Læsetid: 16 minutter

Den idé, at zionismen er en bosætter-kolonialisme, er ikke ny. Palæstinensiske forskere, der i 1960’erne arbejdede på PLO’s forskningscenter i Beirut, forstod, at det, der foregik i Palæstina, ikke var et typisk koloniprojekt. De betragtede ikke Israel som slet og ret en britisk koloni eller en amerikansk, men som et fænomen, der også var eksempler på i andre dele af verden, kategoriseret som bosætter-kolonialisme.

 

Det er tankevækkende, at opfattelsen af zionisme som bosætter-kolonialisme for 20-30 år siden forsvandt fra den politiske og akademiske diskurs. Den vendte tilbage, da forskere, især fra steder som Sydafrika, Australien og Nordamerika nåede til enighed om, at zionisme er et fænomen af samme slags som de europæiske bevægelser, der skabte USA, Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika. Denne idé hjælper os til meget bedre at forstå karakteren af det zionistiske projekt i Palæstina fra slutningen af det 19. århundrede og til i dag, og det giver os en forestilling om, hvad vi kan vente os i fremtiden.

 

Jeg tror, at netop den idé, der forbandt, hvad de europæiske bosættere, især i Nordamerika og Australien, foretog sig, med handlingsmønsteret hos de jødiske bosættere, der koloniserede Palæstina i slutningen af det 19. århundrede, gjorde det meget tydeligt, hvad der var intentionerne for de jødiske bosættere, der koloniserede Palæstina, og hvad der var de særlige kendetegn ved den palæstinensiske modstand imod denne kolonisering.

 

Bosætterne fulgte de bosætter-koloniale bevægelsers vigtigste læresætning, og den går ud på, at for at få held med at danne et bosætter-kolonialt samfund uden for Europa, må man skaffe sig af med dem, der bor i det land, hvor man har bosat sig. Det betyder, at modstanden fra dem, der boede der i forvejen, også er en modstand imod dette forehavende, og ikke i første omgang et spørgsmål om befrielse som sådan. Det er vigtigt at have in mente, når man tænker på det angreb, som Hamas foretog, og andre palæstinensiske modstandsaktiviteter lige siden 1948.

 

Bosætterne

Bosætterne var selv, som det også gjaldt for mange af de europæere, der kom til Nordamerika, Centralamerika eller Australien, flygtninge eller ofre for forfølgelse. Nogle af dem havde været mindre uheldige, og ønskede bare et bedre liv og flere udfoldelsesmuligheder. Men de fleste af dem var udstødte i Europa, og deres fremtidsperspektiv var at skabe et Europa et andet sted, i stedet for det Europa, der ikke ville vide af dem. I de fleste tilfælde valgte de et sted, hvor der boede nogen i forvejen, den oprindelige befolkning. Og derfor blev den vigtigste gruppe iblandt dem de ledere og ideologer, der kunne give religiøse og kulturelle begrundelser, som kunne retfærdiggøre koloniseringen af et land, der tilhørte nogle andre.

 

Og til det kan man tilføje behovet for at for at have en kolonimagt i ryggen for at kunne påbegynde koloniseringen og holde fast ved den, selv når bosætterne gjorde oprør mod den kolonimagt, der havde hjulpet dem, og krævede uafhængighed, som de i de fleste tilfælde opnåede, hvorefter de fornyede deres alliance med kolonimagten. Den anglo-zionistiske forbindelse, der blev til den anglo-israelske alliance er et sådant tilfælde.

 

Den idé, at man kan fjerne befolkningen fra det land, som man vil have for sig selv, er måske mere forståelig – ikke retfærdiggjort – hvis man ser det på baggrund af det 16., det 17. og det 18. århundrede, fordi den var i tråd med den uforbeholdne støtte til imperialisme og kolonialisme. Den var tæt forbundet med umenneskeliggørelsen af ikke-vestlige, ikke-europæiske folk. Hvis man umenneskeliggør folk, så har man lettere ved at rydde dem af vejen. Det, der var det særlige ved zionismen som en bosætter-kolonial bevægelse, er, at den trådte frem på den internationale scene på et tidspunkt, hvor mennesker over hele verden var begyndt at se anderledes på det berettigede i at fjerne den oprindelige befolkning, at udslette dem, der havde boet der i århundreder, og det er ud fra det, vi må forstå de anstrengelser og den energi, som zionisterne, og senere staten Israel, lagde i at tilsløre det virkelige mål for en bosætter-kolonial bevægelse som zionismen: udslettelsen af den oprindelige befolkning.

 

Zionisme i Gaza

Men i Gaza i dag udsletter de den for øjnene af os, så hvordan kan det være, at de næsten har opgivet 75 års forsøg på at skjule deres forskellige måder at gøre det på?

 

For at forstå det må vi sætte os ind i den forandringsproces, som zionismen i årenes løb har gennemgået.

 

I de første etaper af det zionistiske bosætter-koloniale projekt gennemførte deres ledere udslettelsesforanstaltningerne med et originalt forsøg på at løse cirklens kvadratur ved at påberåbe sig, at det var muligt at skabe et demokrati – samtidig med at fjerne den oprindelige befolkning. Der var en udpræget længsel efter at tilhøre de civiliserede nationers fællesskab, og deres ledere gik ud fra, især efter Holocaust, at deres måder at udføre fordrivelsen på, ikke ville udelukke Israel fra dét selskab.

 

For at løse cirklens kvadratur hævdede ledelsen, at deres udslettelsesaktiviteter over for palæstinenserne var ’gengældelse’ eller ’reaktion’ på, hvad palæstinenserne havde gjort. Men det varede ikke længe, før den ønskede at gå over til mere omfattende udslettelsesmetoder, forlod det falske påskud om ’gengældelse’ og simpelthen holdt op med at retfærdiggøre, hvad de var i gang med.

 

Hvad det angår, er der en sammenhæng mellem den måde, den etniske udrensning i 1948 udviklede sig på, og så israelernes operationer i Gaza i dag. I 1948 retfærdiggjorde ledelsen over for sig selv enhver massakre, der blev begået, herunder den særligt modbydelige massakre i Deir Yassin 9.april, som en reaktion på, hvad palæstinensere havde gjort: det kunne være at kaste sten mod en bus eller angribe en jødisk bosættelse, men det skulle præsenteres indadtil og udadtil som noget, der ikke kom ud af det blå, men som selvforsvar. Det er faktisk derfor, den israelske hær hedder ’Israeli Defence Forces’. Men fordi det er et bosætter-kolonialt projekt, kan de ikke hver gang være afhængige at sætte gengældelsesstemplet på, hvad de gør.

 

Nakba i 1948

De zionistiske styrker påbegyndte den etniske udrensning under Nakba i februar 1948, og i en måned blev alle de operationer fremstillet som en gengældelse over for den palæstinensiske modstand mod FN’s delingsplan fra november 1947. Den 10. marts 1948 holdt den zionistiske ledelse op med at tale om gengældelse, og tog en masterplan for den etniske udrensning af Palæstina i brug. Fra marts 1948 til slutningen af 1948 førte den etniske udrensning af Palæstina til fordrivelsen af halvdelen af Palæstinas befolkning, ødelæggelsen af halvdelen af dens landsbyer og de-arabiseringen af de fleste af dens bygninger, det vil sige, man ændrede deres navne, smadrede bygninger med et særligt arabisk præg, moskeer, mindesmærker mm, som del af en systematisk og tilsigtet masterplan for den etniske udrensning.

 

Efter besættelsen af Vestbredden og Gaza-striben i juni 1967 har Israel hver gang, de ønskede at lave virkeligheden grundlæggende om eller kastede sig ud i en omfattende etnisk udrensnings-operation, klaret sig uden at bekymre sig om at retfærdiggøre det.

 

Vi ser et lignende mønster i dag. I begyndelsen blev aktiviteterne præsenteret som gengældelse for Al-Aqsa-stormen, men nu hedder krigen ’krigens sværd’, hvis angivelige mål er, at Gaza kommer under direkte israelsk kontrol, men reelt består i en etnisk udrensning, foretaget ved en militær folkemordsoperation.

 

Det store spørgsmål er, hvorfor politikere, journalister og akademikere faldt i den samme fælde, som de var faldet i i 1948? Hvordan kan de blive ved med, op til i dag, at tro på, at Israel forsvarer sig selv i Gaza-striben? At det reagerer på det, der skete 7. oktober?

 

Eller måske falder de slet ikke i fælden. Det kan være, at de godt ved, at det, som Israel foretager sig i Gaza, er at bruge 7. oktober som et påskud.

 

Folkemord

Under alle omstændigheder har israelernes påskud indtil nu, hver gang de øvede vold mod palæstinenserne, hjulpet staten med at holde sig fri af anklager for at fortsætte deres forbryderiske handlinger, uden frygt for reaktioner af betydning fra det internationale samfund. Påskuddet bidrog til at fremhæve Israels image som en del af den demokratiske og vestlige verden og fritog dem derfor for enhver form for fordømmelse eller sanktioner. Hele diskursen med forsvar og gengældelse er vigtig for at opretholde den fritagelse for enhver skyld, som Israel nyder godt af fra regeringerne i Det Globale Nord.

 

Så også i dag, som i 1948, klarer Israel sig, mens dets operation varer ved, uden yderligere påskud, og det gælder også, når deres vigtigste støtter finder det vanskeligt at forsvare, hvad de foretager sig. Det enorme omfang af ødelæggelse, det ubegribelige antal drab i Gaza, folkemordet, er på et sådant niveau, at israelere finder det stadigt mere vanskeligt at overbevise sig selv om, at hvad de rent faktisk foretager sig, er selvforsvar eller reaktion. Der er derfor en mulighed for, at stadig flere får svært ved at acceptere den israelske forklaring på folkemordet i Gaza.

 

Det er klart for de fleste, at det, der er brug for, er at kunne se en sammenhæng, og ikke bare et påskud. Historisk og ideologisk er det også meget klart, at 7. oktober er et påskud til at gøre dét færdigt, som den zionistiske bevægelse i 1948 ikke var i stand til.

 

I 1948 benyttede den bosætter-koloniale zionistiske bevægelse sig af et specifikt sæt af historiske omstændigheder, som jeg har beskrevet i detaljer i min bog ’Den etniske udrensning af Palæstina’, til at fordrive halvdelen af Palæstinas befolkning. Som nævnt så ødelagde de under det forløb halvdelen af de palæstinensiske landsbyer, og rev det meste ned i de palæstinensiske byer, og alligevel blev halvdelen af palæstinenserne tilbage i Palæstina. De palæstinensere, der blev flygtninge uden for Palæstinas grænser, fortsatte palæstinensernes modstand, og derfor blev den bosætter-koloniale idé om at udslette den oprindelige befolkning ikke ført til ende, og Israel har siden 1948 brugt al sin magt på, trin for trin, at fortsætte med at fjerne den.

 

Fordrivelsen af en oprindelig befolkning er fra start til slut ikke bare en militær operation, hvor man besætter et sted, massakrerer mennesker eller fordriver dem. Den må retfærdiggøres for ikke at gå i stå, og måden at gøre det på er den konstante umenneskeliggørelse af dem, man vil fjerne. Man kan ikke begå omfattende massakrer eller folkemord på mennesker, medmindre man umenneskeliggør dem. Umenneskeliggørelsen af palæstinenserne er derfor et eksplicit og implicit sindbillede, der bibringes de israelske jøder i uddannelsessystemet, deres socialisering i hæren, i medierne og i den politiske diskurs. Dette sindbillede skal løbende indprentes og holdes ved lige, hvis udslettelsen skal fuldendes.

 

Det, vi altså er vidne til, er et særlig grusomt forsøg på dette. Og så lader det os alligevel ikke tilbage uden håb. Ironisk nok, så bringer den ekstremt umenneskelige ødelæggelse af Gaza det fejlslagne ved zionismens bosætter-koloniale projekt frem i dagens lys. Det kan lyde absurd, fordi jeg beskriver en konflikt mellem en lille modstandsbevægelse, den palæstinensiske befrielsesbevægelse, og en magtfuld stat med et militært maskineri og en ideologisk infrastruktur, der er fokuseret ene og alene på at tilintetgøre den oprindelige befolkning i Palæstina. Befrielsesbevægelsen har ikke en stærk alliance bag sig, mens den stat, som den står overfor, har en alliance af et frygtindgydende omfang til at bakke sig op – fra USA til de multinationale selskaber, våbenindustrien, mainstream-medier, og den store del af universitetsverdenen, der også er mainstream. Vi taler om noget, der lyder næsten håbløst og deprimerende, fordi der er denne uimodtagelighed over udslettelsens fremtrædelsesformer fra zionismens første dag og indtil nu. Det er tilsyneladende det ondeste kapitel i Israels sorte bog over forsøg på at føre udslettelsesmetoderne til nye højder, til en mere koncentreret bestræbelse på at dræbe tusinder af mennesker på så kort tid, som de aldrig tidligere har turdet gøre.

 

Så hvordan kan det også give et lille glimt af håb? Allerførst, så er en form for politisk entitet, en stat, der er nødt til at holde fast ved umenneskeliggørelsen af palæstinenserne for fortsat at retfærdiggøre udslettelsen af dem, meget skrøbelig, hvis vi ser lidt længere ud i fremtiden.

 

Den strukturelle svaghed var allerede til stede 7. oktober, og en del af denne svaghed består i, at hvis man tager udslettelsesprojektet ud, så er der meget lidt, der forener den gruppe mennesker, der definerer sig selv som den jødiske nation i Israel.

 

To jødiske lejre

Hvis man tager behovet for at bekæmpe og fjerne palæstinenserne ud, så står man tilbage med to jødiske lejre, der bekriger hinanden, og som vi rent faktisk så kæmpe i Tel Avivs og Jerusalems gader op til 6. oktober 2023. Enorme demonstrationer blandt sekulære jøder, dem der beskriver sig selv som sekulære – de fleste af europæisk oprindelse – og som tror på, at det er muligt at skabe en demokratisk, pluralistisk stat, samtidig med at holde fast ved besættelsen og apartheid mod palæstinenserne i Israel, stod over for en ny type messiansk zionisme, der har udviklet sig i de jødiske bosættelser på Vestbredden, det der andre steder bliver kaldt staten Judæa. Den viste sig pludselig i vores midte, og dens tilhængere tror på, at de nu sidder inde med opskriften på en form for zionistisk teokrati, der ikke bekymrer sig om demokrati og mener, at det er den eneste vision for en fremtidig jødisk stat.

 

Disse to visioner har intet til fælles, bortset fra én ting: begge parter er ligeglade med palæstinenserne, begge lejre tror på, at Israels overlevelse afhænger af de fortsatte udslettelsestiltag over for palæstinenserne. Det holder ikke vand. Israel vil gå i opløsning og sprænges indefra, fordi man ikke i det 21. århundrede kan holde sammen på en stat og et samfund på basis af, at deres fælles følelse af at høre til, er at være del af et udslettelses- og folkemordsprojekt. Det kan helt sikkert fungere for nogle, men ikke for alle.

 

Vi har allerede set indikationer på det før 7.oktober, hvor israelere, der har udfoldelsesmuligheder i andre dele af verden i kraft af deres dobbelte nationalitet, professioner og økonomiske dygtighed, tænker alvorligt på at trække deres penge og sig selv ud af Israel. Det, der bliver tilbage, vil være et samfund, der er økonomisk svagt, der anføres af fusionen af messiansk zionisme med racisme og udslettelsesmetoder over for palæstinenserne. Ja, magtbalancen er i første omgang på deres side, der vil udslettelsen, ikke på deres, der er ofre for den, men magtbalancen er ikke kun lokal, den er regional og international, og jo mere undertrykkende, udslettelsesmetoderne er (og det er frygteligt at sige, men det er sandt), des mindre er det muligt at tilsløre dem som ’gengældelse’ eller ’reaktion’, og des mere vil de blive set som et grusomt forsøg på folkemord. Det er på den måde mindre sandsynligt, at den immunitet imod strafforfølgelse, som Israel nyder godt af i dag, vil fortsætte fremover.

 

Og jeg tror virkeligt, at det meget mørke moment, som vi oplever lige nu – og det er meget mørkt, fordi udslettelsen af palæstinenserne har bevæget sig til et nyt niveau, helt uden fortilfælde. I henseende til den diskurs, Israel udtrykker sig i, og intensiteten og formålet med udslettelsesmetoderne, har der ikke tidligere i historien været en sådan periode, det er en ny fase af grusomhed over for palæstinenserne. Selv Nakba, der var en ufattelig katastrofe, kan ikke sammenlignes med det, vi ser nu, og som vi kommer til at se i de nærmeste måneder. Vi befinder os, efter min opfattelse, i de første tre måneder af en periode på to år, der vil bevidne de værste grufuldheder, som Israel kan tilføje palæstinenserne.

 

Men selv i dette mørke øjeblik må vi forstå, at bosætter-koloniale projekter, der smuldrer, altid bruger de værste metoder for at redde deres projekt. Det var det, der skete i Sydafrika og i Sydvietnam. Jeg siger ikke dette ud fra ønsketænkning, og jeg siger det ikke som politisk aktivist, jeg siger det som forsker i Israel og Palæstina med den fulde tiltro til mine videnskabelige kvalifikationer. På basis af nøgtern faglig analyse konstaterer jeg, at vi er vidner til afslutningen af det zionistiske projekt. Det er der ingen tvivl om.

 

Det historiske projekt er kommet til sin afslutning, og det er en blodig afslutning – sådanne projekter kollapser sædvanligvis voldeligt, og det er derfor et meget farligt moment for zionismens ofre. Forløbet af denne kollaps er derfor ikke kun et moment af håb, det er også det morgengry, der vil bryde frem efter mørket, det er lyset for enden af tunnellen.

 

Kollapser som denne skaber imidlertid et tomrum. Dette tomrum viser sig pludseligt, det er som en mur, der langsomt er eroderet af revner og sprækker, og så falder den sammen i løbet af ét kort øjeblik. Og det er noget, man må gøre sig klar til, en stat, der forsvinder, og et bosætter-kolonialt projekt, der styrter i grus. Vi så, hvad der skete i den arabiske verden, da tomrummets kaos ikke blev fyldt ud af et konstruktivt og alternativt projekt. I et sådant tilfælde varer kaos ved.

 

Der er én ting, der må stå klart: Hvem der end tænker over alternativet til den zionistiske stat, bør ikke se sig om i Europa eller Vesten efter forbilleder, der kan erstatte den. Der er meget bedre forbilleder, der er lokale og en arv fra tidligere og mere fjerne fortider i Mashraq (det østlige Middelhav) og i den arabiske verden som helhed. Den lange ottomanske periode byder på sådanne forbilleder og arvegods, der kan hjælpe os ved, at vi bruger ideer fra fortiden til at se ind i fremtiden.

 

Disse forbilleder kan hjælpe os til at opbygge et meget anderledes samfund, der respekterer kollektive identiteter såvel som individuelle rettigheder, og det dannes fra bar bund som en ny type forbillede, der kan lære af de fejl, der under afkoloniseringen er begået mange steder i verden, herunder i den arabiske verden og i Afrika. Det kan forhåbentligt skabe en anderledes form for politisk entitet, som vil have meget stor og positiv indvirkning på den arabiske verden som helhed.

 

Ilan Pappé er historiker, socialist, professor ved University of Exeter, og tilhænger af Campaigne for Boycott, Divestment and Sanctions (BDS).

 

Oversat fra Islamic Human Rights Commission af Niels Overgaard Hansen