Ingen på venstrefløjen vil vel benægte nødvendigheden af international solidaritet eller benægte forskellige internationale begivenheders indflydelse på vores politiske arbejdsbetingelser herhjemme. Men når snakken går om nødvendigheden af en Internationale, skilles vandene.

af Svend Vestergaard Jensen

I årtier har de eneste, der argumenterer for og praktiserer en Internationale været de socialister, der refererede til Trotskij og den internationale venstreoppositionen, der blev til Fjerde Internationale. Det var ikke en fiks ide, disse revolutionære pludselig fik. Ideen er lige så gammel som arbejderklassen og dens tidlige organisering som bevægelse.

Nyt er derimod opfordringen til en ny Internationale, en Femte. Under et internationalt møde for venstreorienterede partier i Venezuelas hovedstad, Caracas, i november 2009 opfordrede Hugo Chavez til at danne en Femte Internationale. Dette har han gentaget flere gange siden, også i København på et stort møde i forbindelse med klimatopmødet. En Femte, altså i forlængelse af den Fjerde. På den måde anerkendes den sidste, men den nye må være bredere som Chavez siger. Venstreorienterede partier og sociale bevægelser må føres sammen og kæmpe sammen. Ikke mindst set i lyset af den verdenspolitiske situation præget af voldsom krise på flere planer. Ifølge Chavez bør den Femte Internationale være et redskab til at samle og udtrykke folkenes kampe for at redde vores planet.

 

Arbejdets befrielse
At danne en Internationale var den logiske konsekvens på det politiske praktiske plan ud fra de teoretiske principper, som Karl Marx formulerede i ”Almindelige statutter for den internationale arbejderassociation” – også kaldet Første Internationale. ”……at arbejdets frigørelse hverken er en lokal eller national, men en social opgave, der omfatter alle lande, i hvilke det moderne samfund eksisterer, og hvis løsning afhænger af et praktisk og teoretisk samvirke mellem de mest fremskredne lande; ….” (Marx/Engels: Udvalgte Skrifter bd. 1, s. 379, Kbh. 1971).

Arbejderklassens opgave var at erobre den politiske magt, og dertil var det nødvendigt overalt at organisere arbejderpartier. Arbejderne rådede over en særlig magt – dens mængde, dens antal, dens placering i produktionen og distributionen. Men denne masse er kun stærk, hvis den er enig og forenet. Uden en sådan, uden solidaritet, uden gensidig støtte i befrielseskampen, uden national og international organisation er arbejderne og dens allierede dømt til nederlag. Ud fra sådanne overvejelser – tilføjede Marx – har arbejderne i forskellige lande besluttet at oprette den Internationale Arbejderassociation.

Struktur, funktion, program, osv. må naturligvis tilpasses ændringer af de historiske forhold, men marxisterne havde aldrig stillet spørgsmålet om selve behovet, nødvendigheden for at den proletariske internationalisme skulle udmøntes i en organisation på tværs af grænserne.

Den Første Internationale eksisterede kun i 12 år, fra 1864 til 1876. Men når Internationalerne af forskellige årsager brød sammen, stillede marxister sig opgaven med at opbygge en ny. De satte ikke spørgsmålstegn ved, om der var brug for en sådan. Dele af den gamle Internationale, især dens venstrefløj, stillede opgaven at samle sig i en ny. F.eks. var Trotskij medlem af tre Internationaler: Tilhørte Anden Internationales venstrefløj, var med til at stifte Tredje Internationale og efter dens politiske fallit, var han medstifter af Fjerde Internationale.

 

Internationalismens materielle basis
Den materielle basis for internationalismen blev allerede forklaret af Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest:

”Arbejderne har ikke noget fædreland……… Den nationale isolation og modsætningerne mellem folkene forsvinder mere og mere med bourgeoisiets udvikling, med handelsfriheden, verdensmarkedet, industriproduktionens og de tilsvarende livsvilkårs ensartethed”. (Tiden, Kbh. 1970, s. 34).

På det generelle niveau havde Marx og Engels forstået de politiske konsekvenser af kapitalakkumulationen på verdensplan. Imperialismen underkuer verden og drejer verdensøkonomien ind i en ny realitet. For at akkumulationen kan fortsætte, må kapitalen overvinde de nationale grænser for nationalstaten og operere på verdensplan.

”Verden er følgelig blevet struktureret på en meget særegen måde, idet den er blevet en økonomisk enhed med en indbyrdes afhængighed mellem de forskellige dele, der er yderst følsom. De forskellige fraser, der bruges til at beskrive dette, er velkendte: Hvis nogen nyser på børsen i New York, går 10.000 bønder fallit i Malaya” (Ernest Mandel: Indføring i marxismens økonomiske teori, Kbh. 1973, s. 41).

Kapitalismens internationale ekspansion antog en ujævn og kombineret form. Moderne industriel masseproduktion fra de udviklede kapitalistiske lande ødelagde den før-kapitalistiske produktion i de lande, som kapitalismen udstrakte sig til, uden at det medførte en massiv industriel vækst i disse lande.

 

Socialisme i et land?
Når kapitalismen opererer på verdensplan, ville det være en umulighed at skrue udviklingen tilbage ved at forsøge at opbygge socialismen indenfor rammerne af en enkelt stat. Teorien om socialisme i et land, som Stalin opfandt i 1924 er et reaktionært standpunkt. Det er en absolut modsætning til proletarisk internationalisme. Umuligheden af socialisme i et land demonstrerer, at internationalisme ikke er en moralsk formulering, men det politiske udtryk for den eksisterende verdensøkonomi. Verdensmarkedet dikterer en konkret, konstant internationalistisk funktionsmåde for de revolutionære. Det var på den baggrund bolsjevikkerne så, at oktoberrevolutionens succes fuldstændig afhang af den europæiske arbejderklasses aktioner.

Ligesom socialismen ikke kan opbygges i et land, ligeså umuligt er det at opbygge et nationalt revolutionært parti med et nationalt program og en national strategi Særegne former, som epoken antager i hvert land, kan ikke være udgangspunktet for et program. Revolutionær teori skal baseres på analyser af verdensøkonomien, på forståelse af sammenhænge i de kapitalistiske produktionsforhold. I politiske termer betyder det, at kun et internationalt program, der passer til den aktuelle epokes opgaver, kan skabe grundlaget for et nationalt program. Disse opgaver kan blive realiseret gennem Internationalen – et verdensparti, som kombinerer de særlige erfaringer fra hver af de nationale sektioner i et konkret politisk program.

Men den organisationsform og politikudvikling, som praktiseres i de nationale sektioner, kan ikke uden videre overføres til det internationale plan. Det skyldes, at selvom den internationale socialistiske revolution er nødvendig – og deraf også dens koordinering – så vil den globale revolution, så længe nationalstaten eksisterer, ske som en række opgør inden for nationalstaterne – i en mere eller mindre sammenhængende form. Revolutionen vil være international i indholdet, men national i formen.

Det er en vekselvirkning mellem opbygningen af Internationalen og opbygningen af de nationale partier, som er tilknyttet verdenspartiet. Internationalen kan f.eks. analysere den politiske situation på verdensplan og beslutte enkelte prioriteringer og kampagner. Men det vil være en meget dårlig ide – det viser mange historiske erfaringer – hvis Internationalens ledelse begynder at pålægge og diktere opgaver til de enkelte nationale sektioner. Det er dem, der har forudsætninger for at vurderede de taktiske forhold, der gør sig gældende i det pågældende land. Derfor skal der opbygges selvstændige partier, der stiller sig opgaven at være med til de radikale samfundsforandringer i netop det land, dette parti arbejder i.

Naturligvis kan Internationalens ledelse gribe ind og vejlede et nationalt parti. Men Internationalens ledelse bør ikke have nogen ret til at bestemme over den nationale sektion. Det er derfor, Fjerde Internationales statutter udtrykkeligt forbyder internationale organer at udskifte nationale ledelser eller bestemme sektionens nationale taktik. Godt belært af erfaringerne med stalinismen, men også af fejlslagne organisatoriske tiltag i såvel Fjerde Internationale som forskellige internationale grupper, der bygger på Trotskijs teorier. Man kan ikke i samme grad centralisere, hverken hvad der skal besluttes eller iværksættes af beslutninger i en Internationale, som man kan det i et enkelt land, i det nationale parti.

Proletarer i alle lande
Spørgsmålet om arbejderklassens internationale organisering fremførtes som nævnt allerede i Det Kommunistiske Manifest, som udkom i 1848. Marx og Engels konstaterede, at kapitalen tenderede mod at nedrive de nationale skranker og udstrække sit herredømme over stadig større områder af jordens overfalde. De drog konklusionen, at arbejderklassen i kampen for et socialistisk samfund måtte organisere sig internationalt, ligesom kapitalen havde gjort og i stadig større omfang gjorde det. De sluttede deres manifest med den berømte parole: Proletarer i alle lande – foren Eder!

Parolen forsøgtes virkeliggjort gennem den Internationale Arbejderassociation/Første Internationale (1864) og Anden Internationale (1889). Da de revolutionære indenfor arbejderbevægelsen indså, at Anden Internationale i praksis havde spillet fallit ved krigsudbruddet i 1914, blev arbejdet på en ny international organisering straks indledt. Udgangspunktet var venstrefløjen i den gamle Internationale og antikrigsbevægelsen under verdenskrigen.

Anden Internationale havde ellers på sin sidste kongres i 1912 under stærkt indtryk af krigstruslerne vedtaget: Kampen mod krigen med alle midler; skulle den endelig komme, så udnyttelsen af krigen til fremskyndelse af den sociale revolution. Det var det sidste ord fra Anden Internationale. Men Internationalens partier i de krigsførende lande stemte sammen med deres borgerskabers partier for krigsbevillingerne. Dette var kulminationen efter års reformistisk praksis.

De revolutionære fra krigsmodstanden, den såkaldte Zimmerwald-venstrefløj opstillede parolen om at forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig og erklærede sig for en sammenslutning af revolutionære i en ny organisation på tværs af landene.

I 1919 dannedes Tredje Internationale/Den Kommunistiske Internationale – også kaldet Komintern – ved en konference i Moskva, efter at de russiske arbejdere og bønder – under bolsjevikkernes ledelse – havde gennemført oktoberrevolutionen i 1917. I de første år udførte Komintern et overordentligt vigtigt arbejde for at organisere den internationale kommunistiske bevægelse og udstyrede den med en revolutionær strategi. Ved de fire første verdenskongresser fra 1919 til 1922 blev grundlaget for en revolutionær overgangsstrategi udarbejdet. Den skitserede, hvordan den daglige kamp skulle forbindes med kampen for den politiske magt i samfundet. Hvordan den nye proletariske stat skulle få sin organisationsform i arbejderrådene, det vil sige med repræsentanter direkte valgt fra arbejdspladserne. Hvordan kampen skulle udvikles gennem et samspil mellem masserne og partiet, hvordan en revolutionær Internationale skulle opbygges og fungere, og endelig hvordan man skulle overvinde den relative nedgang efter den revolutionære højkonjunktur gennem oprettelse af enhedsfronter, som skulle organisere arbejdere af forskellige politiske anskuelser.

 

Kominterns fald
Flere forhold gjorde, at den russiske revolution begyndte at gå i opløsning fra tidligt i 1920’erne: De imperialistiske angreb på den unge sovjetstat med tusinder af revolutionære arbejderes død til følge, borgerkrigen, arbejderrådenes og andre rådsorganers opløsning under krigstilstanden, landets kulturelle og økonomiske tilbageståenhed samt den internationale revolutions nederlag.

Disse objektive forhold medførte, at et bureaukrati i bolsjevikpartiet og i statsapparatet efterhånden satte sig på magten, med Stalin som leder. Det skete gennem en hård og skånselsløs udrensning af politiske modstandere, både i og uden for partiet. Det samme gjaldt i Komintern, hvor det russiske parti havde stor autoritet.

Med staliniseringen af Komintern kom spørgsmålet om dannelsen af en ny Internationale og opbygning af revolutionære partier i de forskellige lande igen på dagsordenen. Det blev umuligt at reformere Komintern. Venstreoppositionen i Komintern ledet af Trotskij dannede i1938 Fjerde Internationale. Fem år senere opløste Stalin resterne af den Kommunistiske Internationale, som en særlig gestus overfor Roosevelt og Churchill uden så meget som at indkalde til en kongres endsige et møde i den internationale ledelse.

Katastrofen med nazisternes magtovertagelse skyldtes ikke mindst Kominterns sekteriske afvisning af samarbejde med Socialdemokratiet og de socialdemokratiske arbejdere, der dominerende arbejderbevægelsen i Tyskland. Fra Kominterns side blev kampen mod Socialdemokratiet i første omgang sat højere end modstand mod nazismen. En enhedsfront mellem arbejderpartierne, fagforeningerne og andre massebevægelser var det eneste, der kunne bremse nazisterne. Trotskij og andre revolutionære socialister fremførte utrætteligt dette budskab i årene op til fascismens endelige sejr, som betød at arbejderbevægelsen i Tyskland blev smadret. Men Stalin-bureaukratiet nægtede at se faren, før det var for sent.

Efter dette åbenlyse politiske nederlag nægtede Komintern at gøre selvkritik. Komintern proklamerede herefter folkefrontstrategien, dvs. samarbejde med borgerlige partier mod nazisterne.

Venstreoppositionen indså, at det var umuligt at reformere Komintern efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933, hvor Komintern som nævnt havde vist sin totale mangel på evne og vilje til at forhindre denne katastrofe for arbejderklassen. Komintern var ude af stand til at gøre status over nederlaget i Tyskland og lære af det. For kritiske tendenser i Komintern var der ingen muligheder for at diskutere. En opposition mod Stalin-bureaukratiet og dets lokale agenter i de nationale kommunistiske partier medførte øjeblikkelig eksklusion eller det, der var værre.

 

Dannelsen af Fjerde Internationale
Venstreoppositionen i Komintern dannede i 1933 det Internationale Kommunistiske Forbund. Under store vanskeligheder med forfølgelser, mord og fængslinger af de revolutionære verden over lykkedes det som nævnt at samle et lille antal revolutionære grupper til den nye Internationales stiftende kongres i 1938. Kongressen var kulminationen på mange diskussioner og forsøg på samle forskellige revolutionære kræfter.

Trotskij og andre af de drivende kræfter i den internationale venstreopposition undersøgte alle muligheder, der lå i at opbygge en ny Internationale med udgangspunkt i de kræfter, der lå mellem de stalinistiske og socialdemokratiske partier på den ene side, og de bolsjevistiske grupper på den anden. F.eks. blev der afholdt en international konference i 1933 mellem venstreoppositionen og partier med en anden tradition, blandt andet POUM i Spanien og ILP i England.

Disse forsøg mislykkedes. Disse grupper afviste at opbygge en Internationale på et klart program og et forpligtende arbejde. De forsøgte sig i stedet med det løst organiserede London-bureau, som efter nogen tid fuldstændig blev revet i stumper og stykker hen mod verdenskrigens udbrud og efter dens udbrud. Som nævnt blev der gjort de forsøg, der var mulige i at samle venstrefløjen i en ny Internationale. Det var aldrig den internationale venstreoppositions ide at lave en ”ren trotskistisk” Internationale.

Det var en hård og sej kamp at opbygge den nye Internationale. Opgaverne var enorme. Den politiske situation var ugunstig. Overalt havde reaktionen fremgang: I Tyskland, Spanien og Frankrig. Og i oktoberrevolutionens hjemland, Sovjetunionen, angreb det stalinistiske bureaukrati hele den gamle generation af bolsjevikker og henrettede den i tusindvis. Det samme gjaldt i Komintern.

Forudsætningerne for at løse opgaverne var begrænsede. Internationalen bestod af grupper uden organisatorisk massebasis i arbejderklassen. I modsætning til den Første, Anden og Tredje, var den Fjerde Internationale den eneste af Internationalerne, der blev dannet i en nedgangsperiode for arbejderbevægelsen.

Under Anden Verdenskrig blev Fjerde Internationale yderligere isoleret. Kontakten og kommunikationen mellem sektionerne blev meget begrænset. Såvel stalinister som fascister likviderede en lang række af de ledende medlemmer. På trods af disse umådelige vanskelige vilkår fortsatte Internationalen med sit arbejde. Enkelte nationale sektioner formåede at vokse og spille en rolle i klassekampen, f.eks. den græske og den vietnamesiske sektion. Men dette arbejde blev knust af stalinisterne, der her myrdede sektionernes medlemmer i hobevis.

Efter krigen var Internationalen udsat for splittelser og genforeninger. Der hersker ingen tvivl om, at denne periode var en nedgangstid for Internationalen. Der foregik dog en række grundlæggende diskussioner – også diskussioner, der var med til at berige analyserne. Hovedspørgsmålet i disse diskussioner var stalinismens karakter og funktionsmåde, analyser af de østeuropæiske stater og Kina og det revolutionære partis opbygning.

De ugunstige forhold fik en del af Fjerde Internationale til at søge ind i andre arbejderpartier. Det var en mulighed for at overleve i en svær tid, men det betød også, at kommunikationen i organisationen blev alvorligt svækket. Det udadrettede selvstændige arbejde ophørte næsten.

Senere vendte denne situation sig med de nye gunstige muligheder, som opstod med 1968-ungdomsoprøret og nationale befrielseskampe i den tredje verden. Imidlertid er emnet for denne artikel ikke at gennemgå Fjerde Internationales historie, men blot at påpege de vanskeligheder, der var med dens dannelse. (Læs evt. Daniël Bensaids kritiske bidrag til trotskismens historie ”Who are the Trotskyists?, 2009)

 

Fra den Fjerde til den Femte?
Internationalernes storhed og fald betyder altså ikke, at en Internationale ikke er nødvendig. Tværtimod. Med kapitalismens trængen sig ind overalt på kloden, er en Internationale mere nødvendig end nogensinde. På den måde rammer Hugo Chavez rigtigt med sin opfordring til at danne en ny Internationale. Den må nødvendigvis bygge på en forståelse af de fejltagelser, socialdemokratismen og stalinismen har begået i Internationalernes historie. Men den må også være bredere end den nuværende Fjerde Internationale, der er levende og kæmpende, men for lille til at løse opgaverne med den accelererende kapitalistiske krise, der ikke blot er økonomisk, men truer selve eksistensen på jorden. (se artikel af Francois Sabado om Chavez’ opfordring)

Som erfaringen viser, er marxister rede til at indgå i en ny Internationale, når udviklingen kræver det. Opbygningen af en ny Internationale er en større proces i praksis, men også en bredere diskussion om en fælles programmatisk orientering på internationalt plan, og om hvordan den ny Internationale skal fungere organisatorisk.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com