Der er vestlige ledere, der er begyndt at føle sig utilpas ved, hvordan omfanget af folkemordet i Gaza stadigt vokser, og nogen af dem siger, næsten beskæmmet, at Netanyahu måske er ’gået for vidt’.

af Ramzy Baroud

En mand bærer liget af et palæstinensisk barn efter israelsk angreb den 17. oktober 2023. Foto: Fars Media Corporation, CC BY 4.0, Wikimedia

 

Israels folkemord i Gaza vil gå over i historien som Vestens moralske kollaps.

 

Lige så snart krigen begyndte, i kølvandet på Al-Aqsa-stormen den 7. oktober, blev enhver moralsk eller juridisk referenceramme, som man ellers skulle tro, Washington og deres vestlige ledere sværgede til, pludselig droppet. Vestlige ledere ilede til Israel, den ene efter den anden, og tilbød militær, politisk og efterretningsmæssig støtte – og gav den højreorienterede israelske premierminister Benjamin Netanyahu og hans generaler frie hænder til at pine og plage palæstinenserne, som de lystede.

 

USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, gik så vidt, at han deltog i Israels første krigsråd, så han kunne tage del i de drøftelser, der førte direkte til folkemordet i Gaza.

 

’Jeg kom til jer, ikke blot som De forenede Staters udenrigsminister, men også som jøde’, sagde han den 12. oktober. Fortolkningen af disse ord er foruroligende, lige meget hvilken mening de er tiltænkt, men indebærer i sidste instans, at Blinken har mistet enhver troværdighed som amerikaner, og endda som et retsindigt menneske.

 

Hans chef, præsident Joe Biden, har gennem årene gentaget, igen og igen, at ’man behøver ikke at være jøde for at være zionist’. Det har han godt nok også levet op til ved at erklære, igen til det ulidelige: ’Jeg er zionist’. Ja, det er han.

 

Som mange andre vestlige politikere og embedsmænd, har USA’ præsident ladet hånt om alle internationale og humanitære love, selv dem, der gælder i hans eget land. Leahy-loven ’forbyder USA’s udenrigsministerium og forsvarsministerium at yde militær assistance til udenlandske sikkerhedsstyrker, der krænker menneskerettigheder uden at blive straffet for det’. At han i stedet, ligesom Blinken, er gået ud fra ideologiske vrangforestillinger, har kun bragt brænde til bålet.

 

Selv om palæstinenserne i henhold til international lov er ’beskyttede personer, så bliver der set bort fra det, når deres kollektive død er afgørende for, at Israel kan virke ’afskrækkende. Og beskytte sig selv imod, med den israelske forsvarsminister, Yoav Gallants ord, de ’menneskelignende dyr’ i Gaza.

 

Hvis der fandtes stærkere ord end hykleri, så kunne man have brugt dem. Men det må række for nu.

 

I begyndelsen af krigen var der mange, der med rette drog en parallel mellem Vestens reaktion på Gaza og på krigen i Ukraine. Det er dog, antallet af dødsofre taget i betragtning, en problematisk sammenligning. Mere end 12.000 børn er blevet dræbt i Gaza i løbet af 140 dages krig, sammenlignet med 579 i den to år lange krig i Ukraine.

 

Da EU’s udenrigschef, Josep Borrell, i et interview til Al-Jazeera den 20. november, blev spurgt direkte om krænkelserne af international lov i Gaza, gav han to fuldstændigt forskellige svar. ’Jeg er ikke jurist’, sagde han, da han blev spurgt om lovligheden af Israels måder at føre krig på i Gaza. Da intervieweren gik over til at tale om Al-Aqsa-stormen, havde han ingen skrupler med hensyn til det emne. ’Ja, vi opfatter det som en krigsforbrydelse at dræbe civile på den måde uden grund’, sagde han.

 

Når den slags lejligheder byder sig, så bliver det skamløse hykleri umuligt at skjule. Man kan for eksempel også undre sig over, hvad Matthew Miller, talsperson for USA’s udenrigsministerium svarede på påstande om voldtægt i både Gaza og Palæstina. Da han blev spurgt den 7. februar om påstande om, at israelske soldater havde voldtaget kvinder i Gaza, var hans svar, at USA indtrængende havde bedt Israel om ’grundigt at undersøge troværdige beskyldninger’.

 

Det kan man så sammenligne med et spørgsmål om uverificerbare beskyldninger om seksuelle overgreb, begået af palæstinensere imod israelere, selv om de allerede var blevet pillet fra hinanden af Israels egne medier. ’De har begået voldtægt. Vi har ingen grund til at betvivle disse rapporter’, sagde han på en pressekonference den 4. december.

 

Den slags eksempler bliver frembragt dagligt af hundredvis af vestlige ledere, topembedsmænd og medier. Selv nu, hvor dødstallet har slået alle rekorder med hensyn til brutalitet i menneskehedens nyere historie, taler de stadigvæk om Israels ’ret til at forsvare sig selv’, idet de bevidst lader hånt om den kendsgerning, at Israel fortabte denne ret, så snart de gav sig i kast med deres langvarige aggression, der begyndte i 1948.

 

International lov om krigsførelse og besættelse er rent faktisk placeret inden for en ramme – den fjerde Genéve-konvention – der eksisterer for at forsvare de besattes rettigheder, ikke besætternes rettigheder.

 

Denne hævdvundne sandhed er indlysende for langt den største del af menneskeheden, med undtagelse af Washington og enkelte andre.

 

Da snesevis af repræsentanter fra hele verden vidnede for Den Internationale Straffedomstol fra 19. februar til 26., som led i protesten mod Israels gruopvækkende vold, langvarige besættelse og racistiske apartheid-system, sendte USA deres repræsentant til den højeste domstol i verden for at bedrive lobbyvirksomhed for noget helt andet.

 

Med den ironiske titel ’konstitueret juridisk rådgiver for USA’s udenrigsministerium, opfordrede Richard Visek, hvor sært det end lyder, til helt at se bort fra international lov. ’Retten bør ikke nå frem til den kendelse, at Israel er juridisk forpligtet til øjeblikkelig og ubetinget tilbagetrækning fra besat territorium’, sagde han.

 

I alt, alt for lang tid, men især siden 7. oktober, har vestlige regeringer, begyndende med USA, krænket hvert eneste etiske moralske og juridiske regelsæt, som de selv har været med til at udvikle, skrive og arbejde for, og endda pålægge resten af verden gennem mange årtier. Lige nu er de ved at ophæve deres egne love, praktisk talt, og selve de etiske standarder, der førte til, at de blev skabt.

 

Og nu, hvor vestlige ledere begynder at føle sig utilpas ved folkemordet, er der nogle af dem med røde ører, der siger, at Netanyahu måske er ’gået for vidt’. ’Og alligevel vil selv en uforbeholden tilståelse af medansvar ikke slette den kendsgerning, at de er aktive deltagere i Netanyahus massemyrderier.

 

Ramzy Baroud er journalist og redaktør af The Palestine Chronicle, samt ansat som forsker ved Center for Islam and Global Affairs (CIGA).

 

1. marts 2024

 

Oversat fra The Palestine Chronicle af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com