Billedtekst: Rodrigo Duterte sidder fængslet i Haag og venter at få sin sag for Den Internationale Straffedomstol.

Rodrigo Duterte kom til magten i Filippinerne efter en jordskredssejr i 2016. Han blev tit nævnt i samme åndedrag som Trump og Brexit som udtryk for den højredrejning, der brød igennem i dette år, men kort efter at være valgt som præsident indgik han en noget uortodoks alliance med dele af den filippinske venstrefløj.

Dutertes succes skyldtes for en stor dels vedkommende særlige indenrigspolitiske omstændigheder. Efter at massedemonstrationer havde væltet diktatoren Ferdinand Marcos i 1986, blev ’demokratiet’ genoprettet i Filippinerne. Fra da af blev magtkampen inden for landets kapitalistiske klasse primært udkæmpet ved valgene. Den ene præsident efter den anden lovede at indfri forventningerne om bedre tider, der var fremkaldt ved oprøret mod Marcos, men ingen af dem gjorde aldrig rigtig noget ved årsagerne til befolkningens mange trængsler.

Hvis småbøndernes fattigdom skulle afhjælpes, skulle der gennemføres en jordreform. Og flere og bedre job ville kræve dybtgående indgreb, der gik imod kapitalisternes interesser, fordi deres rigdom afhang af billig arbejdskraft og eksport af billige varer. I modsætning til mange andre lande kendetegnedes den filippinske økonomi i det meste af tiden efter 2008 af høje vækstrater, men den jævne filippiner mærkede ikke meget til det.

Duterte udnyttede meget snedigt utilfredsheden over kløften mellem gyldne løfter og den fattigdom, som mange almindelige filippinere vågnede op til hver eneste dag. Støtten til Duterte kan i overvejende grad opfattes som et udtryk for frustrationen over det politiske system, der havde taget form efter 1986. Han var lidt af en outsider og lovede at gøre alting på en helt anderledes måde. Med ærmerne smøget op, et råt og beskidt sprog, krydret med platte misogyne vitser, skabte han sig et image som en macho-mand, der kunne appellere til dubiøse instinkter i brede kredse af befolkningen. Duterte lovede at annullere upopulære kontrakter og sætte en stopper for udenlandske investorers udbytning af befolkningen. Han erklærede, at han ville være landets første venstreorienterede præsident, eller sågar den første socialistiske præsident.

En andet træk, der gik igen i Dutertes valgkampagne, var løftet om, at forbryderne nu skulle få jernnæven at føle. Kriminalitet, især den, der blev begået af stofmisbrugere, havde bragt landet på randen af kollaps, var en påstand, som han fremførte ved enhver given lejlighed. Duterte lovede at skride ind med hård hånd. Fiskene i Pasay-floden skulle komme til at mæske sig med de kroppe, der blev smidt i den, erklærede præsidentkandidaten. Duterte var på ingen måde den første filippinske politiker, der havde fremført løfter om skrappe lov-og-orden metoder, men han gik skræmmende langt videre, hvad det angik.

Det blev hurtigt klart, at Dutertes ’progressive’ proklamationer i alt væsentligt var tom snak. Men drabene var begyndt, allerede før han var blevet indsat som præsident. Unge mænd, som uden hverken beviser eller indicier fik stofmisbruger-prædikatet klæbet fast på sig, blev indfanget og dræbt i stejlt stigende mængder. Ofrene tilhørte i overvældende grad landets fattige og udbyttede, cykeltaxa-førere, bygningsarbejdere, gadesælgere… ofrene blev først viklet ind i tape og så stukket ihjel. Tapen undertrykker skrigene og inddæmmer blodet. Ofrene blev oftere og oftere skudt på gaden. Papskilte med tekster som ’jeg var pusher’ blev tit lagt ved siden af kroppene. Andre blev skudt i påstået ildkamp med politiet

Umage partnere

Der var et andet bemærkelsesværdigt træk ved Dutertes præsidentperiode: hans alliance med en del af den filippinske venstrefløj. I Filippinerne havde det maoistiske Filippinernes Kommunistiske Parti (CPP) i flere årtier ført guerilla-krig. Ved siden af det CPP, der var gået under jorden, var der et netværk af politiske og sociale organisationer, der trådte offentligt frem, og som delte CPP’s vision for det filippinske samfund. Det blev kaldt den ’Den National-Demokratiske Front’’ eller ND-blokken. 

ND havde arbejdet sammen med Duterte i mange år. Under sine næsten tre årtier som borgmester i Davao City havde Duterte fremmet relationer med både det offentlige ND og med CPP. Det var også i Davao City, at han først erhvervede sit brand: umådeholden brug af vold i kampen mod kriminalitet. ’Davao Dødspatruljen’ dræbte hundredvis, mens Duterte var borgmester. I slutningen af valgkampen i 2016 blev det klart, at ND, som oprindelig havde støttet en anden borgerlig kandidat, var skiftet over til Duterte.

Hvad der fulgte efter valget af Duterte, var en af de mærkeligste episoder i filippinsk politik. Duterte belønnede sine ND-støtter med tilbuddet om ministerposter i sin regering. Den National-Demokratiske Front nominerede prominente ND-ledere til at tjene under Duterte: Rafael Mariano fra bondebevægelsen KMP, akademikeren Judy Taguiwalo, nu tilknyttet IBON-giganten inden for leverancer af fødevarer til restauranter over hele verden, og Liza Maza, et tidligere medlem af Repræsentanternes Hus for ND’s partiliste, blev alle ministre i Dutertes regering. Joel Maglunsod, også en tidligere partiliste-repræsentant og leder af ND’s arbejdsmarkedscenter, blev undersekretær for Arbejds- og Beskæftigelsesdepartementet.

ND’s forventninger til Duterte nåede nye højder. José Maria Sison, den første
formand for CPP, og fra 2016 leder af NDF, havde som en af de første ND-ledere givet Duterte sin velsignelse. Sison, der var Dutertes tidligere lærer, gav udtryk for store forventninger til forhandlingerne med Duterte-regeringen og så frem til at vende tilbage fra sit eksil i Holland. CPP beskrev selv deres relationer til præsidenten som det, der åbnede for alliancen. Under Dutertes første tale om Nationens Tilstand, der plejede at give anledning til store protester, marcherede ND’ere ind bag et banner, der opfordrede til støtte for Dutertes’ ’progressive program’. Efter mødet mødtes Duterte med ND-ledere i præsidentpaladset og lod sig fotografere med knyttede næver.

For ND-bevægelsen var deres valg om at samarbejde med Duterte truffet med åbne øjne. Som et af dens medlemmer af Repræsentanternes Hus skrev, drejede det sig ‘om at vælge den side, der har forbundet sig med de revolutionære kræfter til gavn for befolkningens velfærd. Om at vælge den politiske styrke, der er i stand til at forene folket imod udenlandsk dominans, feudal undertrykkelse og systemisk korruption’.

ND’s medløbere gik med til denne mærkelige alliance, selv om antallet af dødsofre for den såkaldte krig mod stoffer blev ved med at stige. Drabene blev faktisk udført af narkobaroner for at gøre deres håndlangere tavse, som E- San Juan Jr. skrev i november 2017. Duterte havde ’vristet nationen ud af den globale finanskapitalismes århundredgamle jerngreb’. ’Dutertes antiimperialistiske politik går ud over bare at være tom retorik, den er virkelig og langtidsholdbar’.

Marawi, en by i den sydlige del af landet, blev indtaget af IS-inspirerede militante i maj 2017. Det svirrede med rygter om, at angrebet på Marawi var et CIA-komplot for at destabilisere Duterte. NDF hævdede, at de havde beordret deres guerilla-kæmpere til at bistå regeringshæren. Det indtil da utænkelige var blevet til virkelighed. Men på den tid var alliancen med ND’erne allerede begyndt at slå revner.

I begyndelsen af 2017 ophævede Duterte våbenhvilen med CPP. Så snart han var blevet præsident, blev det hurtigt klart for ham, at det var meget mere nyttigt at alliere sig med hæren, der tydeligvis var meget fjendtlig over for guerillaen, og hvad den opfattede som dens sympatisører. Men ND-ministrene blev på deres poster.

Den sidste af dem, Liza Maza, trak sig tilbage i august 2018.

Marcos-dynastiets comeback

En anden vigtig allieret af Duterte var Marcos-dynastiet. Diktatorens familie havde hele tiden haft en magtbase i den nordlige del af landet og havde længe arbejdet på sit politiske comeback. I 2010 stillede Ferdinand ’Bongbong’ Marcos Jr., den nuværende præsident, op til Senatet – i øvrigt med støtte fra ND’erne.

I 2016 tabte han knebent valget til vicepræsident, men hans alliance med Sara Duterte, den daværende præsidents datter, bidrog til, at Ferdinand Marcos Jr. blev præsident i 2022. Sara Duterte blev vicepræsident.

Den kendsgerning, at Duterte nu er blevet arresteret, har alt muligt at gøre med Duterte-Marcos-alliancens sammenbrud. Sara Duterte og Marcos-lejren er ikke bare viklet ind i en indædt kamp mellem krigsherrer, en kamp, hvor dødstrusler var en af ingredienserne. Marcos-familien og hans allierede havde i månedsvis arbejdet på at underminere Duterte-familien med afsløringer af korruption. Det er ikke helt klart, hvorfor alliancen faldt fra hinanden, men det er heller ikke særlig vigtigt. Det er såmænd bare noget så trivielt som en kamp om magt og rigdom. Der er dog visse forskelle. Under Duterte havde Filippinerne knyttet tættere bånd til Kina. Det var et meget kontroversielt skridt at tage, da Filippinerne er på kollisionskurs med Kina med hensyn til herredømmet over sine territoriale farvande. Med en Kina-besat Trump i Det Hvide Hus er Marcos Jr. igen svinget over mod USA.

Der er stadig betydelig støtte til Duterte i Filippinerne. Hvis han skulle for retten der, ville hans tilhængere prøve at udsætte retssagen, eller endda lade den ende med, at han blev frifundet. Fordelen ved en retssag i Haag er for Marcos, at Duterte er meget svagere, når det er der, han befinder sig.

Opportunistiske alliancer, der ender i bittert fjendskab, vold, korruption… hvad alt dette angår, var Duterte ikke den eneste. Det, der var det særlige, var, at han gik så forfærdeligt langt, og hvor dødbringende hans regime var. Antallet af dødsofre for regeringens voldsudøvelse anslås til at ligge et sted mellem 6000 og 30.000. En retssag i Haag være en passende afslutning på en politisk karriere, der var lige så bizar, som den var modbydelig.

Men vil afslutningen på Dutertes karriere også betyde afslutningen på dutertismen? Den filippinske socialist Herbert Docena er bekymret og skriver på Facebook: ‘Duterte vil gribe øjeblikke til at afbilde sig som et offer, som tager kampen op mod de ’hvide’ imperialister, der vil håndhæve selektiv retfærdighed, magtens morale’.

Og Duterte ville ikke tage fuldstændig fejl. Han er ikke kommet i fængsel, fordi han er en massemorder, men fordi han er en massemorder, der har tabt til et rivaliserende dynasti. I Filippinerne har fængslingen af Duterte ført til en lang række møder til støtte for den tidligere præsident. Det er lige nu et åbent spørgsmål, om Sara Duterte eller andre vil være i stand til at mobilisere vrede imod fængslingen af Duterte. Den filippinske journalist Carlos Conde sagde, at fængslingen var en ’glædelig overraskelse’, fordi det næsten altid har været umuligt at håbe på retfærdighed i Filippinerne. For hans ofres vedkommende vil det, at Duterte nu er bag tremmer, forhåbentligt være en trøst for deres kære

.

Den 4. april 2025