Luftfoto af afskovning: Et ryddet skovområde som vil blive til en sukkerrørsplantage. Foto: Yusus Wahil/mightyearth.org

I marts samme år sagde Elisha Kartini fra Indonesiens Bondesammenslutning: “Mad er ikke bare en kommerciel handelsvare, men også en grundlæggende menneskeret, og at overlade tilvejebringelsen af fødevarer til den private sektor kan hindre menneskers adgang til mad, fordi selskaberne er drevet af profit.”

WALHI – Indonesisk Miljøforum (som er tilsluttet Friends of the Earth International) kaldte MIFEE-projektet for et “land grab” (tyveri af jord).

“Sygdom og underernæring er udbredt”

I september 2011 skrev FN’s Komité for Afskaffelse af Racediskrimination (UNCERD) til den indonesiske regering for at udtrykke sin bekymring over MIFEE – især at “de indgribende aktiviteter støttes af staten og nyder beskyttelse fra den indonesiske hær.” Men den indonesiske regering foretog sig intet.

I maj 2013 besøgte Sophie Chao fra Forest Peoples Program (Folkets Skovprogram) landsbyen Zanegi i Merauke-distriktet og rapporterede at “sygdom og underernæring er udbredt” på grund af MIFEE.

I juli 2013 indsendte indonesiske og internationale organisationer en rapport til UNCERD, hvor de bad komitéen forholde sig til konsekvenserne af MIFEE.

I maj 2015 besøgte Indonesiens nyligt valgte præsident, Joko Widodo (Jokowi) Papua og genoptog MIFEE-programmet. Jokowi annoncerede 1,2 mio. hektar nye rismarker, som en del af et 4,6 mio. hektar stort “land grab.”

Indonesiens nuværende præsident Prabowo Subianto går også ind for at udvide de industrielle landbrugsprojekter over hele Indonesien. Han pakker det ind i en retorik om ”fødevare-selvforsyning.” Prabowo har udpeget Zulkifli Hasan, der var minister for miljø og skovbrug fra 2009-14 til et nyt ministerium for koordinering af fødevareanliggender).

Verdens største afskovningsprogram

Victoria Milko, journalist for Associated Press (AP), rappoorterede for nylig fra Papua om MIFEE – verdens største afskovningsprogram. Ifølge Mighty Earth – en Washington DC-baseret NGO – vil MIFEE dække mere end 3 mio. hektar.

Glen Horowitz, leder af Mighty Earth fortalte AP, at MIFEE er “ved at skabe en dødszone i et af de mest levende steder på jorden.” Mighty Earth bestilte Yusuf Wahil, en indonesisk fotojournalist, til at tilbringe 10 dage i Papua for at dokumentere konsekvenserne af MIFEE. Han rejste med et team fra de indonesiske NGO’er Satya Bumi og Pusaka. Yusufs fotos blev brugt til at illustrere Milkos artikel.

I december sidste år beregnede en indonesisk organisation Center for Økonomi- og Lovstudier), at afskovningen af 2 mio. hektar som resultat af MIFEE ville resultere i yderligere 782,45 mio. tons ekstra CO2-udledning.

Indonesiens Særlige Rådgiver for Energi og Miljø, Hashim Djojohadikusumo, annoncerede i december sidste år, at regeringen planlægger et genskovningsprogram på 6,5 mio. hektar. Hashim – som er præsidentens lillebror, sagde: “Altså fortsætter fødevareprogrammet, mens vi afbøder de mulige negative indvirkninger med nye programmer, hvoraf et af dem er skovrejsning.”

Vincen Kwipalo, som lever i MIFEE-programmets område, fortalte AP, at skov er blevet ødelagt for at gøre plads til sukkerørs-planteskoler. Landsbyboere brugte tidligere skoven til jagt. Vest-Papuas oprindelige folks kultur og levevis er fuldstændig afhængig af skovene og forfædrenes territorier.

Udstationering af indonesisk militær

Tidligere i år rapporterede Gecko-projektet om de tusinder af tropper, som den indonesiske regering har indsat i Papua. De gennemtvinger ødelæggelsen af store områder med regnskov, som skal erstattes af monokulturelle plantager i regeringens “fødevare”-programmer.

Soldater er kommet til landsbyer og har fortalt oprindelige papuanere, at de er nødt til at acceptere regeringens program. Soldaterne satte hegnspæle op i traditionelle landområder. Så kom gravemaskinerne og bulldozede landsbyernes skove og gårde.

Gecko-projektet beskriver, hvad de oprindelige papuanere siger om ødelæggelsen af jorder, skove og levebrød. De har tracket indonesiske soldaters opslag på TikTok om deres opgave.

I august sidste år rapporterede Gecko-projektet, at ”militæret indsatte en elite-kampenhed til programmet, hvis medlemmer indenfor de seneste år har været impliceret i hemmelige drabsmissioner. TikTok-videoer viser bevæbnede medlemmer af denne enhed, som patruljerer skove, floder og landsbyer og ledsager gravemaskiner.”

Soldaterne er også involveret i udviklingen af det industrielle landbrugsprogram, hvor de kører gravemaskiner og sprøjter med pesticider. De er ofte bevæbnede, selv når de patruljerer gennem landsbyer.

Indsættelsen af disse militære enheder har skabt et klima af frygt. Det følger oven på årtiers besættelse, undertrykkelse, krænkelser af menneskerettigheds og udøvelse af statslig vold i Vest-Papua.

Besættelsen af Vest-Papua

I 1949 sluttede Hollands kolonistyre i Indonesien, men man bevarede kontrollen med den vestlige del af Ny Guinea.

I 1962 invaderede den indonesiske regering området og navngav det Vest-Irian [siden 2002 Papua, o.a.]. I august 1962 arrangerede USAs regering et møde mellem Indonesien og Holland, som resulterede i New York-aftalen, som gav FNs Midlertidige Myndighed kontrol med Vest-Irian.

Den 1. maj 1963 overførte FN Vest-Irian til den indonesiske regering på den betingelse, at en folkeafstemning om selvbestemmelse under internationalt opsyn blev gennemført senest i 1969.

Fra juli til august 1969 under Suharto-diktaturet gennemførte embedsmænd fra FN den såkaldte “Act of Free Choice”. Men det var et fupnummer. I stedet for at tillade alle voksne papuanere at stemme udvalgte de indonesiske myndigheder 1022 vestpapuanere “til at stemme offentligt og enstemmigt for integration med Indonesien”, som det blev formuleret i USA’s Nationale Sikkerhedsarkiv i 2004.

I november 1969 gav FN sin støtte til Indonesiens ulovlige besættelse af Vest-Papua, da de “noterede sig” “Act of Free Choice” og dens resultater. Kampagnen for befrielse af Vest-Papua kalder det for “et af de mest skamfulde kapitler i FN’s historie”. Den indonesiske besættelse af Vest-Papua er blevet beskrevet som et “slow-motion folkemord.”

Det er i denne kontekst, at Indonesien har indsat tusinder af tropper for at presse ødelæggelsen af 3 mio. hektar regnskov igennem og gøre plads til industrielt landbrug.

En mand fortalte Gecko-projektet, at soldater for nuværende er stationeret i hvert et hjørne af hans landsby, som om det var en krigszone. “Det er som en rædsel for det lille samfund”, sagde han.

“Folk kan ikke råbe op for deres rettigheder. Der er så mange mennesker, der gerne vil tale, men der er ingen støtte, fordi de er bange for apparatet. Der er for mange soldater.”

7. april 2025

Artiklen blev først bragt i REDD Monitor. Oversat fra Green Left af Bodil Olsen