Rapporter fra de forskellige delstater tyder på, at strejken var total i landets omfattende offentlige sektor såsom stål, kul, øvrige miner, våbenindustri, havne og værfter, olie og naturgas, telekommunikation, kraftværker osv. Også underleverandører var i det store og hele strejkeramt. Derudover var den private sektor, fremstillingsvirksomhed, bilindustri og underleverandører, telekommunikation, metal, tekstiler og tøj, kraftværker og andre sektorer også i strejke.

Især lammende strejken de nordlige delstater Maharashtra, Rajasthan, Odisha, Punjab, Haryana, Teleagana, Kerela, Vestbengalen og Assam (se artikel)

Transportsektoren var også omfattet over hele landet. Lastbiler, motoriserede rickshaws og taxier blev i garagen de fleste steder, mens jernbanearbejdere afholdt protestdemonstrationer i mange områder, såsom Bihar, Vestbengalen og Punjab, hvor de blev støttet af blokader, der satte trafikken i stå. Der var sammenstød mellem aktionerende og politi i flere stater.

Protesterne fandt sted på opfordring af 10 faglige hovedorganisationer. Kun 2 fagforeninger stod udenfor. Den ene var NFITU (National Front of Indian Trade Unions), der har tætte forbindelser til Modis regeringsparti.

I landdistrikterne forekom protester og trafikblokader i næste 480 distrikter, mens hundredtusinder af landmænd og landarbejdere sammen med den øvrige landbefolkning deltog i protesterne på opfordring af AIKSCC, en paraplyorganisation bestående af 175 organisationer.

Studenter på over 60 universiteter og institutioner og deres tilknyttede gymnasier deltog også i strejken gennem undervisningsboykot og med tusinder, som desuden deltog i protestmarcher.

En fælles platform bestående af 175 bonde- og landarbejderorganisationer støttede også og opfordrede til strejker i landdistrikterne samtidig. Regeringen havde advaret stats- og andre offentligt ansatte mod at deltage i strejken, men derimod passe deres arbejde. Det ser ud til at dette er blevet ignoreret i det store hele.

De strejkendes krav omfattede forhøjelse af mindstelønnen, kompensation for de stigende priser, en indsats for at bremse den voksende arbejdsløshed, tilbagerulning af arbejderfjendtlig arbejdsmarkedslovgivning, stop for privatiseringer og en ende på kontrakt- og midlertidige ansættelser.

Landmændene og landarbejderne forlanger bedre priser for deres produkter, lønforhøjelser og fuldstændig sletning af deres gæld. Andre vigtige krav fra arbejdere og bønder er tilbagetrækning af loven om statsborgerskab (CAA) (se artikel i SI), stop for angreb på minoriteter og aktivister, der protesterer mod regeringen og på undermineringen af grundlovssikrede rettigheder. Fagforeningerne har også fordømt nylige angreb på studenter på en række universiteter. Få dage før generalstrejken overfaldt bevæbnede bander fra RSS [paramilitær, hinduistisk, højreorienteret organisation, o.a.] med tætte bånd til regeringen studenterne på campus og kollegier på Jawaharlal Nehru Universitetet i New Delhi. Studenter og lærere blev overfaldet med kæppe, sten, jernstænger og syre med alvorlige skader til følge. Politiet så blot til, mens overfaldet fandt sted. Der har ikke fundet arrestationer sted til trods for, at der ingen tvivl er om, hvem der deltog og stod bag overfaldet. (læs mere her).

Strejkerne og protesterne har sat spændingsniveauet yderligere op, da det sker efter Modi regeringens seneste beslutning om at kræve, at folk skal bevise deres statsborgerskab, med det skjulte mål at ramme det muslimske mindretal på 13 procent af befolkningen. Det har ledt til massive protester i den seneste måned.

Økonomisk nød antænder vredens bål

73 millioner først og fremmest unge er for øjeblikket arbejdsløse ifølge CMIE-center for overvågning af Indiens økonomi. Der er måske den største hær af arbejdsløse, som Indien nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden var på 7,7 procent i december 2019, mens den i byområder var helt oppe på 8,9 procent.

I mellemtiden er butikspriserne i løbet af det seneste år steget med 56 procent, hvedemel med 26 og ris med 14, selvom Modi-regeringen disponerede over en rekordstor kornhøst på 56,7 millioner ton i december 2018, en fremgang på 25 procent sammenlignet med sidste år.

Industri- og landarbejdere har længe krævet en værdig mindsteløn, men det har ikke vundet genlyd hos regeringen i mere end 4 år. Faktisk vil ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen snarere medføre muligheder for at sætte arbejdstiden op og lade arbejdsgiverne selv fastsætte lønningerne ved at beholde de lave mindstelønninger.

Der er udbredt utilfredshed og vrede over, at Modi-regeringen har svinebundet sig til de store industrifyrster og internationale koncerner, mens den tilsidesætter arbejderbefolkningens stemme. Ikke nok med, at den har nedsat selskabsskatterne og givet enorme indrømmelser til storindustrien, men regeringen har også åbnet adskillige sektorer til private og endog udenlandsk kapital som kul, militærindustri og jernbaner

Ifølge data fra finansministeriets departement for investeringer og formueforvaltning (DIPAM) har BJP-regeringen solgt ud for 29,7 milliarder kroner af regeringens besiddelser siden 2014. Hvis man dertil lægger de planlagte salg af BPCL (Bharat Petroleum) og CONCOR (Container Corporation of India) og SCI (Shipping Corporation of India) og Air India, hvis kombinerede nettoværdi er anslået til omkring 7,6 milliarder kroner, vil det totale frasalg løbe op til 37,3 milliarder kroner

I landområderne har landarbejdernes lønninger stået stille til trods for de to seneste års rekordstore høst. Landmændene har gentagne gange protesteret og forlangt støttepriserne sat op og et øget opkøb for at redde dem fra fattigdom. Over halvdelen af landets bønder er forgældet og gælden er den primære årsag til ikke-samvittighedsrelaterede selvmord. Kravet om total gældseftergivelse er også gentagne gange blevet rejst. Men Modi regeringen fortsætter med at svigte landmændene ved at hævde, at den allerede betaler tilstrækkelige priser.

Kampen forsætter

Det er den fjerde landsdækkende strejke under Modis regime. Der forudgående var 2. september, 2015, 2. september 2016 og 2-dagesstrejken den 8.-9. januar 2019.

Udover disse har der været adskillige branchebestemte aktioner. Efter Modi genvandt regeringsmagten i maj sidste år gælder det blandt andet: protester fra jernbanearbejdere over privatisering af mange strækninger, strejke blandt 10 millioner arbejdere på 41 ammunitionsfabrikker, strejke blandt 60 millioner minearbejdere i kulindustrien mod 100 procent udenlandsk ejerskab, strejke blandt bankansatte mod fusionering af 10 offentligt ejede banker, strejke i alle raffinaderier, marketings- og pipeline arbejdere hos BPCL og HPCL (Hindustan Petroleum Corporation) mod privatisering osv. Andre sektorer, hvor der har fundet aktioner sted, omfatter forsvaret, byggeindustri og transport.

Det er værd at bemærke, at siden indførelsen af nyliberale økonomisk politik for 28 år siden har arbejdere gået i strejke 19 gange og har forhindret mange uretfærdige og hårdhændede tiltag. Ligeledes har landmænd og landarbejdere gennemført omfattende protester.

I de seneste år har universitetsstuderende agiteret mod deltagergebyrer, tilsidesættelse af demokratiet og på det seneste også politichikane og politiets indtrængen på universiteterne. Studenterne har også i den sidste måned taget initiativ til og bakket op om protester mod den nye statsborgerskabslov

Denne monumentale strejke 8. januar 2020 er et resultat af, at alle disse kampe finder sammen og giver løfte om endnu bredere kampe i tiden fremover.

De bankansatte har allerede annonceret landsomfattende strejke 31. januar og 1. februar mod faldende realløn og pensionsforhold og arbejdstid. Hvis aktionen ikke får den ønskede virkning, vil konflikten blive optrappet og kulminere den 1. april med en tidsubegrænset strejke. (New Indian Express 20.1.20)

Teksten er i det væsentlige en forkortet udgave af Largest Ever Strike in India Shakes Up Modi Government i Against the Current (USA). Der er indsat link eller kilde, når der er anvendt andre kilder. Artiklen er oversat, forkortet og oversat af Leif Mikkelsen