Israel bliver ved med at krybe uden om sit ansvar for Gaza, på trods af at de bliver ved med at plage indbyggerne ved at spærre dem inde, underlægge dem et system, hvor de skal søge om skriftlig tilladelse til hvad som helst, og udsætte dem for voldelige overgreb hvor som helst.

af Noa Galili/10. marts 2024

Læsetid: 7 minutter

Billedtekst: Nat over Gaza. Træsnit af Svend Vestergaard Jensen

 

 

I de seneste måneder har de internationale medier med rette koncentreret sig om et scenarie af død og ødelæggelse, der savner fortilfælde, og som er organiseret og udført af det israelske militær i Gaza-striben. Daglige nyhedsbulletiner har i stigende grad fokuseret på den katastrofale mangel på fødevarer, vand, medicin og andre basisvarer som følge af den intensiverede belejringstilstand, som Israel har påtvunget indbyggerne efter Hamas’ angreb 7. oktober.

 

De nuværende undertrykkelses- og mangeltilstande ses dog for det meste som noget isoleret. Det er en total misforståelse.

 

Det israelske jerngreb om Gaza er blevet strammet mere og mere i årtiernes løb i form af kontrol, tvang og kollektiv afstraffelse. Selv i ’normale’ tider – dem der er ind imellem de tilbagevendende militære angreb i Gaza-striben – har Israels vidtgående begrænsninger af fri bevægelighed for mennesker og varer gennem meget lang tid været ødelæggende for livsbetingelserne i Gaza. Begrænsningerne har krænket andre menneskerettigheder, som afhænger af fri bevægelighed, som f.eks. retten til et familieliv, uddannelse, lægebehandling og forsøg på at tjene til at opretholde livet.

 

Den katastrofale situation i dag skal forstås i sammenhæng med Israels politiske tiltag før 7. oktober, herunder dem der vedrører palæstinensernes frie bevægelighed mellem Gaza, Israel og Vestbredden. Igennem mere end et halvt århundrede har voldsudøvelsen under Israels vedvarende besættelse, gentagne militære angreb og ’adskillelsespolitikken’ mellem Gaza og Vestbredden tilvejebragt et sønderdelt og blødende landområde. Disse tiltag har skabt og fastholdt mennesker i en tilstand af dyb ulykke, adskilt palæstinensere i Gaza fra dem i Israel og på Vestbredden og fremmet Israels uretmæssige politiske og demografiske hensigter.

 

 

Et tilladelsesregimes fødsel

Det har aldrig været meningen, at Gaza-striben skulle være en særskilt territorial enhed. Der har aldrig været tilstrækkeligt med ressourcer på dets lilleputområde til at understøtte en uafhængig økonomi og især ikke en økonomi for 2,3 millioner, der er berøvet deres grundlæggende ret til at bevæge sig frit. Derfor har årtiers israelske restriktioner af den frie bevægelighed for mennesker og varer ført til forværrede livsbetingelser i Gaza-striben og afskåret palæstinenserne fra verden udenfor.

 

I 1948 blev ca. 200.000 Nakba-flygtninge fra hele Palæstina tvunget til at flygte til det, der blev Gaza-striben. Det mere end firedoblede områdets befolkning, der indtil da især havde været koncentreret i den århundredgamle del af Gaza By. Den humanitære krise, der blev fremkaldt af denne pludselige, enorme tilstrømning af flygtninge, har varet ved indtil i dag.

 

Selv efter at have underskrevet Oslo-aftalerne, der indeholdt en overenskomst om at overdrage paskontrollen over det palæstinensiske folkeregister til Det palæstinensiske selvstyre, fortsætter Israel med at kontrollere registret i praksis. Og har på den måde tiltaget sig magten til at betegne palæstinensere som enten bosiddende i Gaza eller på Vestbredden, det vil sige bestemme, hvor de skal bo, arbejde og stifte familie.

 

Israels permanente kontrol over Gaza strækker sig også til Gaza-stribens maritime territorium og også dets luftrum. I modstrid med de overenskomster, der indgik i Oslo-aftalerne, har Israel forbudt byggeriet af en havn og forhindret genopbygningen af en international lufthavn i Gaza efter den, som blev ødelagt af israelske bombardementer i 2001. Israel har også blokeret adgangen til Gazas luftrum og forstærket sin kontrol over al telekommunikation og på den måde begrænset de tilgængelige frekvenser for at afskære palæstinenserne fra tredje- og fjerdegenerations-teknologier. Israel håndhæver også med voldelige midler en ’fiskerizone’ 10-15 sømil fra Gazas kyst og har etableret en ’bufferzone’ langs adskillelsesbarrieren, der begrænser adgangen til det område, hvor det meste af Gaza-stribens landbrugsland er.

 

Israels permanente kontrol er, selv om de påstår det modsatte, rent faktisk en fortsættelse af besættelsen – og en sådan kontrol omfatter moralske og retslige forpligtelser over for den civile befolkning. Men i stedet for at vedkende sig deres fundamentale pligt til at beskytte palæstinensernes rettigheder har de til stadighed nægtet at vedkende sig deres ansvar og er tyet til kollektiv afstraffelse og økonomisk krig, stik imod international lov.

 

 

Isolation, adskillelse og splittelse

Indhegningen af Gaza har altid været en del af en større mængde restriktioner imod fri bevægelighed, indført som led i Israels ’adskillelsespolitik’, hvis mål er at isolere og adskille dets territorium fra Vestbredden og Gaza. Israel har altid retfærdiggjort sin politik med, at den var nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde, men de vidtrækkende restriktioner imod rejser og varer kan ikke begrundes udelukkende med sikkerhed.

 

Restriktionerne er, når det kommer til stykket, indført for at fremme Israels illegitime og demografiske mål: at underminere de nationale institutioner, hvis mening var at understøtte en palæstinensisk stat; at splitte det palæstinensiske samfund og dets økonomi; at fremme den faktuelle annektering af Vestbredden og begrænse palæstinenseres adgang til den; og at opretholde israelsk kontrol over regionen som helhed.

 

Som følge af denne politik blev den palæstinensiske økonomi reelt splittet mellem Gaza og Vestbredden. Studerende fra Gaza blev afskåret fra at studere ved universiteter på Vestbredden. Lægeteams, akademikere, ansatte inden for civilsamfundsorganisationer og højtuddannede på ethvert område kunne ikke rejse mellem de to områder, end ikke til møder eller kurser. Familier, der var blevet splittet mellem Gaza og Vestbredden, kunne ikke blive genforenet, medmindre det var tvingende nødvendigt.

 

De få palæstinensere, der i de seneste år har fået tilladelse til at forlade området via Erez-grænseovergangen, har for de flestes vedkommende tilhørt en eller flere af tre kategorier: handlende eller arbejdere (begrænset til små kvoter, dikteret af Israel), patienter (og deres ledsagere) med et presserende behov for lægelig behandling, der ikke var tilgængelig i Gaza, eller en håndfuld andre tilfælde, defineret som ’humanitære og exceptionelle’, som f.eks. at være til stede ved en vielse, besøge en syg slægtning eller være til stede ved en begravelse – men kun, hvis det var et meget nærtstående familiemedlem.

 

Rejse via Egypten, Gazas anden nabo, har også gennem årene været underlagt restriktioner, ligesom adgang til varer har været det. Egypten har dog også forpligtelser over for palæstinensere i Gaza på grund af dets fysiske nærhed, herunder at formidle humanitær adgang, og som ethvert andet land i verden aktivt at forhindre brud på international lov. Men i modsætning til Israel har Egypten ingen forpligtelser over for palæstinensere i henhold til loven om besættelse og kontrollerer heller ikke Gaza-beboeres adgang til andre dele af de besatte områder.

 

Forsøg på at omdirigere ansvar til Egypten – en udbredt forestilling, der har mange år på bagen i israelsk diskurs – er led i et mere omfattende projekt med at tilsløre og unddrage sig Israels eget ansvar for Gazas indbyggere. Uanset Egyptens politik over for Gaza-striben har Israel pligt til, som det allermindste, at muliggøre adgang til alt, hvad der er behov for, når man skal sikre livsbetingelserne for hele den befolkning, der er under deres kontrol.

 

Fem måneder inde i den blodigste og mest ødelæggende krig, som Gaza nogensinde har kendt til, er det svært, men af livsvigtig betydning at huske på, at enhver ’dagen efter’-plan må indeholde fri passage mellem Gaza, Israel, Vestbredden og resten af verden. Enhver tilbagevenden til hvordan tingene var før krigen – et liv med indespærring, adskillelse, skriftlige tilladelser, og endeløse krige – er ikke mulig.

 

Israelske trusler om at lukke Gaza ned ’permanent’ må komme af frygt, men hvis det sker, er der ingen, der bliver mere sikker af den grund. Fremtiden for alle dem, der bor mellem Jordan-floden og Middelhavet, afhænger af frihed og menneskerettigheder, herunder fri bevægelighed for alle.

 

 

 

Noa Galili arbejder med relationer til regeringer, research og støtte ved ’Gisha – Legal Center for Freedom of Movement’.

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com