokal industriel udvikling og oprettelse af velfærdsstater.

 

Det forklarer Éric Toussaint i dette interview med det mexicanske dagblad La Jornada. Toussaint er  grundlægger af Komitéen for Annullering af Illegitim Gæld og medlem af det videnskabelige råd i ATTAC Frankrig. Han er en fremtrædende aktør i bevægelser som World Social Forum, der kritiserer de internationale finansielle institutioners politik over for lande i Syd.

 

Han tilføjer, at nu, halvtreds år senere, kan man se kuppet mod Salvador Allendes forfatningsmæssigt valgte regering som et vendepunkt i verdenshistorien: Den nyyliberale model blev gennemtvunget ved brug af ren og skær vold mod de folkelige klasser.

 

“Uanset om vi tænker på Pinochet i Chile, Carlos Menem i Argentina eller Carlos Salinas de Gortari i Mexico, var den neoliberale model en fiasko, på trods af løbende påtande om økonomiske mirakler. Fra et historisk perspektiv resulterede den i privatisering og et tilbageskridt for en økonomi, der havde udviklet en varieret produktion hen til mere afhængighed af råvareeksport – olie, gas, mineraler, landbrugsprodukter – ofte kaldet ‘reprimarisering’ “. (Hvis vi tænker på økonomien som bestående af tre sektorer, nemlig råstofudvinding og landbrug (primær sektor), produktion (sekundær sektor) og service (tertiær sektor), vil økonomierne, efterhånden som de udvikler teknologier, bevæge sig mod den anden og tredje sektor. Men i nogle lande, der er rige på råmaterialer, vokser den andelen i den primære sektor, ofte uberettiget; dette kaldes ’reprimarisering’).”

 

Kupmagernes økonomiske model

Diktaturet under Augusto Pinochet, den general, der anførte kuppet mod præsident Allende, indledte en nyliberal bølge og indførelsen af en ny økonomisk og politisk model. Chile var et laboratorium for indførelsen af denne model, der blandt andet bestod af en reduktion af den offentlige sektors rolle i reguleringen af økonomiske aktiviteter, privatisering af strategiske ressourcer og overførsel af tjenester, som sundhedspleje og uddannelse, til private virksomheder.

 

Den politik, der blev indført i Chile fra 1973 og frem, havde til formål at afslutte en periode med keynesiansk politik i nord og syd, der varede omkring 35 år, afhængigt af området (i Brasilien skete der dog med Washingtons støtte en brutal vending allerede i slutningen af marts 1964, da hæren væltede præsident Joao Goularts venstreorienterede regering). Denne politik hævdede en begrænset autonomi i forhold til imperialismen og krævede, at de herskende gav indrømmelser til de folkelige klasser.

 

Toussaint henviser her til en periode, der omfatter Lázaro Cárdenas’ præsidentskab i Mexico, Juan Domingo Perón i Argentina og Getulio Vargas, efterfulgt af Juscelino Kubitschek og Joao Goulart i Brasilien. Chile var således en forløber for, hvad der skulle ske i årene efter kuppet. Det er et historisk vendepunkt, fordi det var begyndelsen på en generel offensiv vendt imod en keynesiansk politik, der fremmer statsstøttede programmer og den udviklingspolitik, der blev gennemført i Latinamerika, som foreslået af CEPAL (FN’s Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien).

 

En rejse til helvede

Pinochets kup var “begyndelsen på en rejse mod neoliberalismens helvede”, som nåede endnu en milepæl med valget af Margaret Thatcher i Storbritannien i 1979 og Ronald Reagan i USA i 1980. Det var et historisk skift – gennemtvingelsen af en økonomisk model ved ren vold mod folkelige klasser og venstrefløjsbevægelser, som det også skete i Uruguay og Argentina. Det var en forfærdelig tid med massiv undertrykkelse i Latinamerika. Den nyliberale økonomiske model havde en klart konservativ politisk dimension sammen med massiv undertrykkelse fra hærens side, som i Chile og Argentina.

 

Éric Toussaint henleder desuden vores opmærksomhed på, at kuppet i Chile ikke kun blev støttet af USA, dens hær og efterretningstjenester, men også af internationale finansielle institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.

 

Hvilke økonomiske interesser skabte betingelserne for kuppet?

”En af grundene til Allendes regerings fald var nationaliseringen af kobberminerne. Det generede amerikanske virksomheder, som lobbyede den amerikanske regering og opmuntrede den højreorienterede chilenske hær. Senere blev den nyliberale model gradvist implementeret gennem massive privatiseringer og øget afhængighed af råstoffer, liberalisering af investeringer og en stigning i den offentlige og private gæld. Ideen var, at man for at tiltrække investorer var nødt til at privatisere og vedtage love for at “beskytte” investeringer mod nationalisering. Som tiden gik, kom folk ved magtens ror i flere latinamerikanske lande til at bide sig fast i, at denne økonomiske politik var den eneste farbare vej for udvikling.”

 

Jeg vil sige, at det var den eneste vej til helvede. Det blev ledsaget af en intens propaganda for det såkaldte chilenske mirakel, ligesom der havde været en lignende propaganda for Salinas de Gortaris påståede mirakel i Mexico i begyndelsen af 1990’erne. Men disse modeller er kollapset. I Chile var der under Pinochets diktatur en generel krise i bankvæsenet, som måtte reddes, ligesom i Mexico, Ecuador og en række andre lande. Latinamerika privatiserede sine økonomier og blev eksportør af råvarer eller hjemsted for maquiladoras (maquiladoras er samlebånd), f.eks. bilfabrikker, hvor delene ikke produceres, fordi de importeres og blot samles af lavtlønnede, dårligt uddannede arbejdere, mens flere lande i årtierne før kuppet havde indledt en proces med øget selvstændig produktion.

 

Hvordan er situationen i dag?

Det første klare udtryk for, at flertallet af de folkelige klasser i de latinamerikanske lande massivt afviste den nyliberale politik, fandt sted efter diktaturernes fald og gældskrisen i 1980’erne. Vi kan også nævne opstandene i Venezuela i 1989 (kendt som Caracazo), bevægelser som zapatisterne i Mexico (fra 1994) og valgene af Hugo Chávez i Venezuela, Rafael Correa i Ecuador og Evo Morales i Bolivia i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede. Et fælles mål var at genvinde kontrollen over naturressourcer som olie og gas.

 

For nylig kan vi nævne valgsejrene til Andrés Manuel López Obrador i Mexico i 2018, Alberto Fernández i Argentina i 2019, Gabriel Boric og Gustavo Petro i henholdsvis Chile og Colombia i 2022, og Luiz Inácio Lula da Silva i Brasilien i 2023.

 

Der er en ny bølge af venstreorienterede regeringer, men de afviser ikke den kapitalistiske økonomiske model. De gennemfører en politik med bistand og offentlig støtte til de fattigste dele af befolkningen, hvilket selvfølgelig er vigtigt, men der er ingen reel vilje til at skabe strukturelle forandringer.

 

1. september  2023

 

Oversat fra europe-solidaire af Peter Kragelund. Det originale interview blev bragt i La Jornada (Mexico)

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com